Sitemap | Avanceret søgning |

Når isen bryder op

Det varmere klima gør livet surt for Grønlands nordligste fangere. Men det giver også nye muligheder.

Af Jørgen Ullerup og Jette Elbæk Maressa
Publiceret 27-08-2008

Qaanaaq

Der lugter lidt af nytårsaften her mellem isbjergene ud for Dukkefjeldet i det nordligste Grønland. Skud på skud fra kaliber 22-rifler brager af sted mod en sæl, som to fangere i hver sin jolle har jagtet i over en halv time.


Quolutat
Quolutat er fanger i verdens nordligste by, Qaanaaq. Klimaforandringerne har ændret fangstbetingelserne, og en i forvejen truet kultur presses yderligere.
Foto: Casper Dalhoff

Sælen er en mester i at undvige. Den stikker kun hovedet op i nogle få sekunder, så dykker den igen for et par minutter senere at komme op på et nyt og uventet sted.

Jagten fortsætter, og til sidst bliver den træt. Mens Martins sidste skud ender som et plask i vandet et par meter fra sælen, rammer Qolutat endelig plet. Sælen vrider sig og lægger sig et kort øjeblik i vandoverfladen.

Begge de grønlandske fangere skruer gashåndtaget i bund. Lige nu afgør splitsekunder spørgsmålet om succes eller fiasko. Det gælder om at komme lynhurtigt frem for at sætte en krog i byttet.

Men begge kommer for sent. Den dræbte sæl synker ned gennem det krystalblå hav, ned mod bunden og mod alle havdyrenes moder, som inuitterne ville sige i gamle dage.

En truet kultur
Det er langtfra noget tag-selv-bord at være fanger. I verdens nordligste by, Qaanaaq, er tilværelsen barsk. Byen ligger afsondret fra resten af Grønland og har kun ustabile flyforbindelser at forlade sig på.

Med klimaændringerne risikerer en i forvejen truet fangerkultur at blive presset endnu mere på retur. Fangerne frygter, at den globale opvarmning og nedsmeltningen af Nordpolen kan ende som en regulær katastrofe.

»Jeg tror ikke, at fangerkulturen vil overleve på længere sigt. Der er indført kvoter på narhval, isbjørn og hvalros. Det er ved at ødelægge vores økonomi, og færre og færre unge vælger at blive fangere,« fortæller den snart 60-årige fanger Uusaqqak Qujaukitsaq.

Hans hjem, et af de mange små træhuse på den fjeldskrænt, som udgør Qaanaaq, udstråler ellers alt andet end krise. Det er veludstyret med fladskærm og al moderne elektronik. Fangeren, der har været medlem af Landstinget og rejst på hundeslæde med Kronprinsen, har desuden medbragt sit videokamera på jagterne.

Uusaqqak Qujaukitsaq har fem børn. Kun et af dem, sønnen Mads Ole, fører faderens erhverv videre.


Husene fra det gamle Thule
Nogle af husene fra det gamle Thule er flyttet med til Qaanaaq. Fra vinduerne følges enhver bevægelse på havet intenst.
Foto: Casper Dalhoff
 

Jagtsæsonen forkortes
Ifølge Uusaqqak begynder opvarmningen af klimaet nu for alvor at kunne mærkes. I flere dage har regnen silet ned over Qaanaaq. Helt usædvanligt, mener Uusaqqak Qujaukitsaq, som forklarer den øgede vandmængde med klimaforandringer.

Men det er især om vinteren, at konsekvensen for alvor mærkes:

»Det bliver varmere og varmere, så isen bliver tyndere og tyndere. Det er skidt, for det betyder, at vi ikke længere kan komme ud til vores gamle fangstpladser. Sæsonen er også forkortet. Havisen bryder op langt tidligere end normalt,« siger han og nævner som den eneste positive konsekvens af klimaændringerne, at laksene i Laksefjorden er blevet federe.

Fangerne er langtfra begejstrede for den årlige kvote, der for fem år siden blev indført for at begrænse jagten på narhval.

»Med kvoterne begrænser man fangernes frihed. Det går også ud over hundene, så vi af og til mangler hundefoder. Det ville være langt bedre at reducere bestanden af spækhuggere, der æder alt på deres vej,« siger Uusaqqak Qujaukitsaq.

Det er svært at få oplyst et præcist tal, men i byen er der almindelig enighed om, at mellem 30 og 50 af Qaanaaqs 650 indbyggere er professionelle fangere. Om sommeren jager de fra jolle eller kajak, om vinteren trækker de i varme isbjørnebukser og kører med hundeslæde ind over isen for at fiske hellefisk eller harpunere hvalros.

Opbrud i luften
Erhvervet er måske ikke det økonomisk mest indbringende for det lille samfund, men fangerne har høj status og er vigtige for byens selvforståelse. Når en fanger træder ind i butikken eller på den lokale restauration, viser de andre respekt.

Fornemmelsen af opbrud kan dog mærkes i luften. Forleden meddelte den canadiske regering, at Nordvestpassagen nord om Canada lige nu er sejlbar. Det er endnu et tegn på, at Canadas arktiske farvande og kyster ændrer sig hurtigt, og at der vil komme en stærkt forøget sejlads af kommercielle skibe og turistfartøjer i det arktiske område.

I Qaanaaq kommer den nye virkelighed sejlende i form af krydstogtskibe, der jævnligt anløber byen.

Færden ind mod byen følges intenst fra vinduerne i de farvestrålende huse, hvor kikkerter er standardudstyr. Mens det ankrer op og venter på lavvande, gør nogle indbyggere sig klar til at modtage de rige turister, der er om bord på det ombyggede russiske hvalfangerskib, som skal give dem en polaroplevelse.

I sit hemmelige værksted sætter Odaq turbo på produktionen af små thulemænd i narhvalstand. Konen sendes ned på stranden for at sælge dem.

»50 dollar pr. styk,« formaner Odaq, mens hans kone bener af sted mod havet.

Et kvarter senere skifter thulemændene ejermand. Netop tidsnok til, at konen kan nå i butikken for at omsætte indtægten i en karton hvidvin.

Det bliver der drukket en del af i Qaanaaq.

Uusaqqak Qujaukitsaq mener, at kommunen burde satse mere på turismen, f.eks. ved at bygge et hotel med kapacitet til mange gæster. Fangerne kunne supplere indtægten ved at tage turister med på jagt. Den forretning er nu kun ved sin spæde begyndelse. For de relativt få mennesker, der har råd til en billet helt til Qaanaaq, er der fastsat en dagspris på bådleje eller slædehundekørsel.

Den gamle storfanger
Alt det er nyt for storfanger Qaavigannguaq Qisuk på 81 år, der fra byens plejehjem har udsigt over isbjergene. Han er en driftig mand, hvis værelse er fyldt med værktøj. Lige nu er han i gang med at lave en ulo, en grønlandsk kvindekniv. Om eftermiddagen tager han madresterne med ud til sine fem hunde, som står bundet på fjeldet ved siden af plejehjemmet.

Han mener, at dovenskaben har fået tag i Qaanaaq:

»I dag kan de unge få socialhjælp, og det betyder, at mange ikke tager ud for at fange. Hvis de ikke havde fået det, havde de nok ikke været så dovne,« mener han.

Hele ansigtet og de smalle øjne forvandles til et smittende smil, når han mindes sin egen tid som fanger. Dengang kunne fangerne skyde løs på alt det, de lystede. Selv har han skudt så mange isbjørne, at han ikke har tal på dem.

»Hvis vi så tre isbjørne, skød vi dem bare. Nu skal de tænke på kvoter,« siger han.

Qaavigannguaq Qisuk boede med sin familie i en tørvehytte oplyst af en tranlampe, og på jagter byggede han snehytter. Overskudskød blev samlet som køddepoter til slædehundene og gemt under sten, akkurat som det stadig sker i dag.

»Jeg var aldrig bange, for hundene vidste godt, hvad de ville. Når de fik færten af en isbjørn, vidste de, at der kom mad på bordet. Når vi havde skudt bjørnen, efterlod vi nogle knogler fra den på stedet, fordi isbjørne altid kommer tilbage til samme sted.«

Når fangerne beretter om deres bedrifter, sidder kvinderne tavse og nikker beundrende på de rigtige steder. Det er også dem, der syr deres lune skindtøj og garver skindene med uloen.

Ifølge Qaanaaqs driftigste mand, hotelejer Hans Jensen, bruger en mand således aldrig sådan en kvindekniv til at skrabe skind. Det ville føre til en dårlig fangst.

Meget tyder imidlertid på, at narhval, sæl og hvalros fremover vil svømme i sikre farvande omkring Qaanaaq. På stranden øver børnene sig i at kaste med harpun, men de færreste regner med at blive fangere på fuldtid.

Ud af de otte drenge i skolens niende klasse vil kun to følge i fædrenes fodspor.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Opgaver

35. Fangere og klimaforandringer
Det varmere klima gør livet surt for Grønlands nordligste fangere. Men det giver også nye muligheder.
Læs mere


Den kvindelige fanger
Qaanaaqs eneste kvindelige fanger er datter af en japansk indvandrer. Her står hun med sommerfangsten af sæl, som typisk benyttes til hundefoder.
Foto: Casper Dalhoff