Sitemap | Avanceret søgning |

En uddøende race

Ældre inuitter, der kan fortælle om, hvordan de boede i snehytter som børn, er i dag blevet en sjældenhed.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm
Publiceret 09-09-2008

Igloolik


Hjemme hos Paniaq
Hver dag sidder Paniaq ved radiosenderen.
Foto: Casper Dalhoff

Paniaq kaster en fed arktisk laks ud til sine hunde og sætter sig tilbage i lænestolen, der er strategisk placeret mellem en radiosender og en radio designet som en jukeboks.

Den 75-årige inuit har gråsprængt hår og et ansigt furet af alle trængslerne fra en barsk tilværelse. Hver dag sidder han ved radiosenderen for at tale med en gammel ven, der netop har mistet sin kone.

Men han vil også gerne fortælle sin historie til dem, der vil betale for det. Sådan er systemet blevet her.

Ræveskind som betalingsmiddel

Gamle inuitter, der kan huske de gamle dage fra før husene og byerne, er en hastigt uddøende race, og på skift har historikere, tv-stationer og glitrede magasiner vænnet de ældre til, at de skal have penge for deres beretninger.

Af principielle grunde betaler JP Arctic Explorer ikke for interviews, men vi aftaler dog med tolken, at vi ved afslutningen af besøget kan lægge et mindre beløb. Det er det eller ingenting.

»Om sommeren boede vi en i tørvehytte ved en fangstplads. Om vinteren drog vi ud på jagt og byggede igloer,« fortæller Paniaq igennem den lokale tolk, Celine, der i en sæk på ryggen bærer sin datters forkølede og - viser det sig - trængende spædbarn.

I Paniaqs ungdom var ræveskind det eneste betalingsmiddel, og fangerne kørte langt for at bytte dem væk for ammunition og andre fornødenheder. Maden til både mennesker og hunde bestod derimod af sæl, hvalros og rensdyr.

Dyrene blev også brugt til at lave tøj. På væggen har Paniaq blandt andre minder fotos af familiemedlemmer i fuldt rensdyrdress.

Som helt lille var det hans opgave at køre rundt om sælhullerne i isen med en hundeslæde. Som seksårig fik han lov til at fange sin første sæl, og som 22-årig skød han sin første isbjørn.

»Jeg var aldrig rigtig bange, når jeg tog på jagt. Hundene viste vej uden om farerne. Det er langt farligere i dag med snescooterne,« siger han.

Åndemanerne, som Knud Rasmussen skrev så meget om under den 5. Thule-ekspedition fra 1921, var aldrig en del af Paniaqs liv. Han fik en kristen dåb, og missionærerne havde allerede da fået udryddet mange af de gamle traditioner.

En voksende generationskløft

Et begreb som konebytning var også kun noget, han hørte om. Desværre, griner han, for han var aldrig forelsket i sin egen kone Tungak, som forældrene fandt til ham, og som han kun blev sammen med af pligt.

»Dengang lyttede man til de ældres råd. Selv som 35-årig var der ingen vej udenom. Og de ældre gav de gamle historier videre til næste generation, når familien var samlet om aftenen.«

Sådan er det ikke mere. Selv om medlemmerne af et aktivt ældreråd i Igloolik gør meget for at afholde kurser eller udflugter for at lære de unge, hvordan man går på jagt, overlever i naturen eller syr skindtøj, eksisterer der ligesom i andre byer i Nunavut en voksende generationskløft i Igloolik.

»I gamle dage boede vi meget spredt på bopladser. I dag bor mange børn sammen i byer. I min tid var der disciplin, fordi forældrene havde ret til at give en endefuld. I dag bliver forældre straffet for det. Manglen på disciplin er meget dårlig for børnene,« siger den gamle fanger, der stadig foretrækker at bo ude i naturen frem for i byen.

Babyen i tolkens rygsæk begynder at sige underlige lyde og at få et noget anspændt udtryk i ansigtet. Noget er under opsejling, og det er svært at få tolken til at koncentrere sig om at udspørge Paniaq om hans forhold til gamle traditioner.

Ifølge forskeren Susan Sammon i Iqaluit er der dog ingen tvivl om, at meget har overlevet både kristendommen og moderne tider.

»Kristendommen kom ved begyndelsen af 1900-tallet og forvandlede på overfladen den gamle tro til tabu. Men under bordet levede og lever traditionerne videre. Min svigermor hidkaldte således de gamle ånder for at helbrede min mand, når han var syg. Men det ville hun fornærmet nægte alt om, hvis man spurgte hende,« siger Sammon, der for 32 år siden kom til Nunavut fra Sydcanada og blev gift med en inuit.

Hjemme hos Paniaq blandes duften af sælsuppe op med en ny bittersød lugt, der næppe kommer fra den fugl, som hopper rundt nede på gulvet. Der er sket noget nede i tolkens rygsæk.

»Din halve time er overstået,« siger hun, tørrer sved af panden og efterlader ingen i tvivl om, at hun vil ud hurtigst muligt.

Paniaq får overrakt sine 50 canadiske dollars, tæller dem igen og igen og begynder at brokke sig over taksten. Det får tolken til at kaste sig ud i en lang udredning om, at vi helt sikkert bare er kommet for at tjene en formue på at suge viden ud af de gamle.

Lidt efter, da tolken er gået, og luften igen er klaret op i den lille stue, falder Paniaq ned. Han taler i sin radiosender for at finde ud af, om han kan komme med en speedbåd ud på fangst. Globaliseringen og moderne tider er også nået til Igloolik.


Fangeren Mallikisaq

Foto: Casper Dalhoff

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Paniaq
Foto: Casper Dalhoff