Sitemap | Avanceret søgning |

Videnskab og verdensbilleder - resultaterne fra 5. Thuleekspedition

Med sproget som den røde tråd lykkedes det Knud Rasmussen og hans ledsagere at åbne døren på klem til en arktisk verden, som indtil da kun var delvist beskrevet. Deres arbejde fik stor betydning også udenfor videnskabelige rækker - resultaterne kom til at forme forståelsen af en fælles historie og verdensbillede hos de mennesker, det handlede om.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

Den 5. Thuleekspedition var en succes på flere planer. De videnskabelige indsamlinger omfattede 20.000 etnografiske genstande, som blev hjemsendt til Nationalmuseet i København. I eskimo-forskningen blev ekspeditionen en milepæl med omfattende udgivelser af de videnskabelige resultater, som begyndte kort efter hjemkomsten. Alene de akademiske publikationer - 10 blytunge bind i A3-format - fylder noget nær en hyldemeter, og de udgør den dag i dag et betydningsfuldt bidrag til arkæologi, geografi, antropologi og folkloristik.


Klar til afrejse fra Point Barrow
Knud Rasmussen, Qâvigarssuaq Miteq og Arnarulunnguaq ved slæden.
Foto: Leo Hansen
 

Gennem de udgravninger, som arkæologen Therkel Mathiassen indledte under den 5. Thuleekspedition, kunne man påvise tusindårige fællestræk mellem forskellige eskimosamfund, der kunne spores helt tilbage til Beringstrædet. Mathiassens undersøgelser af den såkaldte Thule-kultur var senere medvirkende til, at han indimellem kaldes for "eskimologi-arkæologiens pioner".

Holdets mange rejser bidrog også til at udvide det geografiske kendskab til Canadas vidtstrakte arktiske områder. En del af de strækninger, som Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq rejste gennem, var stort set helt ukendte for resten af verden, indtil holdet kom hjem. Fra andre områder fandtes der kun sparsomme eller fejlagtige skitser, som med ekspeditionens resultater nu kunne uddybes og korrigeres.

For Kaj Birket-Smith betød den 5. Thuleekspedition, at han som etnograf og geograf for første gang fik mulighed for et længerevarende feltarbejde. Det dybdegående kendskab til eskimoisk levevis og tankegang, som opholdet i Canada gav ham, udmøntede sig i en række akademiske udgivelser. Birket-Smith var også en begavet skribent, der formåede at gøre sit materiale levende og lettilgængeligt i flere populære bøger fra ekspeditionen - f.eks. Eskimoerne, der udkom i 1927.

De fotos og film, som Leo Hansen optog på ekspeditionens sidste etaper, kan stå for sig selv som et aftryk af en svunden tid. Disse stumme billeder blotlægger både ekspeditionens til tider ensformige hverdag, og eskimoernes særprægede tilværelse og livsvilkår. Leo Hansens arbejde udgør et væsentligt supplement til Knud Rasmussens materiale, der ikke er nær så omfattende fra den sidste del af ekspeditionen som fra tidligere etaper. Den sidste del af rejsen gik i hurtigere tempo, og Knud Rasmussen nåede derfor ikke at få et lige så tæt forhold til de mennesker, han mødte.

En anden forklaring er, at han ikke selv nåede at udgive resultaterne fra denne del af ekspeditionen. De udkom først efter hans død, og grønlandspræsten Hother Ostermanns og professor Erik Holtved, som bearbejdede Rasmussens nogle gange ret indforståede noter, havde svært ved at finde rede i dem.

Leo Hansens beretning om rejsen bidrager også til at stykke et mere nuanceret billede sammen af Knud Rasmussen. Her fortæller han, hvordan Rasmussen var rastløs ved ankomsten til New York, selv om han lige var blevet genforenet med sin hustru, Dagmar, efter fire år. Han sagde til fotografen, at "en opfinder gør en epokegørende opdagelse til gavn for menneskeheden, men verden venter, at hans næste opfindelse bliver af mindst lige så stor betydning". Leo Hansen reflekterer over, at Knud Rasmussen efter den enestående bedrift nu var afskåret fra muligheden af at stile mod endnu højere mål: "Hvilke bedrifter han end udførte i fremtiden, ville det kun blive en bleg afglans af 5. Thuleekspedition".

Der er ingen tvivl om, at Knud Rasmussen havde en helt særlig evne til at vinde menneskers tillid - og få dem til at fortælle om deres hverdag såvel som livsfilosofi. Materialet afspejler en verden, som er solidt forankret i fælles myter, sagn og tabuer.

F.eks. påviste Knud Rasmussen den meget store udbredelse af en myte, der rummer en række grundlæggende modsætninger i det eskimoiske verdensbillede: mand og kvinde, vinter og sommer, nat og dag. Denne myte fortæller, at solen og månen engang var almindelige mennesker, men at bror Måne blev så betaget af sin søster Sol, at hun blev nødt til at flygte op i himlen for at undgå hans utilbørlige kærlighed. De forskellige eskimo-folk fra Grønland til Stillehavet viste sig også at dele en cyklisk tidsopfattelse, hvor begivenheder gentager sig igen og igen.

Studierne fra 5. Thule-ekspedition er så detaljerede, at resultaterne den dag i dag bruges af forskere, som beskæftiger sig med arktiske folks antropologi og traditioner. Men resultaterne fra ekspeditionen satte ikke kun deres aftryk inden for videnskabens mure - de har også haft stor betydning for de mennesker, der bor langs med de arktiske kyster fra Grønland til Stillehavet. For ekspeditionens arbejde dokumenterede, at det ikke bare var sproget, som forenede de forskellige grupper over et enormt geografisk område. Det var også måden, de forholdt sig til deres omverden på.

De slående ligheder, som ekspeditionen afdækkede, blev en fælles referenceramme, som også i dag er med til at skabe forståelse og sammenhæng henover store afstande og landegrænser. Som medlem af det grønlandske landsstyre, Henriette Rasmussen, udtrykte det i en tale på The Smithsonian Institut, Washington, i 2005: "For os [de grønlandske inuit] betyder Knud Rasmussens arbejde en tydelig afklaring og tydelig forståelse af vor fælles Inuit identitet".

Kilder:

Knud Rasmussens håndskrifter (KRKB)

Henriette Rasmussen

Opgaver

22. Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition
Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition fandt sted i årene 1921-1924 og bragte ham ud over Grønland også til Alaska og de polare regioner i Sibirien og Canada.
Læs mere

5. Thuleekspedition
Knud Rasmussen havde længe drømt om en etnografisk rejse fra Grønland til Stillehavet. I 1921 drog de endelig afsted på ekspeditionen, der fik stor betydning også uden for de videnskabelige rækker.
Gå til tema
Hvis du vil vide mere