Sitemap | Avanceret søgning |

Hvalrossen - og dens spisevaner

Selvom hvalrossen er et af de største og mest karismatiske af de arktiske dyr, er mange aspekter af dens liv kun sparsomt kendt. Forskere fra Grønlands Naturinstitut har med held afluret hvalrossen en del af dens hemmeligheder.

Af Mads F. Bertelsen, Zoologisk Have
Publiceret 06-09-2008


Hvalrosser ved Igloolik, Canada
To atlantiske hvalrosser i drivisen ved Igloolik
Foto: Rick Price

Hvalrossen betragtes som en slags mellemform mellem sæler og søløver. De ligner bl.a. søløverne ved, at deres bagluffer kan føres frem under kroppen, og ligesom sælerne mangler de det ydre af ørerne. Der er tale om meget store dyr.

Hannerne bliver op til 3,5 m lange og kan veje op mod 1.500 kg, mens hunnerne er noget mindre - op til ca. 800 kg. Hvalrossen er udbredt i hele det arktiske område, hvor den fortrinsvis findes på relativt lavt vand, men dyrene bevæger sig af og til meget længere sydpå og er således en sjælden gang set på de jyske kyster.  

Der findes to underarter af hvalrossen; stillehavshvalrossen, som er den mest udbredte, og den atlantiske hvalros, som opdeles i en canadisk/vestgrønlandsk og en østgrønlandsk bestand. 

Hvalrossen har pga. sin størrelse og enormt tykke hud kun få naturlige fjender, idet kun mennesker og spækhuggere kan hamle op med de voksne dyr. Isbjørne tager en sjælden gang en unge, og fra de store ynglepladser i Canada og Alaska findes beretninger om isbjørne, som løber omkring flokken for at ophidse de voksne dyr, som så i deres panik kommer til at knuse ungerne, der herefter er let bytte for isbjørnene. 

Hvalrossen og klimaforandringer
Selvom hvalrossen er et af de største og mest karismatiske dyr i det arktiske område, er mange aspekter af dens liv endnu ukendte. Således er der stadig tvivl om hvad - og hvor meget - en hvalros egentlig æder. Dette kan igen have konsekvenser for de skrøbelige områder, hvor den bor - ikke mindst i relation til de mulige effekter af den globale opvarmning. 

Klimaet i Nordatlanten har varieret betydeligt igennem tiden, og de arktiske områder har haft lokale klimasvingninger. Det arktiske økosystem er simpelt og dermed også mere sårbart sammenlignet med tempererede, tropiske og subtropiske områder.

Grønlands østkyst er interessant rent klimatisk. Og det er her langs de kystnære områder med dybe fjorde, at en del af den lille østgrønlandske hvalrosbestand søger føde og fælder hver sommer. Det meste af året er havet over muslingebankerne dækket af et tykt lag is, men i ca. tre måneder hver sommer smelter isen og giver hvalrosserne mulighed for at udnytte den vigtige føderessource, som muslingebankerne udgør. Derfor vil ændringer i isens smeltetidspunkt have stor betydning for hvalrossernes adgang til føde, hvilket igen kan påvirke mængden af fødeemner i negativ retning.  

En "muslingestøvsuger"
Selvom man fra observationer af afføring ved, at hvalrosser en sjælden gang både æder fisk og sæler, har det længe været antaget, at hvalrosser hovedsageligt levede af bundlevende muslinger. Det understøttes af analyser af maveindhold fra hvalrosser, der er skudt af fangere.

Nye studier har dog vist, at maveundersøgelser kun fortæller en del af historien om hvalrossernes spisevaner. Selv hos en hvalros, der lige har spist, er mavesekretionen så kraftig og nedbrydningen så hurtig, at mange mindre organismer som børsteorme og søpølser næsten er forsvundet, før dyret er skåret op, mens muslingerne, som er svært nedbrydelige, kun er delvist nedbrudt.

Så hvad spiser de - og hvor meget? En af de forskere, som har forsøgt at besvare nogle af disse spørgsmål, er den italienske biolog Mario Acquarone, som under vejledning af Seniorforsker ved Grønlands Naturinstitut Erik W. Born har udført en række undersøgelser af hvalrossens biologi.

For at få et mere komplet billede af hvalrossernes føde var det nødvendigt at udvikle nye metoder.

Den første teknik, som forskerne anvendte, var enkel, men ikke ufarlig: En dykker udstyret med et undervandskamera observerede de spisende hvalrosser på muslingebankerne, noterede hvad hvalrosserne spiste, og indsamlede bagefter de tomme muslingeskaller. På den måde aflurede man dels hvalrossens teknik med at vifte sandet væk fra muslingerne med lufferne, mens den suger muslingerne ud af skallerne som en slags kæmpe støvsuger, dels kunne man ved at estimere muslingernes oprindelige vægt og koble det med antallet af fødesøgningsdyk anslå det gennemsnitlige daglige fødeindtag af muslinger til ca. 5% af dyrets vægt. 

I en anden mere teknisk metode blev dyrets energistofskifte målt ved at indsprøjte to stabile isotoper og måle deres udvaskningsrate fra kroppen. Ved at beregne det gennemsnitlige energiforbrug over fem til ni dage og sammenholde det med energiindholdet i muslingerne var det muligt at beregne fødeindtaget af muslinger til 6-7% af hvalrossernes kropsvægt. 

Plads til både hvalros og muslinger
Disse data blev efterfølgende brugt til at beregne hvalrossernes påvirkning af det skrøbelige muslingesamfund i Young Sund - en af de nordøstgrønlandske fjorde. Interessen i dette område er særlig stor, fordi det har været genstand for en lang række danske og internationale klimarelaterede forsknings- og overvågningsprojekter.  

Disse projekter udføres i forbindelse med Zackenberg-forskningsprogrammet. Fra resultaterne af Acquarones ph.d.-afhandling kunne man beregne, at hvalrosserne fortærer under 2% af biomassen af de to vigtigste fødemuslinger. Dette svarer til 19-28% af den årlige biomassetilvækst for de relevante muslingearter. Derfor vil stigende temperaturer med følgende længere perioder med åbent vand - altså vand uden havis -  ikke umiddelbart betyde, at økosystemet når grænsen for, hvor mange hvalrosser det kan bære. 

I andre studier har forskerne forsynet hvalrosserne med satellitsendere, som dels har kunnet vise dyrenes vandringer, dels ved hjælp af avancerede sensorer har kunnet demonstrere, hvor lang tid dyrene er neddykket og hvor dybt, de dykker. Som forventet går de fleste dyk kun til lave dybder på 5- 30 m, men overraskende var det at opdage, at dyrene af og til dykkede så dybt som 500 m.

  Senere studier har rettet sig mod fedtsyreanalyser af hvalrossens spæk og af de øvrige dyr i økosystemet. Det er endnu uvist, hvad resultatet af disse undersøgelser bliver, men sikkert er det, at hvalrossen stadig har masser af hemmeligheder.

Copyright: Zoologisk Have

Natur og dyreliv i Arktis
Både naturen og dyrelivet i Arktis er tilpasset det kolde klima, hvor temperaturen sjældent kommer op over 10 grader.
Gå til tema

Hvalros
En enlig afslappet hvalros på en isflage i havet ved Igloolik i Canada.
Foto: Rick Price

Fakta om hvalrossen
  • Walrus
  • Odobenus rosmarus 
  • Udbredelse/levested
    • Kyststrækninger ved Svalbard, i det nordøstlige Canada, Grønland samt Beringstrædet, Chukchi- og Laptevhavet
  • Vægt
    • 800-1500 kg
  • Højde/længde
    • 2-3,5 meter
  • Levealder
  • Drægtighed/rugetid
    • 15-16 måneder
  • Antal unger
    • 1 kalv
  • Fødselsvægt
    • 45-60 kg
  • Kønsmoden
    • 9-15 år
  • Føde
    • Muslinger og andre bundlevende invertebrater. En gang imellem fanger de fisk og sæler, men sjældent.