Sitemap | Avanceret søgning |

Hvalrossen - sælernes kæmpe

Efter at være næsten udryddet er hvalrosbestanden i Østgrønland på vej frem igen.

Af Christian Schultz-Lorentzen, redaktør Suluk
Publiceret 05-09-2008

Der er mange myter og historier om hvalrossen. Det mægtige dyr, der fredsommeligt svømmer rundt og æder muslinger nede på havbunden, har givet næring til beretninger om både havfruer og søuhyrer. De havfruer, som hvalrossen med sine to tons har stået model til, har næppe været sylfider. Alligevel er der noget yndefuldt over dens bevægelser i vandet, og det kan have sat sving i elskovshungrende sømænds fantasi.

Men hvalrossen kan også inspirere til voldsommere figurer, og vi forstår nok bedre de søfolk, der fik sat ansigt på kong Neptun efter et møde med en af de store hanner. Den kan nemlig på et øjeblik forvandle sig til et brutalt og rasende rovdyr, som gerne jager andre sæler.

Der er også eksempler på, at hvalrosser har angrebet svømmende isbjørne, og der er beretninger om, hvordan fangere i kajak har haft dødelig nærkontakt med det store havpattedyrs stødtænder. I Ittoqqortoormiit har sælfangere taget konsekvensen af deres erfaringer og binder derfor aldrig bugsérlinen med byttet fast til kajakken. De holder den i stedet i munden, så den hurtigt kan slippes, hvis en tonstung hvalros pludselig kaster sig over deres bytte.

Tæt på udryddelse
Hvalrossen, der med en vægt på to tons er den største sælart i Arktis, har været tæt på udryddelse. Jagten begyndte allerede i 1600-tallet, og frem til midten af forrige århundrede blev den kæmpestore sæl udsat for stadig mere intensiv og kommerciel jagt. Det var især de eftertragtede stødtænder, det olierige spæk og de slidstærke huder, som de udenlandske fangstkompagnier kunne omsætte til klingende mønt fjernt fra Grønland.

Seniorforsker Erik W. Born fra Grønlands Naturinstitut fortæller, at det var sidste udkald, da man i begyndelsen af 1950'erne indførte en række fredningsbestemmelser. De har især haft betydning i Østgrønland, hvor fredningen nu har medført, at antallet af hvalrosser synes at vokse.

Erik W. Born har længe studeret de store havpattedyrs levevis og har de seneste år i samarbejde med Danmarks Miljøundersøgelser stået for et større forskningsprojekt i Østgrønland, hvor hvalrossens betydning for det arktiske økosystem bliver undersøgt.

To arter
Der findes to forskellige hvalrosarter, og de forekommer kun i de arktiske egne. Stillehavshvalrossen lever ved Beringsstrædet og tæller over 200.000 individer, mens den atlantiske hvalros, der findes i Canada/Grønland, ved Svalbard og i de vestlige dele af russisk Arktis, kun optræder i spredte grupper, hvoraf flere kun tæller nogle få tusinde dyr.

På Vestkysten kan man møde hvalrosser om vinteren fra Sisimiut og nordover til og med ydersiden af Disko. Der er også en hvalrosbestand ved Thule, men genetiske undersøgelser har vist, at der er tale om to forskellige grupper.

Hvalrosserne i disse to underbestande adskiller sig i levevis fra artsfællerne på østkysten. På grund af jagt og menneskets forstyrrelser går hvalrosserne ikke mere i land på vestkysten. De holder sig udelukkende til iskanten og trækker vestpå til Canada, når sommeren sætter ind.

Naturparken er et trygt hjem
I Østgrønland forholder det sig anderledes. Her er verdens største naturpark et trygt hjem for den store, sky hvalros. Kun når den trækker syd for naturparkens fredningsområde, risikerer den at blive fanget. Men det er ikke en fangst, der truer bestandens overlevelse, mener eksperterne.

Den østgrønlandske hvalrosbestand, der genetisk adskiller sig fra andre, er meget lille og tæller kun cirka 1000 individer. Der er altså langt op til tidligere tiders mangfoldighed, hvor tusindtallige flokke kunne iagttages langs kysten.

Hvalrossen har kun få bopladser
Biologerne har fundet ud af, at hvalrosserne i Grønland kun søger på land nogle ganske få steder i Nordøstgrønland. De kendte landgangspladser er Sandøen ved Daneborg i Young Sund og Lille Snenæs i Dove Bugt.

Seniorforsker Erik W. Born fortæller, at der er flere grunde til, at hvalrosser lægger sig op på land om sommeren:
"Dels er isen brudt op på denne tid, så de store dyr kan komme "indenskærs" til muslingebankerne, som findes på lavt vand, og dels er sommeren til både solbadning og fældning," oplyser Erik W. Born.

Kønnene adskilt
Biologerne har fundet ud af, at de to køn ofte er adskilt det meste af året, så hvert køn har hver sin landgangsplads. Sådan er det i alt fald i Østgrønland og på Svalbard, mens hanner og hunner godt kan ligge på samme plads i Canada. I den tid, hvalroshannerne holder til på Sandøen og Lille Snenæs, drager hunnerne nordpå og lever det meste af året i Nordøstvandet ved Nordostrundingen.

Det er ikke tilfældige steder, hvalrosserne går i land. Tværtimod vælger de landgangsplads med stor omhu, fordi de er afhængige af, at lokaliteten opfylder nogle ganske bestemte egenskaber.

For eksempel skal de lokale strømforhold tidligt på sommeren skabe revner i isen, så dyrene kan komme ind til land. Stranden skal være nogenlunde plan og uden store sten, så dyrene med deres vældige kroppe kan mave sig ubesværet rundt på pladsen. Også adgangsforholdene skal være gode. Man skal kunne komme til og fra fra flere sider, og der skal være frit udsyn i alle retninger. Endelig må der ikke være for langt til muslingebankerne, som ernæringsmæssigt er meget vigtige.

Sulten og ensom
Man skulle tro, at hvalrosserne kunne bruge mange andre øer og odder langs den enorme østgrønlandske kyst som landgangspladser. Men hverken ekspeditioner, Siriuspatruljen, grønlandske fangere, forskere eller turister, der alle er kommet godt omkring i området, har fundet andre pladser end Sandøen og Lille Snenæs i Dove Bugt.

"Det skyldes nok mest, at hvalrosser er udprægede "vanedyr"," forklarer Erik W. Born.
"For et flokdyr som hvalrossen betyder det meget at vide, hvor den med sikkerhed kan finde artsfæller. Det ved den, at den kan på de omhyggeligt udvalgte landgangspladser, og det får den til at komme tilbage igen og igen. Det kan betyde både sult og ensomhed for en hvalros at svømme rundt på må og få," siger Erik W. Born.

Vejen til hvalrossens hemmeligheder går gennem maven
Det store indhold af muslinger i hvalrossernes føde spiller en central rolle for forskernes undersøgelser af hvalrossens betydning for det arktiske økosystem.

Dens kødfulde overlæbe er besat med korte stive børster, der nærmest ligner et overskæg. Det bruger den til at føle sig frem over havbunden med, indtil den finder de muslinger, hvis bløddele den suger ud. Hvalrossen dykker ned til 100 meter for at få fat i muslingerne, og hernede på bankerne skal et voksent dyr æde mellem 25 og 50 kilo bløddele om dagen.

De videnskabelige undersøgelser
Studiet af hvalrosserne er led i forskningsprojektet CAMP (Changes in Arctic Marine Production), hvis mål er at beskrive energiomsætningen i et højarktisk, marint økosystem, herunder at se på betydningen af de igangværende temperaturændringer i Arktis.

Et af de interessante spørgsmål, som forskerne stiller sig, handler om, hvor lang tid en flok hvalrosser kan blive ved med at æde på de samme muslingebanker, og om hvalrosserne derefter er tvunget til at søge andre steder hen. Hvad er forbindelsen mellem ernæringsgrundlag og adfærd? 

Noget tyder på, at en gruppe hvalrosser er ved at genopdage en gammel landgangsplads, Hvalrosodden ved Dove Bugt, hvor der for første gang i mange år blev iagttaget hvalrosser sidste sommer. Sådanne oplysninger kan være udtryk for, at den østgrønlandske hvalrosbestand er i fremgang, og derfor søger nye landgangspladser.

Ved hjælp af satellit-sendere og dykkemålere, som bliver anbragt på hvalrosserne, kan forskerne følge dyrenes færd. Allerede i 2001 fik biologerne en række vigtige oplysninger, som afslører flere og flere af det enorme dyrs hemmeligheder. De har nu fået betydningsfuld viden om, hvor længe den enkelte hvalros har dykket, hvor den "vandrer" hen, og hvilk

Natur og dyreliv i Arktis
Både naturen og dyrelivet i Arktis er tilpasset det kolde klima, hvor temperaturen sjældent kommer op over 10 grader.
Gå til tema

Hvalros
En enlig afslappet hvalros på en isflage i havet ved Igloolik i Canada.
Foto: Rick Price

Hvis du vil vide mere