Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

200 dollars for en flaske vodka
I supermarkederne i Iqaluit kan der kun købes sodavand, mælk og læskedrikke. Sprut og øl findes der intet af. Ser politiet, at man drikker offentligt på gaden, ryger man otte timer i spjældet.

Køber man en øl på en af byens tre barer, er det også strengt forbudt at tage den med ud. Men trods de strikse regler er der alligevel sprut at få i både Iqaluit og mange små bygder rundt i Nunavut.

Alkoholen smugles ind til Iqaluit med både fly og båd, og herfra fordeles den til andre områder.

»Ulovlig handel med alkohol er en del af problemet her i byen. Man sparer op til en brandert i løbet af ugen, og så drikker man det hele på en gang, når det bliver weekend,« fortæller Monte Kehler, der arbejder som strategisk rådgiver for Nunavuts social- og sundhedsforvaltning.

Mens en øl på en af byens tre barer koster omkring 30 kr., så koster for eksempel 1,75 l vodka op mod 200 canadiske dollars svarende til 960 danske kr. på det sorte marked, fortæller han.

»Der er kritik af de strikse regler. Kritikken går på, at smuglerne bliver i stand til at lave en større profit på salget,« forklarer Monte Kehler.

Han fortæller, at alkohol oprindeligt blev indført til området fra blandt andet hvalfangere, som medbragte alkoholen til de mandlige inuitter. Og når de havde drukket sig fulde, udnyttede hvalfangerne situationen til at have sex med kvinderne.

I dag er alkohol involveret i omkring 75 pct. af al kriminalitet.

»De unge her drikker så meget, at de mister besindelsen og begår kriminalitet, som de slet ikke er klar over, de begår,« siger Peterloosie Papatsi, der leder et såkaldt Halfway House, der prøver at hjælpe unge kriminelle.

Arktis synker i grus

Om 10-15 år vil Alaskas næststørste by Fairbanks - på grund af den globale opvarmning - begynde at synke i grus.

Sådan lyder den dystre spådom fra professor og direktør Douglas Kane fra University of Alaska Fairbanks.

Mange steder i Arktis er den globale opvarmning i fuld gang med at ændre dramatisk på vilkårene for at overleve her i ødemarken. Nogle steder truer opvarmningen med at ødelægge de isveje, der i dag er afgørende for, at folk kan bo afsides steder langt ude på tundraen. Andre steder er det optøningen af permafrosten, der er den største trussel.

»Hvis temperaturen stiger en-to grader i Fairbanks, vil permafrosten smelte, og så vil mange huse begynde at synke sammen. De seneste 20-30 år har vi set en temperaturstigning på mellem en og to grader pr. tiår - det vil formentlig fortsætte. Og det vil ramme Fairbanks hårdt,« mener Douglas Kane.

Jorden synker sammen

Både i Fairbanks og mange andre steder i Arktis har folk bygget deres huse oven på den jord, der i århundreder eller årtusinder har været bundfrossen. Når temperaturen stiger, som det sker i øjeblikket, smelter permafrosten nede i jorden. Det betyder, at den is, der ligger frosset nede i jorden, pludselig smelter og bliver til vand. Vandet omdanner overfladen til en blød mudret masse med det resultat, at jorden mange steder ganske enkelt synker sammen.

»Derfor er mange bygninger i Fairbanks begyndt at sætte sig. De får revner, dørene binder, eller gulvet bliver skævt. I værste fald bliver man nødt til at rive husene ned. Det har vi netop her på universitetet gjort ved et blot 20 år gammelt hus, der var blevet helt ødelagt, fordi permafrosten forsvandt,« fortæller den amerikanske professor.

Ifølge forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, er Alaska et af de steder i Arktis, der har oplevet den kraftigste opvarmning. Han kan til gengæld trøste grønlænderne med, at problemet her ikke er så stort, fordi langt de fleste huse i Grønland er bygget på klipper.

Det er husene i Inuvik et lille stykke på den anden side af grænsen mellem Alaska og Canada ikke. Midt inde i byen er en hel boligblok ved at styrte i grus. Ejendommen, der indeholder adskillige lejligheder, er klodset op med kæmpe blokke af trykimprægneret træ og kraftige trækiler. De gamle træpæle, som boligblokken oprindelig er bygget på, er rådnet op. Uden den kunstige understøtning ville hele huset kollapse.

Andre steder i byen er flere huse samt byens skole allerede dømt til nedrivning, fordi det ikke kan betale sig at reparere skaderne på dem.

Floderne fryser senere og tør før

Selv om det fortsat er iskoldt en stor del af tiden her i Arktis, giver den globale opvarmning også andre problemer. Når vinteren kommer, fryser alle floder, søer og vandløb til is, hvorefter man kan køre næsten overalt. Med et varmere klima forsvinder den mulighed langsomt.

»Vi oplever, at floderne fryser senere til og bryder tidligere op,« fortæller Russel Newmark, ejer af E. Grubens Transport, der har ansvaret for isvejene i det nordvestlige Canada.

»Hvis vi ikke kan lave iceroads, vil det ændre livet her dramatisk. Det meste af vores transport sker over isen. Uden isvejene vil en del mennesker nok blive nødt til at flytte,« mener Russel Newmark, der har 200 ansatte til at lave og vedligeholde isveje om vinteren.

Billedet af floder, der fryser senere til is - og bryder tidligere op - er det samme overalt i Arktis. Fra Alaska til Canada og Sibirien.

»Nogle steder er det nogle dage senere end normalt, at floderne fryser til - andre steder er det en uge. Når vi sammenligner perioden 1950-80 med perioden 1980-2008, ser vi, at næsten alle floder i dag bryder tidligere op og fryser senere til om vinteren,« forklarer Douglas Kane, der også mener, at klimaforandringerne vil få store konsekvenser for livet i Arktis.

»Især for de inuitter, der lever i Arktis, betyder det rigtig meget. Uanset om de vil det eller ej, er de nødt til at tilpasse sig et ændret klima. Næsten alle bor ved kysten eller langs floderne. Og der er meget stor forskel på at leve her om vinteren, hvor alt er dækket af sne og is, og om sommeren, hvor der er vand overalt, og det er svært at komme rundt. De fleste steder har man ikke ret meget infrastruktur.«

Temperaturen i det nordlige Alaska er i løbet af de seneste 30 år steget med 3-4,5 grader. Det vil formentlig fortsætte de næste 20-30 år med nogenlunde samme hastighed, vurderer Douglas Kane.

Han peger også på det faktum, at isen omkring Nordpolen i år har haft den næstmindste udbredelse nogensinde. Det er efter hans mening endnu et bevis på, at klimaet er forandret.

»For nogle år siden trak isen i Det Arktiske Ocean ved Prudhoe Bay og Barrow ved Alaskas nordkyst sig slet ikke væk om sommeren - i år er den meget langt væk. Der er sket en ekstrem forandring af klimaet i Arktis,« fastslår Douglas Kane.

Arktisk slægtsforskning

Det tager kun John MacDonald en kort søgning på computeren at finde flere navne på ældre, der enten personligt mødte eller hørte historier om den danske polarforsker Knud Rasmussen og den 5. Thuleekspeditions besøg i det nordlige Canada.

Siden 1985 har den nu pensionerede skotte, pelshandler og forfatter til bogen "The Arctic Sky" om inuitternes forhold til himlens stjerner været en af drivkræfterne i et enestående kulturhistorisk projekt, Igloolik Oral History Project.

Indtil videre er 600 beretninger om fortiden fra de ældre i Igloolik optaget på bånd, oversat til engelsk og samlet i et arkiv til fri afbenyttelse for familier, skoler, medier og forskere.

»De ældre var klar over, at traditionerne og sproget var på vej til at forsvinde. Så vi begyndte med 30 nøglepersoner, hvoraf kun to er i live i dag,« siger John MacDonald, der ikke er i tvivl om, at projektet har været med til at styrke følelsen af identitet og selvforståelse blandt inuitterne i Igloolik.

Det er højst tiltrængt, mener han, for det moderne samfund har skabt en enorm generationskløft, der bl.a. har betydet, at gammel viden og fortællinger ikke mere går i arv som i gamle dage.

»Uden dette projekt vil vi kun have haft beretninger om inuitkultur fra de gamle opdagelsesrejsende, fra Knud Rasmussen og fra journalister. Måden at ødelægge et folk på er at tage deres historie fra dem. Alene det, at vi ofte har unge mennesker, der kommer for at få optagelser af deres bedsteforældre, viser et behov for at kende den gamle kultur.«

Ingen af dem, som fortalte om Knud Rasmussen i arkivet, er i live i dag.

Blod på fingrene er helt naturligt

»Tror du også, at vi bare slagter løs af sælerne?«

Angeline Uiarak spørger stilfærdigt. For i Arktis er der dyb skepsis over for den protest- og forbudsbølge mod salg af skind fra vilde arktiske dyr, der blev udløst, da Greenpeace satte drabene på de hvide babysæler ved New Foundland på den globale dagsorden.

I Igloolik et godt stykke nord for polarcirklen i arktisk Canada er det den naturligste ting at dræbe vilde dyr. På den øde strand en times sejlads fra byen er Angeline Uiaraks mand, Judah Sarpinak, netop færdig med at pelse og slagte en stor grå ringsæl, som han har skudt ude på fjorden.

Intet går til spilde

Nu sidder han med stort velbehag og blodige fingre og spiser dyrets rå lever og bøf fra rygmusklen.

Varmen damper stadig fra det varmblodede dyr, der for kort tid siden boltrede sig i det kolde vand. Judah Sarpinaks lette og naturlige omgang med kniven, mens han skærer dyrets skind, fedt og indvolde fra, viser, at det er noget, som han har gjort mange gange før.

Men det er ikke længere så god en forretning at jage vilde dyr. Prisen på benzin til båden er skudt i vejret ligesom priserne på varerne i byens to supermarkeder.

»Folk prøver at sælge deres skind, men det har de svært ved. Prisen på et skind er faldet fra omkring 400 kr. til under 300 kr. Samtidig bliver alting dyrere,« fortæller Angeline Uiarak, der giver den dårlige omtale en stor del af skylden.

Ikke meget af sælen går til spilde. Kødet bliver spist. Indvolde kan bruges til hundefoder. Fedtet til lampeolie. Skindet til tøj eller kunsthåndværk. Og resterne bruges til at koge suppe på.

Inuitterne i Igloolik jager ikke kun sæler. De skyder isbjørne, hvalrosser, rensdyr og fanger hvaler og arktiske laks på fjorden lige uden for den lille bygd. Midt på sommeren er de fleste af byens beboere, som ikke har arbejde at gøre hjemme, ude at jage.

Ingen adgang for turister

Indblanding udefra er ikke længere velset. Da der pludselig går et rygte om, at der er hvidhvaler i farvandet, bliver der travlhed på stranden, og båd efter båd med bevæbnede jægere sætter af sted ud over bølgerne. Men journalister har ingen adgang.

»Jeg tager ikke hvide med ud på hvaljagt. Sådan er det bare. Hvis I vil med ud, må I finde en anden,« vrisser en fanger tre gange i træk.

En række artikler i blade og internationale magasiner har også sat negativt fokus på hvaljagten i de senere år. Senest har byens canadiske naturguide fået at vide, at han ikke længere må tage turister med ud at kigge på områdets hvalrosser. Det jager dem væk, lyder den officielle begrundelse.

Charlie Qulitalik kommer hjem fra fire dages jagt med ni store rensdyr. Stolt fortæller hans kone, at den 13-årige søn Paul har skudt de tre af dem. Dyrene er allerede blevet pelset. Kødet på vej i fryseren.

»Men det holder nok ikke til et helt år, for nu skal vi holde en fest, og hele familien er blevet inviteret,« fortæller Charlie Qulitalik.

Konstant lander jægerne nedlagte dyr på stranden. For inuitterne er et vildt dyr kilde til føde og overlevelse. Og det bliver dræbt uden nogen form for sentimentalitet. Men samtidig sker det med en vis respekt. Ifølge gammel inuit-religion vil dyrets sjæl hjemsøge jægeren, hvis han er for brutal, fortæller Angeline Uiarak.

»Folk som dem i Greenpeace er nogle kyllinger. De tør ikke komme herop og se, hvad vi egentlig laver, og somme tider undrer det mig, at de ikke er i stand til at tage vare på dyrene i deres egne lande,« siger hun og karakteriserer nedladende kritikerne som vegetarer.

»Mennesket skal have kød for at overleve.«

Den rige onkel fra Moskva

Når man ankommer fra Nome i Alaska i USA til Anadyr i Tjukotka i det fjerneste hjørne af Rusland, får man et chok:

Det er som at komme fra en grå, nedslidt verden, hvor de sociale problemer er udtalte, og hvor folk flygter væk, til et farvestrålende Legoland med smukke, nyistandsatte huse, nye veje, kirker og hospitaler samt gratis sygebehandling og uddannelse til alle.

Alle ens fordomme om et nedslidt, forladt og faldefærdigt Rusland bliver blæst omkuld. Hele denne, den mest øde og fjerntliggende del af det russiske rige, har gennem de seneste otte år gennemgået en forvandling af overnaturlige dimensioner. En total teknologisk og kulturel revolution.

Hvorfor?

Fordi Ruslands rigeste mand, Roman Abramovich, af uforklarlige grunde har kastet sin kærlighed på regionen. Fra år 2000 og indtil for godt to måneder siden har han været guvernør for regionen og dens 54.000 indbyggere.

Og kærligheden er i høj grad gensidig:

»Abramovich er bare den bedste. Han har betydet alt for os,« lyder det fra Olga Samsonovan, der arbejder for Tjukotkas Røde Kors - som i øvrigt ledes af Abramovich's kusine, Ida Ruchine.

Billeder af superhelten

Men der er ikke bare tale om at snakke chefen efter munden. Overalt fra hovedstaden Anadyr til landsbyen Kantjalan tre timers rejse ind i den russiske ødemark møder man billeder af superhelten. Alle kender ham, og de fleste har mødt ham.

Hver eneste by og landsby er blevet løftet 50 eller 100 år frem i udvikling, så de i dag fremstår som smukkere, nyere og mere velholdte end de tilsvarende byer og landsbyer i det ellers så rige USA et par hundrede kilometer på den anden side af Beringshavet.

I Kantjalan har Abramovich stort set udskiftet alle de faldefærdige huse i landsbyen med spritnye. Han har bygget en ny skole til godt 10 mio. kr. og et nyt hospital til andre 10 mio. Landsbyen med 600 indbyggere har sågar hele to helikopterlandingspladser, hvor Abramovich og hans følge kan lande, når de med jævne mellemrum kommer forbi.

»Vi ved ikke, hvor mange penge han har lagt her i byen, men det er mange,« lyder det fra skoledirektør Ann Neverkeeva fra Kantjalans lille, fine skole: »Han har genopbygget hele byen, skolen, hospitalet og bygget nye huse til folk. Han har også givet penge, så folk har kunnet rejse på ferie til Sortehavet eller til Moskva. Han har gjort utrolig meget for Tjukotka.«

Lena Sergeevna Kulchickaya, der har boet i landsbyen hele sit liv, er enig:

»Alting er forandret, siden Abramovich kom. Tidligere havde vi ingen kontakt til omverdenen. Men han har sendt studenter til Alaska og nogle til London, hvor de bl.a. kom ind og se Chelsea spille fodbold. Jeg tror ikke, at andre guvernører har gjort så meget for deres regioner, som han har. Han har været en fantastisk guvernør for os,« lyder det fra Lena Sergeevna Kulchickaya.

I Anadyr er begejstringen ikke mindre.

»For 10 år siden solgte folk deres hus her for at få penge til en flybillet til Moskva. I dag kommer folk rejsende til for at arbejde her, og vi oplever stor fremgang og vækst,« fortæller Natalie Varobyeva, der arbejder i byens spæde, men voksende turistbranche.

»På grund af ham er det gratis at gå til lægen og komme på sygehuset. Al uddannelse er også gratis fra folkeskolen til de højere uddannelser. Og de, der bor her, mens de læser, skal hverken betale for ophold, mad eller bøger. Alt er ændret til det bedre,« mener Natalie Varobyeva: »Her i regionen er han den vigtigste person. Alle kender ham og ved, hvordan han ser ud. Ikke alle kender Ruslands præsident.«

En strøm af penge

Mange mener, at den voldsomme strøm af gaver til den fattige provins har været Abramovich's måde at betale for at få lov at beholde sin rigdom. For mens flere af de andre oligarker som Boris Berezovsky, Vladimir Gusinsky og Mikhail Khodorkovsky, der ligesom Abramovich fik skabt sig enorme rigdomme i dagene efter Sovjetstatens sammenbrud, i dag sidder i fængsel eller er frataget dele af deres rigdom, så har Abramovich fået lov til at udbygge sine forretninger.

Journalist Igor Riga fra Anadyr, der for nylig fik en pris for at skildre Anadyrs historie, vil ikke afvise, at det er en del af forklaringen. Han mener dog også, at Abramovich har sat skub i udviklingen ved at lokke andre firmaer til Tjukotka.

»Mange andre store selskaber har fulgt hans eksempel og flyttet deres selskaber til Tjukotka for på den måde at kunne være tættere på Abramovich. Selv byggefirmaer fra Moskva er registreret her og betaler skat her.«

Omkring Abramovich' valg af netop Tjukotka siger Igor Riga: »Her er en meget lille befolkning, her er store afstande og meget store naturrigdomme. Derfor så han her meget store muligheder for at ændre tingene.«

Den enorme strøm af penge fra Abramovich til Tjukotka begyndte allerede under valgkampen op til guvernørvalget i 2000. Alene under valgkampagnen brugte Abramovich 400 mio. kr. på at sende 4.000 børn på sommerferie ved Sortehavet samt levere store mængder mad og brændstof til Tjukotkas mest øde bebyggelser.

Ifølge Niobe Thompson, forfatter, filminstruktør og lærer i antropologi ved University of Alberta i Canada, der har udgivet bogen "Settlers on the edge" om udviklingen i Tjukotka, havde Abramovich ved udgangen af 2005 investeret godt 10 milliarder kroner i provinsen. Det svarer til mere end 200.000 kr. for hver eneste af provinsens 54.000 indbyggere.

De er gået til nye veje, nye lufthavne, genopbygning af skolevæsenet, sygehusene og uddannelsesvæsenet. Abramovich har også forbedret levevilkårene for rensdyrjægere og hvalfangere markant.

Selv om godt 10 milliarder kroner er rigtig mange penge, er det ikke meget at betale i "skat" for at få lov at beholde en formue, der måske er på 300 mia. kr. En formue, der blev skabt, fordi den forældreløse Abramovich var rigtig dygtig til at tage for sig af retterne, da Boris Jeltsin lige efter Sovjetunionens fald lod private få fingre i Ruslands enorme rigdomme.

Drømmen om det arktiske rige

I solnedgangen over Mogg Bay spejder Paul Qassa ud over et uendeligt stort og fladt polarlandskab.

Det tilfredse smil på læberne skyldes ikke kun, at han i løbet af bare 20 minutter har fået tre store laks i sit net.

Den 57-årige borgmester i Igloolik i arktisk Canada har en væsentlig aktie i, at hans forfædres jagtmarker i dag er samlet i en provins for den oprindelige befolkning af inuitter.

Paul Qassa var chefforhandler, da det i 1993 lykkedes inuitterne at få retten til jorden. Det blev en forløber til den senere aftale med Canadas føderale regering om oprettelse af provinsen Nunavut - et område ca. 45 gange større end Danmark - for færre end 30.000 inuitter.

Men først skulle Paul Qassa gå grueligt meget igennem for at finde motivationen til at kæmpe. Ligesom de unge indianere blev inuitternes børn tvunget væk fra deres familier for at gå på kostskole ofte flere tusinde kilometer væk.

Den overordnede canadiske strategi var at forvandle de oprindelige folkeslag i ødemarken til canadiere som dem i syd. Af samme grund blev de fleste af inuitternes slædehunde skudt ned i slutningen af 1950'erne og 1960'erne i et forsøg på at få inuitterne til at blive boende på ét sted.

Tvunget væk på kostskole

I alt blev 150.000 børn tvunget på de statsfinansierede kostskoler drevet af missionsgrupper fra 1920'erne frem til 1970'erne. Flertallet var indianere, men også op mod 10.000 inuitter.

Grundtanken var ædel nok. Også børnene fra de oprindelige folkeslag i ødemarken skulle have en uddannelse.

Men skolerne var kummerlige og blev hjemsted for omfattende og systematisk misbrug af børn både fysisk og seksuelt. Mange børn døde, og mishandlingen får i dag en del af skylden for problemer med alkohol, vold og selvmord blandt inuitter.

»Det var faktisk ret skræmmende. Jeg var syv år, da jeg blev sendt til en katolsk kostskole, hvor lærerne var meget autoritære. Hvis vi talte vores eget sprog, inuktitut, blev vi fysisk straffet. Så vi blev tvunget til at afvise vores egen kultur, men der var også talrige eksempler på ikke kun fysisk, men også seksuel mishandling,« fortæller Paul Qassa.

11. juni i år tog Canadas konservative premierminister, Stephen Harper, det endelige skridt og sagde undskyld til de oprindelige folk for behandlingen. I en følelsesladet tale i parlamentet beklagede han årtiers assimilationspolitik, som udviklede sig til et "sørgeligt kapitel i canadisk historie".

Med undskyldningen fulgte kontant erstatning, som overalt i Nunavuts byer er blevet omsat til hurtige snescootere eller speedbåde.

Kompensationen var klækkelig. 3.000 canadiske dollars til alle kostskoleelever som et grundbeløb plus 10.000 dollars pr. skoleår. Paul Qassa har i alt fået udbetalt 93.000 dollars, ca. 451.000 kr.

Inuitterne brugte skandalen om kostskolerne som et af de tunge argumenter under de senere forhandlinger med regeringen om retten til egen jord.

Kampen blev langvarig. Paul Qassa tror, at kostskolerne var med til at udvikle ham og hans jævnaldrende i revolutionær retning. Efter studier i Ottawa var han i 1972 med til at stifte Canadas broderskab for inuitter. Kravet var at få samme ret til jorden, som naboerne i Alaska fik i 1960'erne.

Ifølge Paul Qassa er inuitterne i Canada i dag verdens største jordejere og det eneste oprindelige folk i verden, der har fået sin egen territoriale regering. Det lykkedes at ændre Canadas landkort med oprettelsen af Nunavut, fordi inuitterne stod sammen i modsætning til indianerne længere vestpå. I fremtiden kan mulighederne vise sig at være endeløse.

»Minedrift kan blive rigtig godt for os. Vi har diamant- og guldminer, og snart får vi en jernmine. Vi har olie og gas i de nordligste arktiske områder, så hvis alt udvikles, bliver vi det næste arabiske land,« siger borgmesteren i Igloolik med et grin.

Født med retten til at jage

Nunavut er ikke et selvstændigt land, men aftalen går forud for canadisk ret. Derfor kan inuitterne udfordre enhver canadisk lov, som de ikke mener passer til deres område. Det er f.eks. sket med en lov, der stiller krav for at få jagt- og våbentilladelse. Inuitterne fastholder, at de er født med retten til at jage.

»Mange af de canadiske love virker absurde heroppe. Så selv om vi overordnet har accepteret canadiske love, begynder vi at ændre på mange af dem, så de passer bedre til vores særlige forhold.«

I Igloolik betragtes alle over 55 år som tilhørende gruppen af ældre. Det giver ret til en pension fra en særlig fond på 1,7 mia. dollars, som inuitterne har fået af Canada ved siden af den årlige økonomiske støtte.

Men Paul Qassa opfatter sig ikke som ældre. For ham begyndte et nyt kapitel, da han vendte tilbage til bygden for at blive borgmester og for at leve tæt på naturen.

»Hele min begrundelse for at komme tilbage og bo her var at opleve den inuitkultur, jeg har kæmpet så meget for. Man har færre bekymringer her og sidder ikke fast inde i et hus. Maden er altid til rådighed ude i naturen, og man behøver ikke købe det.«

Er målet at gøre Nunavut til et selvstændigt land?

»Jeg ved, at man har talt om det ved Inuit Circumpolar Conference. Vi har Grønland, Canada, Alaska og forhåbentligt en skønne dag også Sibirien. Med 150.000 mennesker ville vi kunne klare det. Men det kræver vilje, for den canadiske regering er meget tøvende,« siger han og spejder igen ud over det spejlblanke vand efter sæler.

»Vi må tage et skridt ad gangen. De kommende generationer vil helt sikkert presse på for en dag at opnå fuldstændig suverænitet og styre selv, som vi var vant til i gamle dage.«

En generation af børnemødre

Plakaterne i sportshallen i Resolute opfordrer de unge kvinder til at planlægge deres graviditet og til at lægge både smøger og alkohol på hylden, når de bliver gravide.

Men de canadiske sundhedsmyndigheder taler i stor stil for døve øren. Overalt i småbyerne i arktisk Canada præges gadebilledet af teenagepiger med de traditionelle varme Amautik-hættejakker med spædbørn indeni.

15 år er en helt normal alder at blive mor i inuit-provinsen Nunavut, og mange bliver det allerede som 14-årige.

»Jeg blev gravid som 15-årig, men var 16, da jeg fødte. Det var ikke planlagt, men det var heller ikke et uheld. Jeg havde lyst til at få et barn. Mange af mine veninder har også børn, så vi bruger dagen på at passe børn. De er bare så nuttede,« siger Tapisa Komangapik fra Canadas nordligste by, Resolute.

Hun tager imod hjemme i stuen hos sin svigerfamilie, hvor hun deler et af børneværelserne med sin 23-årige kæreste Greg og parrets fælles barn Suya på ti måneder. I baggrunden kører et satellit tv-program med Canadas svar på X-factor.

Endnu en af mange kontraster på denne yderpost. Billederne af unge "wannabes" i korte skørter i tv-studiet kommer fra en anden verden, selv om også de unge i Resolute forsøger at være med på moden i det omfang, postordrefirmaer kan levere.

En tårnhøj fødselsrate

I-pod, højhastighedsinternet med MSN og Skype er også nået herud til de 250 indbyggere ved verdens ende, hvor vinden piber uden for sportshallen, de unges eneste rigtige mødested.

Ingen ung med sans for mærkevarer lægger skjul på, at de godt kunne tænke sig samme indkøbs- og fritidsmuligheder som jævnaldrende i større canadiske byer. Men de fleste er glade for at bo midt i naturen.

Tapisa bruger fritiden på at strikke huer, men indrømmer, at tiden kan føles ekstra lang i årets fire mørke måneder. Når solen er gået i hi, kysses der specielt meget i krogene. For der er ikke andet at lave.

Det har givet Nunavut en tårnhøj fødselsrate på 3,21 blandt inuitter, over dobbelt så høj som for Canada som helhed. Til historien hører, at børnedødeligheden er fire gange så høj som i resten af landet.

Anne Nicholson, leder af en stor sundhedsundersøgelse i Arktis, ser ikke de unge mødre som det væsentligste sundhedsproblem. Derimod fører dårlig kost og mangel på motion til diabetes og hjerteproblemer.

Alt for meget slik har haft en katastrofal effekt på både børn og voksnes tænder, og ifølge canadiske statistikker ryger seks ud af ti inuitkvinder dagligt under graviditeten.

»Det at blive mor tidligt fører dog ofte til, at teenagepigerne begynder at leve sundere. Og det er en del af deres kultur at få børn tidligt,« siger Anne Nicholson.

Men de unge mødre begynder at blive et socialt problem i Nunavut. Rigtig mange inuitpiger som Tapisa dropper ud af skolen og får aldrig en uddannelse, fordi det normalt kræver, at de flytter væk i nogle år til uddannelsesinstitutioner i større canadiske byer.

Mange bortadopteres

Mange børn bliver bortadopteret, fordi de unge mødre ikke kan leve op til opgaven. I de små byer i Nunavut er det ikke usædvanligt at møde familier, der har adopteret adskillige børn fra forskellige mødre, der bor i nabohuset eller gaden ved siden af.

Indtil videre lever Tapisa og Greg af den løn, som Greg tjener sammen med sin far tre måneder om året, når han tager rige trofæjægere med ud på hundeslæde for at skyde isbjørne.

Parret venter på svar på en ansøgning om supplerende indkomststøtte og står også i kø til en lejebolig i byen, fordi Gregs forældre presser på for at få dem til at flytte. Parret kan først blive gift om to år, når Tapisa bliver myndig, men har intet fortrudt. Begge vil gerne have fire børn og blive boende for evigt i Resolute - Canadas koldeste by med en gennemsnitstemperatur på minus 16 grader.

»Jeg har en drøm om at komme en tur til Hawaii, men er ellers ikke meget for at tage væk. Da jeg var på ferie med min mor i Sydcanada, fik jeg hjemve i løbet af en uge,« fortæller Tapisa, der også har en drøm om at vende tilbage til skolen og senere åbne den første modebutik i Resolute.

Greg kunne godt lide alle forretningerne, da han var på ferie sydpå, men til gengæld var han ved at dø af varme: »Der var mindst 20 grader, og det var svært at vænne sig til,« siger han.

Tapisa tænker længe over hvert spørgsmål, før hun svarer. Længst, da vi spørger, hvordan det har forandret hende selv at blive mor i så ung en alder.

»Min lille datter har forandret mig på alle måder. Før var jeg meget aktiv og drønede rundt uafbrudt. Nu er jeg faldet til ro og vil helst bare være herhjemme sammen med Suya,« siger den 16-årige mor og trækker benene op under sig i sofaen, mens endnu en ung sanger vrider sig på scenen i et tv-studie flere tusinde kilometer væk.

En uddøende race

Paniaq kaster en fed arktisk laks ud til sine hunde og sætter sig tilbage i lænestolen, der er strategisk placeret mellem en radiosender og en radio designet som en jukeboks.

Den 75-årige inuit har gråsprængt hår og et ansigt furet af alle trængslerne fra en barsk tilværelse. Hver dag sidder han ved radiosenderen for at tale med en gammel ven, der netop har mistet sin kone.

Men han vil også gerne fortælle sin historie til dem, der vil betale for det. Sådan er systemet blevet her.

Ræveskind som betalingsmiddel

Gamle inuitter, der kan huske de gamle dage fra før husene og byerne, er en hastigt uddøende race, og på skift har historikere, tv-stationer og glitrede magasiner vænnet de ældre til, at de skal have penge for deres beretninger.

Af principielle grunde betaler JP Arctic Explorer ikke for interviews, men vi aftaler dog med tolken, at vi ved afslutningen af besøget kan lægge et mindre beløb. Det er det eller ingenting.

»Om sommeren boede vi en i tørvehytte ved en fangstplads. Om vinteren drog vi ud på jagt og byggede igloer,« fortæller Paniaq igennem den lokale tolk, Celine, der i en sæk på ryggen bærer sin datters forkølede og - viser det sig - trængende spædbarn.

I Paniaqs ungdom var ræveskind det eneste betalingsmiddel, og fangerne kørte langt for at bytte dem væk for ammunition og andre fornødenheder. Maden til både mennesker og hunde bestod derimod af sæl, hvalros og rensdyr.

Dyrene blev også brugt til at lave tøj. På væggen har Paniaq blandt andre minder fotos af familiemedlemmer i fuldt rensdyrdress.

Som helt lille var det hans opgave at køre rundt om sælhullerne i isen med en hundeslæde. Som seksårig fik han lov til at fange sin første sæl, og som 22-årig skød han sin første isbjørn.

»Jeg var aldrig rigtig bange, når jeg tog på jagt. Hundene viste vej uden om farerne. Det er langt farligere i dag med snescooterne,« siger han.

Åndemanerne, som Knud Rasmussen skrev så meget om under den 5. Thule-ekspedition fra 1921, var aldrig en del af Paniaqs liv. Han fik en kristen dåb, og missionærerne havde allerede da fået udryddet mange af de gamle traditioner.

En voksende generationskløft

Et begreb som konebytning var også kun noget, han hørte om. Desværre, griner han, for han var aldrig forelsket i sin egen kone Tungak, som forældrene fandt til ham, og som han kun blev sammen med af pligt.

»Dengang lyttede man til de ældres råd. Selv som 35-årig var der ingen vej udenom. Og de ældre gav de gamle historier videre til næste generation, når familien var samlet om aftenen.«

Sådan er det ikke mere. Selv om medlemmerne af et aktivt ældreråd i Igloolik gør meget for at afholde kurser eller udflugter for at lære de unge, hvordan man går på jagt, overlever i naturen eller syr skindtøj, eksisterer der ligesom i andre byer i Nunavut en voksende generationskløft i Igloolik.

»I gamle dage boede vi meget spredt på bopladser. I dag bor mange børn sammen i byer. I min tid var der disciplin, fordi forældrene havde ret til at give en endefuld. I dag bliver forældre straffet for det. Manglen på disciplin er meget dårlig for børnene,« siger den gamle fanger, der stadig foretrækker at bo ude i naturen frem for i byen.

Babyen i tolkens rygsæk begynder at sige underlige lyde og at få et noget anspændt udtryk i ansigtet. Noget er under opsejling, og det er svært at få tolken til at koncentrere sig om at udspørge Paniaq om hans forhold til gamle traditioner.

Ifølge forskeren Susan Sammon i Iqaluit er der dog ingen tvivl om, at meget har overlevet både kristendommen og moderne tider.

»Kristendommen kom ved begyndelsen af 1900-tallet og forvandlede på overfladen den gamle tro til tabu. Men under bordet levede og lever traditionerne videre. Min svigermor hidkaldte således de gamle ånder for at helbrede min mand, når han var syg. Men det ville hun fornærmet nægte alt om, hvis man spurgte hende,« siger Sammon, der for 32 år siden kom til Nunavut fra Sydcanada og blev gift med en inuit.

Hjemme hos Paniaq blandes duften af sælsuppe op med en ny bittersød lugt, der næppe kommer fra den fugl, som hopper rundt nede på gulvet. Der er sket noget nede i tolkens rygsæk.

»Din halve time er overstået,« siger hun, tørrer sved af panden og efterlader ingen i tvivl om, at hun vil ud hurtigst muligt.

Paniaq får overrakt sine 50 canadiske dollars, tæller dem igen og igen og begynder at brokke sig over taksten. Det får tolken til at kaste sig ud i en lang udredning om, at vi helt sikkert bare er kommet for at tjene en formue på at suge viden ud af de gamle.

Lidt efter, da tolken er gået, og luften igen er klaret op i den lille stue, falder Paniaq ned. Han taler i sin radiosender for at finde ud af, om han kan komme med en speedbåd ud på fangst. Globaliseringen og moderne tider er også nået til Igloolik.

Fiskeri med traditioner

Da Knud Rasmussen 5. august i 1923 kom til King Williams Islands bedste fiskeplads, skrev han i sin dagbog. 

» Fangsten var fælles og drives af alle på en gang. Ingen måtte nærme sig stedet, før "fiskemesteren" havde råbt signalet ud over hele bopladsen: "Arqainialerpugut" (nu går vi ned)!«  

 Da vi ankommer til fiskepladsen Iqalukmeut, er den tom. For blot to uger siden opholdt der sig omkring 100 inuitter på pladsen, og i løbet af en weekend fangede de vel omkring 50-60 store fisk hver, skønner Paul Ikullaq.  

Her ved fiskepladsen har inuitterne af sten lavet et sindrigt slusesystem, der lokker fiskene i en fælde. De bliver ført ind i en lille dam, hvor fiskerne lukker for porten og spidder dem med lange spyd.  

Det store træk af fisk er overstået, men alligevel er der vel i den lille dam omkring 20 fisk, som Paul Ikullaq lukker inde. 

Samme metode oplevede Knud Rasmussen:  

»I denne å var der med sten bygget en dæmning, der spærrede den fuldstændigt. Midt i løbet var der indrettet en stor, rund dam (Qasgé) med en åbning ud mod den af søerne, hvorfra åen kom. Åbningen (Uvkuaq) kunne lukkes med en stor, flad sten.« 

Paul Ikullaq finder sit lange fiskespyd frem. Med sikker hånd spidder han en stor laks. Han piller den af spyddet og hægter den fast på en snor, som han stikker ind gennem gællen og ud af munden. Så er han klar til at fange den næste. Han viser også, hvor let det er for en inuit at fange fiskene med de bare hænder. 

Knud Rasmussen skriver om fangsten: 

»Der stanges ganske uden system, det gælder blot om at være den, der får flest, og det var mig altid en gåde, at der i dette håndgemæng, hvor man støder lystrene omkring sig, tilsyneladende helt på må og få, ikke går adskillige tæer med i købet; men det syntes aldrig at være tilfældet.« 

Paul Ikullaq er denne dag den eneste i fiskelejren. Gjoa Havens indbyggere har allerede fået fyldt fryserne. Og under en dynge sten ved siden af fiskestedet har fiskerne lagt en stor portion fisk, som proviant til fangere, der kommer forbi. 

På blot omkring ti minutter fanger Paul Ikullaq 13 fisk. Ikke én gang misser han med spyddet. 

Derefter går han straks i gang med at partere fiskene. Han skærer dem op i bugen og tager indvoldene ud. 

»Uhm, det er den her, som jeg bedst kan lide,« siger han og spiser leveren rå. Kun på de fisk, hvor han kommer til at skære hul i galdeblæren, lader han leveren være, fordi den har taget smag fra fiskens afføring. 

Paul Ikullaq mener, at der i år har været færre fisk, end der plejer. Men fiskeriet kan være ret så effektivt og bidrager med megen føde til indbyggerne i Gjoa Haven. 

Det gjorde det også, da Knud Rasmussen besøgt King Williams Island. 

»Længere hen på sommeren eller i begyndelsen af efteråret kan der ved Amitsoq være en sådan fiskerigdom, at hver familie i løbet af fjorten dage kan fange så meget, at de kan lægge en tre-fire depoter op af god, fed fisk, der gemmes til vinteren. Hvert depot repræsenterer mellem to og tre hundrede kilo.«  

  Næste weekend vil fiskerne fra Gjoa Haven komme tilbage til Iqlukmeut for at fange årets sidste fisk.

Fugleparadis i Arktis

I Arktis på den yderste top af verden nyder millioner af fugle sensommeren og det tidlige efterår.

Fugleentusiaster, der som fuglene gider rejse de tusinder af kilometer fra Danmark, kan opleve enestående arter, som er specialiserede i at overleve i ekstrem kulde og blæst. Andre arter er på en kort visit, inden de på ny vender næbbet mod syd og flyver mod varmere vejr.

Arktis er om sommeren et gigantisk spisekammer for både stand- og trækfugle. Vil man opleve dem, så kan man enten vandre en tur på tundraen eller sejle en tur ud på vandet. Men hold godt øje med isbjørnene. De er der, og de er ikke at spøge med.

En fugl som rylen er her for at yngle. Den har sommeren igennem guffet sig igennem de milliarder af insekter, som i juni og juli gør det ulideligt for mennesker at opholde sig her. Mallemukken har nydt godt af de mange fisk og krebsdyr, der svømmer rundt klar til spisning, efter at isen er brudt op. Nu er ungerne blevet store, så snart går turen igen mod Europa og Afrika, inden kulden for alvor sætter ind.

Havternen er en rigtig exploratør. Den er kommet hele vejen fra Antarktis og har været her siden april. Men den er en rigtig sommerfugl, så nu flyver den retur. På den måde oplever den to somre på samme år.

Andre fugle er mere hårdføre og bliver her hele vinteren. Ravnen klarer nemt temperaturer ned til minus 40-50 grader. Den klarer sig igennem ved at spise levninger fra isbjørne og finde føde på inuitternes lossepladser. Sneuglen opsporer små lemminger under sneen. Vintertid heroppe er derimod ikke noget for mennesker, medmindre man er inuit og har tilpasset sig de ekstreme forhold. Så ønsker man at opleve det mangfoldige fugleliv i Arktis, er perioden juni-august det bedste tidspunkt. I det sene forår og det tidlige efterår er der også gode muligheder for at se andre dyr.

Fængsel er ikke godt for inuitter

J. J. Akavak håber på at være på vej mod et bedre liv. Han er flere gange dømt for vold og har fået lov til at afsone den sidste del af sin seneste dom på et halvt år i et særligt hjem - et såkaldt Halfway House - hvor kriminelle bliver hjulpet tilbage til samfundet.

Her i det sparsomt indrettede hus, hvor de kriminelle sover sammen i to- og firemandsværelser, får han lov til at leve under friere former end i det lukkede fængsel få kilometer væk. Samtidig får han lov til at arbejde, og om kort tid bliver han sendt ud i ødemarken, hvor hans evner som tømrer skal bruges til at bygge en lejr.

Øretæver i luften

Den 29-årige inuit er flere gange blevet dømt for vold. Men J. J. Akavak stammer fra Kiminirut, en lille by med 300 indbyggere 150 km syd for Nunavuts hovedstad Iqaluit. Her er der ikke meget andet at lave i fritiden end at spille pool, hænge ud med kammeraterne og drikke, som han formulerer det.

»At drikke er en form for social aktivitet. Jeg gjorde ikke meget andet end det, som mange andre gør.«

J. J. Akavak ser en smule flov ud over, at han ikke kan holde sig væk fra slagsmål.

I Iqaluit taler sociale myndigheder åbent om, at der ofte er øretæver i luften, når inuitter drikker. Tit ved de slet ikke, hvad de egentlig har gjort, før fælden klapper, og dommen falder.

Sådan gik det også for 33-årige Napotchie Ashoora. Ham møder vi i et lille skur bag huset, hvor han er ved et færdiggøre en skulptur, der forestiller en mor med sit barn i favnen.

»Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg er dømt.«

Napotchie Ashoora er en anerkendt stensliber fra Cape Dorset, der er kendt for sine dygtige kunsthåndværkere. Stenen kan indbringe ham flere hundrede kr., som han selv får lov at beholde.

Fængsel hjælper ikke

Myndighederne i Iqaluit har for længst erkendt, at fængselsophold ikke kan hjælpe voldelige inuitter på rette vej. De tilbyder i stedet kriminelle med en dom på under to års fængsel andre muligheder. Får man en dom på mere end to års fængsel, bliver man sendt til afsoning i fængsler uden for Nunavut.

»Nogle inuitter har mange dårlige vaner. Alkoholmisbrug er en væsentlig årsag til kriminalitet, men vores programmer hjælper os på rette vej med hensyn til at nedbringe drikkeriet og den efterfølgende vold,« mener Lew Philip, der er tidligere politimand i Canadian Mounted Police og nu rådgiver på udslusningsprogrammerne.

Dem er der i Iqaluit tre forskellige udgaver af, og de dømte kan søge om at være med, når en sjettedel af straffen er afsonet. Og der er rift om pladserne.

J. J. Akavak vil færdiggøre sin uddannelse til tømrer. Dem er der god brug for i Nunavut. Men drikkeriet vil han ikke helt stoppe med.

»Min vejleder siger, at jeg skal gå i behandling. Men jeg vil nu fortsætte med at drikke. Så må jeg bare sørge for ikke at få nogle dårlige kammerater, der leder mig i slagsmål,« siger han.

Problemet for den 29-årige er, at han kun får én chance. Næste dom skal fuldt ud afsones i fængslet.

Giv livet et knus

Det er et uventet syn her i bygden med 600 indbyggere. Stort set alle Gjoa Havens skolebørn har forladt deres klasseværelser for at marchere gennem de sandede gader med hjemmelavede bannere.

»Live, love, life«, »You are loved« og andre budskaber om kærlighed passerer gennem den frostklare sensommerdag for at gøre alle - ikke mindst forældrene - opmærksom på et tragisk problem blandt inuitter.

En ekstrem høj frekvens af selvmord.

Fænomenet hærger ikke blot det nordligste Canada, men store dele af det arktiske område inklusiv Grønland og Alaska. Tragedien kan læses på plakater med hotline-numre til unge og på kirkegårdene, hvor der under mange af korsene ligger helt unge mennesker.

11 gange flere selvmord

Ifølge en af Canadas førende forskere på området, Jack Hicks, »ville der blive erklæret undtagelsestilstand i Danmark, USA eller Canada, hvis man havde ligeså høje tal der.«

I inuitprovinsen Nunavut begår forholdsmæssigt 11 gange så mange mennesker selvmord som i resten af Canada. Problemet er flere gange større blandt mænd end blandt jævnaldrende kvinder.

Grønland kender historien. Høje selvmordstal blandt unge mænd blev først kendt i Nuuk i de tidlige 1980'ere, fortsatte op ad vestkysten i slutningen af 1980'erne og flyttede til østkysten i 1990'erne, hvor tallet nåede op på 1.500 pr. 100.000 indbyggere, en af de højeste rater nogensinde målt på kloden.

Alle børnene i Gjoa Haven kender en, der har valgt at tage sit eget liv. For Angus var det en onkel, for Brandon en fætter.

»Min veninde begik selvmord sidste år. Hun var 14 år. Hun fortalte mig aldrig, at hun havde problemer, så jeg ved ikke hvorfor,« siger Jessica på 15 år, der har sin egen teori:

»Det kan godt være hårdt at være ung her. Folk taler bag din ryg. Så jeg er her for at omfavne livet og få stressen væk.«

To af den 17-årige fodboldspiller Percy Ikuallaqs venner har taget deres eget liv.

»Jeg tror, at det hang sammen med alkohol. Men jeg kender ikke den nøjagtige forklaring. Folk taler ikke meget sammen om deres problemer. En anden forklaring kan være, at det er ret kedeligt at vokse op her. Vi har ikke ret meget at lave. Det eneste, vi kan gøre i fritiden, er faktisk at tage ud i naturen og campere eller jage,« siger Percy.

Arrangøren af dagens march er Trina Salarina. Hun er gift med en inuit og var i 15 år lærer i Gjoa Haven, før hun fik job på kommunekontoret.

»Det handler om at promovere en sund livsstil og at omfavne livet i disse meget isolerede samfund. Det er nødvendigt, fordi selvmord er et meget stort problem. Det er blevet en vej ud af problemerne i stedet for at løse dem,« siger hun og fortsætter:

»Vi har brug for at fejre livet, som inuitterne altid har gjort. Traditionelt var de jo nomader, og når de så mødte hinanden en gang imellem, delte de maden og fejrede mødet med trommedans, strubesang og arktisk sport.«

Trina har oplevet flere selvmord blandt sine elever. Bagefter kan man kun gætte på, om narkotika, alkohol eller brudte kærlighedsforhold er årsagen, for inuitter efterlader sjældent breve til deres pårørende.

Cool at være nunavummiut

I den canadiske Nunavut-provins dannede en række foreninger i 2004 Embrace Life Council (Omfavn livet-rådet) med hovedkontor i provinsens hovedstad Iqaluit. Formålet er at få de små isolerede samfund til at samarbejde med sundhedsmyndigheder og hjælpeorganisationer. Alt efter behov sender rådet psykologer, rådgivere eller ældre ud for at forsøge at forhindre, at problemet får en epidemisk karakter.

»Hovedopgaven er at overbevise de unge om, at det er cool at være nunavummiut. Det kan være svært at være stolt af sin identitet, når man i medierne kun hører om sociale problemer, alkohol, hasardspil, høje graviditetsrater og den slags,« siger direktøren for Embrace Life Council, Lori Idlou.

Ifølge den 34-årige psykologiuddannede er fortrinsvis mænd fra 13 til 35 år i farezonen. Typisk mangler de forståelse af, hvem de er, og hvor de kom fra. Ofte har de ikke evnen til at håndtere konflikter og udfordringer. Så når f.eks. et forhold bryder sammen, råder de ikke over basale sociale færdigheder til at håndtere problemet.

»Det er også et problem, at mange unge er påvirket af medierne, der kun afspejler livet i det sydlige Canada. De er forvirrede over, hvorfor deres liv ikke er som det, de ser på tv,« konstaterer Lori Idlou.

Problemer med identitet går igen i alle forklaringer om selvmord i Nunavut.

»Identitet er bundlinien i alle problemer for de unge. Hver gang, unge deltager i analyser eller interviews om, hvorfor de har det skidt, lyder deres svar: Jeg ved ikke, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, og jeg ved ikke, hvordan jeg passer ind,« siger 46-årige Julia Ogina fra byen Cambridge Bay.

Hendes svar er at undervise de unge i de gamle traditioner. Modellen vinder indpas i de fleste små samfund i arktisk Canada, hvor de ældre lærer unge trommedans, strubesang, historiefortælling og syning af traditionelle dragter.

»I mange år nu har vi forsøgt at tilpasse os det moderne samfund og finde en ny identitet. Vi er nået til det punkt, at vi må redde vores kultur, før den totalt forsvinder. Det er nødvendigt, at de unge ved, hvor de kommer fra,« siger Julia Ogina.

Guldfeber i Alaska

I Nome i Alaska lever eventyret stadig.

Her kan det store guldfund fortsat ramme enhver - sort eller hvid, ung eller gammel - der forsøger sig med en skovl, en bakke og et vaskebræt.

Alle kan få licens til at grave efter guld - eller de kan forsøge sig på den offentlige strand. Det nødvendige udstyr kan skaffes for under 2.000 kr.

Godt hjulpet på vej af en trængt økonomi og kostbar olie har guldfeberen i år fået ny næring. Hele sommeren har godt 100 håbefulde guldgravere været i gang. Fra faldefærdige træhytter eller små telte på stranden har de i midnatssolens skær opereret døgnet rundt med deres ofte primitive guldgraverudstyr.

Drevet af drømmen om hurtig rigdom.

Andre forsøger sig som guldgravere til havs, hvor de fra små både sender dykkere ned på bunden udstyret med en kæmpe støvsuger, der i bogstaveligste forstand suger guldet op.

Nogle er heldige og tjener masser af penge. Andre finder stort set intet, går hurtigt fallit og ender i værste fald som mere eller mindre hjemløse på én af de mange guldgraverbarer, der kendetegner cowboybyen Nome.

Guld for mindst 1.000 dollars

»Men der er masser af guld her,« fastslår 63-årige Chick Trainer, der stadig er i fuld gang på stranden ved Nome, selv om nattefrosten har sat ind og gør guldgravereventyret til en temmelig kold fornøjelse.

Han er Vietnam-veteran, lastbilchauffør samt tidligere grænsebetjent og forretningsmand. Men det er guldgravningen, der er hans helt store lidenskab.

»350 dollars. (ca. 1.750 kr.) Så meget er det her stykke guld værd, som jeg fandt i går,« fortæller Chick, mens han begejstret viser guldklumpen på størrelse med spidsen af en lillefinger frem.

»Og her ligger guld for mindst 1.000 dollars (5.000 kr.),« lyder det fra den drevne guldgraver, der selv kalder sit liv for »et eventyr«, da han løfter en plastmåtte op fyldt med små bitte sten - og guldklumper.

Chick er i øjeblikket ved at gennemgå de spande med sand og guldstøv, som han omhyggeligt har transporteret hjem fra stranden.

Han fortæller samtidig beredvilligt om, hvordan man graver guld i 2008.

For os ligner det til forveksling den måde, man "graver guld" i Legoland.

Da han vasker guldet i den blå bakke og kører blandingen af sand og guldstøv rundt i det iskolde vand, dukker små funklende guldstykker langsomt frem.

Inden længe har han flere stykker af det pureste guld i sin hånd.

»Når først man bliver bidt af det her, er man fanget. For mig skete det i 1990. Siden 1992 har jeg været i gang nede på stranden,« fortæller Chick, der i dag ejer et lille stykke land, hvor der både er strand og en lille flod, så han kan vaske sit guld ud.

Nome blev bygget på drømmen og lever stadig for drømmen. Hovedgaden med striben af saloons ligner en kulisse fra en westernfilm. Men kulisserne er fyldt med eventyrere, der kun har én tanke i hovedet: At finde den helt store guldåre.

Typer som Jessie på 19 år, der netop er færdig med sin første sæson som guldgraver. Han sluttede gymnasiet allerede som 16-årig, fik arbejde i byggebranchen og flyttede til Hawaii.

»Derovre mødte jeg Tattoo, som fortalte mig om Alaskas guld. Han havde lært det af Blueberry John, og nu ville han gerne lære mig det. Så jeg tog med ham til Alaska,« fortæller Jessie, hvis indtægt den første sæson på ca. 45.000 kr. er gået til investeringer i udstyr til næste år.

Eller Buddie, en gammel vildmand i et telt på stranden, der ikke har lagt sine indtægter fra 30 år som guldgraver hos frisøren eller barberen.

»Lad os sige det på den måde, at jeg kan tjene mere som guldgraver end ved et almindeligt 48 timers job. Jeg fik en alvorlig depression, og fra den ene dag til den næste solgte jeg alt, hvad jeg havde i Arizona, og rejste til Alaska. Det hjælper at være lidt skør i denne branche.«

Tre heldige svenskere

Guldgravereventyret i Nome begyndte for 110 år siden.

Da nyheden om, at tre svenskere, Erik Lindblom, Jafet Lideberg og John Brynteson, i september 1898 havde fundet store mængder guld i Anvil Creek ved Nome, udløste det en guldfeber af hidtil ukendte dimensioner.

I løbet af juni og juli 1900 kom over 40.000 mennesker til Nome fra USA og resten af verden for at udleve drømmen om at samle en formue.

Et klondike med flere end 100 barer skød op på rekordtid, og pludselig blev Nome både verdensberømt og et knudepunkt for handel i Alaska.

De tre heldige svenskere - hvoraf den ene dog var nordmand og den anden halvfinne - tjente 22 millioner dollars på deres gigantiske guldfund. Det ville med nutidens pris på guld svare til mere end seks milliarder kroner. Ingen af familierne til de tre var dog rige i ret lang tid.

De fleste guldgravere, man spørger, vil ikke fortælle, hvor meget de har tjent på at grave guld. Enten fordi de aldrig har haft heldet - eller fordi de har tjent en formue.

Den største klump, der nogensinde er fundet i Nome, er ifølge Laura Samuelson, direktør for det lokale museum, på 182 ounces til en nutidsværdi af ca. 800.000 kr. Andre taler om en guldklump på hele 205 ounces.

I en montre på museet ligger en klump på 12 ounce. Den er godt 50.000 kr. værd.

Der er flere måder at grave guld. Store mineselskaber er stadig aktive i Nome. For et par uger siden åbnede en ny stor mine i Rock Creek lidt uden for byen. Den har imidlertid skabt bekymring for miljøet, fordi selskabet bruger cyanid til at udvinde guldet.

Til gengæld har det resulteret i 80-100 nye jobs i Nome, hvor alt ikke er guld og grønne skove.

De mindre guldgravere forsøger sig enten i strandkanten eller suger guldet ud af sandet på havbunden. Ud for Nome ligger der således en mindre flåde af små både, hvorfra dykkere med kraftige rør suger sandet op til en filtreringsmaskine på båden.

Blandt dem er Robert Cahoon på 47 år og vennen, Sean Schittek, på 31, der har satset 50.000 kr. af sparepengene på at lancere sig som "gold diggers".

»Jeg havde et job i stålbranchen heroppe. Men en dag gik jeg ned på stranden og så, hvordan guldgravere hev guldklumper ud af sandet. Fra det tidspunkt var jeg hooked,« fortæller Sean Schittek.

20 kilo sand med i flyveren

Cahoons gulddrømme blev født, da han i 1980'erne arbejdede i Nome som geolog for et mineselskab. Nu vil han selv.

De to venner bakser på stranden med at klargøre et Georg Gearløs-instrument, der både har hjul og kan sejle. Det er udstyret med tykke sugerør, og på skift dykker vennerne dagligt i op til otte timer.

»Det er ikke nok at være dykker. Man skal også have erfaring og vide nøjagtigt, hvad man gør. Guldet er det tungeste og derfor det sidste, der kommer op gennem røret,« siger han.

Inde i byen træffer vi en fyr, der har arbejdet som dykker hele sommeren og tjent ikke mindre end 100.000 dollars - 500.000 kr. - ved at arbejde i 70 dage. Hvis han ellers taler sandt.

Ude på stranden giver Chick Trainer gladeligt et hurtigt guldgraverkursus. Også indbyrdes hjælper guldgraverne hinanden. Da han finder et par messingstænger frem blandt sit guldgraverudstyr, begynder vi dog at tvivle på hans evner.

»Der er nogen, der kalder det hokus pokus, men for mig virker de. Stængerne viser, hvor der er noget unormalt nede i sandet,« forklarer Chick.

Da han fører dem henover baljen med guldstøv - og de drejer kraftigt - svinder vores skepsis.

Den erfarne guldgraver viser også gerne sine små poser og dåser fyldt med små og store guldklumper frem. De vokser konstant i takt med, at han kommer gennem sit guldstøv og sine guldklumper.

I gamle dage blev guldet solgt i Nome.

»Men jeg går på nettet og finder den bedste pris, og så sender jeg guldet med posten,« forkla

Guldfeber i Arktis

Guldfeberen har ikke kun ramt Alaska. I Canada står der dollartegn i øjnene på lokalbefokningen, og store udenlandske, kapitalstærke koncerner er rykket ind for at få en bid af kagen.

Ved Cambridge Bay syd for Nordpolen ligger en af de største potentielle guldårer i Nordamerika, Hope Bay Project. Potentialet i guldåren er så stort, at et af verdens største mineselskaber - Newmont Mining med hovedsæde i Denver, Colorado - har betalt 7,4 mia. kr. for rettighederne til projektet.

Det amerikanske selskab regner med at finde guld for mindst 43 mia. kr. Guldåren i Hope Bay Project strækker sig omkring 100 km gennem et område med klippearten Green Stone. Alle tilladelser er på plads til at udvinde den første del af guldet, men der går formentlig omkring fire år, før projektet går i gang, oplyser Alex Buchan, chef for Newmonts kontor i Cambridge Bay.

Hope Bay Project er blot et blandt mange mineprojekter i provinsen Nunavut, hvor inuitter gennem det såkaldte landclaim har fået ejerskab til en del af jorden - også undergrunden. Overalt i den store region leder selskaber - canadiske og udenlandske - i øjeblikket efter guld, diamanter, uran, olie og andre råstoffer. Godt hjulpet på vej af varmere klima, der gør arbejdet med minedrift og olieboringer lettere.

Geologer har hjulpet lokalbefolkningen med at udvælge de mest økonomisk interessante områder, heriblandt området omkring Hope Bay Project. De samlede indtægter kan nå op i milliardklassen. Alene den første lille del af minen ventes at sende ca. 70 mio. kr. i afgifter i Nunavuts kasse.

Hent mere olie

»Dette er en arktisk ørken, hvor olieboring ikke har nogen effekt på hverken mennesker eller dyr.«

Joel Elson, der bor i Wasilla, Alaska, og arbejder i olieområdet Prudhoe Bay længst mod nord, kan ikke se noget problem i at hente olie op af undergrunden i det nordlige Alaska. For jorden er bundfrossen det meste af året, og der bor ikke nogen mennesker.

Der findes næppe ret mange i Alaska, der er uenige med ham. Måske fordi olien i dag er Alaskas guldåre. Sidste år fik hver eneste af de 677.000 indbyggere i USA's nordligste stat en check på 3.200 dollars (godt 16.000 kr.) som en særlig oliebonus. Derfor forstår stort set ingen her på Prudhoe Bay Hotel, hvorfor man ikke blot fortsætter med at pumpe olie op - og helst i et endnu højere tempo.

»De eneste, der overhovedet opdager, at vi er her, er nogle enkelte trækfugle, en masse myg og nogle få rensdyr. Og dem generer vi ikke. Samtidig sørger vi for at rydde grundigt op, når vi er færdige med at bore heroppe,« lyder det fra Joel Elson, der er født og opvokset i Alaska og har arbejdet i Prudhoe Bay i otte år.

Rensdyrene holder sig væk

Helt uden virkning på naturen og dyrelivet er olieboringen dog næppe. I hele det cirka 1.000 kvadratkilometer store oliefelt er der gang i boringen. Lastbiler med udstyr og mandskab drøner konstant frem og tilbage. Samtidig brændes der overalt naturgas af i store åbne flammer, ligesom en konstant larm som fra et gigantisk klimaanlæg giver en følelse af at være om bord på et fly.

Guiden fra BP fortæller stolt om, hvordan man konstruerer bygningerne, så rensdyrene kan gå under. Flere undersøgelser fra miljømyndighederne dokumenterer dog, at rensdyrene ikke kommer nærmere end tre-fire kilometer fra olieinstallationerne.

I 2006 gik det galt, da der løb mere end en million liter olie ud på grund af slitage og dårligt vedligehold af den berømte oliepipeline.

De seneste måneders skyhøje oliepriser har dog ikke gjort interessen for at hente olie her i Arktis mindre.

»Vi har lige haft orkan nede i Den Mexicanske Golf, hvilket på ny sendte oliepriserne i vejret - hvornår har du sidst hørt om en orkan heroppe? Det er simpelthen tåbeligt, hvis man fortsætter med at købe olie af de arabiske lande, når vi har så meget liggende her oppe i den frosne jord,« mener den 48-årige Joel Elson.

Han er heller ikke i tvivl om, at man også bør køre olieboreudstyret i stilling i den store nationalpark, Arctic National Wildlife Refuge, lidt længere mod øst, hvor eksperterne skønner, at der ligger godt 10 milliarder tønder olie.

Energi og især benzin til amerikanernes store biler er et vigtigt emne i valgkampen op til det amerikanske præsidentvalg i november. Ved at vælge guvernør Sarah Palin fra Alaska som vicepræsidentkandidat har John McCain samtidig bragt Alaska ind i valgkampen og ikke mindst gjort statens store reserver af olie og naturgas til et emne.

Palin og McCain vil sætte yderligere fart på olieboringen. Samtidig vil Palin bygge en ny naturgas-pipeline til 200 mia. kr., så man kan sende gas ned til de energihungrende "lower 48 states" (alle de sydligere stater bortset fra Hawaï, red.) Deres rival Barack Obama er mere skeptisk bl.a. på grund af miljøet. Han vil gerne udnytte reserverne af naturgas i Alaska, men mener, at det er en kortsigtet løsning at sætte fart i pumperne.

Greenpeace og de andre kendte miljøorganisationer har ikke kontorer i Alaska. Men miljøorganisationen Earth Policy Institute advarer fra sit hovedkontor i Washington mod at øge olieboringen i Alaska.

»Olien i Arctic National Wildlife Refuge svarer kun til halvandet års forbrug i USA - samtidig vil det hverken gøre USA energimæssigt uafhængig eller reducere prisen på benzin mærkbart,« lyder det fra Reah Janise Kauffman fra Earth Policy Institute.

Langt imellem skeptikerne

Selv om man skal lede længe i Prudhoe Bay for at finde en skeptikere, findes de. Og selv om det i længden kan koste ham jobbet, er miljøingeniør Frederick Westfield ikke sikker på, at det er en god idé at bore efter endnu mere olie her i det sårbare, arktiske område.

»Jeg er splittet. Man kan let komme til at begå fejl. Samtidig mener jeg, at der er andre måder at skaffe energi på end ved at bore i nationalparken - f.eks. i form af vedvarende energi.«

»Mit problem er, at det formentlig vil redde mit job, hvis McCain og Palin vinder - og øger boringen efter olie i Alaska - mens det formentlig vil redde den amerikanske økonomi, hvis Barack Obama vinder,« lyder det fra den sorte miljøingeniør, der har besluttet sig for ikke at stemme ved det kommende præsidentvalg.

Amerikanerne forbruger hver dag næsten 21 millioner tønder olie, hvilket svarer til en fjerdedel af verdens samlede forbrug. Boringerne i Alaska leverer i gennemsnit omkring halvanden millioner tønder om dagen. De bliver sendt gennem den næsten 1.300 kilometer lange Trans-Alaskan Pipeline fra Prudhoe Bay til Valdez.

Himmelkiggerne nord for 76. breddegrad

Oberstløjtnant David Meteyer fik et konkret forhold til temperaturen i Thule, da han som nyankommen direkte fra Hawaii deltog i den årlige konkurrence i isbjørnesvømning. Et par sekunder i det kolde polarvand, og så havde han fået nok.

»Det var iskoldt,« konstaterer oberstløjtnanten, der trods polarchokket ikke tøver med at kalde sin nye tilværelse med udsigt til indlandsisen og drivende isbjerge for storslået.

Nu styrer den amerikanske space commander den store radar, som døgnet rundt holder øje med flyvende objekter i rummet. Inden i den rumsterer teknikere med avanceret computerudstyr, der skal gøre Thule-radaren i stand til på 5.000 kilometers afstand at skelne et missil fra en tennisbold eller andre flyvende genstande. Dermed kan radaren i Thule indgå i missilskjoldet.

»Thule vandt Den Kolde Krig«
Når David Meteyer skifter emne fra de indlevende beskrivelser af fornemmelsen af at være isbjørn til de mere tekniske forklaringer om radarens og missilskjoldets potentiale, ændrer han stemmeføring, retter sig op og siger højtideligt.

»Jeg er stolt over at gøre noget for forsvaret af mit land.«

Ingen amerikansk soldat i Thule er i tvivl om basens værdi: »Thule vandt Den Kolde Krig«, proklamerer plakaten i indgangen til radarens "lillebror", Detachment 3, tre radarer pakket ind som enorme golfbolde. De indgår i det verdensomspændende satellitovervågning.

Man skal gennem hele tre sikkerhedskoder, inden chefen for radaren slår døren op til det hellige rum, hvor computere registrerer oplysningerne fra de satellitter, der kredser om jorden. Thules store fordel er den nordlige position, som gør, at radaren kan opfange data fra langt flere satellitter end andre steder.

Chefen aner ikke, hvilke oplysninger der rutinemæssigt sendes videre. Spøgefuldt betegner han sig selv som en blind høne.

»Alt er krypteret,«siger Alistair Funge, 37 år, fra New Mexico og trods savnet af sine tre børn grundlæggende glad for baselivet: »Thule er en af de venligste baser, jeg har været på. Som en lille by, hvor alle hilser på hinanden.«

 

Husdyr og børn ikke tilladt
"Byen" udgøres af en samling ramponerede aluminiumsbeklædte træbarakker. De står der endnu, bulede og slidte efter mere end 50 års virke. Vinduerne er reduceret til glughuller, og privatliv holdes inden for de få kvadratmeter værelse, som Thulearbejderne får tildelt.

Husdyr og børn er ikke tilladt. Eneste autoriserede selskab er fisk. Basebutikkens imponerende udvalg af artikler til akvarier vidner om, at det er ganske populært.

Langt de fleste af basens omkring 700 beboere er danskere. Forbløffende mange har været på basen i over tyve år. Planen om at tjene hurtige penge blev skrinlagt til fordel for et liv, som kan være svært at forestille sig for udenforstående.

Tre måneder i totalt mørke, storme så kraftige, at det er livsfarligt at gå ud, og en sommernat så lys, at kun fantasien sætter grænser for, hvad der kan tages i brug for at lukke midnatssolen ude.

»Lyset er meget sværere at vænne sig til end mørket,« siger Inge Bülck.

Under kælenavnet "vores mor" bestyrer hun basen for Greenland Contractors, der tager sig af alt det praktiske for amerikanerne. Tidligere tiders løssluppenhed med lidt for mange fester og lidt for meget alkohol er afløst af fornuftige aktiviteter som fitness, aftenskole og Café Cool, hvor beboerne kan tilfredsstille eventuelle savn efter cafè latte.

Plyssæderne i den amerikanske bar "Top of the world" er til gengæld så godt som tomme på en hverdagsaften. Efter arbejdstid sysler beboerne med hver sit i barakkerne, inden de forsvinder ind for at se tv på værelset.

Livet i en barak kalder på stor social forståelse og minimal enighed om niveauet for rengøring på fællesarealerne. Nogle steder går det meget godt, andre steder mindre godt.

»Folk har ikke rigtigt noget at spekulere på heroppe, så der skal ikke så meget til, før det koger over,« mener en af veteranerne, Jens Thomsen.

Han har selv forvandlet sit barakværelse til en hyggelig hule med lysguirlander og en globus indrettet som barskab. Han kom til Thule første gang i 1969, og efter en pause i Danmark vendte han tilbage i 2001.

Han klager ikke over de relativt gunstige skatte- og kontraktforhold, som gør, at han kan lægge omkring 200.000 kroner til side om året. Hjemme i Strandby har han både motorcykel og båd. Nu bliver han snart 65 år, og så skal det være helt slut med Thule.

Jens Thomsen har sat sit spor på basen ved at opbygge et mindre museum, der rummer alt fra vragdele af det B52-atombombefly, der forulykkede ud for Thule, til et billede af USA's tidligere præsident Ronald Reagan, der personligt takker basens beboere for indsatsen.

Thule før amerikanerne
Kun få ting på museet indikerer, at der faktisk har været liv i Thule, før amerikanerne i 1951 gik i gang med at bygge basen og dermed indledte "den største hemmelige mission siden D-dag".

Under basens storhedstid boede her omkring 13.000 mennesker. Resterne af de gamle huse og hangarer strækker sig over flere kilometer i den stenede polarørken ind mod indlandsisen, hvor en hullet landingsbane nu er omdannet til det for soldaterne populære udflugtssted Camp Tuto.

På den anden side af Nordbjerget ligger Dunda, bopladsen som Knud Rasmussen kom til i 1910, og hvor han grundlagde handelsstationen Thule, det yderste sted.

Navnet Knud Rasmussen siger ikke sergent Mike Hall noget.

»Vi får en introduktion til stedet, men hvis du vil vide noget om historien her, må du opsøge den selv,« siger han og tilføjer med et stort smil: »Jeg har bare lært om den amerikanske drøm.«

Hjemme hos Knud Rasmussen

Forsømte røde træhuse, et par hvide hvalroskranier, et udvalg af sæl- og polarræveknogler og en noget vakkelvorn hundeslæde, der venter på hvidere tider.

Sceneriet er malerisk på sin egen museumsagtige måde her ved bredden af en lille vig ved Dundas fjeld, hvor Knud Rasmussen i 1910 opførte en handelsstation som midtpunktet i verdens dengang nordligste bygd.

Knud Rasmussen benyttede stedet som udgangspunkt for sine ekspeditioner, men styrede ikke forretningen. Det gjorde hans ven Peter Freuchen, der boede 15 år i Thule og fik to børn med sin inuitkone.

Festen var slut for Thule-beboerne i 1953, da Danmark gav USA tilladelse til at bygge Thule-basen og tvangsflyttede hele bopladsen ca. 100 km mod nord til Qaanaaq.

I dag er eneste synlige minde om Knud Rasmussen en stor granitsten for foden af Dundas fjeld med en tekst om, at han »anlagde Thule 19.8 1910 og styrede Kap York Distriktet til sin død 21.12 1933«.

Af de historiske bygninger står Peter Freuchens røde træhus her stadig, dog i en noget sørgelig forfatning som de øvrige huse.

Polarprins og nationalhelt
Knud Rasmussens lille hus blev i 1987 flyttet fra Dundas til Qaanaaq, men mindet om ham lever videre. De fleste har et forhold til den verdensberømte danske polarprins, der var en nationalhelt i både Grønland og Danmark længe før sin død som blot 54-årig.

»Knud Rasmussen betyder meget, og jeg har læst alle hans bøger. For mig er han en nationalhelt og en bindestreg mellem grønlændere og danskere. Han tog ud på opdagelse med den energi, som er karakteristisk for folkene i Thule,« siger Rosa Kanuthsen, 50-årig rengøringsassistent på Thule-basen.

Knud Rasmussen voksede op i sin fødeby Jakobshavn (i dag Ilulissat). Hans far var præst, og inuit-blodet i årerne fik han fra sin mor, Sofie Fleischer.

Som sine grønlandske kammerater talte Knud grønlandsk og legede med hundeslæde, men friheden sluttede brat, da han i 1891 blev sendt i skole i Danmark. Selv om resultatet var en lang serie nederlag, fortsatte Knud Rasmussen ufortrødent på universitetet og forsøgte sig sideløbende også som operasanger, forfatter, skuespiller og journalist.

Den utroligt karismatiske og charmerende mand havde ikke kun talent for at samle piger omkring sig. I omgangskredsen var også flere Grønlands-interesserede som forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen og greven og maleren Harald Moltke.

 

Ved verdens ende
I sommeren 1902 gennemførte de tre med den litterære ekspedition den første af Knud Rasmussens lange række af rejser til Grønland og det arktiske område, der skulle påvirke resten af eventyrerens liv.

I Grønland fik han tilfredsstillet sin ukuelige rejselyst. Her ved verdens ende i det nordligste Grønland tabte han sit hjerte til "polareskimoerne", som han beskriver som et folk fra »før tøjet og ilden«.

Her mødte Knud Rasmussen mennesker drevet frem af deres drifter, og for hvem rejsen var en livsform. Danskeren var både fascineret af og spejlede sig i fangeren Sorqaq, der forlod sin kone og familie for at drage ud på en lang rejse med en kort hilsen ind ad vinduet: »Det er hændt, at man nu vil til at rejse.«

Knud Rasmussen var forgudet i Grønland. Knud Wentzel fortæller i sin biografi "Thule i hjertet" om reaktionen fra en gammel kone, da Grønlands-skibet Hans Hedtoft gik ned ved Kap Farvel uden overlevende i 1959: »Det går jo aldrig an at opkalde skibet efter en afdød. Det burde have heddet Knud Rasmussen.«

Samme forfatter opholder sig længe ved Knud Rasmussens forsøg på at gøre polareskimoerne til et mytisk folk, der er uberørt af civilisationen, og han forklarer det delvis som Knud Rasmussens egen fanatiske trang til at bryde med den daglige trummerum og kristne opdragelse for at drage ud i det ubetrådte land.

Men polarforskeren var også et splittet menneske. Mellem kærligheden til eskimoerne og en primitiv livsform og rollen som europæisk og borgerlig mediehelt og medlem af det højere borgerskab som gift med Dagmar Andersen, datter af formanden for arbejdsgiverne.

Den længste slæderejse
I 1921 satte Knud Rasmussen ud på den mest berømte af sine ekspeditioner. Med skibet Søkongen hentede han de grønlandske medlemmer af ekspeditionen i Thule og tog dem med på en over fire år lang rejse.

På den 5. Thule-rejse krydsede han som den første i verden Nordvestpassagen på hundeslæde. Her udforskede og kortlagde han alle inuitstammer i det arktiske område fra Grønland over Canada og Alaska til Sibirien og beviste som den første, at inuitter i hele polarcirklen deler sprog og kultur.

I dag er handelsstationen fra Thule forvandlet til et lille museum i Qaanaaq med en hundeslæde foran. Træhuset på et halvt hundrede kvadratmeter er en af hovedattraktionerne, når turister fra krydstogtskibe kommer på et par timers besøg i verdens nordligste by, og det er stadig en inspirationskilde for eventyrere.

Den snart 60-årige museumsleder Finn Hansen er bare et eksempel. Inspireret af Knud Rasmussen og Peter Freuchen forlod han sit job som bryggeriarbejder på Tuborg i København i begyndelsen af 1980'erne for at blive fanger i Qaanaaq i 17 år.

»Jeg blev overraskende hurtigt accepteret som en af deres,« fortæller Finn Hansen og føler ligesom Knud Rasmussen, at begivenhederne i hans liv har sluttet ring.

Ved slutningen af den store slæderejse skrev den danske eventyrer:

»Min tak til hundeslæden vokser til en tak for min grønlandske barndom. Slæden var mit første rigtige stykke legetøj, og med den gennemførte jeg mit livs store opgave. Derfor er den 5. Thule-ekspedition som en lykkelig fortsættelse af min barndom og ungdom. Det er vanskeligt at sige, hvornår jeg fik planen til den, for den er groet op sammen med mig.«

Hvaler med satellitsendere

Lejrpladsen dukker op bag en pynt på fjorden. Kajakkerne ligger på stribe foran fire orange stormtelte, en polarspisestue med grill, tv og et redskabsskur.

En kvalm stank af råddent kød skyldes ikke, at her ikke er noget badeværelse. Områdets fangere har derimod efterladt nogle bunker af gammelt spæk og kødrester fra sæler og hvaler, som kan bruge som hundefoder, når vinteren kommer.

I denne lejr en times sejlads fra Grønlands nordligste by, Qaanaaq, har den amerikanske hvalspecialist Kristin Laidre tilbragt de seneste godt tre uger med fem af de lokale fangere på jagt efter narhvaler.

Deres opgave er ikke at dræbe narhvaler, men at udstyre dem med sendere, der gør det muligt at følge deres bevægelser hen over vinteren via satellit.

»Vi ved ikke, hvor narhvalerne svømmer hen om vinteren, når de forlader fjorden. Det er vigtigt at vide, fordi man fanger hvaler mange steder på den grønlandske kyst. Det er interessant at vide, om de samme hvaler jages i Qaanaaq om sommeren og længere sydpå om vinteren, eller om de overvintrer på et sted uden jagt,« fortæller den 32-årige amerikaner, der efter flere år i København taler flydende dansk.

En svær jagt
Det er lettere sagt end gjort. Siden projektets start i 2001 er det kun lykkedes at mærke ca. 20 hvaler med sendere. Her i de seneste tre uger er det gået rigtigt godt, så ni nye hvaler nu er begyndt at bippe op til satellitterne.

»Vi har forsøgt at fange hvalerne mange steder og med mange metoder, heriblandt med net, men de virker særligt snedige i denne fjord,« griner Kristin Laidre: »For det første skal der være perfekt vejr for kajakkerne, for det andet skal hvalerne være til stede, og endelig har man brug for en god portion held.«

Metoden er faktisk ikke helt enkel. Forskerne anvender samme teknik som fangerne i Qaanaaq, hvor kun den traditionelle måde at harpunere på er tilladt.

Når biologen og fangerne har lokaliseret hvaler i fjorden i deres joller, sætter fangerne deres kajakker i vandet og sniger sig ind på byttet. I stedet for en skarp spids er harpunen udstyret med en elektronisk sender, der - hvis alt går vel - sætter sig fast i spæklaget.

Senderen er fabrikeret til gennem mange måneder at sende hvalens position op til en satellit. Men problemet er, at de ofte falder ud efter kort tid.

»Det er svært at ramme det rigtige sted, når man kaster en harpun mod hvalen fra tre meters afstand. For at kommunikere med satellitten skal senderen sidde højt på hvalen og over vandkanten, når den kommer op for at trække vejret,« fortæller Kristin Laidre.

Stigende population
Hun er ansat af Grønlands Naturinstitut i Nuuk, og projektet er vigtigt for Grønland. Heldigvis er også de første skøn over narhvalens antal positive efter indførelsen af kvoter i 2003.

»Vores seneste skøn er, at der bor mellem 3.000 og 4.000 narhvaler her i fjorden. Det er flere end i det tidligere skøn, så vi tror, at populationen af narhval er blevet større,« siger hvaleksperten.

Det kræver en vis styrke for en spinkel kvinde at tilbringe mange uger i ødemarken sammen med hårdføre fangere.

Pladsen er begrænset, private forhold indskrænkes til teltene, og der kan gå dage, hvor holdet ikke kommer ud på grund af dårligt vejr. Tiden fordrives med tv, video, bøger - endog en i-pod med højttaler har fundet plads i ødemarken.

Øl og anden alkohol er bandlyst.

»Men det går normalt fint. Det værste er faktisk ikke at få et brusebad i tre uger,« siger hun.

Narhvaler er attraktive fangstdyr. Hannerne kan veje op mod halvandet ton, og deres lange stødtænder sælges for ca. 1.200 kr. kiloet.

Hvid bjørn i knibe

Spørger man en inuit, er der isbjørne nok. Men hvor er de?

JP Artic Explorer har nu i tre uger været på rejse gennem Canada. Vi har ledt. Vi har set os frygtsomt tilbage over skulderen, når vi har vandret i den øde canadiske vildmark. Selv i småbyerne har vi passet på. For vi har hørt rigtig mange historier om, at de hvide bjørne kan dukke op når som helst.

Men vi har ingen set. I live.

Måske har videnskabsfolkene ret. Isbjørnen er et truet dyr.

Første spor af bjørnen kommer i Igloolik, da jægeren Leo Talugarguk bringer et skind og et blodigt kranium ind til byen.

»Den skræmte livet af mig. Da jeg stak hovedet ud af teltet, var isbjørnen færre end ti meter væk. Så angreb den, men heldigvis fik de andre skudt bjørnen. Da var den bare en meter fra mig.«

I båden ligger det blodige, afpelsede kranium med de store hjørnetænder som det tydelige bevis på bjørnens status som det største rovdyr på land.

Det er livsfarligt at komme tæt på en isbjørn, der uden betænkning angriber og spiser mennesker. Som flere isbjørne var også denne bjørn afmagret og udmattet af sult, da den blev skudt. Maven var fyldt med græs, fordi bjørnen ikke havde indtaget nok føde i løbet af vinteren til at klare sig godt gennem sommeren.

I Igloolik er jagten på isbjørne endnu ikke givet fri, og drabet på isbjørnen bliver derfor efterforsket som et såkaldt "forsvarsdrab".

Bjørnene rykker nordpå

Men spørger man en inuit, er der isbjørne nok. De vil gerne have lov til at skyde flere. Især når de kommer tættere på byerne.

»Der er masser af isbjørne. Der er måske begyndt at blive færre længere mod syd. Men det er, fordi de på grund af isens tilbagetrækning kommer længere op til os i nord. Vi vil gerne skyde flere,« mener for eksempel Laben Kunuk, en anden fanger i Igloolik.

Han skød sin sidste bjørn for få måneder siden. Skindet solgte han for 9.600 kr. til en amerikansk trofæjæger, der var utilfreds med kun at have skudt en lille bjørn.

I den canadiske provins Nunavut må fangerne årligt skyde omkring 450 isbjørne. I stedet for at dræbe bruger man det mere politisk korrekte udtryk »høste«. Kvoten fastsættes på baggrund af studier af 12 af Canadas 14 bestande af isbjørne.

De fleste af bjørnene skydes af inuitter. Men også trofæjagt på isbjørne giver et tilskud til inuitternes økonomi.

Senest i april tog Brad Parker et par udenlandske gæster med på isbjørnejagt.

For at få licens til at dræbe to isbjørne betalte han den lokale jægerorganisation omkring 28.000 kr. I alt har han betalt inuitterne 96.000 kr., når udgifterne til hundeslæde og fører tælles med. Tilbage havde Brad Parker et overskud på omkring 100.000 kr. til sig selv af betalingen fra rejsebureauet, der organiserede de udenlandske jægeres tur.

Han mener ikke, at jagt truer bjørnens fremtid.

»Kvoten baserer sig på seriøse studier af bestanden,« mener Brad Parker.

Skød bjørn med bue og pil

Også i Resolute helt mod nord forsøger JP Arctic Explorer at finde en isbjørn, og chancerne er gode her i byen.

På en enkelt dag blev der i vinter set ni bjørne ved byens losseplads, og få dage før vores ankomst har en fanger skudt en bjørn nede på stranden få meter fra vores hotel.

Mark Idlou fik øje på isbjørnen, da han om eftermiddagen spejdede ud over havet efter hvaler fra sit køkkenvindue. Den vandrede på stranden og stoppede for at sætte tænderne i et gammelt hvalkadaver. Den 28-årige fanger ringede til en kammerat med en bue og pil, og sammen gik de to på bjørnejagt.

»Vi var ca. 20 meter fra den. Jeg skød syv pile mod den, og de fire ramte. Den virkede ligeglad med de tre første, men sank sammen, da den fjerde ramte i hjertet,« fortæller Mark Idlou.

Det var første gang, Mark Idlou gik på jagt med bue og pil. De to fangere havde for en sikkerheds skyld også en riffel med, men bjørnen nåede aldrig at forsvare sig. Den var sulten og havde søgt helt ind til byen for at spise. Det er Mark Idlous 12. isbjørn.

Familien sidder nu og renser skindet. Mark Idlou, hans kone Rhoda og hendes veninde Angela, hver med sin ulo. Når alt fedt er skrabet af, vasker de det og blødgør det ved at gå på det.

Bjørnen var kun ca. 180 cm høj og derfor ikke meget værd. Pr. fod koster skindet 150 dollars. Engang solgte Mark et skind på 11 fod for 4.000 dollars.

Bjørnepatruljer hver time

I Resolute kommer bjørnene jævnligt ind i byen, fortæller Mark Idlou.

»Det varierer meget fra år til år, hvor mange isbjørne vi ser. Et år så vi 30 på isen ude i bugten, andre år er der meget få. Sidste år etablerede vi en isbjørnepatrulje, der kører rundt om byen hver time i de mest farlige måneder. Ligesom I lærer jeres børn ikke at blive kørt ned af bussen, lærer vi vores at tage sig i agt for isbjørne. Vi er mest bange for isbjørneungerne. De er hurtige og mest aggressive. Men man skal helt tilbage til 1960'erne for at finde nogen her, der blev dræbt af en isbjørn.«

Hver gang, Mark har skudt en bjørn, koger han kødet af kraniet og vender det ud mod havet, så bjørnens ånd ikke går tabt. Det er et råd, han har fået fra byens ældre.

I en ny bog, "Grønlands hvide bjørn", af den danske isbjørneforsker Erik Born, der især har forsket i isbjørne i Grønland, sættes der spørgsmålstegn ved bæredygtigheden ved jagten på isbjørne, der samtidig presses af klimaforandringer.

I 2005 vurderede IUCN, der opgør, hvor mange dyrearter der er truede, at antallet af isbjørne vil falde med 30 pct. i løbet af de næste 45-50 år. Andre studier viser, at 2/3 af alle isbjørne vil være væk i løbet af 50-100 år.

I Gjoa Haven og Cambridge Bay er der ingen isbjørne om sommeren. Men i Alaska senere på rejsen har vi måske mere held med os.

Hvor stormagter mødes

Man kan ikke se derover, men der er kun knap 200 kilometer fra Nome på Alaskas vestkyst til det yderste af Rusland på den anden side af Beringstrædet.

En kort flyvetur og man lander i en fuldstændig anden verden, hvis man skal tro de amerikanere i Alaska, der ved kommunismens sammenbrud valfartede over til den kæmpemæssige nabo, hermetisk lukket land igennem fire årtier med kold krig.

I de seneste uger er naboskabet pludseligt blevet et varmt tema i den amerikanske valgkamp på grund af republikaneren John McCains medkandidat, Alaskas guvernør Sarah Palin.

Det samme folk Hun skabte sig en udenrigspolitisk profil med en udtalelse om, at en krig mellem USA og Rusland ikke er udelukket, hvis Rusland fortsætter med at invadere små lande som Georgien.

Forleden fastslog hun, at Alaskas beliggenhed tæt ved Rusland giver hende nok udenrigspolitisk bagage til at blive USA's næstmest magtfulde person:

»Det er meget vigtigt, selv når man ser på nationale sikkerhedsspørgsmål i forhold til Rusland. Når Vladimir Putin viser sit ansigt og kommer ind i USA's luftrum - hvor skal de så hen? Til Alaska. Det er lige over grænsen,« sagde Palin.

»Hun taler som en elev fra 8. klasse, der ikke har læst ret meget,« siger den 67-årige Victor Goldsberry, der i Nome driver en souvenirbiks med kunsthåndværk fra både Alaska og Rusland sammen med sin syv år yngre kone, Nadejda.

Hun er russer og kusine til Victors første kone, som til gengæld var amerikaner fra Alaska. Da jerntæppet gik ned, tvangsfjernede Sovjetunionen inuitbefolkningen bl.a. på øen Store Diomede, så al kontakt med deres familie på Lille Diomede kun fire kilometer væk hørte op.

Så da grænsen blev åbnet, fandt Nadejda ud af, at hun havde flere tanter og onkler samt 29 fætre i Alaska.

»Alle her på egnen er i familie med hinanden uanset grænserne. Man skal jo bare læse Knud Rasmussens bøger for at forstå, at det historisk er det samme folk,« siger Victor.

Især i de første måneder efter Sovjetunionens sammenbrud kom mange russere til Alaska i håb om at finde guld på gaden. Ifølge en aftale mellem USA og Rusland kan alle oprindelige folk rejse uden visum mellem de to lande. Men Victor Goldsberry beklager, at prisen for at chartre et fly er så høj, at kun politikere, missionærer og forretningsfolk har råd til det.

Også på cafeerne i Nome har Palins udtalelser om Rusland vakt bekymring.

»Det er idiotisk af Palin at tale om en mulig krig med Rusland,« mener Dave McDowell, der har været i Rusland 10 gange og rejst i store dele af verden.

»Vi har ikke brug for en ny krig. Vi får allerede grundige tæsk i de krige, vi er med i, og vi kan ikke mere betale vores regninger. Vi mister respekt hos andre lande. Derfor bør vi lære at holde os ude af andre folks lande.«

Dave McDowell mener til gengæld, at Ruslands leder, Vladimir Putin, gør det godt.

»Putin er en god leder. Rusland bliver stærkere og stærkere samtidig med, at vi bliver svagere og svagere. Jeg ser meget gerne Rusland udvikle sig som et nyt Canada, så vi kan få to gode og venlige naboer,« lyder det fra den kritiske cafégæst.

En kvinde, man ikke kan få Ejeren af de 22 fly hos Bering Air, 56-årige Jim Rowe, kan tale med om politiske problemer. Han var med til at åbne luftrummet til Rusland, da han tog forskud på Sovjetunionens sammenbrud og i maj 1988 styrede det første venskabsfly over Beringstrædet i årtier.

»Da jeg som 21-årig pilot kom til Alaska, var Rusland for mig som en kvinde, man ikke kan få. Jeg skrev til det russiske konsulat og spurgte, om jeg måtte flyve et privat fly derover, men fik afslag. Så jeg havde drømt om det i årevis, og alt var som i mine drømme. Men vi havde ingen kort og ingen radiofrekvenser, da jeg endelig kom derover i 1988,« husker Jim Rowe.

Siden sad han personligt i cockpittet under de første 225 flyvninger. Efter den første eufori faldt antallet af flyvninger, men de seneste to-tre år har trafikken igen været stigende. På 150 flyvninger sidste år transporterede Bering Air ca. 2.200 mennesker over strædet. To ud af tre var forretningsmænd, resten fik billetten betalt af universiteter eller kulturinstitutioner.

Bering Air fik først den egentlige flyvetilladelse i 1989, men har ikke siden oplevet de store problemer. Hver gang har det skyldtes politiske krusninger mellem Washington og Kreml. En enkelt gang betød en udtalelse fra daværende præsident Bill Clinton, at et af Bering Airs fly var tilbageholdt et par uger i Sibirien.

»Derfor var vi var bekymret for, at krigen i Georgien ville betyde, at vi fik inddraget vores flyvetilladelse. Så Palins udtalelser om Rusland var unødvendige. Heldigvis har vi ingen forhindringer oplevet, bortset fra at det i den seneste måned har været umuligt for os at tanke vores fly op i Rusland,« siger flychefen.

Siden åbningen af grænsen har Jim Rowe og hans familie fået et tæt venskab med en familie på den anden side af Beringstrædet, hvor der dog stadig er mange problemer.

»Normalt får folk en varm velkomst i Rusland. Men normalt holder de endnu mere af USA, når de vender hjem. I de første år var der ikke meget at købe i de russiske forretninger.«

Ikke alle i Nome har dog fantastiske erfaringer med de "nye" naboer. Lederen af biblioteket og bymuseet i guldgraverbyen, Laura Samuelson, fortæller, at gavmildheden fra amerikansk side var næsten uden ende.

»Folk fra Alaska var chokerede over at opleve, at deres naboer var 70 år bagefter. Modsat troede russerne under besøg i Alaska, at den amerikanske regering havde lavet et propagandanummer og fyldt forretningerne med varer på grund af deres besøg.«

Laura Samuelson forærede et tv-apparat og andre gaver til den værtsfamilie, hun havde fået i Sibirien. Men skuffelsen meldte sig, da de nye russiske venner bad om flere gaver for at sælge dem videre på det sorte marked.

»Pludseligt ringede de og bad om to tv-apparater mere. Til sidst blev det for meget, og det, der begyndte som en hed romance, stoppede brat,« fortæller museumslederen, der dog overordnet er glad for, at den kolde krig er slut.

»Tidligere levede vi med bevidstheden om, at russerne kunne komme og tage vores by når som helst. Vi tænkte altid på, at vi kunne tage ud og skjule os i vores hytte, hvis det skete.«

Afslutningen på Den Kolde Krig har ført til en genoplivning af kontakten mellem de oprindelige folk, som tidligere var adskilt af jerntæppet.

Og som et symbol på de nye tider lander Bering Air om vinteren flere gange om ugen på isen med turister midt ude i Beringstrædet mellem Lille Diomede og Store Diomede.

Højt til snehest
Lige bortset fra den manglende hest er hun som skåret ud af en drengebog om et af ødemarkens mest berømte politikorps.

Noella Cockney er betjent i Canadas beredne politi, Royal Canadian Mounted Police (RCMP), og hun møder os i sit stiveste puds. Rød uniform, blankpolerede brune støvler, sorte ridebukser med gule sidestriber og en brun stetson-hat.

Men der en endnu to overraskelser i billedet. Den 40-årige er både kvinde og inuit. Og det er lidt af en sensation.

I gamle dage måtte RCMP-betjente ikke pleje omgang med lokalbefolkningen i de arktiske områder. Hvis en betjent blev forelsket og ville gifte sig med en inuit eller en indianer, måtte han tage sin afsked.

»Jeg har drømt om at blive medlem af RCMP, siden jeg var en lille pige. Min far Bill arbejdede som guide for styrken i 1950'erne. Når en kriminel skulle anholdes langt ud i ødemarken, var det min far, der kørte betjentene derud på hundeslæde. Og da han ikke talte engelsk, tog min mor med som tolk,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg kom ind i politiet for 12 år siden. Det var to år efter, at man ændrede reglerne, så både kvinder og folk fra de lokale stammer af oprindelige folk kunne blive optaget.«

En anderledes rolle

Noella er uddannet og bevæbnet til at klare samme opgaver som hendes mandlige, hvide kolleger, men hendes rolle er ofte anderledes.

»Det er rigtigt, at nogle af betjentene er kendt for at være ret hårde i filten. Men det er faktisk muligt at påvirke dem og at få dem til at ændre deres arbejdsmetode. Jeg har forklaret mange af dem, hvordan de forskellige kulturer heroppe fungerer og lever sammen. Jeg ser det som min opgave både at hjælpe RCMP og lokalsamfundet, så godt jeg kan.«

Ikke alle i lokalsamfundet accepterer hendes job, og også hendes forældre advarede hende mod reaktionerne. Fulde folk kalder hende de værste navne og anklager hende for at ville være hvid, når hun er i uniform. Mange andre lokale forlanger at tale med Noella, fordi de har mest tillid til hende.

Det værste ved jobbet?

»Det er, når jeg skal meddele de pårørende, at en af deres kære har begået selvmord eller er blevet offer for en ulykke eller et overfald. For jeg er vokset op her og kender alle i byen.«

Noella Cockney ville meget gerne have en hest, men har accepteret, at de ikke findes heroppe under Nordpolen. Så om vinteren rider hun i stedet på snescooter for at passe sit arbejde.

I Arktis leves livet på stranden

Om sommeren lever inuitterne på stranden. De er der ikke hele tiden - det er det trods alt for koldt til. Men alle holder øje med, hvad der sker.  

Hvem tager ud på jagt? Hvem kommer tilbage? Og ikke mindst hvad bliver der skudt? 

Inuitter fortæller gerne, hvordan det er gået ude på jagten. Det giver status at bringe meget kød med hjem til familie og venner, som samles om festmåltidet.  

I august tager alle ud. Gerne i flere dage ad gangen. Og når en båd kommer ind fra bugten, skal mange lige en tur forbi og se, hvordan det er gået.  

Oprindeligt var inuitterne et nomadefolk, der fulgte i sporet af vildtet. Siden slog de sig ned i mindre bysamfund - blandt andet omkring Hudson Bay Companys handelsstationer. Der er sket meget i Arktis, siden Knud Rasmussen var her i begyndelsen af 1920'erne.

Først og fremmest er jagtformerne blevet mere effektive. De foregår i dag med motoriserede både, så sælen eller hvalen hurtigt kan opspores. Eller om vinteren på snescooter, så isbjørnen lige så hurtigt indhentes. Hundeslæde bruges mest, når hvide trofæjægere skal bringes ud til isbjørnen.  

Det er stadigt vigtigt at kunne læse vejret og isens tykkelse, så man ikke falder igennem eller farer vild. Men moderne GPS er også blevet et vigtigt redskab.  

Byerne ser også væsentlig anderledes ud end på Knud Rasmussens tid. De er blevet større, huse har erstattet igloer og telte. Og mange inuitter har et arbejde eller får socialhjælp.  

Derfor er jagt ikke længere den eneste indtægtskilde i samfundene, og en væsentlig del af forsyningerne bliver transporteret ud med skibe. Det kan være alt lige fra sodavand til motorkøretøjer.  

Klimaændringer betyder også noget for inuitternes levevis. Isen bryder tidligere op, og sommeren forlænges, så mange dyr som for eksempel hvalrossen trækker med iskanten længere væk.

I Palins og Guds eget land

Skiltet "no trespassing" ved indkørslen til Nevada Drive, en jordvej gennem birkeskoven til villaen ved søbredden, er alvorligt ment. Vi når kun et par meter forbi skiltet, før en enorm firehjulstrækker med tonede ruder ruller ud af ingenting og blokerer vejen.

»Secret service,« lyder beskeden fra en agent, hvis job er at passe på den nye superstjerne i amerikansk politik: Den tidligere skønhedsprinsesse og borgmester i Wasilla, nuværende guvernør og hockeymor Sarah Palin, der ifølge meningsmålingerne er jokeren, der kan sende John McCain ind i Det Hvide Hus.

Både som borgmester og guvernør har Palin markedsført sig selv som en effektiv, ambitiøs og skånselsløs politiker, der ryddede op i korruption og satte levebrødspolitikerne på gaden. Men hun efterlod sig også en stribe fjender og skandaler.

44-årige Palins laboratorium har været hjembyen Wasilla, hvis man ellers teknisk kan definere en motorvej uden fortove og flankeret af mange kilometer indkøbscentre som en by.

De godt 9.000 indbyggere i Wasilla bor spredt omkring søer som Lake Lucille, hvor vandflyverne ligger side om side parat til at flyve ud over Alaskas pragtfulde landskab af efterårsklædte skove og sneklædte bjerge.

Alle i Wasilla kender selvfølgelig Palin, som de fleste bare kalder Sarah. Forbløffende mange hævder at være venner med hende og hendes mand, Todd Palin, som hun mødte i high school. En rigtig mand af delvis inuitafstamning, kommerciel fisker og ansat i olieindustrien, der fire gange har vundet Alaskas største snescootervæddeløb "Iron Dog" over ca. 3.000 km.

Et godt sted at begynde en rundtur er på en af byens tre skøjtebaner, hvor Wasillas ungdom spiller ishockey, som europæiske børn spiller fodbold. Da Palin i sin første tale kaldte sig selv for »en helt almindelig hockey-mor«, talte hun sig direkte ind i hjerterne i Wasilla og store dele af USA.

»Hun er den type person, der opnår det, hun vil. Hun byggede et sportscenter, og vores børn spiller hockey sammen. Jeg elsker bare Sarah så højt,« fortæller en af dagens hockey-mødre, Aryne.

Nummer to ved Miss Alaska

En hockey-mor skal være klar til at stå op klokken fem om morgenen for i frostgrader at køre børnene - drenge og piger - til ishockeytræning, fordi der er rift om pladsen, fortæller en anden mor, Michelle Hoyt, der ivrigt følger sin kun treårige søn Owen ude på isen.

Det gælder om at begynde tidligt, hvis man skal blive en ligeså god ishockeyspiller som Sarah Palins søn Track. Treårige Owen tager også med på jagt, for i Alaska lærer unge at skyde et dyr, før de lærer at køre bil. Og forleden fik purken lov til at partere sin første elg.

Som mor til fem sælges Sarah Palin som repræsentant for amerikanske familieværdier og som et sejlivet produkt af USA's sidste rest af det vilde vesten. Hun står på ski, kører snescooter og går gerne på elgjagt i sneen bevæbnet med en voldsom riffel og en baby på ryggen.

En anden kvalitet er, at hun altid har kæmpet for at få succes. I gymnasiet hjalp spidse albuer hende til at blive en stjerne på basketballholdet, og hun blev nummer to ved Miss Alaska-konkurrencen for at skaffe sig et legat til at studere.

For Sarah Heath's forældre var lærere og ikke velhavende.

»Folk i Alaska har en tendens til at være uafhængige, hårdarbejdende og gode problemløsere. Man skal være udholdende for at leve her. Hvis man vil ud og more sig her om vinteren, skal man kunne nyde minus 15 grader,« fortæller Sarah Palins præst, Larry Kroon, der med amerikansk gæstfrihed åbner dørene til den splinternye Wasilla Bible Church, der har op mod 1.000 gæster hver søndag.

Det er kun en af mange. En tur rundt i Wasilla afslører mindst ligeså mange kirker som fastfoodrestauranter, og det siger ikke så lidt. Ifølge Larry Kroon er der over 100 kirker til 60.000 indbyggere i Mat-Su-dalen, hvor Wasilla ligger.

Religion er blevet et af temaerne i valgkampen, fordi både Palins tidligere kirke, en pinsemission, og den nuværende går for at hylde ekstreme og fundamentalistisk kristne værdier og at tage teksterne også i det gamle testamente bogstaveligt.

Palin og kirken

Palin referer ofte til Gud. Irak-krigen, som hendes ældste søn er på vej til, har hun beskrevet som "en opgave fra Gud". Palin har også sagt, at hun selv er udsendt af Gud på en mission, og hun har opfordret sine tilhængere om at bede for en gasline fra det nordlige Alaska.

Kritikere beskylder bl.a. Bible Church for at støtte en kampagne for at omvende jøder til kristendom og for at ville "helbrede" lesbiske og bøsser.

»Man kan godt betragte kirken som konservativ, når det f.eks. handler om spørgsmål om abort. Måske ville enkelte i vores menighed tillade abort ved incest eller voldtægt, men de vil nok alle være ret faste modstandere af abort,« svarer den 57-årige Kroon, der har været i kirken næsten siden dens oprettelse for 31 år siden.

Kroon afviser at tale direkte om Sarah Palin. Selv om præsten i de seneste uger har modtaget stabler af Palin-fanpost, og selv om kirken har oplevet en regulær storm på sin internetside, tror han ikke, at en sejr til McCain og Palin i november vil ændre meget.

»Når Sarah og Todd kommer her, er det hele meget afslappet. De kommer stille og roligt og tager af sted på samme måde. Jeg tror ikke, at vi vil blive løbet over ende, hvis hun bliver vicepræsident. Men jeg kan tage fejl.«

Tilhængerne af Sarah Palin accepterer hende, som hun er og tror, at hun vil vokse med opgaven. I Wasilla har hendes udtalelse om, at en krig mod Rusland kan blive en realitet, ikke gjort større indtryk.

»Hun bliver et brag af en succes. Hun er alt det, Amerika har brug for. Hun kæmper for den lille mand. Hun var en fantastisk borgmester og begyndte med at skære ned i sin egen løn,« siger Dan Hermans, pantelåner og forhandler af kraftige rifler til de kunder, der måtte have lyst til en elg-bøf til aftensmad.

Dan er vokset op sammen med Sarah, men er et par år yngre. Han havde hendes far, Chuck Heath, som lærer i skolen og har altid kendt Sarah og hendes familie.

 

Det tæller ikke entydigt imod Sarah Palin, at hun er indblandet i flere skandaler, og at hendes 17-årige datter Bristol er gravid med en skolekammerat, selv om teenagesex ikke accepteres i familiekirken. For det viser, mener tilhængerne, at Sarah er et menneske med samme problemer som alle andre.

Her er også Palin-modstandere

I en gammel sag beskyldes Palin for at have forsøgt at fjerne politisk ukorrekte bøger på biblioteket. I en aktuel sag, som har fået navnet "troopergate", anklages Palin for at have fyret sin tidligere svoger, politibetjenten "trooper Wooten" efter ballade i familien.

Sagerne behandles på linje med andre nyheder i den lokale avis Frontiersman, der dog ifølge chefredaktør Greg Johnson støtter Palin på lederplads. Alt andet ville ligne et selvmord i Mat-Su-dalen.

Frontiersman var på pletten, da et halvt hundrede Palin-kritikere i sidste uge demonstrerede for Barack Obama i vejkrydset mellem Pizzahut og McDonald's.

Forbipasserende gav dem fingeren eller truede med at hente en sneplov for at fjerne dem. Derfor er det stort set umuligt at se Obama-plakater i Wasilla. Da en satte et mærkat på sin bilrude, blev ruden smadret, hævder en af arrangørerne, 65-årige pensionerede bogholder, Patti Fisher.

»Folk skal vide, at der også er modstandere af Sarah Palin her i Wasilla,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er ikke enig med Palin i, at Gud beordrede Irak-krigen. I abortspørgsmålet mener jeg, at kvinder har ret til at vælge. Palin er en skandale på miljøområdet, og hun har gjort sig skyldig i magtmisbrug. På mange måder ligner hun præsident George W. Bush. Hvis man ikke er med hende, er man imod hende.«

En anden kritiker Anne Kilkenny måtte sande, at det er en følsom sag at bebrejde Palin. Hendes analyse om den ti

I rekordfart over isen
Egentlig synes vi, at vi har gjort det meget godt. Dødtrætte kommer vi ned fra en godt 10 timers vandretur op til og på indlandsisen ved Eqi-gletsjeren fem timers sejlads nord for Ilulissat.

Men nede i lejren venter to eventyrere, som er gjort af et noget andet stof, og som ikke har oplevet megen global opvarmning de seneste dage.

Mens vi står og puster ud ovenpå anstrengelserne, får vi øje på Matt Spenceley og Patrick Peters. De er også netop kommet ned fra isen, men i modsætning til vores lille spadseretur, så har Matt Spenceley og Patrick Peters tilbragt 17 dage alene sammen i den hvide verden.

De har sammen krydset Grønland fra øst til vest.

Matt Spenceley har som guide fået omkring 150.000 kr. for at føre Patrick Peters sikkert over isen med hjælp af ski, kite og slæder. En ekstrem fysisk udfordring, der dog ikke afspejles i øjnene hos eventyrerne, der virker friske og forståeligt nok temmelig snakkelystne ovenpå den ensomme færd.

»Når vi krydser isen, kan det slet ikke sammenlignes med dengang, Knud Rasmussen krydsede isen i det nordlige Grønland. Han rejste måned efter måned på en måde, der passer til Grønland, men vi kan gøre det hurtig og effektivt og tilkalde hjælp, hvis noget går galt,« forklarer Matt Spenceley.

Gletsjerne trækker sig tilbage
Han har de seneste syv år arbejdet med ekstreme oplevelser i Grønland og har også selv krydset indlandsisen med hundeslæde. Han har base i Kulusuk, en lille ø ved Grønlands østkyst, hvor havisen ikke er nær så stabil som tidligere. Derfor har flere af de lokale fangere ganske enkelt skudt deres hunde, fordi der ikke er brug for dem. Endnu et tegn på, at klimaet er blevet varmere.

»I forhold til dengang, hvor jeg etablerede min forretning, har gletsjerne på østkysten trukket sig måske tre kilometer længere ind i landet. Der er også en af mine ansatte, der som ung jagede på isen i Angmagssalik-fjorden. Han er nu 46 år gammel og har ikke været ude på jagt på havisen i de seneste 20 år,« fortæller Matt Spenceley.

De to eventyreres tur over isen gik fra Nagtivit - en lille gletsjer på østkysten - til Eqi-gletsjeren på vestkysten lige nord for Ilulissat. En strækning på ca. 800 km.

17 dage om at krydse indlandsisen er formentlig rekord. Det hænger sammen med, at turen blev gennemført med kite, en form for drage. Topfarten med sådan en er omkring 50km/t, hvis vindretningen er optimal. Gennemsnitsfarten for Matt Spenceley og Patrick Peters lå, når det kørte godt, på omkring 25 km/t.

Hvis man kun bruger ski, tager det tre til fire uger at krydse isen, mens det kan gøres på lidt under tre uger med hundeslæde - afhængigt af ruten.

Tidsplanen er essentiel
Højeste punkt på turen ligger 2600 meter over havets overflade. Undervejs måtte de to eventyrere kæmpe med temperaturer på ned til 30 graders frost.

Samtlige 800 kilometer måtte de slæbe fire slæder efter sig, to hver, til bl.a. telt, soveposer, tørkost, satellittelefon, ekstra tøj og andet nødvendigt udstyr.

Den største udfordring undervejs var at komme sikkert op på isen og ned igen. Ude ved kysten er indlandsisen gennemboret af dybe sprækker og smeltevandsbrønde, som gør det livsfarligt for en uerfaren at bevæge sig rundt. Det tager flere dage at komme langt nok ind på isen, før den flader ud og bliver mere sikker.

At holde tidsplanen på sådan en ekspedition er essentielt. Der er eksempler på vovehalse, der har fortsat turen, selv om de allerede efter en tredjedel af turen havde spist halvdelen af provianten. De måtte til sidst reddes ud med helikopter. På en anden ekspedition mistede en deltager sin sovepose, som blæste ud af hånden på ham. Det kostede 20.000 kr. at få en ny fløjet ind.

I sporet af den lange slæderejse
Vi kan begynde denne fortælling i det nordligste Grønland, i Qaanaaq, hvor borgmester Jens Danielsen er indtrådt i en komité, der vil rejse penge til et nyt mindesmærke i den vindblæste bygd midt i ødemarken.  

Mindesmærket skal hædre kvinden Arnarulunnguaq, der fødtes i Qaanaaq i 1896 og døde den 2. oktober 1933.  

Arnarulunnguaq er stort set ukendt uden for Qaanaaq. Men hun er en del af historien om historien bag verdens længste slæderejse - Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition fra Grønland til Sibirien.  

Under ekspeditionen fra 1921 til 1924 påviste den store polarforsker, at der blandt den oprindelige inuit-befolkning tværs over Arktis findes en fælles kultur, fælles traditioner og et fælles verdensbillede. 

Knud Rasmussens studier gav ham efterfølgende fortjent ære og opmærksomhed. Ekspeditionen hjembragte cirka 20.000 etnografiske genstande, hvoraf hovedparten i dag findes på Nationalmuseets etnografiske samling. 

Mindre opmærksomhed var der omkring den seje grønlandske kvinde, som fulgte Knud Rasmussen på den 18.000 kilometer lange slæderejse, tilberedte mad og holdt det livsnødvendige skindtøj i orden.  

Vi kunne også have begyndt fortællingen i en lejlighed i Lyngby ved København - hos den 85-årige Madeleine Leo Hansen og hendes søn Peder. Madeleine er enke efter Leo Hansen; filmfotografen, som rejste til Amerika for at møde 5. Thuleekspedition midt i det arktiske ingenting og følge med på den sidste del af rejsen. Under nærmest håbløse omstændigheder producerede han stumfilm og tog fotografier til støtte for Knud Rasmussens arbejde.

 

Også han - der senere blev biografejer i Lyngby - er i dag nærmest ukendt. Leo Hansen døde i 1962, men i lejligheden hos hans 34 år yngre enke lever mindet om Leo og 5. Thuleekspedition. Leos søkort, hans rejsepas, billetten til Atlanterhavsdamperen og de håndskrevne notesbøger åbner døren til et eventyr med mange ukendte sider og glemte bipersoner. 

"Han var en pragtfuld mand. Var han ikke flot? Han fortalte ikke meget, men når han fortalte, så kunne han få alle til at lytte," siger Madeleine med øjne, der lyser af kærlighed. 

På JP Explorer har vi lært Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq, Leo Hansen og slæderejsens fjerde deltager - grønlænderen Miteq - godt at kende, efter at redaktionen i 2000 satte som ambition at gennemføre en ekspedition i sporet af den 5. Thuleekspedition.  

I 2008 - 75-året for Knud Rasmussens død - skulle det være. I eftersommeren vender JP Explorer derfor tilbage til den arktiske ødemark for at følge i den store polarforskers spor fra Grønland til Stillehavet. Dog ikke på hundeslæde, men i fly. 

Missionen for Jyllands-Postens Arctic Explorer-ekspedition er at finde ud af, om der stadig mellem Atlanterhavet og Stillehavet findes et folk med samme kultur og samme sprog - om "den menneskelige sejhed, kraft og skønhed", som Knud Rasmussen beskrev, har overlevet ind i et nyt årtusind. Og om der fortsat findes grundlag for en bæredygtig udvikling såvel socialt som miljømæssigt.  

Dokumentationen fra 5. Thule-ekspedition er med på rejsen som det solide fodfæste, når vi ser fremad. Vi vil afsøge, hvad der er tilbage af inuit-kulturen - og beskrive, hvordan levevilkårene i Arktis er under forandring. 

Arctic Explorer lægger særlig vægt på at beskrive klimaforandringerne og effekten på den skrøbelig kultur, som befinder sig i brændpunktet for de klimatiske ændringer, der forekommer stadig mere uomgængelige.  

De seneste 10 år (1996-2006) har været de varmeste siden varmeperioden i 1930'erne og 1940'erne, og adskillige steder i Østgrønland har årets middeltemperatur passeret frysepunktet. Overalt i Arktis sker smeltningen af sne og is samt optøningen af permafrost hurtigere end tidligere, og der er tale om en selvforstærkende effekt, fordi solens stråler i stigende grad absorberes i stedet for at reflekteres tilbage i verdensrummet. Disse forandringer griber forstyrrende ind i menneskers, planters og dyrs levebetingelser og cyklusser.  

Undervejs vil ekspeditionen også grave dybere i de mindre kendte beretninger, der knytter sig til 5. Thuleekspedition og dens deltagere.  

Arctic Explorer begynder i Thule og følger i store træk ruten for Knud Rasmussens ekspedition tværs over det nordamerikanske kontinent til Sibirien. Undervejs tager ekspeditionen afstikkere til blandt andet Nordvestpassagen. 

Ud over journalister og en fotograf er også eksperter i etnografi og zoologi med på ekspeditionen, som gennemføres i samarbejde med blandt andre Moesgård Museum, Zoo i København, Ilulissat Museum og Grønlands Naturinstitut.  

Ekspeditionsleder er Jørgen Ullerup, Jyllands-Postens mest erfarne exploratør, som også deltog i blandt andet Galathea 3-ekspeditionen.

I åndernes verden

»Mine forældre spiste fluesvamp og kom på den måde i kontakt med ånderne.«

Valentina Kaglo, der lever dybt inde på den russiske tundra, er ikke et sekund i tvivl om, at ånderne findes, og at de har stor indflydelse på livet og døden.

»Ånderne forudså, at jeg ville blive meget gammel, og at jeg ville blive gift tre gange, men at mine tre mænd ville dø af sygdom og ved drukning. Det er alt sammen gået i opfyldelse,« fortæller den blinde, 59-årige kvinde i skæret fra bålet i sit telt på den russiske tundra.

150 kilometer derfra bor Slava Tirkikey i en beskeden lejlighed i tjuktjer-landsbyen Kantjalan. Også han er i nærkontakt med den åndelige verden. Hans egen far blev begravet efter de ældgamle tjuktjer-traditioner.

»Da min far døde, blev han kørt op på tundraen og lagt på jorden med sten rundt om. Herefter gik landsbyens ældste person i gang med at skære liget i stykker. Fingrene blev skåret af ligesom hænderne, fødderne og benene. Selve kroppen blev også delt i flere dele,« lyder det fra den 63-årige Slava Tirkiley.

Tjuktjerne tror på, at tundraens dyr som ravne, bjørne og ulve vil komme og spise liget, hvis det har været en god person. Til gengæld vil Satan - Kelet - overtage sjælen, hvis den døde har været en slet person. Nogle tjuktjer-stammer nøjes dog med at åbne maven på den døde, så ravnene kan tage sig af kødet og efterlade knoglerne.

Rensdyrhyrden Sasha Kaantakay, der tilbringer det meste af sit liv på tundraen sammen med sine rensdyr, har på grund af den åndelige verden et positivt forhold til sin egen død.

Kvalt af stammens ældste

»Hele min familie er født på tundraen, og de skal også begraves der. Derfor vil jeg begraves på tundraen og have min krop skåret i stykker, sådan som de gamle traditioner foreskriver,« beretter den 50-årige Sasha Kaantakay.

I gamle dage var man endnu mere konsekvent, når et medlem af stammen begyndte at blive gammel eller alvorligt syg.

»Man slog simpelthen de gamle og syge ihjel for på den måde at behandle dem, ligesom man behandler et rensdyr,« fortæller Maja Nomtjivina, en 46-årige kvinde, der lever på tundraen sammen med sin mand og tre børn.

»Jeg har set det ske for min bedstefar. Han blev kvalt af nogle af de andre gamle. Hjælp mig, så jeg kan komme til det andet lys. Her vil jeg ikke være syg længere, lød min bedstefars egen forklaring. Herefter strangulerede de ham og lagde liget ud på tundraen,« beretter Maja Nomtjivina.

I dag er det efter russisk lov strafbart at udføre denne noget bizarre form for aktiv dødshjælp. Ifølge Maja Nomtjivina vil de fleste unge også hellere begraves på normal vis på en kirkegård.

Det gamle begravelsesritual skal ses som en måde at give en sjæl tilbage til forfædrene, forklarer tjuktjer-specialist Rane Willerslev fra Moesgård Museum i Århus, der deltager i Arctic Explorers besøg hos tjuktjerne.

»Hele det tjuktjiske kosmos bygger på en udveksling af sjæle mellem de levende og de døde. Mængden af sjæle er konstant. Det giver konkurrence mellem de to verdener, så de levende forsøger at give færrest mulige sjæle og beholde flest muligt selv,« lyder det fra Rane Willerslev, der selv har levet flere år sammen med de russiske tjuktjere.

»Det er derfor, at man udfører blodofringer af rensdyr. På den måde sender man dyresjæle til de dødes verden i stedet for menneskesjæle. Det er også derfor, at gamle og syge beder om at blive slået ihjel. De ofrer deres eget liv for at tilfredsstille forfædrenes tørst efter menneskesjæle.«

Selv om åndernes indflydelse omkring døden kan lyde voldsom og skræmmende, er ånderne også med til at berolige og give lindring. Det skete for Tatiana Asadova i sommer, da hendes 13-årige søn druknede.

»Bagefter så jeg ham i en drøm og fik at vide, at han er i himlen og bliver der, fordi han ingen synder har begået. Han har ifølge ånderne været en god dreng. Det har jeg det godt med,« fortæller Tatiana Asadova.

Tjuktjernes åndeverden er delt op i tre:

- De gode mennesker kommer direkte op i himlen og bliver der.

- De onde og dårlige kommer ned i underverdenen til Satan (Kelet).

- Midt imellem befinder alle andre sig - både de nulevende og de reinkarnerede.

Der er dog ingen skarp adskillelse mellem det gode og det onde. Samtidig kan gode ånder blive til onde ånder og omvendt.

Ikke mindst de levendes verden er interessant. Her går de nulevende mennesker rundt blandt spøgelser og sjæle, der er blevet genfødt i en ny krop.

Det er også her, at selvmordere går rundt. For tjuktjerne er selvmord en alvorlig synd. Men ikke så alvorlig, at man ender direkte hos Satan. I stedet får en selvmorders sjæl et nyt liv som spøgelse blandt de nulevende - og kan her forsøge at råde bod på synderne - og måske til sidst ende i himlen.

Reinkarnation er en vigtig del af tjuktjernes åndelige verden. Man kan blive genfødt op til ni gange, og det sker typisk i ens børns eller børnebørns krop, forklarer Tatiana Asadova.

»Når en kvinde er gravid, skal en sjæl fra en død vende tilbage. Det kan dog også ske for en dårlig kvinde eller en kvinde uden en mand, at de får en sjæl fra Satan,« lyder det fra kvinden, der selv mener at være reinkarneret fra sin bedstemor.

Rensdyrhyrden Sasha Kaantakay tror også på reinkarnation og på et liv efter døden.

»Når jeg dør, vil jeg blive genfødt i min fremtidige søns eller datters krop. Og jeg vil komme op i himlen og leve der. Min sjæl vil aldrig dø.«

Vær god ved hundene

Ifølge Rane Willerslev skal snakken om reinkarnation forstås helt konkret.

»Jeg har f.eks. oplevet, at en dreng på tre år fik stukket en cigaret i munden og gjort til kæderyger, fordi hans farfar mente, at barnet var en reinkarnation af hans afdøde ven, der var kæderyger.«

Det er også almindeligt blandt tjuktjerne at hente hjælp fra ånderne, når nogen bliver alvorligt syg. Det sker f.eks. ved at give et sygt barn bedstefarens navn. Med en ny sjæl vil barnet blive rask igen, mener man.

Ånderne har stor indflydelse på tjuktjernes børn. Nogle stammer tror på, at man skal tillade børn alt. Andre tror, at Gud hurtigt vil tage barnet op i himlen, hvis det ikke har begået synder. Derfor får de deres små børn til at ryge og derved begå synder.

Tjuktjerne er et ægte naturfolk og har derfor et meget tæt forhold til dyrene. Et forhold, der er nært forbundet med den åndelige verden.

Hundene, som tjuktjerne har mange af, lever således mellem denne verden og himlen. Tjuktjerne respekterer dem og slår dem ikke. Forholdet minder om indernes forhold til hellige køer. Tjuktjerne lader hundene gøre, hvad de gerne vil.

»Det hænger sammen med deres opfattelse af, at man på vej til dødsriget skal igennem hundenes land,« forklarer Rane Willerslev.

»Hvis man har behandlet hunde dårligt, vil de angribe en og rive en i småstykker. Tjukternes dødsdragt har derfor også påsyet en hale, som skal få hundene til at tro, at man er en af dem.«

Ifølge tjuktjernes regler skal man gennem hele livet vise respekt for dyrene. Hvis man jager et dyr, skal man dræbe det ordentligt. Overholder man ikke reglerne, bliver man straffet af ånderne.

Sårer man et dyr, får man problemer resten af i livet. Således er flere i Kantjalan overbeviste om, at den 12-årige Samira er blind på det ene øje, fordi hendes far engang sårede et dyr i øjet.

Instinktet

Det høres som en brusen. Pludselig rejser der sig en bølge for enden af vigen, og hvide rygge bryder vandspejlet. Med tunge prust sender svømmerne blås op i luften. En flok på omkring 30 hvidhvaler jager fisk kun få meter fra stranden.

Det er en oplevelse, som hvalkiggere vil rejse langt for. Fra første række på stranden er det muligt at følge hvalmødre med unger ved siden boltre sig i vandet. De fleste hvaler er kridhvide, enkelte er grålige. Igen og igen vender hvalerne tilbage og gentager opvisningen.

Instinktet bryder idyllen

Brølet fra en motorcykel på fire brede dæk overdøver hvalerne. Som den første drøner fangeren Jeff Amarualak ned på stranden med sit gevær over skulderen. Instinktet bryder idyllen. For ham er en stor flok hvidhvaler ikke romantik. Det er mad på bordet til hele byen.

Jagten er i gang. Rygtet om hvaler i farvandet breder sig lynhurtigt i den lille by. Nøjagtigt som i alle andre inuitbyer ved polarcirklen griber fangerne til harpuner og rifler, og normallivet stilles på standby.

Flere joller med påhængsmotorer sættes i vandet og glider hurtigt frem mod flokken. Jeff hæver sin harpun og kaster den tre gange, indtil den sidder fast i en af hvalerne. Det er en unge i Flipper-størrelse. Den har endnu ikke fået tænder, men inuitterne anser dens kød for at være særligt lækkert - den er som en sødmælkskalv på vores breddegrader. Dernæst sender han en riffelkugle mod hovedet.

Fortidens lovløshed er trods alt afløst af en vis fornuft. Tidligere havde fangerne lov til at skyde hvalerne, før de blev harpuneret. Med det resultat, at mange gik til bunds. I dag hives alle fangster på land.

Hvalerne flygter ikke

Efter den første fangst knalder skuddene i den modsatte ende af vigen. For selv om det første drab har farvet vandet rødt, forsøger hvalerne ikke at flygte. De fortsætter deres paradesvømning frem og tilbage.

Da Jeff hiver den første hval op for at partere den, dukker to voksne hvaler op helt inde ved strandkanten, som om de leder efter nogen.

Det er ikke første gang, hvalungen stifter bekendtskab med de barske vilkår i naturen. Lange ar på siden vidner om, at den tidligere har været i kløerne på en isbjørn. Dengang slap hvalen fri. I dag gik det ikke. Alligevel ligger den døde, hvide hvalunge med et smil om munden.

Længere nede ad stranden hives en større hvidhval op. Men dagens hvaljagt ender ikke i en massakre. Beboerne i Resolute har fået deres. Nogle få hvaler giver rigeligt kød til hele byen.

 

Små smagsprøver af huden skæres hurtigt ud. Mattak er en særlig delikatesse. Også hvalens hjerne bliver prøvesmagt.

Kødet går til den fælles husholdning. Flere af byens beboere kommer ned med poser og får deres ration. Noget bliver lagt op i byens frysehus. Hovedet og halen får lov at blive liggende tilbage på stranden.

Isklump på skrump
Verdens næststørste isklump er kommet på skrump.

Sidste år forsvandt omkring 240 kubikkilometer is fra indlandsisen i Grønland. Det svarer til astronomiske 240.000 milliarder liter vand, eller 580 gange Danmarks samlede vandforbrug et helt år. Og forskerne er ikke i tvivl om, at afsmeltningen vil blive endnu større de kommende år, fordi temperaturen på kloden stiger - især i de arktiske egne. Til gengæld indeholder isen i Grønland næsten tre milliarder kubikkilometer is og vil derfor næppe forsvinde de første mange hundrede år, uanset hvor meget varmere det bliver på kloden.

Når man står ved Ilulissat og skuer ud over den næsten uendelige iskappe, der fortsætter kilometer efter kilometer, eller befinder sig i en helikopter over isfjorden lidt uden for byen, er det svært at forestille sig, hvilke enorme mængder is der her er i bevægelse.

Isbjerge uden for ruden

Det hjælper lidt, når man tidligt om morgenen opdager, at et isbjerg med plads nok til at huse en mindre dansk landsby i løbet af natten har lagt sig til rette på fjorden lige uden for ens vindue.

Isen flytter sig konstant - især ved Ilulissat, hvor man i dag finder den mest aktive gletsjer på den nordlige halvkugle. Gletsjeren er derfor nærmest blevet symbol på den globale opvarmning og suger som et andet fluepapir politikere, klimaforskere, kendte og andre klimaturister fra hele verden til sig, fordi man her nærmest med det blotte øje kan se isen forsvinde og ved selvsyn opleve effekten af den globale opvarmning.

Da vi besøger Ilulissat, er Folketingets præsidium på besøg, ligesom vi møder skatteminister Kristian Jensen (V) i lufthavnen. Klimaminister Connie Hedegaard (K) har sammen med chefen for FN's Klimapanel, IPCC, inderen Rajendra Pachauri, og den amerikanske kommentator Thomas Friedmann fra New York Times netop været her, ligesom de lokale stadig husker besøget af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), kansler Angela Merkel og USA's præsidentkandidat John McCain.

Gletsjeren ved isfjorden sender hvert år 46 kubikkilometer is ud i havet, frosset vand, der ville kunne forsyne et land som USA med frisk drikkevand i to år, så klimaforkæmper og Nobelprismodtager Al Gore har naturligvis også været her.

Nogle hundrede kilometer længere mod syd i Kangerlussuaq møder vi Jørgen Peder Steffensen, iskerneforsker fra Københavns Universitet, der er på jagt efter de mange hemmeligheder, der ligger begravet dybt nede i isen. Han har siden begyndelsen af maj haft base her i Grønland - først inde midt på isen, hvor et forskerhold under dansk ledelse i 20-30 graders frost er i gang med at bore en iskerne ud, der kan føre forskerne flere hundrede tusind år tilbage i tiden - senere som koordinator for sommerens i alt 23 flyvninger med forsyninger og folk ind til og fra isen.

Afsmeltning går for stærkt

Jørgen Peder Steffensen, der efter godt tre måneder på Grønland med sit fuldskæg og sit store hår godt kan minde lidt om en vildmand, har bl.a. haft diskussioner med Connie Hedegaard og med klimachef Pachauri om klimaforandringer og indlandsis.

»Lige nu står gletsjerne så langt fremme, som de har gjort i 1.000 år. I Vikingetiden lå de 20-30 kilometer længere tilbage end i dag. De nåede formentlig deres maksimum i 1997. Men nu begynder jeg til gengæld at se forandringer,« lyder det fra Jørgen Peder Steffensen, da vi besøger ham.

»Gletsjerne kan dog kun gøre én af to ting: De kan gå frem, eller de kan gå tilbage. Og vi ville også være bekymrede, hvis de gik frem. Problemet lige nu er, at afsmeltningen af isen ser ud til at gå for stærkt.«

Hvis forudsigelserne om, hvor meget temperaturen på kloden vil stige, holder stik, er Jørgen Peder Steffensen ikke i tvivl om, at det vil få en voldsom betydning for isen på Grønland.

»Så vil isen måske skrumpe 20-30 pct. Det vil medføre en stigning i verdenshavene på 1,5-2 meter. Men det vil tage lang tid. Sidste gang, vi havde istid på den nordlige halvkugle, tog det 3.000 år for isen at smelte væk. Der vil måske forsvinde 20-30 pct. af isen i Grønland i løbet af 1.000 år. Det kan ikke gå ret meget hurtigere, fordi der er så meget is,« vurderer den danske iskerneforsker.
Sebastian Mernild fra University of Alaska i Fairbanks er en anden dansk klimaforsker, der har interesseret sig indgående for udviklingen i Grønland. Han har forsøgt at beregne, hvordan det vil gå med isen i Grønland, efterhånden som vi mennesker sender flere og flere drivhusgasser op i atmosfæren.

Hvis vi øger mængden af drivhusgasser med 15 pct., vil effekten på isen være mærkbar, men ikke fatal. Så vil blot et par pct. af isen smelte bort i løbet af de næste 330 år. Øger vi derimod mængden af drivhusgasser med 150 pct., vil knap 20 pct. formentlig være smeltet i 2340, mens 25 pct. af det areal, der i dag er dækket af is, vil være isfrit, vurderer Sebastian Mernild.

Jørgen Peder Steffensen, der har arbejdet med isen i Grønland og med klimaforandringer det meste af sit liv, tror dog ikke, at klimaforandringerne er den største trussel mod klodens fremtid.

»Jeg tror stadig, at risikoen for en krig er større end risikoen for klimaforandringer.«

Iskrigere i ørkenkrig

Både Owen Nawpakahak og hans kone Melba havde besluttet sig for at stemme for demokraten Barack Obama ved det amerikanske præsidentvalg.

Fordi Obama er »frygtløs, klog og en god taler«, men også fordi det kunne være rart at få en ikke-hvid præsident.

Begge tilhører den oprindelige befolkning af inuitter i Barrow på toppen af Alaska. Og som Irak-veteran, der er lykkelig over at være vendt hel hjem, støtter Owen sin kones synspunkt om, at USA hellere skulle løse sine egne problemer end sende nationens sønner ud for at løse andres.

Men så valgte John McCain Alaskas guvernør Sarah Palin til sin vicepræsidentkandidat, hvilket betød et "dramatisk skift" i parrets opfattelse af den politiske situation i USA.

»For mig er det afgørende, at Sarah Palin faktisk kom ud til Kuwait og besøgte os, da vi blev sendt til Irak-krigen. Der var 600 af os alene fra Alaska, og hun kom for at støtte os,« fortæller 39-årige Owen, hvis sans for boligindretning strækker sig til en stor fladskærm og gaffatape til at reparere hullerne i linoleumsgulvet.

Et ekstremt skift

I det sydlige Irak opererede han et maskingevær på toppen af en af de mandskabsvogne, der skulle bane vejen for de andre tropper.

I alt syv af soldaterne var fra Barrows afdeling af The National Guard. Og for unge mænd nord for Polarcirklen, der er vant til at tage på hvaljagt eller hvalrosjagt på isen, var skiftet til Irak ekstremt.

»Det eneste, der var ens her og i Irak, var manglen på træer. Alt andet, varmen og støvet var ulideligt, og jeg drak tonsvis af vand. Man kunne ikke stole på nogen af de lokale, heller ikke dem, der arbejdede i vores lejr,« husker Owen, der mener, at det er forkert at sende folk fra den ekstreme kulde i Arktis til den ekstreme varme i Iraks ørken.

Det gjorde heller ikke jobbet lettere, at Owen var vant til at gå på jagt hjemme i Alaska.

»En jæger skyder et dyr for at spise det. Dyret, man har på kornet, er middagsmad. I Irak var det noget helt andet. Man tænkte hele tiden over, at de andre også var mennesker med et liv ligesom os.«

For Melba var det et chok, at hendes mand som medlem af en enhed, der minder om hjemmeværnet, pludselig blev kaldt til fronten. Officielt som frivillig, men reelt fordi han blev bedt om det og som en god soldat ikke nægtede.

Men selv om Melba konstant var bekymret og talte med de andre koner om sine følelser, blev krigen i Irak aldrig det helt store diskussionsemne i byen.

Heller ikke Palins udtalelser om, at man ikke kan udelukke en krig mod Rusland, har vakt den store debat i det lille samfund med kun 3.500 indbyggere. Owen Nawpakahak, der er født på øen Saint Lawrence kun 38 miles (godt 60 km) fra Sibirien, er dog tydeligvis ikke stolt over udmeldingen.

»Jeg har ingen kommentarer til den, men en krig mod Rusland vil nok ikke ligefrem blive barnemad, og jeg ville nok forlade militæret,« griner han for et øjeblik senere igen at tale som den professionelle soldat: »I princippet tager jeg derhen, hvor regeringen sender mig.«

Selv om Rusland blot ligger nogle få hundrede kilometer fra Barrow, er der ingen russere i byen. Alligevel er både russerne og de mange asiatiske forretningsfolk fra lande, der tidligere var USA's dødsfjender, et emne.

»Jeg er sikker på, at russerne ligger lige derude med deres ubåde,« lyder det fra Melba, mens hun peger ud mod Det Arktiske Ocean og demonstrerer en tydelig skepsis over for den store nabo i vest.

Stærk patriotisme

Owens patriotisme deles af hans delingsleder i Irak, Scott Wesierski. Iført fuld camouflageuniform braser den 41-årige sergent ud af sit lille træhus midt i Barrow med en beslutsomhed, som var han allerede på vej til den næste krig.

Scott Wesierski, der er tidligere marinesoldat, var med i den første Golfkrig i 1991. Han stod klar til at rykke ind i Mogadishu, da USA tog del i krigen i Somalia, men kom aldrig i kamp. Til gengæld blev han i 2006 sendt tilbage til Irak til et års tjeneste som delingsleder i den amerikanske hærs nationalgardes første infanteribataljon nummer 297.

I dag er Scott og de seks andre soldater fra Barrow, der drog ud for at forsvare de amerikanske farver, medlemmer af den lokale veteranforening, VFW - Veterans of Foreign Wars.

Foreningen har en snes medlemmer, og flere vil følge. Det er en gammel amerikansk tradition at sætte en blå stjerne i vinduet, når familien har sendt en søn eller datter i krig, og stjerner rundt i byen fortæller, at der også i dag er unge fra Barrow i enten Irak eller Afghanistan.

For selv om Alaska geografisk er placeret uden for de 48 nedre stater (alle minus Hawaii), har USA's største stat lige siden Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig haft en særlig militær rolle.

Under Anden Verdenskrig blev Alaskas territorialgarde oprettet af frivillige fra den oprindelige befolkning af inuitter og indianere med den specifikke opgave at fjerne de japanere, der var gået i land på Aleutian-vulkanøerne sydvest for Alaska og dermed havde invaderet USA.

Siden fulgte Den Kolde Krig, hvor Alaska som nabo til Rusland havde en vigtig strategisk rolle.

»I Irak blev vi syv her fra Barrow så vidt muligt sammen. Kun under farlige operationer blev vi delt op, så landsbyen ikke skulle risikere store tab,« fortæller Scott.

Hvert spørgsmål om USA's udenrigspolitiske rolle følges af en lang tænkepause. Scott mener, at USA har involveret sig i krige, som ikke er deres, og han frygter, at krigen i Irak er ved at udvikle sig til en ny Vietnam-krig.

Alligevel vil han uden tøven igen drage i krig, hvis en amerikansk præsident giver ham ordre til det, også selv om han er modstander af krig.

Dybest set mener han, at USA skal stille sig i spidsen for en ny verdensorden - New World Order - hvor gamle fjender står sammen om at holde fred.

»Og da USA har pengene og indflydelsen, er det vel naturligt, at en ny verdensorden ledes af os,« siger Scott, der igen understreger, at det er hans personlige holdning.

Mange i USA's nordligste by vil dog hellere have større social tryghed, bedre skoler og bedre sundhedsvæsen end nye krige. Det gælder også Owen Nawpakahak, der stadig er på kontrakt hos The National Guard.

»USA kan ikke engang klare sine egne problemer. Det har vi set i New Orleans og senest i Texas, hvor orkanerne har gjort tusinder hjemløse. Derfor bør en ny præsident først og fremmest tage sig af problemerne i USA.«

Selv om mange amerikanere formentlig deler den opfattelse, har Sarah Palin også sat turbo på den militære diskussion. Hendes ældste søn, Track, er på vej til at gøre tjeneste i Irak i en krig, som ifølge vicepræsidentkandidaten er bestemt af Gud.

Kampen om Nordpolen

Han syner ikke af meget i sin røde uniform med en riffel over skulderen. Men sergent Clyde Kalluk er Canadas yderste militære forpost i kampen om Nordpolen, hvor Danmark er en af modstanderne.

Den hårdføre inuitsoldat i den lille by Resolute i provinsen Nunavut lige syd for Nordpolen er sammen med de øvrige 4.500 inuitter i Canadian Rangers blevet en vigtig del af et storpolitisk spil, der går ud på at hævde Canadas suverænitet i Arktis.

Canada kan øge sit territorium med et areal mange gange Danmarks størrelse og samtidig sikre sig retten til en stor del af farvandet omkring Nordpolen og olie- og minerettigheder.

Planter flag og fotograferer det

Men spillet er langtfra afgjort, og det er ikke storpolitik, der fylder Clyde Kalluks tanker, når han patruljerer i den stenede og barske natur omkring Resolute. Men han er alligevel fuldt ud klar over sin opgave. At hævde Canadas suverænitet.

»Jeg ved ikke, hvem der ejer Nordpolen. Den ligger jo midt i det hele. Men vores opgave er at plante vores flag på canadisk land ud fra de koordinater, som vi får fra hovedkvarteret. Derefter fotograferer vi stedet og sender billederne retur,« fortæller Clyde Kalluk.

En af hans vigtigste opgaver som soldat på deltid er også at lære almindelige canadiske soldater, hvordan man opererer og overlever i ekstreme kuldegrader. Hvordan man får næring nok ved at fange og spise en rå fisk eller finde spiselige mos-rødder. Hvordan man bygger en iglo for at overleve en snestorm. Eller bygger en hundeslæde til transport.

Den viden bliver ekstra relevant, når det canadiske militær om kort tid begynder opførelsen af et træningscenter i Resolute. Træningscentret er blot et blandt flere militære anlæg i de nordligste egne, som Canada investerer millioner af dollars i.

Pengene vil også blive brugt på at udvide antallet af rangere til omkring 6.000 - inuitter helt ned til 10-års alderen er i færd med at blive uddannet. Til en ny dybhavshavn i byen Nanisivik og 6-8 nye patruljeskibe i Arktis.

Brigadegeneral David Millar, øverstbefalende for Joint Task Force North, der tæller samtlige styrker i det nordlige Canada - et område større end Europa - lægger ikke skjul på formålet med aktiviteterne.

»Vi vil se en fænomenal klimatisk ændring, der har gigantiske perspektiver for Canada. Man siger, at op mod 1/3 af alle ukendte olie- og gasreserver findes i Arktis. Og når Nordvestpassagen åbner, bliver det ekstra attraktivt at åbne miner med guld, kobber og jern, som det bliver nemmere at sejle ud. Nu fokuserer vi på at hævde vores suverænitet og sikre vores interesser,« siger han.

Militære aktiviteter optrappes

Arktisk Canada har ellers i mange år været en "glemt" del af Canada. Først i 1971 etablerede Canada sin nuværende permanente militærbase i byen Yellowknife.

Nu optrappes aktiviteterne med storstilede miltærøvelser, hvor hæren samarbejder med Coast Guard, Royal Canadian Mounted Police, sundhedsmyndighederne og flere andre organisationer. Målet er ifølge brigadegeneral David Millar, der møder JP Arctic Explorer midt under årets store militærøvelse Nanook 08, at kunne svare på enhver konflikt eller ulykkessituation inden for 12 til 24 timer.

»Og det kan vi. Inden for det tidsrum kan jeg hente hjælp fra styrker over hele Canada,« siger han.

I Canada går der i øjeblikket går rygter om, at inuitter for blot få uger siden meldte om en ukendt ubåd i det arktiske område. Og landets forsvarsminister har netop meldt om øget russisk flyaktivitet. Men David Millar ser ikke umiddelbart nogen militær trussel i Arktis.

»Men vi må være parate til at tackle for eksempel den stigende risiko for olieudslip, eksplosionsulykker og evakueringer, som følge af den øgede aktivitet,« siger han.

Alle lande med kyststrækninger ud mod Nordpolen er enige om at lade FN's Havretskonvention afgøre spørgsmålet om, hvem der har ret til naturressourcerne. USA har ganske vist endnu ikke ratificeret aftalen, men det vil ske i næste præsidentperiode, erklærede landets viceudenrigsminister efter det såkaldte Ilulissat-topmøde tidligere på sommeren.

Videnskabsfolk i både Danmark, USA, Rusland, Norge og Canada arbejder i øjeblikket på at lave målinger af kontinentalsoklerne, som så skal danne baggrund for de enkelte landes krav. Rusland er forpligtet til at indlevere deres krav til FN i 2009. Canada i 2013 og Danmark i 2014.

Omkring 2020 vil sagen formentlig blive afgjort.

Kritik fra inuitter

Bortset fra retten til den arktiske ø Hans Ø ser general Millar ingen konflikt med Danmark.

»Som jeg ser det, arbejder vores to lande sammen. Der, hvor vores ønsker overlapper hinanden, må vi løse problemerne på en ikke aggressiv måde,« siger han.

Canadas øgede aktiviteter i Arktis med massive udvidelser af minedriften og sejlads i de arktiske farvande møder dog kritik fra inuitter. Nogle mener, at der skal tages større hensyn til områdets natur. Andre som for eksempel Jeffrey Maurice fra Tungavik Incorperated, der rådgiver Nunavuts regering i spørgsmålet om fiskerettigheder, mener, at flere penge skal investeres til gavn for inuitterne.

For eksempel fanger trawlere fisk for omkring en halv milliard kr. uden for Nunavuts kyster. Men kun omkring ti pct. kommer inuitterne til gode. De har i modsætning til grønlænderne hverken havneanlæg eller kuttere, oplyser han.

En anden af kritikkerne er advokaten Aaju Peter, der er flyttet fra Grønland til Nunavut, der på inuitternes sprog inuktitut betyder "vores land". Hun har taget en bachelorgrad i jura for at kunne hjælpe inuitterne med at sikre deres rettigheder:

»Canada baserer sin suverænitet udelukkende på baggrund af, at inuitterne er her. De har ingen anden grund. Vi er bekymrede for, hvordan militærets tilstedeværelse vil påvirke bestandene af dyr. Hvis vores jagt bliver ødelagt, hvad skal vi så leve af? De skal tale mere med os,« mener hun.

Mens selvstændighed er et af de store politiske samtaleemner i Grønland, sættes der blandt inuitter ikke spørgsmålstegn ved Canadas ret til at herske i nord. Det er ærgerligt, mener Aaju Peter.

»Man bør i højere grad diskutere selvstændighed, men det gør vi ikke heroppe som i Grønland. Vi siger ikke vores mening.«

Brigadegeneral Millar forstår kritikken.

»Der skal også bruges penge på udvikling, men vores militære tilstedeværelse er en form for isbryder, som skaber forståelse i den sydlige del af Canada for, at udvikling er nødvendig. Vi får at vide, hvad der er brug for heroppe, og sender den viden videre, så i kølvandet af hæren kommer udviklingen,« mener han.

Kan man dræbe en isbjørn?
Endelig.

Efter fem uger, fem dage og tre timer lykkes det endelig Arctic Explorer at få øje på en rigtig levende isbjørn. Pludselig dukker den op i tågen. Imponerende, flot, muskuløs og ualmindelig nuttet står den et par hundrede meter væk.

Vi springer ind i vores firehjulstrækker og drøner af sted for at komme så tæt som muligt på dette verdens farligste dyr.

Stemningen er intens. Adrenalinen banker i blodårerne. Endelig er vi helt tæt på et af de mest fantastiske dyr i verden. Vi kører en lille bue uden om dyret og er mindre end 50 meter fra bamsen. Så kommer der for alvor gang i kameraerne.

Glæden er dog ikke gensidig, og festen ender efter nogle minutter med, at det store dyr lunter ud i vandet og svømmer væk.

Havde vi været inuitter, inuvialuitter, eskimoer eller tilhørt andre af de oprindelige folk her i Arktis, havde vi formentlig straks fundet geværet frem og nedlagt dyret.

Det ville til gengæld uden tvivl have bragt vores europæiske blod endnu mere i kog. For vi bryder os absolut ikke om at se nyttede og bedårende dyr som isbjørnen, babysælen eller hvalen blive dræbt. Til gengæld sætter de fleste af os gerne kniven og gaflen i en oksebøf, en kotelet eller et stykke kylling.

Men hvorfor er det sådan?

Forklaringen findes i Hollywood Forklaringen skal findes i Hollywood og hos Disney-koncernen. Gennem årtier har én af verdens største film- og underholdningsproducenter bombarderet os med historier om Bambi, små søde bamse-bjørne, delfiner, spækhuggeren Willy og andre dyr, der er blevet tillagt menneskelige egenskaber og ført ind i børneværelserne som krammedyr.

Samtidig har organisationer som Greenpeace og Verdensnaturfonden, WWF, sammen med medierne gjort deres til at menneskeliggøre vilde dyr som pandaen, isbjørnen, sælen og hvalen.

For nogle uger siden stillede ugemagasinet Newsweek spørgsmålet, hvorvidt søpapegøjen er nuttet nok til at blive reddet, efter at dens livsbetingelser på havet er blevet dramatisk forringet?

»Dyrets stjernestatus kan være afgørende for den indsats, man er parat til at gøre for at bevare den. Søpapegøjen skal være ualmindelig sød for at klare prøven,« skrev Newsweek.

De seneste par år har den charmerende isbjørneunge Knut fra Berlins Zoo nærmest lagt Europa ned. Desværre med det resultat at isbjørnen er blevet fuldstændig forvirret og er endt med nærmere at opføre sig som en logrende hundehvalp end som en isbjørn.

Der er ingen tvivl om, at det ser forfærdeligt ud, når små hvide babysæler med store brune øjne bliver slået i hovedet med en hakapik, et isøkselignende redskab, så blodet flyder, og sneen omkring farves blodrød. Men mange biologer mener rent faktisk, at det er én af de mindst smertefulde måder at aflive en sæl på. Samtidig er grønlandssælen, som de små hvide babysæler tilhører, ikke en truet art.

Ikke desto mindre har kampagnerne imod jagten på babysælerne totalt ødelagt markedet for salg af sælskind i store dele af verden.

Isbjørnen er en lidt anden historie. Den er efter langt de fleste eksperters mening truet. Selv et land som USA har sat isbjørnen på listen over truede dyr. Dog med den hage, at Alaska med guvernør - og nu også vicepræsidentkandidat - Sarah Palin har anlagt sag mod de føderale myndigheder i USA for at sætte isbjørnen på listen, fordi det vil ødelægge mulighederne for at bore efter olie i det arktiske område.

Eksperterne er dog også enige om, at det ikke er inuitternes jagt på isbjørnen, der truer den. Truslen kommer næsten udelukkende fra det faktum, at det er blevet varmere på kloden, og at havisen i Arktis, som isbjørnen bruger til at jage sæler, derfor har trukket sig voldsomt tilbage.

De få hundrede isbjørne, som inuitterne hvert år nedlægger, betyder derfor i praksis næppe ret meget for den samlede bestand på et sted mellem 21.000 og 28.000 isbjørne.

Indianerne vandt, inuitterne tabte Når det handler om hvaler, er sagen endnu mere kompliceret. Mange hvaler er uden tvivl truet af udryddelse. Men ikke alle. Internationalt er vågehvalen f.eks. hverken anset for at være sårbar eller truet. Ikke desto mindre er kommerciel hvalfangst fortsat fuldstændig bandlyst.

Lande som Norge og Japan fastholder dog en lille forskningsmæssig fangst af nogle hundrede hvaler. Men hver gang et skib sejler ud for at jage hvaler, sker det under voldsom kritik. Forskning eller ej.

I 1970'erne gik en bølge af kærlighed til dyrene og de oprindelige folk henover verden. Man havde især ondt af hvalerne, der blev fanget af grådige, kommercielle hvalfangere, som efterhånden næsten havde udryddet bestanden af havets giganter som blåhvalen og finhvalen.

Samtidig kom en bølge af forståelse for de oprindelige folk. Det gav stor goodwill til bl.a. de amerikanske indianere, men ikke til inuitterne, for hvem jagt på hvaler gennem århundreder har været en indgroet del af kulturen. Resultatet blev, at hvalerne og indianerne vandt, mens inuitterne tabte.

Igen har Sarah Palin protesteret. Denne gang imod at frede hvidhvalen. Formentlig for at hjælpe de mange inuitter i Arktis, for hvem fangst af hvidhvalen er vigtig både for kulturen og for økonomien.

Når man i den vestlige verden diskuterer, hvilke dyr det er i orden at dræbe, handler det i høj grad om, hvorvidt dyret er nuttet eller ej. Hvis man i stedet så på, hvor klog dyret var, ville billedet været ganske anderledes.

En hval er uden tvivl et fantastisk, flot og spændende dyr. Men den er ikke særlig intelligent. En hval på 50 tons har således en hjerne, der blot vejer tre kilo. Til gengæld har en 80 kilo tung gris en hjerne på 180 gram. Grisen har med andre ord en hjerne, der er 37,5 gange større end hvalen, set i forhold til størrelsen på de to dyr.

Burde man så holde op med at slå grise ihjel på de danske svineslagterier?

Er man optaget af dyrevelfærd, kan man også undre sig over, hvordan vi i vores verden ser gennem fingre med, at franske gæs blive tvangsfodret, så man på de fine restauranter kan servere foie gras. En tvangsfodring, som ifølge dyreeksperter er både ubehagelig og smertefuld for gæssene.

Men hvornår har der sidst været underskriftindsamling mod tvangsfodring af gæs? Næppe så tit, som der er protester mod sældrab eller jagt på hvaler.

Netop i Arktis, hvor Arctic Explorer rejser rundt, myldrer det med nuttede dyr. Explorerholdet har de seneste dage - med stor begejstring - spottet en række af de mest nuttede Disney-dyr:

Isbjørn, sneugle, hval, polarræv, snehare, babysæl og masser af andre arktiske vidundere.

Klap lige bjørnen

Det siges at være næsten umuligt ikke at se en grizzly-bjørn, når man kører på Dempster Highway fra Inuvik ved Det arktiske ocean og ned over Polarcirklen i det nordligste Canada.  

Men Arctic Explorer har netop det umulige som sit varemærke.

Så efter knap 800 kilometer på den legendariske, grusbelagte landevej har vi naturligvis ikke set skyggen af en bjørn. Selv om alle omkring os nærmest vader i dem. 

Tre kvindelige forskere, som vi træffer flere gange undervejs, fanger en stor grizzly i kameraet ved en bunke indvolde fra et dødt rensdyr, der er smidt i vejkanten. Det sker kun en time efter, at vi har passeret denne lækkerbisken, som bjørne kan lugte på lang afstand. 

En flok rensdyrjægere, som vi møder på en sneklædt bjergskrænt med to døde rensdyr, fortæller senere, at de får besøg af en bjørn kun ti minutter efter, at vi har sagt farvel. Andre hævder, at de har set ikke færre end 13 bjørne på Dempster Highway. 

Bjørne eller ej, så er Dempster Highway en unik naturoplevelse. Her er man så tæt på naturen, at det næsten gør ondt. Ifølge Lonely Planets rejsebog over Arktis findes en køretur ikke meget bedre:  

»En af verdens mest imponerende køreture,« lyder det i guidebogen, der vel at mærke er ærkeamerikansk og udgivet i bilens eget hjemland.  

Dempster er den ene af blot to hovedveje i Nordamerika, der passerer Polarcirklen. Den anden løber fra Fairbanks op til Prudhoe Bay i Alaska, hvor den undervejs følges med Trans-Alaskan Pipeline. 

Udover brune grizzly-bjørne myldrer det langs med Dempster Highway med rensdyr, elge, moskusokser, falke, ørne og ulve, ligesom det er muligt at se bævere, hvis man altså er heldig. 

Det er vi efter godt hundrede kilometer. I en sø ved vejsiden ligger en bæver og plasker lystigt. Mens solen langsomt kravler op over horisonten og efterlader det smukkeste spejlbillede, svømmer bæveren elegant rundt i vandet og basker med jævne mellemrum med halen for at markere sin position.  

Turen går over Rabbit Creek og Lynx Creek, forbi Moose Lake og den lille indianerby Tsiigehtchic, der tidligere sammen med Fort McPherson var en vigtig handelsstation for pelsjægere.

Gæstfrihed en mærkevare
Men der er langt både mellem byer og mennesker på Dempster Highway, og måske derfor er gæstfrihed en særlig mærkevare her. Det oplever vi, da vi drejer ind til Midway Lake og en by af små skure af krydsfiner, de fleste uden tag.  

Fra et af skurene kommer grå røgsignaler. Her er Hazel Nerysoo på weekend sammen med sin datter Jayme og sin svigerinde Louisa Kay. Hazels mand er på jagt. De tilhører indianerstammen Gwich'in og byder på dampende varm te. Ved siden af brændeovnen ligger flere afskårne dele fra rensdyr samt nogle døde fugle, heriblandt flere tundra-svaner, en delikatesse på egnen.  

»Husene er opført på grund af Midway Lake-musikfestivalen, der hvert år afholdes den første weekend i august. Da kommer folk fra hele området, ja fra hele verden, for at høre spillemandsmusik på violin. Eneste problem er, at det næsten altid regner,« fortæller Hazel. 

Vi lærer at sige tak og farvel på gwich'in og kører videre ad hovedvejen, der har fået sit navn fra William Dempster. En ung politimand i The Royal Canadian Mounted Police (RCMP), der kørte med hundeslæde på ruten mellem Dawson City i Yukon og Fort McPherson i North West Territories. 

Derfor blev det ham, der kom til at lægge navn til vejen, da den canadiske regering i 1958 besluttede at bygge den 736 kilometer lange Dempster Highway.

 

Firehjulstrækker med overlevelsesudstyr 
I modsætning til dengang foregår turen i dag med bil. Og man kan sagtens køre både 100 og 120 km/t, selv om det er en grusvej. Man skal bare huske at sænke farten og holde ind til siden, når en anden bil blæser forbi. Ofte kan man ikke se noget som helst i regnen af grus, sten, støv og mudder. 

Desuden er det vigtigt at leje en stabil firehjulstrukket bil. Lige før Yukon passeres flere pas i de såkaldte Richardson Mountains, og her er der rigeligt af både sne, is og mudder til at bringe en almindelig personbil i problemer. 

Det er samtidig et must, at man har store mængder overlevelsesudstyr med i bilen. Ryger bilen i et hul i vejen og smadrer en aksel, kan der være rigtig langt til den nærmeste servicestation, ligesom der ofte er mindst et par hundrede kilometer til den nærmeste benzintank. Derfor kører mange rundt med tæpper, telt, vand- og madrationer samt ekstra reservehjul og en ekstra benzindunk monteret på taget af bilen.  

De fleste står på Dempster Highway i Dawson dybt inde i Yukon og sætter kursen nordpå. Det er nok også det mest naturlige, med mindre man er på en arktisk ekspedition på tværs af Canada. 

Undervejs krydser vejen flere gange Mackenzie-floden, hvilket sker med færge. Og som den formentlig eneste ting heroppe højt mod nord er færgen fuldstændig og aldeles gratis. Der er dog ingen servering om bord. 

Om vinteren behøver man til gengæld ingen færge, for da er floden belagt med cirka to meter is, og så går vejen blot henover isen.

De berømte iceroads er et begreb i hele det arktiske område. Når vinteren kommer, bliver næsten alle floder og vandløb pludselig til potentielle bilveje. Således er Dempster Highway om vinteren forlænget med 200 kilometer op til Tuktoyaktuk helt ude ved Det arktiske ocean.

Klokkerne ringer for sila

Harry Etegik er en energisk guitarist og sanger, og det har medlemmerne af menigheden i Glad Tidings Church i Cambridge Bay stor glæde af hver søndag.

Som præst i pinsemissionen leverer Harry et over 40 minutter langt potpourri over de populæreste kirkeslagere. Tårerne løber ned ad kinderne på de ca. 15 troende, der er mødt op i den enkle sal med julepynt i loftet denne søndag morgen.

De klapper, synger, giver hinanden hånd, mens forsangerinden giver prøver på kunsten at tale i tunger og synge på samme tid.

Sorte Agnes fra Nigeria, der for syv år siden havnede her i polarkulden på grund af et job i kommunens økonomiske afdeling, danser og skråler med på sangene, mens et andet af menighedens medlemmer uopfordret tager plads bag trommesættet og hamrer løs på stortrommen.

»Jeg fandt Jesus, da jeg var 17 år,« fortæller Harry og afviser teorien om, at inuitternes gamle ånder og religiøse opfattelse stadig spiller en rolle.

Den slags er han slet ikke gearet til at diskutere. Da vi f.eks. spørger, om det ikke er unaturligt for et oprindeligt folk, der lever af havets dyr, at anbringe helvede dernede, hvor maden fanges og paradis oppe i himlen, hvor alt ondt som sne og storm kommer fra?

»Jo, der er mange folk, der spiser sæl her,« svarer den 42-årige præst og flytter den intellektuelle debat en etage op med et: »Der er kun Gud, Jesus og Helligånden«.

Fem kirker til 1.600 indbyggere

På den anden side af grusvejen i den anglikanske kirke er festen ikke kommet i gang. Og det gør den næppe heller, frygter hjælpepræsten David Kaniak, for kirken råder ikke over en guitarist af samme kaliber som Harry Etegik.

»Her om sommeren skal vi være glade, hvis der kommer fem, for alle er taget ud i naturen. Og det er svært at fylde mange kirker i en by med kun 1.600 indbyggere.«

At dømme efter antallet af kirker er inuitterne i Canada meget religiøse. Cambridge Bay har hele fem kirker, selv om kun de tre umiddelbart ser ud til at være aktive. Den anglikanske og den katolske, stiftet af de første missionærer, og pinsemissionen, der har stor succes med at skaffe proselytter i de arktiske småsamfund.

Det afgørende brud med den gamle åndebaserede religion kom i det nordligste Canada netop i de år, da Knud Rasmussen i begyndelsen af 1920'erne rejste igennem på hundeslæde, altså generationer senere end kristendommens udbredelse med Hans Egede i Grønland.

En af den danske polarforskers hovedinformanter, åndemaneren Aua, var meget åben om sin særlige viden om hjælpeånder, da Knud Rasmussen mødte ham for anden gang på isen i 1923. For efter de tos første møde i vinteren forinden havde Aua ladet sig konvertere til kristendommen og var derfor ikke mere bundet af sine løfter til ånderne.

Ifølge Rasmussens optegnelser hed den centrale kraft i inuitternes religion sila. Det var en mystisk kraft, som var i stand til at redde mennesker fra sygdom eller fra andres ondskab.

Åndemanerens rolle var at fungere som tolk mellem sila og menneskene, fordi sila på en gang var tæt på og uendeligt langt borte. Den udtrykte sig gennem storm, sne, regn og alle andre kræfter, som mennesket frygter. Eller som solskin, havblik eller uskyldigt legende børn.

Alt det blev tabu, da missionærerne rykkede ind. Inuitterne, hvis hele tilværelse havde været styret af ånder i tæt kontakt til naturen, fik nu kun lov til at dyrke en gud.

Tror på begge dele

»Kristendommen forsøgte at ødelægge den gamle kultur. Jeg tror både på kristendommen og på vores gamle tro. Der findes ikke kun én sandhed, selv om det i mange år var forbudt at tro på åndemanere og den slags. De ældre fortsatte med at tale om det, når de var alene,« siger 46-årige Julia Ogina fra Cambridge Bay.

Hun arbejder med at lære de unge om den gamle kultur, men tør ikke spå om, hvorvidt åndemanerne engang vil vende tilbage.

»Men jeg ved, at der er traditionelle ånder, og at det er vigtigt at forstå forholdet til omgivelserne og især dyrene. Kristendom er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg har været medlem af tre kirker, men føler mig bedst tilpas i den anglikanske, fordi den ikke præker så meget om, hvad der er rigtigt og forkert. Men jeg tror også på den gamle religion og tager det bedste fra begge steder.«

Også Amaiya Emingak er overbevist om, at de gamle ånder stadig er til stede. Hendes bedsteforældre mødte Knud Rasmussen og tilbragte lang tid med den danske ekspedition i området Pelly Bay i sommeren 1923.

Amaiyas bedstefar var åndemaner, og han blev ved med at praktisere sin kunnen indtil sin død. Men diskret på grund af missionærerne.

»Jeg blev døbt i en katolsk kirke, men tror mere på det, som mine forfædre troede på. Jeg opsøgte en clairvoyant, som fik øje på hele syv hjælpeånder bag mig. Hun kunne også se en ældre mand. Jeg tror, at det var min bedstefar, så jeg beder til ham. Og når jeg ser en ravn flyve forbi, siger jeg hej til min mor.«

I alle de små byer findes også inuitter, der er tiltrukket af bahai-religionen opfundet i Iran i 1844 med elementer af såvel shia-islam som buddhisme.

Flertallet møder dog stadig op i den anglikanske kirke, hvor forestillingen under fotografiet af Canadas statsoverhoved, Dronning Elisabeth, er langt mere lystig end gudstjenester generelt i Europa.

Som i den fyldte trækirke i Gjoa Haven, hvor præsten Ikey N i en flere timer lang gudstjeneste søndag aften fejrer barnedåb. Akkompagneret af to guitarer og et hammondorgel er menigheden næsten permanent på benene for taktfast at klappe og vugge til sangene.

Og da to fremmede exploratører træder ind i kirken, klappes der ekstra højt, og præsten afbryder sin talestrøm og byder hjerteligt velkommen til "de hvide gæster", der denne aften beærer kirken med et besøg. Så starter orglets rytmeboks igen, og festen kører videre.

Knud Rasmussens Alaska-eskimoer

Ved første blik ligner Barrow, USA's og Alaskas nordligste by, en svinesti eller i bedste fald en skrothandel. Alt er enten dødt eller gået i stykker.

Side om side med det amerikanske Stars and Stripes hænger døde edderfugle og rensdyrkød til tørre foran de ramponerede træhuse.

Kasserede biler og sodavandsmaskiner er smidt hulter til bulter sammen med møbler, defekte snescootere og knoglerester fra hvaler.

På byens lige grusveje laver de unge hjulspin i pickup-trucks med monsterbrede dæk, eller de kører med dødsforagt og uden styrthjelm om kap på firehjulede motorcykler.

En by efter hvalfangst

Sandheden om USA's nordligste by er dog mere nuanceret. Under den ramponerede facade er Barrow en nogenlunde velfungerende by, hvor hjerterne mest banker for én ting: hvalfangst.

Knud Rasmussen og hans 5. Thuleekspedition ankom til Point Barrow den 23. maj 1924, og danskeren var begejstret for at komme til den første by på rejsen, siden han i 1921 forlod Godthåb (Nuuk). Det var en velordnet by med store butikker, varehuse, en skole, et hospital og en kirke.

Danskeren skrev med entusiasme om sit møde med "Point Barrows konge" den hvide Charles Brower, der var gift med en lokal kvinde og havde boet mellem eskimoerne i 40 år.

Brower er stadig en dominerende familie og har givet navn til Browers Café indrettet i den gamle hvalfangerstation, hvor Knud Rasmussen blev indlogeret, ligesom her har anlagt en hel bydel med Browers navn.

I Browerville banker vi på hos Arnold Brower, søn af Charles Brower. For selv om Arnold kun var to år i 1924, har han måske hørt historier om Knud Rasmussen.

Desværre for os er den nu 86-årige helt fra Anden Verdenskrig ikke hjemme, for en rigtig Brower er aktiv til det sidste. Seks måneder om året opholder Arnold sig alene ude i naturen i en fiskehytte otte timers sejlads fra Barrow, fortæller hans datter, Vera, der med egnens karakteristiske gæstfrihed viser huset frem.

Væggene i Arnolds hus er plastret til med fotos. Navnlig af de 17 børn og 86 børnebørn. Men også af hvalfangsten, familiens og byens vigtigste erhverv og interesse. Når en grønlandshval er harpuneret og hevet i land, deles kødet med hele byen, og alle byens indbyggere inviteres til fest. To gange om året kommer 2.000 mennesker således til hvalgilde i det lille hus.

Igennem historien har Barrows oprindelige befolkning stået meget igennem. Først var Alaska russisk, og handelsmænd satte deres præg på samfundet ved at introducere smitsomme sygdomme og ved at lade floder af vodka flyde ind over landet.

Whisky og skolevæsen

Da Alaska i 1867 blev købt af USA, og først pelshandlere og senere såkaldte yankee-hvalfangere gjorde deres indtog, var den eneste mærkbare ændring for inuitterne, at vodkaen blev udskiftet med whisky.

Måske på den baggrund var Knud Rasmussen imponeret over, hvad det amerikanske skolevæsen fik udrettet, da det fra slutningen af 1800-tallet rykkede ind med skoler og engelsk som hovedsprog. Alle midler blev sat ind for at gøre eskimoerne til amerikanere.

»Efter 35 års forløb ser man, at et døende, ødelagt og mishandlet folk er blevet forvandlet til flittige, ærgerrige og uafhængige mennesker, beundringsværdige i deres iver efter at leve efter forskrifter, som dikteres af deres lærere,« skrev Knud Rasmussen og citerede en vis Mr. Lopp fra skolevæsenet for følgende analyse:

»Vi anser det ikke for en lykke at holde noget folk i verden kunstigt tilbage. I det land, hvor civilisationen engang er trængt ind, findes ikke mere noget naturstadium.«

For inupiat-eskimoerne i Barrow har det ikke altid været let at få øje på lykken. 47-årige Vera Brower husker stadig, hvor ondt mødet med den vestlige civilisation gjorde. Når hun i skoleårene talte sit eget sprog, inupiaq, fik hun som straf slag over fingrene enten med en pisk eller med pegepinden.

Først da hun nåede op i gymnasiet i slutningen af 1970'erne, fik resten af verden øjnene op for den urimelige behandling, og de oprindelige sprog fik en renæssance.

Historien har lært de lokale i Barrow at tage hånd om deres egen skæbne. Nok findes der stadig arbejdsløshed, men voldsomme problemer med alkoholmisbrug er blevet løst ved at tørlægge byen, så man i dag skal have særlig tilladelse til at importere alkohol. Det er ikke muligt at købe vin eller øl til maden på Barrows adskillige restauranter, der serverer alt fra sushi til mexicanske tortillas.

En etnisk smeltedigel

Ligesom byens fire taxier er de alle drevet af tilflyttere fra lande i Asien. For Alaska og Barrow er stadig en etnisk smeltedigel med en mystisk tiltrækningskraft på alle kulturer. Cirka 70 pct. af indbyggerne er inupiat-eskimoer.

»Vi er meget gode til at tilpasse os. Vi tager, hvad de giver os udefra, og indarbejder det i vores kultur. Vi er eskimoer i det 21. århundrede, og vi bruger både GPS og trommedans,« fortæller Sam Lewitt, der også har yankee-hvalfangerblod i årerne, og viser os verdens nordligste totempæl samt verdens nordligste skov med palmer lavet af drivtømmer og hvalbarder.

Hvalfangst er afgørende for byens puls, og den er også med til at bevare den gamle kultur, fordi hvalfangsten hvert år fejres med musik og dans. I de seneste år er interessen for trommedans og gamle sange vokset, så der nu er fire trommedansgrupper i Barrow.

»Vi lærer sproget igen igennem de gamle sange, og vi giver en del af vores identitet videre til vores børn,« fortæller 26-årige Joseph Riley Sikuayugak, der ca. hver anden aften mødes med en snes venner for at træne trommedanse.

Med deres »ajaja« minder sangene om de inuitsange, som også Knud Rasmussen hørte, men lyden er klart påvirket af de takudh-indianere, der skiftevis har været dødsfjender og har blandet blod med inuitterne.

Trommedanserne er klar til igen at spille op, når hvalfangsten går i gang her i oktober. Men det er ikke som i gamle dage forfædrenes ånder eller havets kræfter, der kaldes til hjælp.

En af de mænd, der taktfast slår på trommerne lavet af membranen fra en hvallever, indleder aftenen med en kort bøn og beder Jesus og Gud om at holde hånden over danserne, fællesskabet og alle Barrows hvalfangere.

Den traditionelle religion har i årtier ikke haft en chance i Barrow. Da Knud Rasmussen kom forbi, var her én kirke. Alene i det sidste årti er der kommet otte nye, så der er lidt for enhver smag.

Kronprins af Qaanaaq

Da kronprins Frederik i sommeren 1999 for første gang ankom til Qaanaaq i Nordgrønland, var der lyst døgnet rundt. Anden gang var der mørkt. Begge gange var det som at lande i en lomme, der geografisk og kulturelt var isoleret fra resten af verden, og som satte den vestlige levevis i perspektiv, fortæller kronprinsen.

»Jeg har lært at påskønne den oprindelighed, grønlænderne besidder; den ro, den balance, den glæde, som det at leve i og med og af naturen giver oprindelige mennesker. Hvor man netop erkender, at naturen er så stor en faktor i hverdagen i modsætning til Danmark, hvor naturen ikke er farlig. Naturen i Grønland er så ekstrem og så voldsom, at man ikke kan sidde den overhørig.«

Det er en natur, der ifølge forskere er under forandring. Men trods sin store berøringsflade med Nordgrønlands følsomme naturområder mener kronprinsen, at man bør skelne mellem, hvad man kunne kalde videnskabelig debat og det, man kan konstatere ved selvsyn.

»Der er ingen tvivl om at klimaændringer vil få betydning også for grønlænderne, og der er da også kun grund til at tage forskerne alvorligt, når de bekymrer sig om indlandsisen og de forandringer, der registreres i disse år. Jeg har jo set forandringerne, og at gletsjerne bliver mindre, kan der ikke løbes fra. For fangerne betyder det, at der på visse tider af året nu er steder, hvor de ikke længere kan komme. Isen er ganske enkelt væk der, hvor de normalt kører,« fortæller kronprinsen.

Udfordres af vestlig levevis
Men foreløbig har klimaet haft mindre indvirkning på grønlænderne og den oprindelige fangerkultur end indtoget af moderne, vestlig levevis, vurderer kronprins Frederik.

»Som jeg har oplevet Qaanaaq-området er det endnu ikke så meget naturen, der sætter en stopper for folks oprindelige liv. Det er lige så meget den vesterlandske levevis, som ændrer levevilkårene. Og noget af det mest basale er her, at man også i grønlandske hjem gerne forlanger som minimum ni års skolegang for sine børn. Den periode, hvor drengen i gamle dage var sammen med sin far og fulgte ham tæt, får drengen jo ikke mere, fordi han skal i skole. Han lærer ikke længere metoderne for at blive fanger, og tingene går hermed ikke automatisk i arv, som det tidligere var tilfældet,« siger kronprins Frederik.

»Og det har drengene svært ved. Den oprindelighed ligger jo meget dybt i grønlænderne, så mange børn og unge har sværere ved at sidde stille inden døre ret længe ad gangen, og de engagerer sig markant mere i aktiviteter, der foregår ude i det fri. Og er der nogle gange mange sæler i nærområdet, så smider man alt, hvad man har i hænderne, og sejler ud i sin jolle og forsøger at skyde nogle sæler. Det er et tegn på, at denne levevis stadig er en meget indgroet en del af folk.«

Med indtoget af den vestlige levevis er Grønlands fangersamfund også blevet berørt af et vestligt værdisæt.

»Det er korrekt, at den bæredygtige fangst og udbyttet heraf udfordres af vestlig levevis. Der er dog i mange dele af Nord- og Østgrønland fortsat en del drenge, der giver sig i kast med fangerhvervet, men man må også sige, at der isoleret set desværre ikke er mange penge i fangererhvervet. Jeg har derfor også stor forståelse for, at Hjemmestyret støtter de traditionelle erhverv, som jo netop er en oprindelig del af den grønlandske kultur. Men det er en vanskelig balancegang, for hvor langt skal man gå i støttebestræbelserne? Èt er, at den enkelte grønlænder kan få det til at løbe rundt som fanger, men der er jo bundet hundredekronesedler fast i de skind, der bliver solgt,« siger kronprinsen.

Kulturen kan overleve
Alligevel mener han, at kulturen kan overleve i fremtiden, og han fæstner lid til oprindelighedens overlevelse i blandt andet Mongoliet, hvor nomadekultur i disse år står over for mange af de samme udfordringer, som Grønland oplever.

»Nu har jeg lige besøgt Mongoliet, som også er et land, der er isoleret geografisk, men som har en meget flot historie og en verdenskendt historie. De lever stadig i en vis form for oprindelighed i og med, at 40 pct. af befolkningen på 2,7 mio. mennesker er nomader og lever af deres huder og deres heste. Og de kan stadig overleve, også selv om de står foran et meget stort økonomisk spring, fordi der er så mange råstoffer i deres undergrund. Men det gør dem jo ikke mindre stolte af deres historie og kulturelle baggrund,« siger kronprinsen.

Han mener, at også dette vil gøre sig gældende i Grønland.

»Jeg har svært ved at se, at historierne og tankerne vil forgå. Dem kan man aldrig helt ødelægge eller udslette, lige meget hvor hårdt en befolkning bliver præget eller udfordret.«

Også i Danmark kan man hjælpe til med at bevare den oprindelige, grønlandske kultur, mener kronprinsen.

»Man kan ikke forlange, at danske forældre bruger tid på at fortælle deres børn tupilak-historier, men i undervisningen i folkeskolen er temadage, hvor man netop beskæftiger sig i dybden med Grønland og Færøerne jo en rigtig god ting, når vi nu har så tætte bånd til disse to lande. Også ved genfortælling af fablerne kan man få et godt indblik i landenes kultur. Og ud over at være lærerige er de jo ofte både sjove og komiske,« siger han.

Vanskeligt bliver det dog for Grønlands egen befolkning at finde sin plads og sin balance i en globaliseret verden, der allerede nu påvirker samfundet kraftigt.

»Håbet er, at man kan udnytte den åbning og tilgang, som udviklingen også giver. Måske en del af fremtiden ligger i den grønlandske undergrund, som jo indeholder store naturreserver, mineraler og råstoffer, som hidtil har været utilgængelige. En anden niche for Grønland kunne være muligheden for at sammenstykke en turistindustri, som er bæredygtig og overskudsgivende. Det er der afgjort potentiale i, men også her er der tale om en balancegang, og hvor penge alene ikke må blive styrende for, hvor stor en turismetilgang Grønland skal kunne have.«

Problemerne bør adresseres
Men kronprinsen ser også, hvilke enorme udfordringer Grønland står over for på det sociale område. Kronprinsen kalder Grønlands alkoholproblemer en »velkendt hemmelighed«, til hvilken en løsning endnu ikke er fundet. Men han mener ikke, at tørlægningen af Qaanaaq sidste sommer var hverken holdbar eller respektabel som løsningsmodel.

»Det var nok i virkeligheden lidt for ydmygende for grønlænderne at læse i danske aviser, at nu skulle Qaanaaq tørlægges. Grønlænderne ved jo godt, at de har et problem der, men de er også flove over det og ønsker derfor ikke at udstille drukproblemerne for omverdenen. Men jeg tror altså, at det er vigtigt at adressere problemerne - ikke mindst på grund af børnene, som jo er dem, der rammes hårdest,« siger kronprins Frederik.

»Selvfølgelig gør det mig ondt at se og høre om de vilkår, der negativt påvirker bæredygtig udvikling i Grønland. Det er kompliceret, og jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved det. Men vigtigt er det at få ændret på nogle af de vaner og mønstre, som mange falder tilbage til. Berøringsangst er ikke vejen frem,« siger kronprins Frederik.

Kronprinsen har sat spor i Qaanaaq
Ikke én vover at bevæge sig, mens Fardan Olsens politihund afsøger ungdomsklubben i Qaanaaq. De unge sidder musestille og holder vejret. Den lokale politimand dirigerer schæferhunden rundt i lokalet, og ved fodboldbordet begynder den at gø højt. Kluden med hashlugt er fundet, hunden får ros, Fardan Olsen sætter snoren på og trækker dyret ud.

Forsamlingen ånder lettet op. Heldigvis var det bare en demonstration. Fardan Olsen er inviteret til at fortælle de unge på værestedet Sirius i Qaanaaq om narko og om arbejdet som politibetjent. Spørgelysten er stor. Seancen varer over en time.

Værestedet står som byens synlige bevis på kronprins Frederiks kærlighed til Qaanaaq. Han har været med til at rejse penge til etableringen af værestedet, som han og kronprinsesse Marys siden besøgte under deres ophold i byen for fire år siden. De unge er taknemmelige for opmærksomheden.

»Sirius betyder meget. Før var her ingenting. Hvis man keder sig, kan man altid finde noget at lave her på værestedet. Der kommer mange unge hver aften,« fortæller Jonas Nielsen, 14 år.

Som de andre unge har han smart tøj på. Cowboybukser i det rigtige snit og flotte sportssko. Pigerne har lagt make up, og flere drenge har gelé i håret. Umiddelbart skulle man ikke tro, at de unge boede i verdens nordligste by, hvor eneste shoppingmulighed er det lokale supermarked.

Jonas medgiver gerne, at det kan være svært at få fat i smart tøj.

»Vi får det gennem kataloger,« forklarer han.

Væggene i klubben er prydet med collager af den kongelige familie og et stort billede af de unge i nationaldragter sammen med kronprins Frederik i pelsanorak. På den ene væg er malet en stor narhval.

Fulgt på vej af fangere
Qaanaaq er et fangersamfund. Det var her, kronprins Frederik tog af sted fra på sin store slæderejse Ekspedition Sirius i 2000. Mange lokale fangere fulgte kronprinsen og hans holdkammerater på vej nordpå.

En af dem var Uusaqqak Qujaukitsaq, som bliver 60 år i år.

»Jeg fulgte med helt op til Washingtonland - måske en måneds tid. Vi lavede en aftale om at slutte et bestemt sted. Han forsøgte at overtale mig til at komme med lidt længere, men jeg sagde nej. Jeg turde ikke,« fortæller fangeren, der tidligere har truffet kronprinsen, da han var delegeret ved FNs generalforsamling i 1994.

»Han er en meget almindelig mand ude i naturen. Han kom hen og snakkede om tingene. Han var overrasket over, at man skulle bruge så mange kræfter på at fange en isbjørn bare for at få dens skind til bukser,« beretter Uusaqqak Qujaukitsaq, som fik kongeligt besøg, da han lå på Rigshospitalet i København i forbindelse med en hjerteoperation.

Mange hjem i Qaanaaq har stadig minder om det kongelige besøg i byen. I mangt et familiealbum er der billeder af kronprins Frederik. Nogle af de fangere, der tog med ham, kan fremvise billeder af ganske hyggeligt samvær i teltene undervejs.

Kærligheden er gengældt.

»De var så søde, så man bliver helt dårligt af det. De var så hjertelige, som de nu er,« siger kronprinsen om opholdet.

»Og så fik jeg måske også den sidste del af deres oprindelige kultur at se. Der er så meget mere af fangerkulturen deroppe end noget andet sted i Grønland. Det var et livsvarigt minde for mig at opholde mig deroppe.«

Kulturkamp i ødemarken

»Det var her, man plejede at smide ligene efter kampe mellem gwich'in og inuitter,« fortæller høvding Frederick Blake Jr., til daglig kaldet Sonny, mens han peger ned på Ghost Lake, Spøgelsessøen, i udkanten af indianerlandsbyen Tsiigehtchic i et hjørne af det enorme Mackenzie-floddelta.

Den 31-årige folkevalgte høvding har i dag adskillige venner blandt inuitterne, ligesom flere af indianerlandsbyens 165 sjæle har en fortid i typiske inuitfag som hundeslædekørere, sæl- eller hvalfangere.

For et par hundrede år siden holdt Sonnys forfædre op med at dræbe og skalpere deres fjender. For 100 år siden lagde de fjerdragten, og siden iførte de sig cowboybukser og T-shirt som den, høvdingen i dag går rundt i. For at fastholde den gamle kultur forsøger Sonny at lære sine fire børn traditionel trommedans, jagt og fiskeri.

Gwich'in sproget har han glemt.

Handle, bytte eller slås

Det berømte Mackenzie-floddelta har i århundreder været stedet, hvor inuitter, indianere og hvide pelsjægere mødtes. For at handle, bytte skind - eller slå hinanden ihjel.

Kultursammenstødene har stået på, siden de første mennesker kom til Arktis. Den danske opdagelsesrejsende Knud Rasmussen, der i 1923 krydsede Mackenzie Deltaet på sin Femte Thuleekspedition, stødte også adskillige gange på fortællinger om striden mellem inuitter og indianere. Fra det østlige Canada til det nordvestlige Alaska har de to grupper udkæmpet drabelige kampe med hinanden.

Ikke langt fra Tsiigehtchic ligger Inuvik. Her bor ægteparret Duane og Matilda Debastien. Duane er gwich'in-indianer, mens Matilda er inuit. Sammen har de fire børn. To har valgt at blive indianere, mens to har valgt at kalde sig inuitter.

Familien taler jævnligt om de gamle kulturer. Men det foregår på engelsk, for ingen af dem taler deres oprindelige sprog. Familiens hus oser heller ikke ligefrem af gammel kultur. Stuen er indrettet med en stor fladskærm på væggen, mens to sofaer, et lille sofabord samt et spisebord med fire stole udgør inventaret.

En tredjedel af gulvpladsen er optaget af et løbebånd, og to papkasser i hjørnet gør det ud for skabe. På gulvet ligger et par håndvægte samt to hunde af ubestemmelig race.

»Folk er ikke interesseret i deres egen kultur. Ingen gider at lære deres eget sprog,« lyder det fra Duane, der især bebrejder de unge: »Nutidens unge er forkælede. De vil ikke lave noget som helst.«

Hans kone Matilda er enig.

»Hver gang, én af de ældre dør, mister vi lidt af vores kultur,« konstaterer hun.

På hovedgaden i Inuvik ligger North Mart, det tidligere Hudson Bay Company, der engang sad på al handel i arktisk Canada mellem inuitter, indianere og hvide pelsjægere.

I dag et almindeligt supermarked med et cafeteria, hvor 72-årige Edward Elanik, eller Hoppy, ofte drikker kaffe med vennerne. Han er inuit, men taler ikke sit eget sprog. Måske fordi han fra barnsben har været udsat for en ekstrem kulturforvirring.

»Jeg blev født i et telt ude i deltaet, men fik tuberkulose og senere også problemer med mit ene ben. Derfor lå jeg på hospitalet i Edmonton langt mod syd, fra jeg var fire til ti år. Jeg delte stue med tre indianere, så jeg havde ikke andet valg end at begynde at tale deres sprog,« fortæller Hoppy.

»Da mine forældre efter tre år endelig kom for at besøge mig, kunne jeg til gengæld ikke tale med dem.«

Den 72-årige er bekymret for inuit-kulturens fremtid.

»Dengang havde vi vores egen kultur. Nu mister vi den. Folk flytter ind i huse med rindende vand og indlagt varme. De unge er forkælede. Stort set ingen vil tale vores sprog om 50 år.«

Bevar de kulturelle særpræg

Hvis det havde været i Danmark, ville der formentlig have været tale om en vellykket integration, når inuitter, indianere og andre med vidt forskellig kulturel baggrund begynder at tale samme sprog og praktisere samme levevis. Vi bruger millioner af kroner på at få folk fra andre kulturer til at opgive deres eget sprog og lære at tale dansk, spise dansk og gå i dansk skole.

Sådan er det ikke i arktisk Canada. Her bruger man store summer på det modsatte - at bevare de kulturelle særpræg.

Det projekt går ikke altid så godt.

Nellie Cournoyea, direktør for Inuvialuit Regional Corporation, inuitternes egen organisation, er dog optimist.

»Alle er stolte af, hvem de er. Og på et tidspunkt vil folk ønske at lære deres egen kultur og deres eget sprog.«

Hos indianerne er optimismen mere behersket, selv om også Richard Nerysoo, øverste høvding for de 3.500 gwich'in indianere, kæmper for at bevare indianernes sprog og traditioner.

»Man har oplevet, at syv mennesker er nok til at genoplive et sprog, hvis viljekraften er der. Så vi er ikke døde endnu,« siger han: »Der er samtidig en fejlagtig romantisk forestilling om, at oprindelige folk skal blive ved med at være, som de var for 1.000 eller 2.000 år siden. Men folk forandrer sig efter omstændighederne.«

Mange mener, at det er de hvide udefra, der ødelægger den traditionelle kultur i de arktiske områder. Det afviser Nellie Cournoyea.

»De fremmede er ikke nogen trussel. I virkeligheden vil ingen bo her i Arktis bortset fra de inuitter, der er født og opvokset her,« fastslår Nellie Cournoyea, hvis mor var inuit fra Rusland, mens hendes far var norsk eventyrer fra Larvik.

»De fleste opdagelsesrejsende rejser igen. Hvalfangere er også kommet og rejst igen. Det samme er sket med militæret og med missionærerne. Skolelærere bliver her heller ikke ret længe. Kig blot på kirkegården og se, hvor få "hvide" der er begravet her.«

Selv om det ser fredeligt ud på overfladen, mener høvding Richard Nerysoo, at striden mellem indianere og inuitter vil fortsætte. Ikke kun i form af de øretæver, der jævnligt uddeles på The Old Trapper Inn i Inuvik.

»Indianerne og inuitter bliver ikke økonomiske partnere. Striden fortsætter i det uendelige, som om vi har lyst til at blive ved med at dræbe hinanden i stedet for at samarbejde. Vi har ikke råd til at være sådan. Det når et punkt, hvor det bliver til racisme. Og hvis noget kan ødelægge folk, er det racisme. Jeg ser det hos ledere, hos voksne og promoveret hos børn,« lyder det fra Richard Nerysoo.

Legendarisk søvej åbner

Mange søfolk er gennem årene døde i forsøget på at finde søvejen nordvest gennem Arktis. Druknet eller frosset ihjel.

I dag er den legendariske rute, som kan forkorte sejlturen mellem Europa og Asien med flere tusinde kilometer, nem at finde. Men selv om Nordvestpassagen - der forbinder Atlanten med Stillehavet - lige nu officielt er åben, kan det stadig være en farefuld færd at sejle ruten.

Den canadiske isbryder "Amundsen", opkaldt efter nordmanden, der i 1906 blev den første til at gennemsejle ruten, er netop nu på vej igennem. Men ifølge Olivier Tremblay, navigationsofficer på "Amundsen", der er en af den canadiske Coast Guards fem isbrydere, kræver det alligevel erfaring og lokalkendskab at komme sikkert frem.

»Et handelsskib kan endnu ikke bare sejle igennem. Der skal laves flere opmålinger og sættes bøjer ud. Man skal i hvert fald have en erfaren rådgiver med. En kaptajn uden erfaring med is i Nordvestpassagen, det vil ikke være godt,« mener Olivier Tremblay.

Arctic Explorer bliver i helikopter fløjet ud til "Amundsen". Blot et enkelt isbjerg er i sigte i farvandet, hvor "Amundsen" ligger for anker, inden den skal sejle videre på sin tur gennem Nordvestpassagen. Olivier Tremblay tager en række kort frem fra skuffen og viser, hvilken rute "Amundsen" er sejlet igennem. Ikke uden stolthed, for især turen gennem det smalle Bellot Strædet, en lille hurtig genvej, var en udfordring.

Nemmere passage

Mens Nordvestpassagen fra 1500-tallet og indtil begyndelsen af 1900-tallet var lukket for de hårdføre opdagelserejsende på grund af de store ismasser, har den rekordstore afsmeltning af is nu resulteret i, at det meste af passagen er isfri om sommeren. På sin tur er "Amundsen" kun en enkelt gang stødt på is, som let blev brudt op.

»Vi troede, at der ville være mere is, men vi kan se, at den forsvinder meget hurtigt. Folk, der har været her på skibet længe, siger hele tiden, at det er blevet meget nemmere at sejle igennem,« forklarer Olivier Tremblay.

Når man planlægger ruten gennem Nordvestpassagen, er der mange forhold at tage hensyn til. Der er flere ruter at vælge afhængig af forholdene. Ikke kun mængden af is - men i lige så høj grad vindretningen og strømforholdene, der har stor betydning for, hvor isen flytter sig hen, afgør, hvor skibene sejler. Det gør også sejladsen vanskeligere, at man endnu ikke har opmålt havdybden i alle områder.

Åbningen af Nordvestpassagen giver på længere sigt store økonomiske perspektiver. Nationalt i Canada, fordi det fremover bliver meget lettere at fragte råstoffer fra miner i Arktis ud. Internationalt, fordi der kan spares penge på fragt mellem Europa, Amerika og Asien.

»Det er svært at sige præcist, hvad det kommercielle potentiale er, men det vil blive billigere at fragte gods mellem Asien og Europa,« fortæller Brian LeBlanc, regionaldirektør, for Canadian Coast Guard i central- og arktisk Canada:

Som et af de første danske kommercielle skibe sejlede kabelskibet "Peter Faber" i slutningen af august igennem Nordvestpassagen østfra. Det skete i forbindelse med udlægning af kabler mellem Grønland og Canada, og flere gange mødte skibet is. En enkelt gang måtte skibet sejle slalom og ændre rute for at komme igennem isen, fremgår det af skibets logbog.

Et politisk minefelt

Det canadiske militær opererer med, at Nordvestpassagen omkring år 2050 vil kunne blive en væsentlig transportvej sommeren igennem. Rederier kan regne med at spare millioner på mindre transporttid og dermed mindre olieforbrug. Men der er også store uafklarede sikkerheds- og forsikringsspørgsmål. Derfor forbereder kystgarden sig på at kunne håndtere ulykker med havarerede skibe og olieudslip.

Nordvestpassagen er også et politisk minefelt i forholdet mellem Canada og USA. Spørgsmålet er for eksempel, om USA frit kan sende atombevæbnede ubåde gennem farvandet, som canadierne anser for at være territorialt farvand. Amerikanerne anerkender, at Nordvestpassagen ligger på canadisk område, men siger samtidig, at den er en international sejlrende.

For blot få uger siden krævede Canadas konservative premierminister, Stephen Harper, der for nylig udskrev valg, at alle skibe, som vil igennem passagen, skal rapportere deres ankomst til Canadas kystvagt. Det anses for både at være en udenrigs- og indenrigspolitisk melding.

»Vi vil vide, hvilke skibe der kommer igennem og hvorfor,« siger Brian LeBlanc.

Endnu har USA ikke reageret officielt, men den almindelige canadier regner med, at amerikanerne gør som de plejer: »Lige hvad der passer dem.«

Luksusturisme med potentiale
Vel er det hverken La Manga eller St. Andrews. Men hvor mange kan prale med, at de har spillet golf blot et par lange drives fra Nordpolen?

De unge inuitter Ryan Kogvik og Dean Nahaglulik er begejstrede for deres lille golfbane i Gjoa Haven i arktisk Canada, hvor tundraen ser ud til at nå helt ud i uendeligheden.

Oprindelig var banen på 18 huller, men i dag begynder den ved hul nummer 11. De ni første huller er bebygget med boliger, og på hul nummer ti ligger byens gymnastiksal.

Med et næsten perfekt drive - der er trods alt plads til forbedring - slår Dean Nahaglulik ud fra et af verdens nordligste tee-steder.

»Vi spiller hele året. Mest for at slå tiden ihjel, fortæller Dean, der på trods af sne og frost kun spiller med én handske.« 

Skulle der komme en enkelt dansk golfturist forbi Gjoa Haven, må han eller hun forberede sig på, at greenen er lidt ujævn og roughen dominerende - ja, der er faktisk slet ingen fairway. Man skal heller ikke være sart med sine køller. Ofte slår man ned i klipperne, der stikker frem gennem den sparsomme vækst.

Til gengæld skal der ikke betales greenfee, og golfbanen i Gjoa Haven er vel noget nær det eneste sted i Arktisk, hvor turisterne ikke bliver flået.

Koster en formue
For turisme i Arktis koster en formue. For at undgå at sidde fast i de små, isolerede byer skal man betale tusindvis af kroner til små vandfly eller hoppe om bord på et af de luksuskrydstogtskibe, som i stigende antal er begyndt at sejle igennem Nordvestpassagen.

Flere og flere er dog ved at få øjnene op for, at turismen har et uendeligt potentiale, selv om den stadig er begrænset af naturens kræfter og mangel på ordentlig infrastruktur.

Bare flyturen til en af de små byer Igloolik, Resolute, Gjoa Haven eller Cambridge Bay, som JP Arctic Explorer har besøgt i de seneste uger, koster indenrigs i Canada omkring 10.000 kr. for en returbillet.

»Man kommer hertil, og så sidder man fast. Problemet er at komme videre. Det må vi erkende, og her skal vi blive bedre med henblik på at udvikle turismen,« forklarer Rudy Philips, direktør for flyselskabet First Air's afdeling i Cambridge Bay, der med sine omkring 1.600 indbyggere er en af de større byer i provinsen Nunavut.

Men turisterne er alligevel begyndt at komme. I Cambridge Bay møder man trofæjægere, der kommer for at skyde moskusokser, og lystfiskere, der fanger arktiske laks, meget større end de fisk, de kan fange derhjemme. Cambridge Bay er også stedet, hvor krydstogtskibene skifter passagerer. De fleste er amerikanere, men her er også spaniere, englændere, nordmænd og tyskere.

Den norske fiskeentusiast Øystein Ursfjord fra Tromsø er en af de europæere, der har fundet til Canada. Selv om han til daglig bor i et af de mest naturskønne områder i Europa, er han vildt begejstret for oplevelsen.

I seks dage har han opholdt sig i en lille, isoleret fiskelejr lidt nord for Cambridge Bay. Den holder kun åbent få uger om året, når laksene kommer op ad floden for at gå i vinterhi. Især er han begejstret for størrelsen af de fisk, som han fanger med sin fluestang.

»Det er helt vildt. Det kan simpelthen ikke beskrives, det skal opleves,« udbryder Øystein Ursfjord, der har betalt omkring 50.000 kr. for sin oplevelse. Men så skal han også smide de fisk, som ikke er blevet beskadiget, ud i floden igen. Han har allerede bestilt en ny tur om to år.

Skuffende lidt is
Det skal man nok ikke regne med, at den tyske turist Gabriele Vater fra Düsseldorf gør. Mens de gamle opdagelsesrejsende kæmpede med ismasserne i Nordvestpassagen, er der i dag skuffende lidt is i den legendariske sejlrute, mener hun.

Gabriele Vater har sammen med sin mand og et vennepar rejst 12 dage med krydstogtskibet "Akademika Joffe" og er utilfreds med turen. Den var ikke de godt 80.000 kr. værd, som hver af deltagerne har betalt, fortæller Gabriele Vater, mens hun i Cambridge Bay overværer sin fjerde opvisning i den originale inuitkultur, som stort set er forsvundet fra provinsens små byer.

»Grønland er meget bedre. Der var ingen is gennem Nordvestpassagen eller næsten ingen. Vi så to dovne isbjørne meget langt væk. Byerne i arktisk Canada er heller ikke særligt interessante,« mener hun.

Problemet for turister som Gabriele Vater er, at der i Arktis ikke findes nogen lette veje til den store oplevelse. Rigtige eventyrere kan ringe til Aziz Kheraj på det lille hotel South Inn i byen Resolute. Han er leveringsdygtig i den ultimative vinterferie. En tur til Nordpolen.

En tur med fly over polen og tilbage igen koster 336.000 kr. Men så er der også plads til fire personer. Ønsker man at tage turen på ski, kan den driftige hotelvært også levere den vare. Så er prisen knap to mio. kr. for tre personer, fordi der skal flyves depoter ud langs hele ruten.

»Men man skal være i god form og parat til en kold tur med temperaturer ned til minus 50 grader,« fortæller Aziz Kheraj fra Resolute, der også er udgangspunkt for to årlige skikonkurrencer "Polar Race" og "Polar Challenge", hvor det gælder om først at gennemføre de omkring 650 km til den magnetiske nordpol.

I 2007 lykkedes det også for den første bil at køre til den magnetiske nordpol som led i det britiske tv-program "Topgear".

Stigende travlhed
Gabriele Vater kunne også blive trofæjæger og gøre som den amerikanske jæger fra Illinois, som vi talte med. Han fortalte begejstret om "kick'et" ved at nedlægge en moskusokse, selv om det urgamle dyr stort set står stille, når det bliver skudt. For ham var det lige så meget oplevelsen ved at komme ud i de øde beliggende hytter og se ulve, grizzly-bjørne og andre dyr, der tæller.

Begejstringen smitter, og når de canadiske rejsebureauer begynder at markedsføre sig i Europa, vil det for alvor lokke endnu flere over Atlanten, sådan som det allerede er sket for de canadiske skiområder, mener Rudy Philips fra First Air. Hans firma har på få år øget det årlige antal af rejsende til Cambridge Bay fra omkring 8.000 til 12.000.

»Der er blevet meget mere travlt heroppe. Det skyldes de øgede aktiviteter med minedrift, åbningen af Nordvestpassagen, udbygningen af sundhedssektoren og den stigende turisme med fiskeri, jagt og krydstogtskibe,« forklarer Rudy Philips

På turistkontoret i Cambridge Bay mærker man også den stigende interesse. Her er antallet af besøgende i årets første otte måneder allerede højere end hele sidste år tilsammen.

»Her er stadig primitivt. Men det betyder også, at det er muligt at være helt alene. Det har man ikke længere mulighed for at være ret mange steder i Europa,« siger kontorets leder, Vicky Aitaok, når hun bliver bedt om at give et bud på, hvorfor europæere skal tage på ferie i arktisk Canada.

Navaranas trommesang

»Aja, aja ja«. Med en hæs og lys stemme og en sang om trolde giver Navarana en smagsprøve på inuitternes traditionelle trommedans hjemme i sin moderne stue i Qaanaaq.

Til ære for os er hun trukket i sin nationaldragt fra Thule-egnen med lange hvide sælskindskamikker, pelsbukser og en blå anorak, som hun bruger under sine optrædener. På dragten bærer hun et smykke formet som en isbjørn, som hendes far har snittet til hende.

»Det kom inde fra mig,« lyder Navarana Duneqs svar på, hvorfor hun allerede som ni-årig selv valgte at tage kontakt til Qaanaaqs ældste trommedanser.

Trommedanseren lærte Navarana at synge de gamle sange, som er gået i arv fra forfædrene, og som nu via den unge kvinde gives videre til næste generation.

»Trommedans og fortælling har altid været en del af vores kultur og identitet, og derfor er det vigtigt at bevare det. Når vejret var dårligt, og man ikke kunne rejse, spillede man trommedans og sang fortællinger,« siger hun.

Det var også gennem musikken, at hun mødte sin mand, Masautsoaq Uudloriaq. Begge var med i Qaanaaqs ungdomsrockband. Hun sang, og han spillede guitar.

Nu bor de sammen i det yderste blå hus i Qaanaaq sammen med deres to drenge på henholdsvis syv måneder og to år. Manden arbejder i byens butik, og Navarana er vikar i børnehaven.

Egentlig var planen at blive elektriker. Men i juli fik hun et brev fra kommunen om, at hun havde mistet sin læreplads. To gange barselsorlov gav for meget fravær. Nu skal Navarana begynde forfra en gang til, for også den første plan efter skoletiden om at arbejde som kontorassistent blev opgivet.

»Jeg kan ikke holde ud at sidde foran en skærm hele dagen. Jeg vil ud,« siger hun.

Problemet er, at mulighederne for at få en uddannelse i Qaanaaq med kun godt 600 indbyggere er stærkt begrænsede. Hvis de unge vil videre efter endt folkeskole, er der ingen vej uden om enten at tage sydpå i Grønland eller til Danmark.

Så nu overvejer det unge par at forlade verdens nordligst beliggende kommune for at prøve lykken udenfor.

»Nogle gange spørger jeg mig selv: Hvorfor er jeg født her, Hvorfor ikke i Ilulissat eller Nuuk. Det er svært at leve her, alting er dyrt. Her er koldt, her er ikke lys, vi har brug for el og benzin. Vi har ikke råd til at betale det hele.«

Men det også svært at forlade det arktiske liv i Qaanaaq, hvor vinteren er bælgmørk, hvis ikke månen viser vej. Navaranas øjne lyser op, da hun mindes, hvordan hun som barn hjalp sin far med hundeslæden og var med ude at fiske.

I dag er forholdet mere problematisk. Forældrene bor få huse længere nede ad vejen, og det er ikke altid let for Navarana.

»Jeg har det ikke så godt med alkohol. Mine forældre drikker,« siger hun og fortæller, at misbruget har taget til i de seneste år.

Men også, da Navarana var ung, drak forældrene, og som 19-årig traf hun en stor beslutning om at gå ned på kommunen for at søge hjælp til at komme væk. Det blev et vendepunkt i hendes liv.

»Jeg kom til Ilulissat for at finde mig selv og for at finde mit liv,« siger hun og fortæller, at hun samtidig forsøgte at få forældrene på afvænning på et behandlingshjem for alkoholikere. Det lykkedes ikke.

»Jeg drikker ikke selv, højst en gang om året, og jeg har sagt til min mand, at hvis han vil drikke, skal han gøre det her i huset. Men han har ikke lyst,« siger hun.

Heldigvis, kunne hun have tilføjet, for Grønland kæmper med store sociale problemer med misbrug og alkohol. Navarana er bevidst om dem og vil beskytte sine børn mod en tung social arv. En af den unge kvindes bedste venner begik selvmord. Derfor bærer hendes ældste søn fornavnet Hvidtfeldt.

Når havet æder byen

Hvem skal betale regningen, når klimaet ændrer sig?

I Danmark er diskussionen om klimaforandringer fortsat meget abstrakt. For de 405 indbyggere i landsbyen Kivalina midt i Alaskas ødemark er problemet krystalklart:

Landsbyen er ved at blive ædt af havet og skal flyttes i sikkerhed, hvis man skal undgå en katastrofe.

Regningen på 400 mio. dollars - ca. to milliarder kroner - bliver nu sendt til de olie- og energiselskaber, som landsbyens indbyggere mener, er skyld i problemerne.

»De skal holdes ansvarlige for de ødelæggelser, de har påført vores miljø og vores natur,« lyder det fra Colleen Swan, enlig mor til seks og leder af inuitternes administration i landsbyen.

Hun har næsten hele sin store familie som naboer - inklusiv sine forældre og hovedparten af deres 45 børn og 35 børnebørn. Den 49-årige kvinde forsøger i disse dage at hjælpe med at få byens maddepoter fyldt op med fisk, før vinteren sætter ind. Indbyggerne i den lille landsby har næsten ingen indkomst, men lever primært af, hvad naturen kan give dem i form af fisk, rensdyr og måske en hval i ny og næ. De har ingen jordisk chance for selv at betale for en flytning af landsbyen.

Derfor har de valgt at anlægge sag mod Exxon, Shell, BP og de andre store olie- og energiselskaber, som de mener, er ansvarlige for udledningen af de mange drivhusgasser.

»Vi er nødt til at flytte hele byen fire kilometer ned ad kysten til et sted, hvor havet ikke eroderer kysten. Og de olie- og energiselskaber, der er skyld i klimaforandringerne, skal betale,« lyder det fra Colleen Swan.

Kivalina er en charmerende lille landsby i det yderste hjørne af USA, placeret helt ud til Beringshavet på en smal ø bestående af sand og grus.

Havisen gav læ

Hidtil har havisen beskyttet det lille samfund mod de kraftige efterårsstorme. Men sådan er det ikke mere. På grund af et varmere klima kommer isen langt senere og forsvinder tidligere. Derfor rammer bølgerne fra især de kraftige efterårsstorme nu med fuld styrke og æder sig stille og roligt ind på landsbyen.

 

Sidste år lurede en større oliekatastrofe. I løbet af en enkelt storm åd havet adskillige meter af den smalle ø og truede med at skylle 10 kæmpestore olietanke i havet - tanke, der var fyldt med tusindvis af liter dieselolie til opvarmning gennem vinteren. Tankene er netop blevet flyttet i midlertidig sikkerhed. Regningen på ca. tre mio. kr. har staten Alaska efter et langt slagsmål accepteret at betale.

I flere år har det været klart, at klimaforandringerne truer Kivalina. I 2004 blev man for alvor klar over, at den var gal. En kraftig efterårsstorm åd 25-50 meter af kysten og fik nogle af husene til at stå faretruende tæt på vandkanten.

Det satte gang i arbejdet med at bygge et nyt dige. Men den dag i september 2006, da diget skulle indvies, blev der i stedet for fest blæst katastrofealarm. Havet åd ganske enkelt hovedparten af de enorme sandsække, som diget var bygget af.

»Før 2004 var det en mulighed at flytte byen. Nu er det en nødvendighed,« konstaterer Colleen Swan, der har været én af frontkæmperne i det sagsanlæg, som blev indledt i foråret.

Det er lykkedes at få en gruppe af advokater i Californien og Alaska til at tage sagen. Advokaterne får kun penge, hvis landsbyen vinder.

Sagen kan få omfattende konsekvenser.

»Lige nu er seks andre landsbyer i Alaska ligesom Kivalina i akut fare for at blive skyllet i havet,« fortæller Meera Kohler, direktør for Alaska Village Electric Cooperative Inc., et energiselskab der sørger for energi til 53 små landsbyer.

Det er Alaska Village Electric Cooperative Inc., der ejer olietankene i Kivalina, og selskabet har tilsvarende problemer flere andre steder i Alaskas ødemark.

Mange landsbyer er truede

I alt er ikke færre end 184 af de mange små bosteder og landsbyer i Alaska - ifølge de officielle vurderinger - truet af følgerne af klimaforandringerne. Det handler om erosion forårsaget af havets bølger og om konsekvenserne af, at permafrosten smelter og får tusindvis af huse til at synke sammen. Her i den ellers så iskolde stat er klimaet allerede blevet adskillige grader varmere i løbet af de seneste 20-30 år. Og det ser ud til at fortsætte.

Selv om der er masser af olie - og dermed også penge - i Alaska, tror Colleen Swan ikke på, at hverken staten Alaska eller USA's føderale myndigheder vil være i stand til at betale den enorme regning.

»Og vores egen guvernør Sarah Palin har haft for travlt med at bygge en ny gaspipeline til at interessere sig for vores problemer. Det eneste, hun har gjort, er at nedsætte et udvalg, der skal se på konsekvenserne af klimaforandringerne i Alaska. Hun ved næsten intet om vores alvorlige problemer.«

En flyvetur op langs Alaskas vestkyst viser med al tydelighed, at Kivalina langt fra er den eneste landsby, der er på vej i havet. Med jævne mellemrum dukker en lille klynge huse op i strandkanten. Huse, hvor der - trods de barske vilkår her i ødemarken - bor mennesker og familier. Sådan har det været i århundreder. Det er små inuitsamfund som dem, den danske opdagelsesrejsende Knud Rasmussen mødte på sin vej med hundeslæde gennem Arktis for godt 80 år siden.

Det ændrede klima har også ødelagt mulighederne for at tage på hvalfangst ude på isen om foråret, fortæller Enoq Swan, en anden af indbyggerne i Kivalina. Tidligere tog man ud på isen i marts, april og maj måned for at jage hvaler. Nu er isen enten helt væk eller for tynd, når hvalerne kommer forbi.

I Kivalina fortsætter dagligdagen trods de dystre udsigter. Børnene leger. De voksne fisker. Og de unge forsøger at få genskabt noget af den gamle inuitkultur. I øjeblikket samles 30-40 børn og unge hver aften for at øve traditionel trommedans. Der er også et gospel-sangkor i landsbyen.

Men planerne for en evakuering ligger klar. Og hver gang vinden for alvor tager fat, bliver der blæst alarm. Ligesom mange andre sender Colleen Swan med jævne mellemrum sine børn og børnebørn i sikkerhed, når det trækker op til storm.

Når isen bryder op
Der lugter lidt af nytårsaften her mellem isbjergene ud for Dukkefjeldet i det nordligste Grønland. Skud på skud fra kaliber 22-rifler brager af sted mod en sæl, som to fangere i hver sin jolle har jagtet i over en halv time.

Sælen er en mester i at undvige. Den stikker kun hovedet op i nogle få sekunder, så dykker den igen for et par minutter senere at komme op på et nyt og uventet sted.

Jagten fortsætter, og til sidst bliver den træt. Mens Martins sidste skud ender som et plask i vandet et par meter fra sælen, rammer Qolutat endelig plet. Sælen vrider sig og lægger sig et kort øjeblik i vandoverfladen.

Begge de grønlandske fangere skruer gashåndtaget i bund. Lige nu afgør splitsekunder spørgsmålet om succes eller fiasko. Det gælder om at komme lynhurtigt frem for at sætte en krog i byttet.

Men begge kommer for sent. Den dræbte sæl synker ned gennem det krystalblå hav, ned mod bunden og mod alle havdyrenes moder, som inuitterne ville sige i gamle dage.

En truet kultur
Det er langtfra noget tag-selv-bord at være fanger. I verdens nordligste by, Qaanaaq, er tilværelsen barsk. Byen ligger afsondret fra resten af Grønland og har kun ustabile flyforbindelser at forlade sig på.

Med klimaændringerne risikerer en i forvejen truet fangerkultur at blive presset endnu mere på retur. Fangerne frygter, at den globale opvarmning og nedsmeltningen af Nordpolen kan ende som en regulær katastrofe.

»Jeg tror ikke, at fangerkulturen vil overleve på længere sigt. Der er indført kvoter på narhval, isbjørn og hvalros. Det er ved at ødelægge vores økonomi, og færre og færre unge vælger at blive fangere,« fortæller den snart 60-årige fanger Uusaqqak Qujaukitsaq.

Hans hjem, et af de mange små træhuse på den fjeldskrænt, som udgør Qaanaaq, udstråler ellers alt andet end krise. Det er veludstyret med fladskærm og al moderne elektronik. Fangeren, der har været medlem af Landstinget og rejst på hundeslæde med Kronprinsen, har desuden medbragt sit videokamera på jagterne.

Uusaqqak Qujaukitsaq har fem børn. Kun et af dem, sønnen Mads Ole, fører faderens erhverv videre.

 

Jagtsæsonen forkortes
Ifølge Uusaqqak begynder opvarmningen af klimaet nu for alvor at kunne mærkes. I flere dage har regnen silet ned over Qaanaaq. Helt usædvanligt, mener Uusaqqak Qujaukitsaq, som forklarer den øgede vandmængde med klimaforandringer.

Men det er især om vinteren, at konsekvensen for alvor mærkes:

»Det bliver varmere og varmere, så isen bliver tyndere og tyndere. Det er skidt, for det betyder, at vi ikke længere kan komme ud til vores gamle fangstpladser. Sæsonen er også forkortet. Havisen bryder op langt tidligere end normalt,« siger han og nævner som den eneste positive konsekvens af klimaændringerne, at laksene i Laksefjorden er blevet federe.

Fangerne er langtfra begejstrede for den årlige kvote, der for fem år siden blev indført for at begrænse jagten på narhval.

»Med kvoterne begrænser man fangernes frihed. Det går også ud over hundene, så vi af og til mangler hundefoder. Det ville være langt bedre at reducere bestanden af spækhuggere, der æder alt på deres vej,« siger Uusaqqak Qujaukitsaq.

Det er svært at få oplyst et præcist tal, men i byen er der almindelig enighed om, at mellem 30 og 50 af Qaanaaqs 650 indbyggere er professionelle fangere. Om sommeren jager de fra jolle eller kajak, om vinteren trækker de i varme isbjørnebukser og kører med hundeslæde ind over isen for at fiske hellefisk eller harpunere hvalros.

Opbrud i luften
Erhvervet er måske ikke det økonomisk mest indbringende for det lille samfund, men fangerne har høj status og er vigtige for byens selvforståelse. Når en fanger træder ind i butikken eller på den lokale restauration, viser de andre respekt.

Fornemmelsen af opbrud kan dog mærkes i luften. Forleden meddelte den canadiske regering, at Nordvestpassagen nord om Canada lige nu er sejlbar. Det er endnu et tegn på, at Canadas arktiske farvande og kyster ændrer sig hurtigt, og at der vil komme en stærkt forøget sejlads af kommercielle skibe og turistfartøjer i det arktiske område.

I Qaanaaq kommer den nye virkelighed sejlende i form af krydstogtskibe, der jævnligt anløber byen.

Færden ind mod byen følges intenst fra vinduerne i de farvestrålende huse, hvor kikkerter er standardudstyr. Mens det ankrer op og venter på lavvande, gør nogle indbyggere sig klar til at modtage de rige turister, der er om bord på det ombyggede russiske hvalfangerskib, som skal give dem en polaroplevelse.

I sit hemmelige værksted sætter Odaq turbo på produktionen af små thulemænd i narhvalstand. Konen sendes ned på stranden for at sælge dem.

»50 dollar pr. styk,« formaner Odaq, mens hans kone bener af sted mod havet.

Et kvarter senere skifter thulemændene ejermand. Netop tidsnok til, at konen kan nå i butikken for at omsætte indtægten i en karton hvidvin.

Det bliver der drukket en del af i Qaanaaq.

Uusaqqak Qujaukitsaq mener, at kommunen burde satse mere på turismen, f.eks. ved at bygge et hotel med kapacitet til mange gæster. Fangerne kunne supplere indtægten ved at tage turister med på jagt. Den forretning er nu kun ved sin spæde begyndelse. For de relativt få mennesker, der har råd til en billet helt til Qaanaaq, er der fastsat en dagspris på bådleje eller slædehundekørsel.

Den gamle storfanger
Alt det er nyt for storfanger Qaavigannguaq Qisuk på 81 år, der fra byens plejehjem har udsigt over isbjergene. Han er en driftig mand, hvis værelse er fyldt med værktøj. Lige nu er han i gang med at lave en ulo, en grønlandsk kvindekniv. Om eftermiddagen tager han madresterne med ud til sine fem hunde, som står bundet på fjeldet ved siden af plejehjemmet.

Han mener, at dovenskaben har fået tag i Qaanaaq:

»I dag kan de unge få socialhjælp, og det betyder, at mange ikke tager ud for at fange. Hvis de ikke havde fået det, havde de nok ikke været så dovne,« mener han.

Hele ansigtet og de smalle øjne forvandles til et smittende smil, når han mindes sin egen tid som fanger. Dengang kunne fangerne skyde løs på alt det, de lystede. Selv har han skudt så mange isbjørne, at han ikke har tal på dem.

»Hvis vi så tre isbjørne, skød vi dem bare. Nu skal de tænke på kvoter,« siger han.

Qaavigannguaq Qisuk boede med sin familie i en tørvehytte oplyst af en tranlampe, og på jagter byggede han snehytter. Overskudskød blev samlet som køddepoter til slædehundene og gemt under sten, akkurat som det stadig sker i dag.

»Jeg var aldrig bange, for hundene vidste godt, hvad de ville. Når de fik færten af en isbjørn, vidste de, at der kom mad på bordet. Når vi havde skudt bjørnen, efterlod vi nogle knogler fra den på stedet, fordi isbjørne altid kommer tilbage til samme sted.«

Når fangerne beretter om deres bedrifter, sidder kvinderne tavse og nikker beundrende på de rigtige steder. Det er også dem, der syr deres lune skindtøj og garver skindene med uloen.

Ifølge Qaanaaqs driftigste mand, hotelejer Hans Jensen, bruger en mand således aldrig sådan en kvindekniv til at skrabe skind. Det ville føre til en dårlig fangst.

Meget tyder imidlertid på, at narhval, sæl og hvalros fremover vil svømme i sikre farvande omkring Qaanaaq. På stranden øver børnene sig i at kaste med harpun, men de færreste regner med at blive fangere på fuldtid.

Ud af de otte drenge i skolens niende klasse vil kun to følge i fædrenes fodspor.

Opbrud i nunavummiutternes land

Det er lørdag aften på den støvede hovedgade i Iqaluit, verdens formentlig mindste, koldeste og yngste hovedstad, og de unge varmer op til fest.

I en ramponeret amerikansk flyder foran købmandsbutikken er 19-årige Darren Illnik og hans venner allerede stangstive. Og selv om det er forbudt at drikke på gaden, forhindrer ingen de unge i at køre rundt med en promille pænt over det tilladte.

I modsætning til sine kammerater bag i bilen, der lever af socialhjælp på omkring 1.500 kr. om måneden, har 19-årige Darren Illnik et job hos forvaltningen. Men det svæver lidt i polarrusen, hvad han faktisk laver.

»Der er ikke mange muligheder her,« fortæller han.

Lidt længere nede ad gaden er 18-årige Annie Nowdlak og hendes mand Robbie Tiglik på vej hjem fra et familiebesøg. Annie har orlov fra Inukshuk High School. Hun er nybagt mor, og den lille familie har stuvet sig sammen på få kvadratmeter i et lejet værelse hos Robbies bedstemor.

Robbie betaler huslejen med sin løn som bilvasker på den lokale benzinstation. Annie har ikke helt styr på, hvad hun skal i fremtiden. Men når babyen bliver lidt større, vil hun gerne tilbage til skolen.

Massive sociale problemer
Krystalkuglen stråler ikke af optimisme i Nunavuts hovedstad med kun knap 5.000 indbyggere, hvor hovedparten er inuitter. Den nærmest eksplosive økonomiske udvikling i arktisk Canada er indtil nu gået uden om områdets oprindelige befolkning.

De flytter fra de små fangersamfund mod større bysamfund som Iqaluit. Men selv om stemningen i byen er venlig, og mange generelt virker tilfredse med livet, er der i Iqaluit som i resten af Nunavut massive sociale problemer.

En rapport om inuitternes levevilkår offentliggjort i august 2007 viser:

  • Hver fjerde inuit er uden arbejde. De lever af socialhjælp, og hvad de kan få fra naturen.
  • I hvert femte hjem er der ikke værelser nok til at huse beboerne. De anses for at være »overfyldte«.
  • Risikoen for at få tuberkulose er 14 gange højere hos inuitter sammenlignet med resten af Canada.
  • Gennemsnitslevetiden for inuitter falder, mens den stiger for andre canadiere. For en inuit er den 67 år. Generelt bliver en canadier 80 år gammel.
  • Børnedødeligheden er fire gange så høj.
  • Flere end halvdelen af alle voksne inuitter har ikke gennemført High School. I gennemsnit er det kun hver tredje canadier.

Alt er dyrt
Kæmpestore Nunavut med kun 30.000 indbyggere er det yngste territorium i Canada. De i alt 27 småbyer overlever kun takket være omfattende statsstøtte på over fire mia. kr. om året fra Canadas centrale regering.

Alting er dyrt i Iqaluit. Et almindeligt hus kan let løbe op i to mio. kr., fordi transport af byggematerialer er besværlig, og fordi håndværkere højst kan arbejde udendørs i tre måneder om året. Kun de færreste inuitter har råd til at betale sådan en bolig, og derfor er det ikke usædvanligt, at der bor op til 15 i et hus med tre soveværelser.

Nogle ubemidlede bliver tilbudt offentligt betalte boliger, som den lokale regering leaser hos lokale ejendomsselskaber som Northern Property og Nunastar. Andre ryger på gaden. Vi møder en familie på fem, heriblandt den højgravide Tanya Enook, som her i sommer blev sat ud af deres bolig og nu er flyttet til et telt på stranden.

»Vi håber at få råd til husleje inden oktober, for så sætter vinteren ind for alvor. Helst før, for jeg skal føde om få uger,« siger Tanya.

Andre søger frivilligt ud i naturen. Overalt i den stenede tundra kan man kun få km fra byen finde telte, der fungerer som weekend- og sommerhuse. Andre sejler ud til hytter langs fjorden, så indbyggertallet i Iqaluit falder markant i weekenderne.

»Her er ingen kunstige barrierer, det er naturligt. Det er som at komme hjem. Vi kan leve, som vi vil og gå ned til floden og fiske store arktiske laks,« fortæller en kvinde, der bakser med at banke søm i tre planker for at lave et havebord.

Kvinden vil gerne snakke, men ikke oplyse sit navn. Hun er her sammen med sin mand og to børn, Kootoo på 13 og hans lillebror Jeremy. Teltet er veludrustet med madrasser og tæpper, og uden for har familien grill og køletasker til at opbevare madvarer.

Splittet mellem to kulturer
Nunavuts vicepremierminister Levinia Brown erkender, at inuitterne er splittede mellem to kulturer. Den moderne og den oprindelige.

»Før var der ingen, der var fattige. Vi deltes om skindene og den føde, som blev fanget. Nu er der nogen, som skal arbejde inde - andre er egnet til at arbejde ude. Verden forandrer sig, men man kan ikke få det hele. Selv foretrækker jeg arbejdet og pengene,« siger Levinia Brown, der er uddannet både inden for sundhedspleje og undervisning. Hendes mand ernærer sig som jæger.

Manglende uddannelse og dårlig ernæring er to af de største problemer i Nunavut. Levinia Brown kalder det en sørgelig udvikling.

»Der er sket en dramatisk ændring i vores kostvaner. Vi spiser alt for meget fastfood, drikker for megen sodavand og spiser for mange chips. Vi må tilbage til vores oprindelige naturlige kost,« mener hun.

Endnu er det for tidligt at tale om en fedmeepidemi, men eksperter frygter, at der snart vil komme en eksplosion i antallet af inuitter med sukkersyge, som det allerede er sket blandt Canadas indianske befolkning.

Selv om Iqaluit byder på en fransksproget og hele tre engelsksprogede folkeskoler, en mellemskole og et gymnasium, dropper mange inuitter ud af High School uden eksamen. De, der klarer sig igennem, kan tage en faglig uddannelse på byens college, der i canadiske medier er blevet kaldt for Nunavuts svar på eliteuniversitetet Harvard.

College kun for inuitter
Institutionen er forbeholdt inuitter, mens unge hvide må rejse flere tusinde kilometer for at få en uddannelse. Forklaringen er, at flertallet af inuitter i Nunavut mangler de kvalifikationer, der skal til for at fungere i et moderne samfund.

»Vi har næsten udelukkende kvindelige studerende. Kvinder har lettere ved at klare den kulturelle omstilling end mændene. Mange af mændene er arbejdsløse og forsøger at leve som fangere i fritiden,» siger Neil Christopher, professor på Nunavut College.

Lørdag aften får problemerne dog ikke lov til at spolere festen i Iqaluit. På natklubben The Legion fester sygeplejersken Sarah Kilpatrick igennem. Hun har fødselsdag og fejrer den på klubben med gode venner, masser af drinks og action på dansegulvet. Hun flyttede til Iqaluit som 16-årig fra det sydlige og hvide Canada, og som datter af den lokale dommer og med en god løn nærer hun ingen frygt for fremtiden.

Det skulle da lige være, at der om få måneder bliver bidende koldt i byen og mørkt det meste af døgnet.

»Når vinteren bider sig fast, så er jeg over alle bjerge.«

Det lyder som et apropos, at bandet på natklubben sætter i med en canadisk udgave af den gamle Johnny Cash-sang "Lonesome prison".

På afveje i Arktis

Mere off road kan det ikke blive. 

Den firehjulede motorcykel hamrer derudad. Den 400 ccm store motor får virkelig lov til at arbejde. ATV'ens brede dæk og de kraftige støddæmpere opsluger de værste bump fra det ujævne terræn. Alligevel fortæller smerten fra ryggen og lænden alt om, hvilken barsk natur vi bevæger os rundt i. 

Til alle sider ligger den uberørte tundra kilometer efter kilometer. Stenfyldt med lav, sparsom vækst. Sneen pisker i ansigtet - selv her i det tidlige efterår bider vinden.  

Mudderet sprøjter op til alle sider, når vi passerer et af de mange små vandhuller. Et tyndt lag is flere steder vidner om, at den første frost er sat ind. 

Sammen med lystfiskeren Paul Ikuallaq er vi på vej mod et af King William Islands bedste fiskesteder, Iqalukmeut, godt 40 km fra den lille by Gjoa Haven, opkaldt efter den berømte polarforsker Roald Amundsens skib.  

King William Island er også kendt for, at det var her mange af deltagerne i John Franklins legendariske ekspedition omkom af sult og kulde, da 129 besætningsmedlemmer forsøgte at finde hjem fra deres indefrosne skib.  

Umiddelbart mener vi, at vi sagtens selv kan køre den "lille" tur ud til det berømte fiskested, men inuitterne advarer os mod at gøre forsøget uden hjælp.  

»Det vil være alt for farligt, at køre derud alene. En snestorm kan komme på ingen tid, så man er nødt til at have telt og gasblus med, så man kan søge ly,« som en af de lokale forklarer. 

Derfor allierer vi os med Charlie Cahill, en driftig entrepenørtype fra Newfoundland. Han stiller os en stor oplevelse i udsigt. 

»Det er utroligt, at liv kan overleve heroppe under så barske vilkår,« mener Charlie Cahill og fortæller om, hvordan millioner af myg bliver udklækket i maj og juni.  

Myggeplagen er heldigvis overstået for i år, så Charlie Cahill sætter os i forbindelse med Paul Ikuallaq, der skaffer nogle køretøjer. 

Vi har masser af ekstra benzin med i dunke, hvis vi skulle fare vild. Det er der nu ingen fare for, når man er sammen med den erfarne fisker og jæger. Han har som mange andre af Gjoa Havens indbyggere været ude ved fiskestedet masser af gange og kender sporet, der fører derud. Skulle man blive i tvivl om, hvor man er, har inuitterne bygget mange kendemærker i sten.  

»Jeg er født på tundraen,« siger Paul Ikuallaq stolt og giver samtidig forklaringen på, hvorfor det gik så galt for Franklin-ekspeditionens medlemmer. 

»De var for stolte. De ville ikke tage ved lære af os inuitter,« siger han og sætter næsen i sky. 

Men få minutter senere er det lige ved at gå galt i det særlige våde terræn - selv for den erfarne inuit. Paul Ikuallaq kommer for tæt på en sø og synker dybt ned i en kviksandsagtig bund.  

Køretøjet står begravet i sand og kan ikke komme op. Med fem personer og opbakning til tre ATV'er har vi ikke råd til at miste en. Men igen viser køretøjerne deres kapacitet. 

Vi forsøger at trække ATV'en op. Men første gang, vi trækker til, brister rebet. Paul Ikullaq tager de ekstra lange gummistøvler på og vader ud i mudderet og sætter ATV'en i bakgear samtidig med, at vi trækker. Det hjælper ikke. Først da vi lægger store sten ned bag baghjulene, får vi den op. 

Efter uheldet er vi enige om, at det er godt, at vi i modsætning til Franklin-ekspeditionen tog ved lære af inuitterne og tog med en fisker ud. Også fordi sporet viser sig at være et sandt virvar. Vi kører gennem floder, tager genveje hen over stentoppe og kører uden om de værste sumpede områder.  

Vi havde med garanti aldrig fundet fiskepladsen. Og med garanti aldrig fundet hjem igen.  

Ude ved fiskepladsen får vi mad og varme drikke, og efter en times fiskeri går turen hjem igen.  

Færdselsregler er ikke dem, der bliver håndhævet mest strengt i Arktis. Ingen tjekker, om vi overhovedet har kørekort. På vores tur overtræder vi tre af fire grundregler for brugen af en ATV:

  • På et skilt opfordres man til at bruge styrthjelm. Sådan en har vi ikke fået.
  • Man må kun køre en person på den. Inuitter er ofte en hel familie på samme cykel.
  • Man må ikke køre på den på offentlig vej. Det kan sporet ude i ødemarken næppe kaldes, men ATV'en er det mest anvendte transportmiddel selv i små arktiske byer.
  • Kun forbuddet mod at køre i påvirket tilstand overholder vi. 

   Da vi efter en køretur på i alt otte timer kører det sidste stykke ned mod Gjoa Haven, får køretøjerne lov at strække ud på det nogenlunde plane stykke grusvej. Med op mod 80 km/t er vi mørbankede på vej tilbage til civilisationen. Hvis man da kan kalde den lille gruppe huse ved bugten i Gjoa Haven for det.

Rensdyrfolket

Bevæbnet med lassoer og hunde driver tre hyrder rensdyrhjorden tæt ind under lejren. De 2.500 dyr virker nervøse, som om de ved, hvad der skal ske.

Med tikkende hove løber dyrene i ring som i en russisk roulette for at undgå at blive fanget. Hyrderne giver sig god tid. Udser sig et dyr og kaster lassoen. Hver gang rammer den geviret med en overlegen træfsikkerhed.

De første to dyr får lov til at løbe igen, men det tredje trækkes under voldsom modstand helt ind til lejren. Mens en af hyrderne holder geviret, stikker en anden en kniv hjertet.

Dyret vakler og falder om. Efter endnu et stik ved øjet og i hjertet er det dødt. Det bliver lagt med hovedet mod øst, retningen mod de dødes verden.

Som led i et gammelt ritual drypper en af lejrens kvinder, Maja Nomtjivina, vand på det stadig varme dyr. For at ruste det til den forestående rejse.

»Vi mennesker kan jo heller ikke leve uden vand,« forklarer Maja med en mine, der afslører, at hun slet ikke forstår, hvorfor vi spørger.

Blodofringer til forfædrene

I tjuktjernes verden er døden lettere end alt det, der går forud som sygdom og fattigdom. Og døden - både for mennesker og rensdyr - er helt nødvendig for at holde gang i det lukkede kredsløb af sjæle.

Hvis forfædrene skal sende en sjæl ned til en ny kalv, skal der nødvendigvis også sendes sjæle tilbage. Derfor opfattes også almindelige slagtninger som blodofringer til forfædrene. Dem skal man holde sig på god fod med, for de er de virkelige ejere af rensdyrhjorden, og de kan tage det hele når som helst.

Vi er kommet til lejren aftenen forinden efter en dagsrejse i et kampvognslignende køretøj ud over tundraen. Lejren består af tre store irangaer, rummelige telte, der om sommeren er lavet af lærred og om vinteren beklædt med rensdyrskind.

Som gæster bydes vi inden for i en iranga, hvor røgen fra det åbne ildsted i midten er så tyk, at man kan forsvinde i den. Der er ikke nogen emhætte oven på suppegryden på bålet. Der er heller ikke rindende vand, toilet, elektricitet eller anden komfort fra nyere tidsregning.

Til gengæld får vi overdraget familiens soveværelse, en kube på størrelse med et firemandstelt. Den er beklædt med rensdyrskind på gulv, vægge og loft, og sengeskindet er lagt på en forhøjning af grene. Til vores overraskelse finder vi efter nogle timers urolig søvn ud af, at det også er lagerrum for løg og hvidløg.

Vi bydes på te, suppe og forskellige kødretter fra rensdyr. Delikatesser som pølse fra rensdyrets tredje mave eller fordærvet rensdyrkølle fra et dyr, der er slået ihjel af ulve. Det har en bismag.

»Kan I ikke fortælle noget om verden?« spørger Viktor Kaante, der med sine 75 år og kun en pløk i munden er lejrens ældste.

Lejrens eneste kontakt med omverdenen er en hånddrevet radiosender, der - når den virker - kan komme i forbindelse med andre rensdyrlejre eller hovedlandsbyen Kantjalan en dagsrejse væk.

Alt handler om rensdyr

Viktor er født på tundraen og har tænkt sig at dø her. Han kender alle dyrene i den kollektive hjord, som tilhører fællesskabet i Kanchalan, men især sine egne 300 rensdyr.

Som de andre er han fra top til tå klædt i rensdyrskind kantet med hundeskind. I sit bælte bærer han to knive, en til at dræbe rensdyr og en anden til at flække knogler samt synål og fingerbøl, så han altid kan reparere sit tøj.

Mændene minder om nisser i deres jakker og skindkamikker. Kvinderne bærer en skinddragt, der minder om en flyverdragt, hvoraf de kun ifører sig halvdelen af toppen, når det bliver for varmt inde i teltet.

Der findes kun godt 6.000 tjuktjere i den russiske Tjukotka provins øst for Sibirien, en enorm provins med kun 54.000 indbyggere, hvor hver tjukter har ca. 130 kvadratkilometer at boltre sig på.

Selv om tjuktjerne i århundreder nægtede at underkaste sig først zaren og siden Stalins tvangskollektivisering, er de i dag sammen med deres fætre, provinsens 1.500 inuitter, klart i mindretal i forhold til russerne.

Alt handler om rensdyr. Efter slagtningen omdannes teltet til et hjemmeslagteri. Intet bortset fra indholdet i mavesækken og tarmene går til spilde. Alt andet spises.

Der sænker sig en tilfreds ro over teltet, mens alle samles for at gumle rå knoglemarv, hjerne, mule og sener fra underbenet. I gryden over ildstedet simrer blodsuppen med blodet og indvoldene fra dyret.

En gang om året holdes en rituel blodofring, Kilvai, hvor man ofrer kalve til forfædrene og fester for, at rensdyrene føder nye unger. Men der ofres også dyr i forbindelse med dødsfald, fordi den døde ledsages til dødsriget af rensdyrsjæle foran en slæde.

Arbejdet kommer først, men vodkaflasken er aldrig ret langt væk her i brigade nummer fire, som lejren officielt kaldes. Den er en af i alt otte lejre ejet af landsbyen. Lykkes det ikke at skaffe noget drikkeligt, er den euforiserende rød fluesvamp i endnu højere kurs. Når tjuktjerne hallucinerer, kommer de i kontakt med ånderne.

»I år har vi ikke fundet svampe, men ellers spiser vi dem hver gang, vi skal træffe en afgørende beslutning om rensdyrene eller om, hvor lejren skal flyttes hen,« fortæller Viktors kone, Tatiana.

Parret har to børn. Datteren foretrækker at bo inde i landsbyen, mens en søn bor i lejren, hvor han på skift med de øvrige mænd om natten forsvarer hjorden mod ulve og bjørne.

»Vi er frie her, ingen kontrollerer os. Selvfølgelig frygter vi, at denne måde at leve på vil høre op, fordi de unge ikke vil mere. Det vil være en skam. Vi har et godt liv, og når vi hører nyheder fra byen, bliver vi bange for at sende vores børn i skole,« siger Tatiana.

Alle husker dog, at livet blev ringere, da Sovjetunionen gik i opløsning. For selv om tjuktjerne led under Stalins kollektivisering, da deres hjorder blev overtaget af staten, levede de senere højt på Sovjetunionen.

Lønnen var høj, så en tjuktjer tidligere kunne rejse til Moskva ti gange for en månedsløn. I dag skal der en årsløn til at betale for en returbillet.

»Men livet var endnu bedre før kollektiviseringen i 1950'erne, da alle havde deres egne dyr. Uden rensdyr er en mand ingenting,« siger Majas mand, 54-årige Vasili Vasiliviz, der kun selv ejer ni dyr.

Økonomisk smalhals betyder, at størstedelen af livet leves på tundraen. I den korte sommer holdes en stabil sommerlejr, fordi det er svært at flytte sig over tundraen. Om vinteren flytter nomaderne ofte og fragter telte og habengut på slæder trukket af rensdyr.

Kristne missionærer har gjort deres indtog i tjuktjernes landsbyer, men herude i ødemarken er det de gamle skikke, der tæller. Hver lejr har en gudefigur, en Michlit eller en Gichgir, som kun tages frem ved særlige lejligheder.

Det er et gammelt ildbræt påsat en masse amuletter, som beskytter rensdyrene og jager ulvene væk. Figuren er den egentlige ejer af hjorden. Den overvåger blodofringer, og for at gøre den glad smører man lidt blod og fedt på munden af den.

I tjuktjernes verdensbillede er ravnen en hellig fugl, der ifølge myten skabte verden. Derfor må man aldrig gøre den ondt. Man skal derimod iagttage den nøje, for hvis en ravn f.eks. vender sig i luften og flyver med ryggen nedad, er det et tegn på, at en person snart skal dø.

»Jeg skal aldrig være kristen,« siger Maja, der har valgt livet med naturens kræfter ude på tundraen: »Af og til kan man godt savne det moderne liv i landsbyen, men det er også stressende at være sammen med mange mennesker. Efter tre dage længes jeg hjem.«

Sommerglæder for slædehunde

Lugten fra det blodrøde narhvalskød får hundene til at hyle. De er sultne, utålmodige og kæmper for at komme i første række under fodringen.

Får en større hund muligheden for at snuppe en luns fra en mindre, er der ingen nåde. Afregningen er kort og kontant, og den slagne tumling må luske bort med røde poter og tom mave.

Kiutikab Petersens 13 hunde står bundet tæt ved vandet. De tolv på den ene side af bækken, førerhunden, en fire-årig basse, på den anden.

Ud over isen
Det har de gjort siden juni, da Kiutikab Petersen satte slæden på oversomring, og det vil de blive ved med ind til oktober, når havet om Qaanaaq fryser til.

»Når jeg gør slæden klar, er hundene er ellevilde. De vil ud over isen,« siger Kiutikab Petersen og peger mod nord for at vise, hvor første køretur går hen.

Hans hundefoder ligger i en stor kasse. Hundene får kun mad hver tredje dag. En overfodret slædehund udvikler sig let til en doven slædehund. Derfor holdes der igen med fodringen, når hundene bogstaveligt talt ligger stille.

Enkelte har holdt lidt for meget igen, og det har givet anledning til megen debat om vanrøgtede og underernærede hunde. Ifølge den nordatlantiske gruppe i Folketinget var der i 2007 60 kendte tilfælde af vanrøgtede hunde. Det skal sættes i forhold til, at der er omkring 30.000 slædehunde i Grønland.

Debatten om misrøgt gav sidste år så stor genlyd verden over, at Landstinget modtog adskillige mails. Nu er der udarbejdet en handlingsplan mod mishandling. Ifølge planen skal alle hundeejere udstyres med en "hundepakke", der giver dem vejledning i korrekt hold af hunde.

Hundehyl i natten
Qaanaaqs hunde ligger spredt over hele byen. De fleste står bundet og gør deres til, at den lyse polarnat genlyder af hundehyl. Hvalpene løber endnu frit omkring. Så snart de kan forlade moderen, går de på opdagelse i byen.

Kan de komme af sted med det, snupper de gerne en godbid fra de fyldte plasticposer, som slæbes hjem fra supermarkedet.

Ethvert barn ved, at man skal lade hundene være i fred. Den er ikke et kæledyr, men et brugsdyr.

Når hunden er nogle måneder gammel, er det frie liv i byen forbi. Den bliver bundet for at vænne sig til, at der fra nu af vil være begrænsninger i bevægelsesfriheden.

Mange slædeførere sætter den unge og uerfarne hund sammen med en ældre, tålmodig type, der har overskud til at lære lillehunden op.

For nogle unghunde går det som en leg. De løber, som har de aldrig bestilt andet i deres liv, for andre tager det længere tid, og for de sidste går det slet ikke.

De bliver som regel skudt.

Tilbage til traditionerne

Aleithea fører med sikker hånd eyelineren tværs over kinden. Hun har øvet sig mange gange før, for i de seneste fem år har hun været fast besluttet på at lade sig tatovere i ansigtet ligesom inuitkvinderne i gamle dage.

Hun maler et stort "V" i panden, streger hen over kinden og nogle prikker ved øjnene. Som et forsøg, for den 30-årige kvinde leder stadig efter det helt rigtige motiv.

»Mange inuitter reagerer meget kritisk, når de hører om mine planer. De fleste er blevet meget kristne, og de fornægter i dag deres historie og traditioner. Ligesom åndemanere er tatoveringer blevet tabu. Så jeg er lidt bitter over, hvad religionen har gjort ved vores kultur,« siger Aleithea.

Tatoveringer var nødvendige

Efter fem års universitetsstudier i kunst og computervidenskab har hun i dag kastet sig over filmmediet og er i gang med at lave en dokumentarfilm om tatoveringer til canadisk tv. Ud på gulvet i det moderne hus i Iqaluit spreder hun bøger med oplysninger om emnet.

I gamle dage var tatoveringer et spørgsmål om liv og død for inuitter. Knud Rasmussen refererer i sine skildringer til en fortælling om, at der var særlige adgangskrav for døde, hvis de skulle op til "den glade hjemkomsts evige bopladser", Angerdlartarfik.

»Det er glædens land og ligger et sted oppe i himlen. Her drives storfangst til alle tider, og man fortæller, at månen hjælper menneskene med at fange. Når der ikke drives fangst, leges der; Man hører kun sang og latter mellem husene, og al sneen er trampet hård i vid omkreds af alle de livlige, boldspillende mennesker. Herop kommer kun de dygtige fangere og de kvinder, der har smukke tatoveringer.«

Aleithea Arnaquq-Baril er ikke den eneste, der overvejer at genoptage traditionen, men det er for tidligt at tale om en trend. Enkelte kvinder har fået lavet traditionelle tatoveringer på arme og hals, og en anden kvinde har ligesom Aleithiea besluttet sig for at lade sig tatovere i ansigtet.

»Det vigtigste for mig er ikke at gøre oprør. Siden min barndom har jeg æstetisk været vild med de gamle tatoveringer. Men selvfølgelig er det også et led i en konstant kamp mellem det moderne samfund og bevarelsen af gamle traditioner.«

Som datter af en inuitmor og en far fra Sydcanada rummer Aleithea sin egen kulturkamp. Hun talte inuitternes sprog inuktitut som barn, men glemte meget af det, da hun blev nødt til at rejse flere tusind kilometer væk fra de arktiske egne for at få en uddannelse.

Under sin research til filmen har kun få ældre været villige til at tale om emnet.

»Jeg fandt en, der var modig nok. Han fortalte, at hvis man ikke havde en tatovering, ville ens sjæl efter døden komme til at flyde på toppen af havet i al evighed.«

Aleithea henviser også til andre historier om, at mænd fik tatoveringer i ansigtet og på kroppen for at beskytte sig mod onde ånder eller for at vise, at de f.eks. var gode fangere og havde dræbt en hval.

Unge genopliver kulturen

Der er flere bud på, om den unge generation er på vej til at genoplive den gamle kultur. Professor i traditionel kultur i Iqaluit, Susan Sammons, fortæller, at mange ældre inuitkvinder blev vrede, da hun på en workshop opfordrede unge kvinder til at male sig med blæk.

»De unge var derimod vilde med det. Tatoveringer har bredt sig her i de seneste år. For 15 år siden begyndte folk at gå i tøj af sælskind, så der er flere tegn på, at vi bevæger os mod en kulturel renæssance,« siger hun med følgende forbehold.

»Jeg har undervist i over 20 år, og år for år bliver mine studerende mere kulturelt uvidende. Men ofte er det vel sådan, at folk ikke for alvor begynder at bekymre sig om kultur, før den forsvinder.«

Den gamle kultur er dog til stede mange steder og ikke kun i form af romantiske malerier af igloer og isbjørne. Også strubesang er blevet et hit hos mange unge, hjulpet godt på vej af den 32-årige inuitsangerinde Tanya Tagaq, der fik succes med den ældgamle sangform og bl.a. har optrådt med islandske Björk.

Strubesang udføres normalt af to kvindelige sangere. Som på vores hotel i Igloolik, hvor to servitricer spontant træder op og giver en prøve på de stødvise og mystiske lyde formet langt nede i halsen.

Også i litteraturen har de gamle figurer fra inuitfortællingerne fået en renæssance. Professor og inuitekspert Neil Christopher i Iqaluit fortæller, at mange moderne forfattere har genoplivet de overnaturlige karakterer fra de gamle historier i ny fiktion.

»Det er en stor forskel fra tidligere, da man gav fortællingerne videre ordret. Nu bygger forfattere nye historier op omkring figurerne,« siger den 36-årige, der selv er med til at udgive et blad, hvor de gamle sagnfigurer optræder i tegneserier.

PS. I Danmark er det forbudt at lade sig tatovere i ansigtet og på hænderne.

Tvangsflyttet til Nordpolen

Hvis rejselyst kan udtrykkes i grønne planter og puslespil af eksotiske dyr i alle regnbuens farver, ja så kunne Dorah og Ludy Gillis vældig godt tænke sig at komme væk.

Parret har dekoreret væggene i stuen med hobbyen fra de mørke vinterdage, hvor der ikke er meget at lave i denne forblæste og råkolde flække med 250 mennesker i den nordligste del af Canada.

En kunstig by

Resolute er en kunstig by. Der bor kun mennesker her, fordi den canadiske regering helt tilbage i 1953 tvangsflyttede en gruppe inuitter fra deres hjem mange tusinde km sydpå for at befolke de øde egne i nord. I Resolute lå ud over inuitbyen kun en lille flybase og en vejrstation.

55 år efter er arrene fra det traume ikke helet.

Dorah var en lille pige på ti år, da hun sammen med sin familie blev sat på et skib i sin hjemegn i Inukjuak (Port Harrison) i det nordlige Québec. Undervejs på den flere uger lange sejlads fik hun konstateret tuberkulose, så hun måtte sejle med den lange vej tilbage igen.

Men efter to år var Dorah rask nok til at slutte sig til forældrene, så i 1955 ankom hun for anden gang til Resolute Bay sammen med endnu en gruppe inuitter.

»Her var ingenting. Min familie boede stadig i telt om sommeren og i snehytte om vinteren, og vi havde ikke meget at spise. Dengang var her ikke en butik som i dag, og tilflytterne vidste ikke, hvordan de skulle jage i det nye terræn,« fortæller Dorah.

Ludys familie kom derimod frivilligt fra Pond Inlet nogle hundreder kilometer sydpå, da han i 1959 kom hertil som 16-årig. Da den canadiske regering indså, at tilflytterne havde problemer med at skaffe føde nok, overtalte den folk fra egnen til at flytte med for at lære fra sig.

»Min far skulle skaffe føde til 12 børn, men for os var det lettere at leve her. Der var flere rensdyr, isbjørne og sæler her end i Pond Inlet. Da vi kom, var her allerede bygget huse, men det var svært at skaffe brændsel til at varme dem op. Der er jo ingen træer her, og tranlamper kan ikke varme et stort hus op,« fortæller Ludy, der efter et liv som aktiv i politik nu er hjælpepræst i den anglikanske kirke.

En konstant følelse af sult

50 inuitter blev tvangsflyttet med isbrydere i 1953, og to år senere fulgte 36 andre fra Inukjuak i Québec over 2.000 km væk.

Allie Salluviniq var med på det første skib. Han var kun tre år og kan ikke huske meget. Men hans mest klare minde fra barndommen er en konstant følelse af sult.

»Min mor fik tuberkulose og blev flyttet til et hospital sydpå. Hun var væk i over fem år. Så min far skulle både jage og sørge for fire børn. Så af og til måtte vi snige os ud på flybasens losseplads for at finde mad,« siger Allie og fortsætter:

»Mine forældre ville hjem med det samme. Og de gentog ønsket efter to år. Men myndighederne brød alle løfter og sagde, at vi var lykkelige her. Kort efter bragte de flere herop.«

Ifølge de tvangsflyttede brød myndighederne også andre løfter. Bisonskind, telte og tøj forsvandt fra skibet, tømmer til huse kom i meget små portioner, og løfter om både til at fiske og jage blev heller ikke opfyldt.

»Jeg tror, at den bitterhed, som mine forældre levede med, gik i arv. Mange af de sociale problemer, som vi kæmper med i dag, kan føres tilbage til dengang. Selv var jeg alkoholiker i mange år, indtil jeg fandt Jesus. Dengang var Resolute kendt som en by, hvor folk var så fulde, at børnene gemte sig,« siger Allie, der har ansvaret for vedligeholdelsen af Resolutes veje.

Kræver en undskyldning

I dag er der ikke mange tilbage af dem, der blev tvangsflyttet i 1953. Nogle døde i de første år, andre fik held til at rejse hjem igen, men flertallet blev og vænnede sig til forholdene.

Mange i byen giver stadig tvangsflytningen skylden for alt det, der siden er gået galt i Resolute. Som den kendsgerning, at mange fangere mistede deres færdigheder og i stedet kom på socialhjælp.

»De havde det hårdt, og de, der er tilbage, er stadig mærkede af det. De kom hertil på et tidspunkt, da der hverken var radio eller telefon. Når de prøvede at skrive hjem, smed folkene i Royal Canadian Mounted Police bare brevene ud,« fortæller Saroomae Manik, borgmester i Resolute.

For hende er det ikke nok, at de tvangsflyttede får en årlig erstatning. Hun kræver en undskyldning fra den canadiske regering, og hun vil rejse spørgsmålet, når borgmestrene i de forskellige byer i Nunavut samles til topmøde i begyndelsen af 2009.

»Vi vil kræve en formel undskyldning. Det er meget vigtigere end penge,« siger Saroomae Manik.

Også for Ludy og Dorah vil en undskyldning være velkommen, selv om det kun vil være et symbolsk plaster på såret.

»Der skal en meget god undskyldning til for at fjerne folk fra deres familie og venner. Men de har trods alt fået en lille kompensation. Min kone får 800 dollars (lidt under 4.000 kr.) i erstatning om året resten af livet,« siger 65-årige Ludy.

Parret kan dog takke Resolute for en lang kærlighedshistorie.

»Resolute er selvfølgelig blevet hjem for os og vores syv børn, men det er ikke det bedste sted i verden at leve. Den mørke tid varer frygteligt længe, det er et meget forblæst sted, og alt her er meget dyrt. Så ja, vi vil gerne flytte væk for at blive gamle et andet sted,« siger Ludy, før han kaster sig ud i en lang udredning om, hvor svært det er at flytte på grund af lange ventelister til boliger overalt i det arktiske område.

En anden grund kunne være, at byen på inuitternes eget sprog, inuktitut, hedder Qausuittuq - stedet uden daggry. I seks af årets måneder ligger gennemsnitstemperaturen i Resolute på mellem 19 og 29 grader - minusgrader vel at mærke.

Vejen til tjuktjerne

Det er svært at skjule overraskelsen, da vi bliver præsenteret for det køretøj, der skal sende os ud over stepperne på en tidsrejse tilbage til de ægte rensdyrhyrder.

Explorerbilen er et pansret køretøj på larvefødder. En kampvogn uden kanon. Eller mere præcist en Vesdekhod , der på russisk betyder en bil, der kan køre overalt. Et monstrum af en maskine, der stadig produceres til de vanskeligst tilgængelige områder af det kæmpestore russiske rige.

Intet mindre kan vel gøre det, når målet er at opsøge et nomade- og krigerfolk, der i århundreder formåede at modsætte sig russisk overherredømme og kravet om at betale skat til zaren.

Måske er det lidt letsindigt at vælge pladserne uden på bilen, men indenfor ser ikke indbydende ud. Der er ingen sideruder og ingen sæder, kun en bunke bagage.

Som helte i en krigsfilm
Fra toppen har vi fri udsigt. Vi bumper derudaf. Det er fantastisk. Alle mulige billeder fra gamle krigsfilm af helte på kampvogne dukker op i hovedet. Det bliver endnu bedre, da vores russiske guide på turen, Vladimir, hiver øl op af en taske. Alt er stort i Rusland, også øllene. XL står der på Tuborg-dåserne på hver en liter.

 Pludseligt står det klart, hvorfor I-pod'en og andre musikafspillere blev opfundet. Da Mick Jager dukker op i øregangen med det gamle Dylan nummer "Like a rolling stone", opstår en tilstand af næsten total lykke inde i hovedet.

»How does it feel to be on your own, with no direction home, a complete unknown, just like a rolling stone?«

Bilen kan vitterligt køre overalt. Tundraen er fuld af huller, vandløb og småsøer. Vi kører igennem det hele. Heller ikke småskove, hvilket i disse egne betyder træer på et par meter, er i stand til at stoppe os.

Fra en højderyg kan vi se over på det sted, hvor 600 tjuktjerkrigere i et legendarisk slag i 1747-tallet besejrede den hær, som zaren havde udsendt for at betvinge det rebelske folk.

De angribende kosakker var overlegne både i antal og i våben, og i blodige massakrer havde de myrdet kvinder, børn og mænd i en række tjuktjerlejre. Deres leder, major Dimitri Pavlutski, var berygtet og forhadt. Han havde skæg som en hvalros og et sværd så bredt, at det skyggede for solen.

Men i det afgørende slag lagde tjuktjerne sig i baghold og udraderede modstanderne. Pavlutski blev taget til fange, skåret i småstykker, og hans kød kastet for hundene. Så huggede tjuktjerne hovedet af ham og beholdt det igennem de følgende generationder som trofæ.

En lille sort-hvid hyrdehund er fulgt med fra landsbyen. Vi døber den Hurtigløberen. Den er sej og løber ved siden af kampvognen. Men ellers er her ikke meget liv. Ingen modkørende. Kun få fugle og en enkelt snehare, der i zigzag løber fra hunden.

Chaufføren stopper, da han får øje på en flok ryper langt væk. Et medlem af ekspeditionen får fat i en riffel og går målbevidst ud over tundraen. Men fuglen er fløjet.

Tundraen ligger majestætisk foran os, så langt øjet rækker. Længst ude tegnes horisonten af en kæde af bløde bjerge, men ellers gentager landskabet sig selv. Der er ca. 9.000 kilometer til Ruslands hovedstad Moskva. Det er svært at komme længere væk.

En sort ravn, tjuktjernes hellige fugl, kredser længe over bilen, som om den vil fortælle os noget. Er det et godt eller et dårligt varsel?

Bilen ryster og larmer. Det er med køreture på tundraen som med sex. Det er sjovest i de første halvanden time. Men vi skal langt væk.

Solen skinner, men kulden begynder alligevel at trænge ind igennem vores mange lag af lange underhylere, bukser og fleecetrøjer.

Et par af os vælger at søge indenfor. Det er en dårlig idé. Her er brandvarmt. Al varme fra motoren sendes ind i bilen, for i vintermånederne er det isnende koldt udenfor. Vi smider os ovenpå tasker og kasser og tager overtøjet af, men får ingen hvile. Motoren hamrer som et lufttryksbor, og vi sveder.

Endelig stopper ekspeditionen for et kort måltid. Kasserne, vi har ligget på, viser sig at indeholde en rustik frokost af brød, pølse, kager, juice og sibirisk pizza, d.v.s. et fladt brød med kød indeni.

Pausen er alt for kort, men vi skal videre. Vi pakker os ind og sætter os op på hesten igen. Det begynder at blive rigtigt koldt, og da solen forsvinder, bider den sibiriske kulde for alvor. Vi har kørt i seks timer og kan ikke rigtigt få et svar på, hvor langt der er tilbage.

Sultne bjørne og halt rensdyr
Lyskeglen fra vores køretøj fanger et rensdyr. Det er halt og humper væk ud i tundraen. Det har næppe langt igen, Området siges at være fyldt med ulve og brune bjørne, som endnu ikke er gået i hi.

Vi tænker på de drabelige historier, vi hørte før afrejsen. Om de to geologer, der blev ædt, da deres lejr i Sibirien blev omringet af brune bjørne. Eller historien om, hvordan premierminister Vladimir Putin for nylig skød en sibirisk tiger, da den kom for tæt på et russisk tv-hold.

Formentlig kan kampvognen modstå angreb fra bjørne, Men overlever vi kulden? Nu er det rigtigt koldt. Tæerne er for længst stivfrosne, og huden på låret skal masseres for at føle blot en smule varme.

Med Hurtigløberen ved siden af kravler Explorer-kampvognen op over et bjerg. Motoren brøler, når den rigtigt kommer på arbejde, og vi får tyk, sort røg i hovedet fra udstødningsrøret, der meget praktisk er placeret lige foran os.

Heldigvis viser Nordstjernen vej i tusmørket. Men kun i et kort øjeblik. Da det sidste dagslys forsvinder, tændes et fantastisk himmeltæppe med tusindvis af stjerner, der viser i hver sin retning.

Kampvognen pløjer sig op over endnu et bjergpas. Hvis vores fingre ikke var dybfrosne, ville vi have krydset dem for, at vi nu var nær vores mål. Men igen bliver vi skuffede.

Vi har kørt syv timer. Havde det været på motorvejen derhjemme, kunne vi være nået fra Danmark til Berlin eller Bruxelles. Men det her er Rusland. Et land af enorme dimensioner med ti tidszoner. Og vi har kun kørt ca. 100 kilometer.

Endelig ser vi et lys i det fjerne. Først blinket fra en lommelygte, så skæret fra et bål. Det må være lejren. Vi kører i retning af den, men må først zigzagge igennem landskabet for at finde passager over endnu to flodlejer.

Efter ni timers transport er vi langt om længe nået frem. I mørket hører vi stemmer, der byder os velkommen, og med stive lemmer får vi igen jordforbindelse. Vi skimter omridset af tre runde telte med åbne bål indeni og forstår ordet te på russisk.

Igen overvældes vi af en følelse af lykke. Vi er i live, og vi har fundet tjuktjerne. Den eneste ulempe, vi umiddelbart kan komme i tanke om, er, at vi om nogle dage skal samme vej tilbage.

Klimaet i Arktis

Arktis er et af brændpunkterne i de klimatiske ændringer. Overalt i Arktis sker smeltningen af is og optøningen af permafrost hurtigere end tidligere.
Læs artikler

Kloden og klimaet

Debatten om klimaændringerne fylder mere og mere. Følg klimadebatten og se reportager fra andre steder, hvor klimaændringer og forurening allerede har lavet om på hverdagen.
Se mere på Klimaet

På flugt blandt jægere i Sibirien

I Sibirien blev Rane Willerslev, der er antropolog og deltager i Arctic Explorer, sigtet for illegal pelshandel og krybskytteri. I et halvt år levede han på flugt blandt jægerfolket jugakirerne.
Læs mere

Når isen bryder op

Det varmere klima gør livet surt for Grønlands nordligste fangere. Men det giver også nye muligheder.
Læs artikel

Knuds kammerater i Ilulissat

Grønlændere er et hårdført folk. Fra vores komfortable Hotel Icefiord i første række i Ilulissat ser vi pludseligt en mand køre slalom på vandski mellem isbjergene efter en speedbåd.
Læs logbog

Den længste rejse

Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition fra Grønland til Stillehavet er stadig verdens længste slæderejse nogensinde. Se Knud Rasmussens slæderute og planen for JP Explorers ekspedition i hans spor.
Se ruten