Sitemap | Avanceret søgning |

Manddomsprøven

Unge fotograf Morten har bestået sin manddomsprøve. Ikke frivilligt, men så overbevisende, at eksploratricerne overvejer fremover at kalde ham hr. fotograf Morten i stedet for unge Morten.

Publiceret 26-07-2000

Baralaba, onsdag d. 27. juli 2000

Det var på en af de sædvanlige støvede grusveje, her udenfor lov og ret i Queensland, hvor kun dyriske "muh"er og "mæh"er bryder stilheden. Med kurs mod byen Baralaba øjner vi i det fjerne to klippestykker. Et i hver side af vejen og besynderligt ens. "Mærkværdigt sted for klipper," lyder det tørt fra kaptajnen. Først helt tæt på opdager vi, at klipperne er kæmpemæssige tyre, der nærmest er at sammenligne med fortidens mammutter.

Morten hiver da også fluks kameraet frem og beder chaufføren om at sagtne farten, så han kan få et par billeder af de vildt udseende dyr. Et øjeblik efter sidder ekspeditionen med tilbageholdt åndedræt mellem de to beigefarvede tyre, der på nært holdt ser endnu mere uhyggelige ud. Deres øjne er direkte ondskabsfulde. Morten ruller forsigtigt vinduet ned, læner sig frem og skynder sig at knipse, hvorefter han brøler: "Så er det væk. Hurtigt, hurtigt."

Speederen ryger i bund. Alle ånder lettet op. Vi undslap. Men oh skræk, så er det, at Morten opdager, at han har tabt sin kameralinse - lige ned for hovene af den ene kødklump. Fotografen gyser højlydt, for linsen må han have tilbage.

Beautyboksen sættes i baggear og i sneglefart bakker vi tilbage mellem tyrene, der olmt følger os med deres små griseagtige øjne. Skraber de ikke også angrebslystne med forbenene?

Et par sekunder holder vi spiddet mellem fire plirrende tyreøjne. Morten overvejer forskellige fiske-linsen-op-metoder og famler febrilsk efter alt fra pinde til magneter, men må erkende, at der kun er en vej frem: Ud!

Sammenbidt åbner han bildøren, springer resolut ned foran udyret, hiver linsen op og kaster sig ind i bilen igen, mens han skriger: "Kørrrr.."

Men snart efter læner han sig tilbage mod ryglænet med et sagligt udtryk i øjnene. Knægten er blevet til et mandfolk. jpexplorer@hotmail.com

Landefakta
Australien
Vidste du, at hovedstaden hedder Canberra, at arealet er 7.741.220 km², og at befolkningen er på godt 21 millioner mennesker?

Australien
Vidste du, at hovedstaden i Australien hedder Canberra, at landets areal er 7.741.220 km2 og at befolkningstallet er på godt 21 millioner?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere