Sitemap | Avanceret søgning |

Sandhedens time

De udsendte medarbejdere oplevede en smule luksus, da det blev til en tur i spabad efter strabadserne i den australske outback.

Publiceret 29-07-2000

Gladstone, lørdag den 29. juli 2000


Sandhedens time (1)
De tre exploratører tager sig et rigtigt luksusbad.

Det er sandhedens time i Beautyboksen. 21 dages tæt samvær piller ved facaderne, ridser i overfladen og giver skrammer i den pæne lak. Vi eksploratører er kommet til det kritiske tidspunkt, hvor vi ikke længere kan bilde hinanden - og måske især os selv - ind, at vi altid og hvert minut i døgnets 24 timer er gode, søde og tolerante mennesker. Helstøbte og harmoniske væsener, der aldrig lugter af sved, har dårlig mave, sure tæer eller småfejl som lav tolerancetærskel eller hang til at småbides.


For eksempel kan Morten ikke længere skjule, at han er lettere forvirret. Selv mener han dog kun, at der er tale om distraktion.


Jette har vist sig at mestre udmattelses-taktikken i laaaange diskussioner. Det benægter hun selvfølgelig hårdnakket og kalder det »ægte engagement og stræben efter gode diskussioner.«


Kaptajn Elly troede alle var diplomaten selv. Mere afbalanceret og fleksibel person skulle man da lede længe efter. Det var dengang. Da havde hun endnu ikke demonstreret sin indædte stædighed og ordknappe stil, når noget er hende for meget. Personligt kalder hun det at holde fast i et fornuftigt synspunkt. Og hævder, at hun faktisk kan overbevises, hvis det utrolige skulle ske, at hun mødte bedre argumenter end sine egne.


Heller ikke DR-Jesper er kun den blide og bløde mand, som han lignede ved første øjekast hjemme i Danmark. Han er vant til rollen som "lonely rider", når det gælder TV-produktioner. Og ind imellem har han svært ved at tøjle lysten til at bestemme. Det afviser han - og siger, at det er skønt at slippe for at bestemme.


For explorer-forgængere som Scott og Amundsen resulterede småfejl, stædighed og personlige forskelligheder i døden ved sydpolen. Så alvorligt er det ikke for JPExplorer.


Endnu!


Humøret er som regel i top - og kulminerede ligefrem i lykkelig småklukken, da vi efter 14 dage i outbacken og ovenpå ni timers kørsel parkerede V6´eren foran et uhørt lækkert hotel. Med spabad og så til 52 dollars - og langt under prisniveauet for et luset hotelværelse i bushen, hvor ordet priskrig ikke eksisterer.


Tro nu ikke, at spabadet var for sjov. Det var endnu en dag med hårdt arbejde. Fotograf Morten havde længe ledt efter et spabad til at teste sit medbragte undervandskamera i. Og på JP-Explorer hjælper vi hinanden.


Morten er udover at være lidt forvirret en omhyggelig og målbevidst fotograf, hvorfor han også testede kameraet i det store badebassin ved siden af det hjerteformede spabad. Og endda så grundigt, at han tabte sine hotelnøgler på bunden.


Men det opdagede fotografen - og bagefter hotelværten og de øvrige gæster - først, da han langt senere iført håndklæde stod i mørke foran sin hoteldør.


Han fandt nøglerne og hang efterfølgende sine våde badebukser til tørre på satelit-modtageren på taget af bilen. Hvor længe de hang der, vides ikke. For Morten kom først i tanke om dem 200 km senere. Og da var de væk.


Forsættelse følger om de øvrige eksploratøreres hemmelige fejl og sande jeg.

Landefakta
Australien
Vidste du, at hovedstaden hedder Canberra, at arealet er 7.741.220 km², og at befolkningen er på godt 21 millioner mennesker?

Australien
Vidste du, at hovedstaden i Australien hedder Canberra, at landets areal er 7.741.220 km2 og at befolkningstallet er på godt 21 millioner?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere