Sitemap | Avanceret søgning |

Lemmingen - den arktiske valuta

Lemmingen, en lille muse-lignende gnaver, har stor betydning for det arktiske dyreliv. Den danner fødegrundlag for mange af de arktiske rovdyr og er blandt andet altafgørende for overvintring af sneuglen, hermelinen og polarræven. Denne betydning for det arktiske økosystem har bevirket, at lemmingen ofte indgår i myter og fortællinger hos inuit og andre nordiske folkeslag.

Af Mikkel Stelvig, Zoologisk Have
Publiceret 07-08-2008

Lemminger er på størrelse med en stor mus, men med en mere buttet krop, kort hale, korte ben og små ører. De er planteædere og spiser både piletræsskud, bær, blomster og græs. Om vinteren kan de klare sig med græs og kviste, der holder sig friske under sneen.

Lemminger graver gange og bygger reder under jorden og har ofte et meget omfattende tunnelsystem. Om vinteren, når jorden fryser til, laver halsbåndslemmingen gange i sneen og kan som den eneste dyr i Arktis bygge rede og få unger selv i de koldeste måneder på året.  

Der findes forskellige arter af lemminger, der har forskellige udbredelsesområder i den arktiske region. De to mest kendte arter er halsbåndslemmingen og den norske lemming. 

Halsbåndslemmingen er yderst veltilpasset de ekstreme arktiske vilkår og er udbredt fra det nordvestlige Grønland, langs kystområder i det nordlige Canada til det nordøstlige Alaska. Om vinteren skifter den som den eneste af lemmingerne til hvid vinterpels. Halsbåndlemmingen er den eneste gnaver i Grønland. 

Den norske lemming er meget farverig i modsætning til de andre lemminger. Den har et markant sort hoved og sorte skuldre, mens resten af pelsen er i stærk kontrast med en gullig brun nuance. Den lever i Norge, Sverige og Finland og betragtes ikke som et egentligt arktisk dyr, men i stedet som subarktisk. 

Populationssvingninger
De store udsving i antallet af individer fra år til år er en anden ting der kendetegner lemminger.  Undersøgelser viser, at der nogle år kan være helt ned til 0,6 lemminger pr. hektar (10.000 kvm), hvorimod der i et godt år, lemmingeår, kan være mere end 400 dyr pr. hektar, altså næsten 800 gange flere! Man ved ikke nøjagtigt, hvad der forårsager disse udsving, men de fleste steder forekommer det regelmæssigt med en cyklus på fire år. Den pludselige og voldsomme stigning, som kendetegner et godt lemmingeår, kan forekomme, fordi lemminger er i stand til at få op til fire kuld på en sommer og hos halsbåndslemmingen tilmed også et kuld eller to i løbet af vinteren. Lemminger kan få 5-8 unger pr. kuld og bliver kønsmodne allerede i en alder af kun fire uger. Det kan således hurtigt blive til mange lemminger. 

I gode lemmingeår vil antallet af unger hos både sneugle og hermelin være væsentlig forøget pga. det store fødeudbud. Det vil så have en effekt på antallet af lemminger året efter, når sneuglens og hermelinens unger er blevet til fuldvoksne rovdyr. 

Myter
Lemminger har altid været omgæret af mystik og overtro, og siden 1400-tallet har de været en del af nordiske folkesagn og historier. Mange af disse skrøner og myter hænger stadig ved i dag og er efterhånden blevet fortalt så mange gange, at mange anser historierne for sande. 

Beretninger om hundredvis af lemminger, der begår masseselvmord ved at svømme ud og drukne sig eller hoppe ud over en klippeskrænt, er en af de mest sejlivede myter. Den er formentlig opstået på baggrund af de ofte meget voldsomme massevandringer, som ses specielt hos den norske lemming.

I gode lemmingeår, hvor der på kort tid bliver født mange lemminger, opstår der hurtigt kamp om pladsen. Her er det typisk de unge individer, som taber kampen, og de må finde et andet sted at slå sig ned. Disse unge dyr søger ned fra fjeldene og ender i de smalle kløfter, hvor de samles i hundredvis. Dette kan snyde til at tro, at de alle sammen bevidst søger samme vej. Hvis kløften så ender i havet eller ved en elv, kan de forreste dyr ofte blive presset ud i vandet. Mange af dem vil forsøge at komme videre, men drukner, før de kan komme i land igen.

Myten om masseselvmord blev formentlig forstærket, da Disney i 1958 lavede en naturfilm fra Canada, "White Wilderness", hvori et afsnit viser lemminger, der hopper ud over en klippeskrænt og ned i vandet. Dette skulle ifølge filmens fortæller dokumentere lemmingers mystiske trang til at begå selvmord. Efterfølgende har det vist sig, at scenen var konstrueret, og at det var filmfolkene, der indfangede lemmingerne og skubbede dem ud over kanten.

Hos de nordamerikanske inuit kaldes halsbåndslemminger for kilangmiutak, som betyder "falder ned fra himlen". Dette skyldes formodentligt, at halsbåndlemmingen skifter til hvid vinterdragt, og at dette sker på samme tidspunkt, som den første sne begynder at falde. Shamaner, eller åndemanere, betragter derfor også lemminger som dyr med overnaturlige kræfter. 

Det er tvivlsomt om deres kræfter ligefrem er overnaturlige, men der er ingen tvivl om, at lemminger er meget markante i det arktiske økosystem. Dynamikken i deres biologi, herunder deres hurtige tilpasningsevne til de ekstreme forhold, de lever i, gør, at disse dyr med god grund kan betegnes som en slags "arktisk valuta".

Opgaver

32. Lemmingen - den arktiske valuta
Lemmingen har stor betydning for det arktiske dyreliv. Den danner fødegrundlag for mange af de arktiske rovdyr og har gennem tiden lagt krop til masser af myter.
Læs mere

Natur og dyreliv i Arktis
Både naturen og dyrelivet i Arktis er tilpasset det kolde klima, hvor temperaturen sjældent kommer op over 10 grader.
Gå til tema

En norsk lemming
Foto: Frode Inge Helland

Hvis du vil vide mere