Sitemap | Avanceret søgning |

Isbjørnen - verdens største landlevende rovdyr

Isbjørnen er verdens største landlevende rovdyr. Den vejer op mod 400 kg, og hvis den står oprejst, er den over 3 meter høj.

Af Susanne Bang, København Zoo
Publiceret 08-08-2008

Dens vigtigste føde er sæler, men isbjørnen tager gerne både fugle, enlige moskusokser, fisk, gnavere, strandede hvaler og ådsler. Også bær og planter er et vigtigt supplement til dens daglige kost.

Tilpasning
Isbjørnen er godt tilpasset et liv i det arktiske miljø. Et 10 cm tykt spæklag under huden beskytter effektivt mod kulden. Fedtet er fordelt på ryg, mave og bagdel.

Isbjørnens pels er lys og virker kamouflerende, men samtidig beskytter den optimalt mod kulden. Pelshårene er hule, og den sorte hud indenunder absorberer varmen fra solen. Pelsen er også vandafvisende, og isbjørnens store poter virker som både snesko og svømmefødder.

Som så mange andre arktiske dyr har isbjørnen små ører og en lille hale - også en tilpasning til kulde. Jo mindre der stritter frem, jo mindre varme afgives der til omgivelserne.


Isbjørn i vandet

Foto: Michael Petersen

Adfærd
Isbjørne er solitære dyr, og kun i forbindelse med parringen har de kontakt med hinanden.

Som mange arktiske pattedyr har isbjørne forsinket drægtighed. Det vil sige, at parringen finder sted i forårsmånederne, men først i efteråret sætter det befrugtede æg sig fast i livmoderen, hvorefter fosteret begynder at udvikle sig.

En afgørende fordel ved forsinket drægtighed er, at ungerne fødes på et tidspunkt, hvor føderessourcerne er rigelige.

Hunisbjørnen graver en hule, hvor hun i begyndelsen af januar føder sine 1-3 unger. I de næste 3 måneder dier ungerne, og ikke en eneste gang forlader moderen dem for at søge føde. I den periode taber hunisbjørnen mere end en tredjedel af sin kropsvægt. Mælken indeholder ca. 35 % fedt og er altafgørende for ungernes hurtige vækst.

Ved fødslen vejer ungerne ca. 500 gram, men i løbet af de næste 3 måneder 30-dobler de deres vægt, så de vejer ca.15 kg, når de første gang forlader hulen.


Isbjørn i solen

Foto: Michael Petersen
  

Udbredelse
Isbjørnen er cirkumpolart udbredt og ses kun i de arktiske kyst- og havområder. Både på Grønlands øst- og vestkyst findes der isbjørne, dog særligt i de områder hvor drivisen lægger sig tæt op ad kysten.

Grønlands sydligste by hedder Nanortalik, hvilket på grønlandsk betyder "stedet med isbjørne". Med drivisen fra Østgrønland dukker der nemlig med jævne mellemrum isbjørne op i det pågældende område.

Isbjørne bliver gerne i det samme område i længere tid, hvis fødemængden er rigelig. Ellers tilbagelægger de, i deres søgen efter føde, mange hundrede kilometer. Ved hjælp af satellitsendere har man i Alaska registreret isbjørne, der på et år vandrede over 1000 km. 

For ca. otte år siden observerede et af Søværnets skibe en isbjørn, der svømmede ud for Paamiut på Sydvestkysten. Den var sandsynligvis drevet på en isflage syd om Kappen for herefter at svømme i land - der var ca. 50 sømil ind til kysten.

At færdes i isbjørneland er ikke ufarligt, og skulle man møde en isbjørn, er det godt at vide, at den altid slår med venstre forlab først.

Natur og dyreliv i Arktis
Både naturen og dyrelivet i Arktis er tilpasset det kolde klima, hvor temperaturen sjældent kommer op over 10 grader.
Gå til tema

Poterne afkøles
Foto: Michael Petersen

Hvis du vil vide mere