Sitemap | Avanceret søgning |

Arktiske dyr - tilpasset til at bo koldt

Man skulle umiddelbart tro, at det kun var store dyr med tyk pels, der kunne overleve vinteren i Arktis. Men også visse fugle, fisk og insekter har tilpasset sig kulden.

Af Mikkel Stelvig, Zoologisk Have
Publiceret 04-08-2008

Arktis er området rundt om jordens nordpol, i modsætning til Antarktis, som er området omkring sydpolen. Betegnelsen Arktis kommer af det græske ord "arctos", som betyder bjørn og henviser til stjernebilledet "Store bjørn", der kan ses på den nordlige himmelkugle.


Moskusokser
Moskusoksen kan uden problemer klare tre dages snestorm i -40 oC. Den vender bagenden, hvor de tykkeste og længste dækhår sidder, op mod vinden og står i læ, til vinden stilner af.
Foto: Casper Dalhoff
 

I biologiens verden betegner man Arktis som det område, der ligger nord for den såkaldte 10 oC isoterm, hvilket er en linje, der går gennem områder, hvor middeltemperaturen i juli måned er 10 grader C.  

Arktis er et af de koldeste steder på jorden. Der kan blive helt ned til -50 oC. Derudover er der i vintermånederne mørkt hele døgnet, og fødetilgængeligheden i form af planter, mosser og lav er meget ringe i denne periode. Så de dyr, der kan bo og overleve hele vinteren i Arktis, og dermed være et "rigtigt" arktisk dyr, skal have unikke og meget specialiserede tilpasninger. 

Tilpasninger til ekstrem kulde
Man skulle umiddelbart tro, at det kun var de store pattedyr med tyk pels som isbjørn og rensdyr, der kunne klare de ekstreme kuldegrader. Men også fugle, fisk og hvirvelløse dyr har tilpasset sig disse usædvanlige vilkår - dog på forskellig vis, men ligeså effektivt.  

En varm pels
Pattedyr er ensvarme dyr. Det betyder, at de skal holde en konstant kropstemperatur. Derfor er en effektiv isolering af kroppen den vigtigste beskyttelse mod kulden. Mange af de typiske arktiske landpattedyr som isbjørn, rensdyr, polarræv, moskusokse og ulv har også en meget speciel og veltilpasset pels. 

Moskusokser er kendt for at have verdens varmeste pels. Pelsen består af to lag. En ydre "regnfrakke" af lange og tykke dækhår og en inderpels af effektivt isolerende uld. Moskusokseuld, også kaldet qiviut, er otte gange varmere end fåreuld. Moskusoksen kan uden problemer klare tre dages snestorm i -40 oC. Den vender bagenden, hvor de tykkeste og længste dækhår sidder, op mod vinden og står i læ, til vinden stilner af. 

Isbjørnens pels er også fantastisk til at beskytte godt mod kulden. Hårene er formet som små rør, der er hule indeni, hvilket gør dem ekstra gode til at holde på varmen. Isoleringsevnen forringes dog betydeligt under vand, hvor pelsen bliver gennemvåd. Men oppe på land kan isbjørnen hurtigt ryste vandet af de lange stive hår, så den gode isoleringsevne gendannes. Eskimoerne har udnyttet denne egenskab ved pelsen, når de laver tøj. Til tøj, der tit bliver vådt, bruger de ofte isbjørneskind i modsætning til anden beklædning, som mest laves af sælskind.


Isbjørn i solen

Foto: Michael Petersen
 

Nogle dyr er dog for små til at have pels, der er tyk nok til at kunne stå imod den ekstreme kulde. Derfor lever både hermelinen og lemmingen i gange under sneen om vinteren. I disse gange kan temperaturen ligge lige omkring frysepunktet, selvom temperaturen udenfor er -20 oC, og bl.a. derfor kan lemmingen også føde sine unger om vinteren. Ungerne, som vejer 5 gram ved fødslen, har ikke meget pels og er afhængige af hunnens kropsvarme. Men når hunnen forlader ungerne i korte perioder for at søge føde, kan de overleve et fald i kropstemperatur helt ned til 5 oC.  

Isolerende fjer
Fjer yder også en god isolering mod kulde, og det er vigtigt, da der nogle gange kan være mere end 100 graders forskel mellem lufttemperaturen og den høje kropstemperatur hos fuglene (-55 oC og +45 oC). Men der er også kun fire arter af fugle, som kan overleve den høj-arktiske vinter - nemlig ravn, sneugle, fjeldrype og hvidsisken. 

Ravnen og sneuglen er store fugle, der vejer omkring 1,5 kilo og har en kraftig fjerdragt. Som tilpasning til kulden har sneuglen f.eks. ekstra lange fjer i ansigtet, der næsten fuldstændigt skjuler det kraftige næb. Ligeledes er både ben og fødder helt dækkede af den beskyttende fjerdragt, så kun de kraftige kløer kan ses.

Sneuglen lever næsten udelukkende af lemminger, som den skal fange og spise ca. syv af om dagen for at kunne klare sig igennem den koldeste del af året. Ravnen er primært ådselsæder.  

Som planteæder og med en kropsvægt på kun ca. 15 gram har hvidsisken andre udfordringer for at overleve. Man ved ikke særligt meget om hvidsiskner, og hvordan de formår at finde nok føde til at klare sig gennem vinteren. De lever af græs- og plantefrø, og det må være meget svært for disse små fugle at finde frø nok fra de meget få planter, der stikker op igennem sneen. Og dette skal endda gøres i totalt mørke. 

Et tykt lag spæk
De marine pattedyr, som sæler, hvalrosser og hvaler, tilbringer det meste af tiden - eller hele tiden - i vandet, og pels kan derfor ikke bruges som isolering. De har i stedet udviklet et spæklag, der dog skal være meget tykt for at være lige så effektivt som pels. Spæklaget varierer i tykkelse alt efter årstiden, og hos grønlandshvalen kan spæklaget blive op til 30 cm tykt. 

Men selv med et tykt spæklag eller en varm pels er varmetabet på ben og arme (eller vinger) relativt større end på resten af kroppen på grund af den store overflade. Mange dyr kan mindske dette varmetab ved hjælp af det såkaldte modstrømsprincip. Modstrømsprincippet fungerer ved, at blodårerne med det varme blod, der løber fra kroppen mod arme og ben (arterier), ligger tæt omsluttet af blodårerne med det køligere modsatstrømmende blod (vener). Hermed overføres varmen fra arterierne til venerne, og blodet bliver varmet op, inden det løber tilbage i kroppen. På denne måde mistes varmen ikke til det kolde vand. 

Uden isolering
Anderledes er det hos de vekselvarme dyr som f.eks. fisk og insekter. De kan ikke selv producere varme og har samme kropstemperatur som det omgivende miljø, så isolering er ikke til megen hjælp. De har derfor tilpasninger, der gør dem i stand til at overleve temperaturer under frysepunktet. 

Nogle arter af insekter har "anti-frostvæske" i kroppen, og de kan modstå temperaturer helt ned til -12 oC uden at fryse til is. Andre arter kan tåle at blive frosset ned. For at beskytte sig mod iskrystallernes skadelige virkninger på cellerne i kroppen har insekterne en høj koncentration af bestemte sukkerstoffer i blodet og kropsvæsken. 

Mange af de arktiske fisk har samme tilpasninger som nævnt hos insekterne, men nogle fisk udnytter de dybe arktiske have og søger simpelthen ned på meget dybt vand, hvor temperaturen er konstant. Hernede i dybderne er tempera

Copyright: Zoologisk Have

Opgaver

31. Rensdyr i kulden
Rensdyret er et af de vigtigste nyttedyr i de arktiske egne, og rensdyret er tilpasset til at klare kulden.
Læs mere

34. Dyrene og naturen
Der er et meget fint samspil mellem dyrene og naturen i de arktiske egne, hvor selv små ændringer kan få store konsekvenser.
Læs mere

Natur og dyreliv i Arktis
Både naturen og dyrelivet i Arktis er tilpasset det kolde klima, hvor temperaturen sjældent kommer op over 10 grader.
Gå til tema
Sneuglen
I naturen lever sneugler i gennemsnit omkring 10 år. I fangenskab kan de blive meget ældre. En sneugle er blevet 28 år, og i Zoologisk Have har de haft en sneugle, der blev 16 år gammel.
Arktiske dyr
Fakta om syv af de dyr, der lever i de arktiske egne hele året.
Se billedserie