Sitemap | Avanceret søgning |

Arnarulunnguaq - fra fattig barndom til Washington på høje hæle

"Så udholdende og modig som nogen mand" - sådan beskrev Knud Rasmussen sin rejsefælle Arnarulunnguaq. Trods livstruende sygdom og store personlige tab var Arnarulunnguaq med på hele den 5. Thuleekspedition og blev dermed den første kvinde, som gennemførte den lange slæderejse fra Grønland til Stillehavet.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

"Mennesker fødes, og mennesker dør. Men faa kan sige at de er givet tilbage til Livet gennem en broders taarer", skriver Knud Rasmussen i "Tidens Kvinder" (1925) - en af de allerførste publikationer, der behandler den 5. Thuleekspedition efter hjemkomsten i 1924. Her henviser Knud Rasmussen til den første af en række dramatiske hændelser, der førte til, at ekspeditionen blandt sine mange bedrifter også kunne bryste sig af den første kvinde nogensinde, som havde gennemført den lange rejse fra Grønland til Stillehavet.

Da Arnarulunnguaq blev født i Qaanaaq i slutningen af 1800-tallet, siges det, at folk i de arktiske egne var mere bange for et liv i nød end for døden. Arnarulunnguaqs far døde, da hun var syv år gammel, og familien manglede dermed en forsørger. I den situation var det skik, også andre steder i Arktis, at en mor kunne aflive et af sine børn - for at hjælpe barnet såvel som resten af familien ud af et liv i nød. Eftersom Arnarulunnguaq var den yngste i sin søskendeflok, ville moderen slå den lille pige ihjel. Men heldigvis begyndte Arnarulunnguaqs bror Ajako at græde over at skulle miste sin søster, og hans tårer bevægede deres mor så meget, at Arnarulunnguaq fik lov at beholde livet.

Som voksen skulle Ajako oprindeligt have deltaget i den 5. Thuleekspedition. Men han døde, af årsager vi ikke kender i dag, før ekspeditionen havde forladt Qaanaaq. I hans sted trådte en anden erfaren ekspeditionsdeltager: Iggiánnguaq, som var gift med Arnarulunnguaq og skulle have sin kone med på ekspeditionen. Således kom Ajako endnu en gang til at have en afgørende betydning for sin søster Arnarulunnguaqs livsforløb.

Da ekspeditionens skib M/S Søkongen nåede til Nuuk i september 1921, var alle inughuit, som Knud Rasmussen havde udvalgt til at deltage i rejsen, blevet ramt af en voldsom lungebetændelse. Iggiánnguaq døde af sygdommen i Nuuk, og dermed havde Arnarulunnguaq mistet både sin bror og sin mand inden for ganske kort tid.

Arnarulunnguaq stod nu over for valget at blive i Nuuk og vente på foråret og et skib, der kunne tage hende tilbage til Qaanaaq - eller at fortsætte med ekspeditionen til Canada, som oprindeligt planlagt.  Hvis hun valgte at blive i det sydlige Grønland, betød det, at hun skulle tilbringe en hel vinter sammen med et folk, hvis skikke var fremmede for hende. Også sproget i denne del af Grønland var så forskelligt fra det, hun kendte, at hun havde svært ved at gøre sig forstået. Hun fortalte derfor Knud Rasmussen, at hun ønskede at fortsætte på ekspeditionen.

Knud Rasmussen skriver, at Arnarulunnguaq valgte at tage af sted for at glemme sine sorger. Om hans fremstilling af hendes motiver er sand eller ej, kan vi dog kun gætte om i dag. Arnarulunnguaq fik ingen børn, der kan fortælle hendes historie. Og trods at hun gennem mange årtier er blevet husket som en meget speciel kvinde, er det overleverede materiale om hende begrænset. Men det er nærliggende at tro, at en lang rejse, hvor hun kendte sin rolle - en rolle, der var en naturlig del af hendes liv og "ikke noget, man kunne gøre 'stads' af'", som hun selv udtrykte det - var langt mere overskuelig for Arnarulunnguaq end flere måneder blandt et fremmed folk, efterfulgt af en uvis hjemrejse.

Hvad vi derimod kan være sikre på er, at Arnarulunnguaqs valg blev afgørende for, at det var muligt at gennemføre den 5. Thuleekspedition. Da Knud Rasmussen efter det halvandet år lange ophold på Blæsebælgen skulle vælge sine rejsefæller til den lange slæderejse videre østpå, var det nærliggende for ham at vælge de to, der ikke havde medfølgende ægtefæller.

At Arnarulunnguaq både havde et godt humør og var ferm med sine hænder, spillede også en rolle for Knud Rasmussens valg. En mand kunne på den tid kun fungere i det arktiske, hvis han var ledsaget af en kvinde, som kunne stå for madlavning og var dygtig til at vedligeholde skind og beklædning. Udover disse basale færdigheder, som Arnarulunnguaq beherskede til perfektion, skriver Knud Rasmussen, at Arnarulunnguaq havde "den Hygge om sig, som kun Kvinden kan skabe, [og var så] udholdende og modig som nogen Mand, når vi laa ude på rejse".

Arnarulunnguaq blev også ramt af den lungebetændelse, som plagede ekspeditionen lige fra starten i Grønland. Under nogle perioder af ekspeditionen var hun så syg, at Knud Rasmussen og Leo Hansen frygtede, at hun ville dø. Hun overlevede imidlertid - og var i Washington med til at møde præsident Coolidge i højhælede sko, selv om det at køre i elevator gjorde større indtryk på hende.

Da ekspeditionen ankom til Danmark i efteråret 1924, blev Arnarulunnguaq indskrevet på Øresundshospitalet. Først den følgende sommer var hun rask nok til at foretage den lange skibsrejse tilbage til Qaanaaq. Knud Rasmussen sørgede for, at en kvinde, som skulle op og arbejde som jordemoder på stationen i Thule, fik lov at tage sin eksamen før sine klassekammerater, så hun kunne følge Arnarulunnguaq til Qaanaaq. Efter sin hjemkomst giftede Arnarulunnguaq sig med Kale Peary, søn af den kendte nordpolsfarer Robert E. Peary. Hun døde i 1933.

Kilder:

Leo Hansen

Knud Rasmussen (1925, 1931,1932b)

Mailaraq Vedbæk
 

Opgaver

23. Arnarulunnguaq - kvindelig ekspeditionsdeltager
Med på Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition var den grønlandske kvinde Arnarulunnguaq.
Læs mere

Deltagerne på 5. Thuleekspedition
Mød nogle af de mænd og kvinder, der deltog på verdens længste slæderejse fra Grønland til Sibirien.
Gå til tema

Arnarulunnguaq
Foto: Leo Hansen

Hvis du vil vide mere