Sitemap | Avanceret søgning |

Ølhunden glammer

Baren Blue Heeler er nok et stop værd - og der er 74 kilometer til næste udskænkningssted.

Publiceret 22-07-2000

Kynuna, lørdag d. 22. juli

Missy er ikke længere iblandt os. Hun blev skudt i forgårs efter at have brækket venstre ben. Missy var ikke bare "Richard med laden"s eneste hest. Hoppen var byens eneste samt grunden til, at byen Kynuna på disse kanter stadig kunne kaldes en "one horse town".

Nu er Kynuna reduceret til en "no horse town" . Forskellen er ens for forbipasserede som JP Explorer, men herude i outbacken kan en hest udgøre forskellen på at være lidt eller intet.


Ikke fordi Kynuna med sine 18 indbyggere ikke har andet at byde på. En folkelig beværtning med altfavnende gæstgivere, fem hunde og velskænket øl, ligger strategisk placeret ud mod highway 66. Der er 74 km til næste udskænkningsted i vestlig retning, og 263 km i østlig, så omsætning er noget, der bare kommer rullende ind.



Ølhunden glammer (1)

Da JP Explorers brødflove besætning når frem gennem tusmørket og timers kørsel ad snorlige landeveje, blive den højlydt og hjerteligt hilst velkommen af Barb(ara). Hendes mand, Steven, troner ved baren. Barb har netop skippet jobbet som førstelærer ved østkysten gennem 22 år og lejet the Blue Heeler syv et halvt år frem i tiden. »Til den tid vil vi sejle til Europa, og så dør jeg. Det bliver spændende. Europa altså. Men hvad med jer, hvor kommer i fra. Hvordan ser Danmark ud, og hvorfor kører i rundt med alle de benzindunke på taget, det er da ikke nødvendigt her?«


Snart har Barb præsenteret alle gæsterne (fem mandfolk!) for os, og JP Explorers udsendte forbløffes atter engang over denne snakkesalighed, åbenhed og mængde af tid, man vælger at ofre det personlige komved på disse kanter.


Nok er gæstfriheden forventelig et sted, hvor man betaler for øl og drømmeseng, men faktisk er den sådan over alt.


Queenslands største bondemand med 130.000 kvæg, fire helikoptere og 120 ansatte, slog fluks dørene op, da vi tilfældigvis kom i kontakt med ham.


Gæstefløje blev åbnet, håndklæder så tykke som bademåtter lagt frem, og middag serveret med vin, velkomstdrink og en masse snak. Først bag efter gik det op for os, at vi måske skulle have trukket os tilbage lidt før kl. 23. Værtsparrets øjne hang nede om knæene. De er vant til at gå i seng klokken 21 - men høfligheden forbød dem at bryde op fra bordet, før gæsterne havde snakket af. Jetlag gør dog stadig vores indre ur utilregneligt, og nætter til noget vi klarer fra 03 til 6.


Da vi næste dag drog bort fra storbonden, var maven fuld af overdådige måltider, vandflasker fyldt med koldt regnvand og sanserne bombarderet med indtryk fra køreture med bossen på estaten, og helikopterture hen over besiddelsen. Fruen havde også været i gang, og der var nyvasket tøj i tasken - ja, selv nystrøgne underbukser. »Kom endelig igen« lød meldingen, da Explorergruppen trillede ud ad den røde jordvej. Målløse og stumme sad vi alle en stund i bilen og varmede os ved tanken om al den åbenhed og imødekommenhed, der var blevet os til del.

Landefakta
Australien
Vidste du, at hovedstaden hedder Canberra, at arealet er 7.741.220 km², og at befolkningen er på godt 21 millioner mennesker?

Australien
Vidste du, at hovedstaden i Australien hedder Canberra, at landets areal er 7.741.220 km2 og at befolkningstallet er på godt 21 millioner?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere