Sitemap | Avanceret søgning |

Knud Rasmussens Alaska-eskimoer

Den danske polareventyrer Knud Rasmussen kom i 1924 til Point Barrow og fandt 250 eskimoer. 84 år senere er Arctic Explorer vendt tilbage. Nu har byen 3.500 indbyggere. USA's nordligste by er også landets vigtigste hvalfangerby.

Af Jørgen Ullerup og Lars From
Publiceret 05-10-2008

Barrow


Vera A. Williams
Vera A. Williams passer radioen i sin fars hus. Han er 86 år gammel og opholder sig i sin fangsthytte. De mange billeder i Arnold Browers hjem viser hans 17 børn og 86 børnebørn.
Foto: Casper Dalhoff

Ved første blik ligner Barrow, USA's og Alaskas nordligste by, en svinesti eller i bedste fald en skrothandel. Alt er enten dødt eller gået i stykker.

Side om side med det amerikanske Stars and Stripes hænger døde edderfugle og rensdyrkød til tørre foran de ramponerede træhuse.

Kasserede biler og sodavandsmaskiner er smidt hulter til bulter sammen med møbler, defekte snescootere og knoglerester fra hvaler.

På byens lige grusveje laver de unge hjulspin i pickup-trucks med monsterbrede dæk, eller de kører med dødsforagt og uden styrthjelm om kap på firehjulede motorcykler.

En by efter hvalfangst

Sandheden om USA's nordligste by er dog mere nuanceret. Under den ramponerede facade er Barrow en nogenlunde velfungerende by, hvor hjerterne mest banker for én ting: hvalfangst.

Knud Rasmussen og hans 5. Thuleekspedition ankom til Point Barrow den 23. maj 1924, og danskeren var begejstret for at komme til den første by på rejsen, siden han i 1921 forlod Godthåb (Nuuk). Det var en velordnet by med store butikker, varehuse, en skole, et hospital og en kirke.

Danskeren skrev med entusiasme om sit møde med "Point Barrows konge" den hvide Charles Brower, der var gift med en lokal kvinde og havde boet mellem eskimoerne i 40 år.

Brower er stadig en dominerende familie og har givet navn til Browers Café indrettet i den gamle hvalfangerstation, hvor Knud Rasmussen blev indlogeret, ligesom her har anlagt en hel bydel med Browers navn.

I Browerville banker vi på hos Arnold Brower, søn af Charles Brower. For selv om Arnold kun var to år i 1924, har han måske hørt historier om Knud Rasmussen.

Desværre for os er den nu 86-årige helt fra Anden Verdenskrig ikke hjemme, for en rigtig Brower er aktiv til det sidste. Seks måneder om året opholder Arnold sig alene ude i naturen i en fiskehytte otte timers sejlads fra Barrow, fortæller hans datter, Vera, der med egnens karakteristiske gæstfrihed viser huset frem.

Væggene i Arnolds hus er plastret til med fotos. Navnlig af de 17 børn og 86 børnebørn. Men også af hvalfangsten, familiens og byens vigtigste erhverv og interesse. Når en grønlandshval er harpuneret og hevet i land, deles kødet med hele byen, og alle byens indbyggere inviteres til fest. To gange om året kommer 2.000 mennesker således til hvalgilde i det lille hus.

Igennem historien har Barrows oprindelige befolkning stået meget igennem. Først var Alaska russisk, og handelsmænd satte deres præg på samfundet ved at introducere smitsomme sygdomme og ved at lade floder af vodka flyde ind over landet.

Whisky og skolevæsen

Da Alaska i 1867 blev købt af USA, og først pelshandlere og senere såkaldte yankee-hvalfangere gjorde deres indtog, var den eneste mærkbare ændring for inuitterne, at vodkaen blev udskiftet med whisky.

Måske på den baggrund var Knud Rasmussen imponeret over, hvad det amerikanske skolevæsen fik udrettet, da det fra slutningen af 1800-tallet rykkede ind med skoler og engelsk som hovedsprog. Alle midler blev sat ind for at gøre eskimoerne til amerikanere.

»Efter 35 års forløb ser man, at et døende, ødelagt og mishandlet folk er blevet forvandlet til flittige, ærgerrige og uafhængige mennesker, beundringsværdige i deres iver efter at leve efter forskrifter, som dikteres af deres lærere,« skrev Knud Rasmussen og citerede en vis Mr. Lopp fra skolevæsenet for følgende analyse:

»Vi anser det ikke for en lykke at holde noget folk i verden kunstigt tilbage. I det land, hvor civilisationen engang er trængt ind, findes ikke mere noget naturstadium.«

For inupiat-eskimoerne i Barrow har det ikke altid været let at få øje på lykken. 47-årige Vera Brower husker stadig, hvor ondt mødet med den vestlige civilisation gjorde. Når hun i skoleårene talte sit eget sprog, inupiaq, fik hun som straf slag over fingrene enten med en pisk eller med pegepinden.

Først da hun nåede op i gymnasiet i slutningen af 1970'erne, fik resten af verden øjnene op for den urimelige behandling, og de oprindelige sprog fik en renæssance.

Historien har lært de lokale i Barrow at tage hånd om deres egen skæbne. Nok findes der stadig arbejdsløshed, men voldsomme problemer med alkoholmisbrug er blevet løst ved at tørlægge byen, så man i dag skal have særlig tilladelse til at importere alkohol. Det er ikke muligt at købe vin eller øl til maden på Barrows adskillige restauranter, der serverer alt fra sushi til mexicanske tortillas.

En etnisk smeltedigel

Ligesom byens fire taxier er de alle drevet af tilflyttere fra lande i Asien. For Alaska og Barrow er stadig en etnisk smeltedigel med en mystisk tiltrækningskraft på alle kulturer. Cirka 70 pct. af indbyggerne er inupiat-eskimoer.

»Vi er meget gode til at tilpasse os. Vi tager, hvad de giver os udefra, og indarbejder det i vores kultur. Vi er eskimoer i det 21. århundrede, og vi bruger både GPS og trommedans,« fortæller Sam Lewitt, der også har yankee-hvalfangerblod i årerne, og viser os verdens nordligste totempæl samt verdens nordligste skov med palmer lavet af drivtømmer og hvalbarder.

Hvalfangst er afgørende for byens puls, og den er også med til at bevare den gamle kultur, fordi hvalfangsten hvert år fejres med musik og dans. I de seneste år er interessen for trommedans og gamle sange vokset, så der nu er fire trommedansgrupper i Barrow.

»Vi lærer sproget igen igennem de gamle sange, og vi giver en del af vores identitet videre til vores børn,« fortæller 26-årige Joseph Riley Sikuayugak, der ca. hver anden aften mødes med en snes venner for at træne trommedanse.

Med deres »ajaja« minder sangene om de inuitsange, som også Knud Rasmussen hørte, men lyden er klart påvirket af de takudh-indianere, der skiftevis har været dødsfjender og har blandet blod med inuitterne.

Trommedanserne er klar til igen at spille op, når hvalfangsten går i gang her i oktober. Men det er ikke som i gamle dage forfædrenes ånder eller havets kræfter, der kaldes til hjælp.

En af de mænd, der taktfast slår på trommerne lavet af membranen fra en hvallever, indleder aftenen med en kort bøn og beder Jesus og Gud om at holde hånden over danserne, fællesskabet og alle Barrows hvalfangere.

Den traditionelle religion har i årtier ikke haft en chance i Barrow. Da Knud Rasmussen kom forbi, var her én kirke. Alene i det sidste årti er der kommet otte nye, så der er lidt for enhver smag.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Knud Rasmussens eskimoer
Knud Rasmussen og hans 5. Thuleekspedition ankom til Point Barrow den 23. maj 1924, og danskeren var begejstret for at komme til den første by på rejsen, siden han i 1921 forlod Nuuk. I dag er Barrow en ret velfungerende by med en ramponeret facade.
Se billedserie