Sitemap | Avanceret søgning |

Hvid bjørn i knibe

Klimaforandringer og jagt truer bestanden af isbjørne. Forskere frygter for isbjørnens fremtid. Men inuitterne i Canada vil gerne skyde flere.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm
Publiceret 21-09-2008

Cambridge Bay, Canada


Isbjørnekranie
I Igloolik bringer jægeren Leo Talugarguk et skind og et blodigt kranium ind til byen.
Foto: Casper Dalhoff

Spørger man en inuit, er der isbjørne nok. Men hvor er de?

JP Artic Explorer har nu i tre uger været på rejse gennem Canada. Vi har ledt. Vi har set os frygtsomt tilbage over skulderen, når vi har vandret i den øde canadiske vildmark. Selv i småbyerne har vi passet på. For vi har hørt rigtig mange historier om, at de hvide bjørne kan dukke op når som helst.

Men vi har ingen set. I live.

Måske har videnskabsfolkene ret. Isbjørnen er et truet dyr.

Første spor af bjørnen kommer i Igloolik, da jægeren Leo Talugarguk bringer et skind og et blodigt kranium ind til byen.

»Den skræmte livet af mig. Da jeg stak hovedet ud af teltet, var isbjørnen færre end ti meter væk. Så angreb den, men heldigvis fik de andre skudt bjørnen. Da var den bare en meter fra mig.«

I båden ligger det blodige, afpelsede kranium med de store hjørnetænder som det tydelige bevis på bjørnens status som det største rovdyr på land.

Det er livsfarligt at komme tæt på en isbjørn, der uden betænkning angriber og spiser mennesker. Som flere isbjørne var også denne bjørn afmagret og udmattet af sult, da den blev skudt. Maven var fyldt med græs, fordi bjørnen ikke havde indtaget nok føde i løbet af vinteren til at klare sig godt gennem sommeren.

I Igloolik er jagten på isbjørne endnu ikke givet fri, og drabet på isbjørnen bliver derfor efterforsket som et såkaldt "forsvarsdrab".

Bjørnene rykker nordpå

Men spørger man en inuit, er der isbjørne nok. De vil gerne have lov til at skyde flere. Især når de kommer tættere på byerne.

»Der er masser af isbjørne. Der er måske begyndt at blive færre længere mod syd. Men det er, fordi de på grund af isens tilbagetrækning kommer længere op til os i nord. Vi vil gerne skyde flere,« mener for eksempel Laben Kunuk, en anden fanger i Igloolik.

Han skød sin sidste bjørn for få måneder siden. Skindet solgte han for 9.600 kr. til en amerikansk trofæjæger, der var utilfreds med kun at have skudt en lille bjørn.

I den canadiske provins Nunavut må fangerne årligt skyde omkring 450 isbjørne. I stedet for at dræbe bruger man det mere politisk korrekte udtryk »høste«. Kvoten fastsættes på baggrund af studier af 12 af Canadas 14 bestande af isbjørne.

De fleste af bjørnene skydes af inuitter. Men også trofæjagt på isbjørne giver et tilskud til inuitternes økonomi.

Senest i april tog Brad Parker et par udenlandske gæster med på isbjørnejagt.

For at få licens til at dræbe to isbjørne betalte han den lokale jægerorganisation omkring 28.000 kr. I alt har han betalt inuitterne 96.000 kr., når udgifterne til hundeslæde og fører tælles med. Tilbage havde Brad Parker et overskud på omkring 100.000 kr. til sig selv af betalingen fra rejsebureauet, der organiserede de udenlandske jægeres tur.

Han mener ikke, at jagt truer bjørnens fremtid.

»Kvoten baserer sig på seriøse studier af bestanden,« mener Brad Parker.

Skød bjørn med bue og pil

Også i Resolute helt mod nord forsøger JP Arctic Explorer at finde en isbjørn, og chancerne er gode her i byen.

På en enkelt dag blev der i vinter set ni bjørne ved byens losseplads, og få dage før vores ankomst har en fanger skudt en bjørn nede på stranden få meter fra vores hotel.

Mark Idlou fik øje på isbjørnen, da han om eftermiddagen spejdede ud over havet efter hvaler fra sit køkkenvindue. Den vandrede på stranden og stoppede for at sætte tænderne i et gammelt hvalkadaver. Den 28-årige fanger ringede til en kammerat med en bue og pil, og sammen gik de to på bjørnejagt.

»Vi var ca. 20 meter fra den. Jeg skød syv pile mod den, og de fire ramte. Den virkede ligeglad med de tre første, men sank sammen, da den fjerde ramte i hjertet,« fortæller Mark Idlou.

Det var første gang, Mark Idlou gik på jagt med bue og pil. De to fangere havde for en sikkerheds skyld også en riffel med, men bjørnen nåede aldrig at forsvare sig. Den var sulten og havde søgt helt ind til byen for at spise. Det er Mark Idlous 12. isbjørn.

Familien sidder nu og renser skindet. Mark Idlou, hans kone Rhoda og hendes veninde Angela, hver med sin ulo. Når alt fedt er skrabet af, vasker de det og blødgør det ved at gå på det.

Bjørnen var kun ca. 180 cm høj og derfor ikke meget værd. Pr. fod koster skindet 150 dollars. Engang solgte Mark et skind på 11 fod for 4.000 dollars.

Bjørnepatruljer hver time

I Resolute kommer bjørnene jævnligt ind i byen, fortæller Mark Idlou.

»Det varierer meget fra år til år, hvor mange isbjørne vi ser. Et år så vi 30 på isen ude i bugten, andre år er der meget få. Sidste år etablerede vi en isbjørnepatrulje, der kører rundt om byen hver time i de mest farlige måneder. Ligesom I lærer jeres børn ikke at blive kørt ned af bussen, lærer vi vores at tage sig i agt for isbjørne. Vi er mest bange for isbjørneungerne. De er hurtige og mest aggressive. Men man skal helt tilbage til 1960'erne for at finde nogen her, der blev dræbt af en isbjørn.«

Hver gang, Mark har skudt en bjørn, koger han kødet af kraniet og vender det ud mod havet, så bjørnens ånd ikke går tabt. Det er et råd, han har fået fra byens ældre.

I en ny bog, "Grønlands hvide bjørn", af den danske isbjørneforsker Erik Born, der især har forsket i isbjørne i Grønland, sættes der spørgsmålstegn ved bæredygtigheden ved jagten på isbjørne, der samtidig presses af klimaforandringer.

I 2005 vurderede IUCN, der opgør, hvor mange dyrearter der er truede, at antallet af isbjørne vil falde med 30 pct. i løbet af de næste 45-50 år. Andre studier viser, at 2/3 af alle isbjørne vil være væk i løbet af 50-100 år.

I Gjoa Haven og Cambridge Bay er der ingen isbjørne om sommeren. Men i Alaska senere på rejsen har vi måske mere held med os.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Efterbehandling
 Familien sidder og renser skindet på Mark Idlous 12. isbjørn. Mark selv, hans kone Rhoda og hendes veninde Angela, hver med sin ulo. Når alt fedt er skrabet af, vasker de skindet og blødgør det ved at gå på det.
Foto: Casper Dalhoff

Fakta om isbjørne
Isbjørnen er verdens største landlevende rovdyr. Der er usikkerhed om det samlede antal. Men skønsmæssigt findes der omkring 21.000-28.000 fordelt på forskellige bestande. Nogle bestande går frem, de fleste skønnes at gå tilbage. Isbjørnen lever på havisen. Om vinteren jager den udelukkende sæler. Om sommeren går den på land og jager kun, hvis den er meget sulten.

I takt med at der bliver mindre havis, får isbjørnene sværere og sværere ved at finde nok føde om vinteren. Dermed får den ikke nok næring til at klare sig igennem de længere og længere somre.

Jagt på isbjørne
Isbjørnen har været total fredet i Rusland siden 1956 og på Svalbard i Norge siden 1974. I Grønland blev der indført kvoter i 2006. Indtil da skød man i gennemsnit 217 isbjørne om året. I USA er isbjørnen netop blevet karakteriseret som udryddelsestruet.

Canada har haft kvoter siden 1967. I Nunavut, som huser 12 af landets 14 bestande, må fangerne årligt skyde omkring 450 bjørne. I år dog kun 425, fordi der sidste år blev skudt flere end tilladt.

Hver kommune i Nunavut bliver årligt tildelt en kvote, som det lokale fangerråd - evt. ved lodtrækning - deler ud på fangerne. Det bestemmes samtidig, hvor mange tilladelser der skal sælges til trofæ-jægere.

Det er tilladt at dræbe en isbjørn i selvforsvar. Men hvert drab skal rapporteres til de lokale myndigheder, som så efterforsker drabet ved at afhøre vidner og undersøge dyret. Ekstra drab bliver fratrukket næste års kvote. Sidste år blev der registreret ét ulovligt drab i hele Nunavut.

Inuitterne skal for hver bjørn, der bliver skudt, udfylde et registreringsskema. Myndighederne stimulerer registreringen ved for eksempel at betale 480 kr. for bjørnens penis-ben og 210 kr. for underkæben.