Sitemap | Avanceret søgning |

Et mirakel i natten

Et mirakel er ved at tage form lige over vores hårtop. For en halv time siden var den fuld, nu er den halv. Om forlov, skribenten træder lige udenfor et øjeblik. Jo, minsandten, den er god nok. Det kosmiske mirakel er nær: Den totale måneformørkelsen over Cloncurry. Det er sidste og eneste gang de næste 144 år, at fuldmånen for en stund vil ligge hengemt i en sæk. Her. Og som DRs Jesper lakonisk bemærkede under indtagelse af kyllingestrimler til aftensmad, så er det jo ikke sikkert, vi er i området næste gang.

Publiceret 16-07-2000

Cloncurry, søndag d. 16. juli 2000

I hvert fald greb en feberagtig iver den sindige kameramand, og han læssede gesvindt kameraudstyr, treben og Gud ved hvad ind i bilen for flere timer siden i den agt at drage uden for byen og tage plads på første parket på den eneste høj i miles omkreds. Iklædt en stor, tyk oilskinsfrakke med slag. Dertil vandrestøvler i fedtskind. Man ved aldrig, når naturen spiller med musklerne, men her på motellet, tre kilometer fra udsigtshøjen, er der 20 grader og vindstille. Unge fotograf Morten er fulgt med. Mest for at få del i den six-pack (dåseøl), som Jesper fandt det passende at celebrere highlightet med.

Ser de, måneformørkelse kan et TV-kamera nemlig godt indfange, men ikke stjerner. Når vi ser en romantisk stjernehimmel på TV, er det snyd og bedrag og papir med huller i, der bliver holdt hen foran en elpære. Beklager, men sandheden kan være ubarmhjertig.

JP Explorer-pigerne er blevet hjemme for at skrible, og Jette har ikke sans for himmelfænomener. Det har taget flere forsøg at lokke hende ud på gårdspladsen foran motellet i natkjole og de tækkelige bordeauxfarvede nylonsokker, hun er så lykkelig for at have fået af stewardessen på vej herud med Singapore Airlines. Da Jette endelig trådte frem, var det med et lidenskabsløst »hold da op« . Hvorefter hun gled tilbage på værelse 32.

Kære læser, jeg researcher lige (Pust, støn - tilbage igen). Klokken er nu 23.03. Det er fuldbragt! Formørkelsen er total. Motellets øvrige gæster sidder bag træpersienner og ser fjernsyn. Månen gløder rødt og varmt gennem jordklodens skygge. Wauw.

Landefakta
Australien
Vidste du, at hovedstaden hedder Canberra, at arealet er 7.741.220 km², og at befolkningen er på godt 21 millioner mennesker?

Australien
Vidste du, at hovedstaden i Australien hedder Canberra, at landets areal er 7.741.220 km2 og at befolkningstallet er på godt 21 millioner?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere