Sitemap | Avanceret søgning |

Fra Nome til Sibirien

Efter et frustrerende møde med det sovjetiske grænsepoliti måtte Knud Rasmussen opgive sine planer om at besøge eskimoerne i Sibirien. Tilbage i Alaska mødte han for første gang en repræsentant for et folk, han ikke kunne tale med. Grænsen for den fælles sprogforståelse var nået - og ekspeditionens arbejde ved at være forbi.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

Nome fungerede som en slags hovedstad, et center for administration og handel, i det nordvestlige Alaska i 1920'erne. Byen var vokset eksplosivt, siden der blev fundet guld i området i 1900. I den korte sommerperiode, når vandet var sejlbart, kom der endda turister til byen. Eskimoer fra nær og fjern strømmede desuden til Nome om sommeren, for at handle med hinanden, og for at sælge kuriositeter til turisterne.


Eskimofamilie på slæderejse

Foto: Leo Hansen
 

Knud Rasmussen beskriver, hvordan Qâvigarssuaq Miteq og Arnarulunnguaq gjorde store øjne ved ankomsten til byen ved synet af de "hvide Mænds Evne til at grundlægge store Bopladser langt fra deres egne Lande" og de forskelligartede "herligheder", som man kunne købe i butikkerne.

Det var heldigt, at det netop var som sommeren stod på sit højeste, at Knud Rasmussen og hans to rejsefæller ankom til Nome. Ekspeditionen, som ellers havde været vant til at styre så langt som muligt udenom allerede kendte egne for at komme i kontakt med forskellige folk, kunne i Nome blot gå en tur i de store teltlejre i udkanten af byen. Der boede øboere og indlandsboere side om side.

I 1924 havde byen tilmed besøg af indbyggere fra den fjernt liggende ø Nunivak. De var i Nome for at vidne mod en af deres egne - shamanen Nayagniq - som sad anklaget for mord. Han var blevet kidnappet fra Nunivak af besætningen på skibet Silver Wave, og transporteret til Nome for retsforfølgelse. Da det kom til stykket, turde folkene fra Nunivak alligevel ikke vidne mod deres egen shaman, og Nayangniq blev løsladt efter mere end et år i varetægt. Mødet med netop Nayagniq kom senere til at sætte punktum for Knud Rasmussens folkloristiske arbejde i Arktis.

Men inden da skulle Knud Rasmussen et smut over Beringstrædet for at undersøge, om de eskimoiske folk på den sovjetiske side også var en del af det sproglige og kulturelle fællesskab, han ville afdække. Beringstrædet mellem USA og Sovjet var et meget lunefuldt farvand, og efter afrejsen fra Alaska måtte skonnerten Teddy Bear søge land flere gange undervejs på grund af stormvejr. Fra byen Teller i det nordlige Alaska skrev Knud Rasmussen en frustreret note til Leo Hansen, som stadig var i Point Barrow: "Hver Nerve i mig smerter - ved Tanken om at skulde blive tvunget til at opgive Turen".

Men Knud Rasmussen lod sig ikke afskrække af vejret, og det lykkedes ham at overbevise skipperen om at gøre et sidste forsøg på at krydse Beringstrædet. Den 16. september 1924 passerede Teddy Bear endelig Alaskas vestligste punkt - for straks derefter at falde i det sovjetiske grænsepolitis hænder.

Det var ikke lykkedes for Rasmussen at få en officiel indrejsetilladelse til Sovjet, og som følge deraf fik han med det samme hårdt brug for den tolk, der var fulgt med fra Nome. De skrivelser, som Knud Rasmussen havde medbragt til at dokumentere ekspeditionens strengt videnskabelige formål, kunne det sovjetiske styres repræsentanter ikke læse. Og trods tolkens anstrengelser lod de sig ikke overbevise om vigtigheden af, at Knud Rasmussen fik lov at udføre sit arbejde i Sovjet.

Knud Rasmussen forsøgte desperat at forhandle, og kørte endda videre med hundeslæde over den sumpede tundra til byen Whalen (på russisk Uelen) for at tale direkte med guvernøren der. Men han var landet i en politisk hvepserede - repræsentanterne fra det sovjetiske styre havde som fornemste opgave at stoppe den livlige kapitalistiske handelsaktivitet, som foregik over Beringstrædet. De var derfor i tvivl om den danske ekspeditions hensigter.

Forhandlingerne bliver kun refereret ganske kort i det publicerede materiale fra ekspeditionen. Flere detaljer om Knud Rasmussens samtaler med de sovjetiske embedsmænd fremgår af hans notesbøger: "Jeg blev forsigtig! Politik imellem disse unge Fanatikere, der skylder Sovjet alt. Vi jonglerer med skarpe knive [---] Jeg svarer undvigende og tilsyneladende ligegyldigt på alle Spørgsmaal [---]---) Politichefen rykker in paa Livet af mig med et Spørgsmaal om vor Regeringsform i Danmark. Hvem? Kong Christian?", skriver han i sin dagbog fra turen.

Knud Rasmussen erfarede her for første gang, at det ikke nødvendigvis var nogen anbefaling at rejse under en dansk konges protektorat. Han blev ført tilbage over tundraen til skibet, og måtte skuffet rejse tilbage til Nome - efter blot ét døgn i Sovjet.

Imens var det lykkedes fotograf Leo Hansen at nå frem til Nome, og ekspeditionen blev nu samlet igen efter tre måneders adskillelse. Leo Hansen og Knud Rasmussen vandrede arm i arm tilbage til telegrafstationen, for at herfra sende en besked til ekspeditionens formand, Ib Nybø. Den lød: "Ekspeditionen samlet i Nome. Alt vel."

Og endelig tog Knud Rasmussen fat på den absolut sidste del af sit arbejde på den 5. Thuleekspedition - han fik mulighed for at holde samtaler med shamanen Nayangniq, der netop var blevet løsladt pga. manglende beviser i mordsagen. "Hans Udseende var frygtindgydende, hans smaa og stikkende Øjne flakkede vildt omkring, og Underkæben dinglede i et Bind, der var bundet alt for slapt", skriver Rasmussen om shamanen.

I mødet med Nayagniq mødte Knud Rasmussen desuden en uomgængelig barriere - han var nødt til at ty til en tolk, da han ikke kunne forstå Nayagniqs dialekt fra det sydlige Alaska. Dialekten var langt fra den, Knud Rasmussen kendte, og han måtte erkende, at han var nået til vejs ende. Sproget, som indtil da havde været hans fornemste instrument, kom til kort.

Mødet med Nayagniq sætter dermed punktum for den 5. Thuleekspeditions strabadser. Den lange rejse tilbage til Danmark kunne begynde. En måned senere stod holdet på taget af en skyskraber i New York, og fik kort derefter audiens hos den amerikanske præsident i Washington. Til sidst rejste de sammen på skibet Oscar II over Atlanten til København.

Kilder:

Knud Rasmussens håndskrifter (KRKB)
 
Leo Hansen

Knud Rasmussen (1926, 1932b)

Birgitte Sonne (1980)

5. Thuleekspedition
Knud Rasmussen havde længe drømt om en etnografisk rejse fra Grønland til Stillehavet. I 1921 drog de endelig afsted på ekspeditionen, der fik stor betydning også uden for de videnskabelige rækker.
Gå til tema

Knud Rasmussen på Teddy Bear i Nome
Foto: Leo Hansen

Arktiske eskimoer

Oversigtskort over området, som Knud Rasmussen rejste igennem, og placeringen af de folkeslag, han mødte på rejsen.

Også tilgængeligt som PDF

Hvis du vil vide mere