Sitemap | Avanceret søgning |

Grønlandssælen - udbredelse og fangst

Før i tiden var sælfangst eksistensgrundlaget for den grønlandske befolkning, men også i dag er den det eneste erhvervsgrundlag i dele af landet.

Af Emma Kristensen, Grønlands Naturinstitut
Publiceret 08-08-2008

Når man taler om sælfangst, skelner man gerne mellem fangst til lokal selvforsyning, såkaldt subsistensfangst, og den kommercielle fangst til industrien. I 1800-tallet var den kommercielle fangst så omfattende, at sælernes antal faldt drastisk. I de senere årtier er de igen blevet flere, efter at man er begyndt at regulere fangsten gennem kvoter.

Hvor lever grønlandssælerne?
Grønlandssælerne findes i det meste af Arktis fra Canada østover til Rusland. Fra februar til marts samles de i tre områder, hvor de føder deres unger og parrer sig. De tre områder er:

  • Hvidehavet: ca. 2 mio. sæler over 1 år og en ungeproduktion på ca. 360.000 (anslået i 2005)
  • Grønlandshavet: ca. 600.000 sæler over 1 år og en ungeproduktion på ca. 100.000 (anslået i 2005)
  • Newfoundland: ca. 4,9 mio. sæler over 1 år og en ungeproduktion på ca. 1 mio. (anslået i 2004)

Når man taler om bestande af grønlandssæler, inddeler man efter disse tre yngleområder, så sælerne bliver forvaltet som tre adskilte bestande.
I april-maj gennemgår grønlandssælerne deres fældning i omtrent samme områder som fødslerne, og derefter spredes de i Arktis mellem Newfoundland og Hvidehavet. Sælerne fra Newfoundland kommer i stort antal til det sydlige og centrale Vestgrønland samt til Sydøstgrønland i slutningen af maj og begyndelsen af juni. På denne årstid er det mest unger samt voksne hanner.  De voksne hunner fælder lidt senere end hannerne, og sammen med hanner og ungdyr spreder de sig i løbet af sommeren nordover, efterhånden som isen trækker sig tilbage.

Grønlandssælerne ved Nordøstgrønland kommer fra feltet ved Grønlandshavet. Nogle af disse breder sig sydover til Ammassalik, hvor de blandes med sæler fra Newfoundlandfeltet, mens andre spredes mod øst til Barentshavet, hvor de blandes med grønlandssæler fra Hvidehavet. Grønlandssælerne begynder at vende tilbage til ynglefelterne igen om efteråret, i takt med at isen atter breder sig. Nogle, overvejende unge dyr, overvintrer dog langs Sydvestgrønlands kyster.

Den kommercielle fangst af grønlandssæler i udlandet
Den kommercielle fangst af grønlandssæler startede allerede i 1720'erne på ynglefeltet i Grønlandshavet ud for Jan Mayen. Sælfangere fra en lang række europæiske lande (inklusive Danmark) deltog i denne fangst, som toppede i 1860'erne.

Størrelsen af den samlede fangst på daværende tidspunkt er ukendt, men den norske fangst alene rundede 130.000 sæler på årsbasis. Omkring 1870'erne var denne bestand tydeligvis blevet kraftigt reduceret, så antallet af fangster faldt, og kun en mindre del af den britiske og norske flåde blev på dette felt i de kommende år. 

Fangsten ved Newfoundland startede først omkring 1760'erne og toppede i perioden fra midten af 1830'erne til midten af 1850'erne, hvor den gennemsnitlige fangst menes at have været omkring 450.000 om året. Fangsten aftog herefter lidt, men antallet holdt sig dog omkring 300.000/år helt indtil begyndelsen af 1900-tallet, da antallet af fangster begyndte at falde. Fokus blev nu rettet imod den bestand som yngler ved Hvidehavet (Rusland). Fangsten nåede her 450.000 i midten af 1920'erne, hvorefter den også her begyndte at falde.

Alle tre bestande var således blevet kraftigt reduceret i midten af forrige århundrede. Fangsterne fortsatte dog stadig, men i lavere gear, og man begyndte i højere grad at regulere antallet af fangster. Biologiske undersøgelser viste, at der i begyndelsen af 1970'erne var omkring 300.000 individer i Jan Mayen-bestanden, ved Hvidehavet var der omkring 1 mio., og ved Newfoundland var bestanden omkring 2 mio.

Fangsten i alle tre områder blev nu reguleret vha. kvoter, og bestandene er vokset igen, som det kan ses af ovenstående opgørelser. Den canadiske kvote var i årene 1982-95 på 186.000, men fangsten i 1983 faldt til omkring 50.000 som følge af faldende priser på sælskind, og  frem til 1996 svingede den mellem ca. 20.000 og 90.000, hvilket tillod en kraftig vækst i bestanden.

Den kommercielle fangst er mest rettet imod unger Grønlandssælerne ved Newfoundland føder deres unger på drivisen i begyndelsen af marts. Ungerne bliver født med lange hvide lanugo-hår, som beskytter dem imod vind og kulde. Ungerne dier i 10-12 dage og tager ca. 2,5 kg på om dagen. Moderen forlader herefter ungen, der er overladt til sig selv. Ungen taber i den følgende uge de lange hvide hår, men bliver på drivisen yderligere ca. 14 dage med den ungepels, som vi også kender her fra Grønland.

Ungerne vejer ca. 34 kg, når moderen forlader dem, og de forholder sig relativt inaktive på isen og taber sig kun ca. 3 kg de følgende 20 dage. Herefter begynder de at søge føde, og en del af dem begynder at vandre imod Grønland. Her ankommer de første omkring midten af maj, og de er på det tidspunkt radmagre. Ved ankomsten vejer de i gennemsnit omkring 20 kg (enkelte kun 14-15 kg), og stort set al deres spæk er brugt.

Dødeligheden blandt årsungerne menes at være 3 til 5 gange højere end sæler, der er ældre end 1 år. Derfor kan der bæredygtigt fanges ca. 3 gange så mange årsunger end voksne sæler, da en stor del af årsungerne alligevel ville dø af naturlige årsager. Derfor bliver en kvote ca. 3 gange større på årsunger end på sæler over 1 år.

Den seneste udvikling i den canadiske fangst
I 1987 indførtes et forbud imod kommerciel fangst af "whitecoats" (unger af grønlandssæler) og "bluebacks" (unger af klapmydser) vha. større skibe (> 65 ft), og i 1993 blev det forbudt at sælge skind af whitecoats og bluebacks. Disse love var med til at skabe den hårde opbremsning i den canadiske fangst, der sikkert har været væsentlig årsag til den stærke vækst i bestanden.

I 1996 blev den kommercielle fangst genoptaget på ynglefelterne i Canada. Fangsten var nu rettet imod ungerne i de 14 dage, efter de har smidt de hvide hår, hvor de stadig ligger på isen i store koncentrationer. Klapmydser blev tidligere også fanget på disse felter, men da klapmydsungen beholder sin blueback-pels i næsten 1½ år, er den stadig omfattet af fangst- og salgsforbuddet. I 1997 blev kvoten yderligere forhøjet til 275.000 dyr, og i 2003 iværksatte canadierne en 3-års forvaltningsplan, som vil tillade en total fangst på 975.000 grønlandssæler over en 3-årig periode, dog med et maksimum på 350.000 om året.

Den nye canadiske forvaltningsplan for grønlandssæler benytter helt nye principper, ifølge hvilke bestanden kan reduceres til et vist niveau pga. fangsten. Canadierne mener, at bestanden er tæt på sit højeste niveau nogensinde, og den nye forvaltningsplan går ud på, at så længe bestanden er over 70 % af den maksimale populations størrelse (70 % af 5,9 mio.), kan forvalterne forvalte ud fra økologiske eller socio-økonomiske hensyn.

Hvis bestanden kommer under 70 %, skal der igangsættes en forvaltningsplan, der har til mål at få bestanden op på de over 70 %. Kommer bestanden under 50 %, skal betydelige beskyttelses-foranstaltninger tages i brug, og kommer den under 30 %, skal al fangst indstilles. Canadierne mener, at et sådant system er hensigtsmæssigt og bør kunne benyttes på bestande, hvor forvaltningen er baseret på mange pålidelige data. For bestande med et mangelfuldt datagrundlag bør grænserne sættes, så begrænsninger i fangsten iværksættes tidligere.

Fangsten i Grønland
Fangsten af grønlandssæler ved Grønland har svinget meget gennem tiderne. Omkring slutningen af 1940'erne var fangsten omkring 20.000 om året, men faldt så til omkring 6.000-7.000 i slutningen af 1960'erne. Siden midten af 1970'erne er fangsten steget jævnt, så der rapporteredes et fangstantal i nærheden af 100.000 grønlandssæler i 2000, men herefter er den faldet igen til ca. 70.000 i 2003. 

Den grønlandske fangst er næsten udelukkende på Newfoundland-bestanden, og tilbagegangen i denne bes

Natur og dyreliv i Arktis
Både naturen og dyrelivet i Arktis er tilpasset det kolde klima, hvor temperaturen sjældent kommer op over 10 grader.
Gå til tema

Sælfangst
Sælfangst har i flere hundrede år givet grønlænderne tøj på kroppen og mad på bordet.
Foto: Lars Reimers

Hvis du vil vide mere