Sitemap | Avanceret søgning |

Fra Point Barrow til Nome

Ekspeditionens sidste etape bød på en af de mest strabadserende strækninger, hvor deltagerne i fem dage måtte gå til fods med al oppakning på ryggen. Men som rejsen nærmer sig sin afslutning, kan Knud Rasmussen også konkludere, at han har nået sit mål: At vise forbindelsen mellem eskimoerne fra Grønland til Stillehavet.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

Efter fem dages kørsel i snesjap nåede Knud Rasmussen og hans rejsefæller frem til den lavvandede sandrevle Icy Cape, der på det lokale sprog blev kaldt Qajaserfik, "det sted hvor kajakker mistes". Navnet hentydede til de lave farvande, som var svære at sejle i.  

Knud Rasmussen havde hørt, at det hos det lokale folk var muligt at komme til at tale med interessante mænd og kvinder, som skulle være efterkommere af de oprindelige indlandsboere. Og det var netop de "gamle Indlandsboer", der ifølge Knud Rasmussens teori var tættest beslægtet med de "oprindelige Ur-eskimoer". Derfor nærede Knud Rasmussen forhåbninger om at finde yderligere svar på "eskimokulturens oprindelse" på denne del af rejsen.


Ung kvinde i luften under skinddans

Foto: Leo Hansen
 

Holdet ankom til Icy Cape, samtidig som bopladsen var heldige at fange en hval. Hvalfangst var her, ligesom i Point Barrow, en stor begivenhed, der blev fejret med trommedans og himmelspræt. Holdet gjorde derfor ophold for at medvirke ved festlighederne. Knud Rasmussen fik samtidig tid til at reflektere over sin tid i Point Barrow. Hans egne notater belyser ikke den kendsgerning, at han var syg under opholdet, og derfor tilsyneladende ikke har været i stand til at samle sig om at arbejde. Men en korrespondance i form af små noter, som Knud Rasmussen og Leo Hansen - der jo var blevet tilbage i Point Barrow - sendte til hinanden med bud i den følgende periode, bidrager til billedet af ekspeditionens sidste etape.         

De hurtigt nedfældede noter afslører, at Knud Rasmussen var frustreret over, at han havde været syg under opholdet i Point Barrow. Han var stærkt utilfreds med sine resultater derfra. "Mit Ophold ved Pt. Barrow var saa forstyrret fordi jeg blev syg - jeg vilde derfor være mig taknemlig om du vilde hjælpe mig med at faa det kompletteret", skriver Knud Rasmussen få dage efter, at han har forladt Point Barrow, i en længere note til Leo Hansen. Han stiller yderst detaljerede opgaver til fotografen, i håb om at få beriget sine egne magre resultater fra stedet.

Knud Rasmussen var klar over, at den folkloristiske indgangsvinkel, som han selv havde i kraft af sine sprogkundskaber, var umulig at belyse for Leo Hansen, der kun kunne arbejde på engelsk. Han beder derfor fotografen om at skaffe svar på en liste af meget konkrete spørgsmål; de dækker en bred vifte af emner, lige fra hvordan skolens lærer Peter van der Sterre løser de forskellige sociale opgaver, til folketælling og økonomisk indtjening hos de lokale eskimoer.  "[---] Hvor meget tjener en velhavende Eskimo, hvor meget en gennemsnits? ? [---] Hvor mange Ræve får en dygtig Native-trapper om Aaret? [---]," lyder nogle af de spørgsmål, Knud Rasmussen efter sin afgang fra Point Barrow savner svar på. Han undskylder afslutningsvis for besværet med "Din hengivne Knud R."

Samme noter afslører, at slædeføret ikke længere udgjorde et problem i forhold til at komme videre. Derimod ville Knud Rasmussen være sikker på, at den ventetid på åbent farvand, som ekspeditionen ufravigeligt ville komme ud for på et tidspunkt i løbet af foråret, ville indtræffe hos mennesker, "hvor der ikke er hvide Mænd". Holdet endte med at opholde sig nogle uger hos folket ved Icy Cape, som ifølge Knud Rasmussen "havde udviklet en Kultur, der baade materielt og aandeligt stod forbavsende højt". Han optegner ikke færre mindre end 20 forskellige måder at nedlægge vildt på, og han fandt også, skriver han, "helt nye kulturtræk" - hvoraf et gav folket deres navn, nemlig "ulvefolket".

Hos folkene i de østlige canadiske egne var dyr fra havet forbundet med en mængde tabuer. Men her var det det de indlandslevende dyr ulv og jærv, der var forbundet med komplicerede regler. Disse skikke var formentlig resultatet af et tæt forhold til indianerne, og Knud Rasmussen måtte endnu engang erkende, at kulturmøder sammen med menneskers idérigdom havde overhalet hans stræben efter at finde "Ur-eskimoerne".

Samtidig afsluttede Leo Hansen sine optagelser i Point Barrow og begyndte at vente på den første båd, som kunne sejle ham ned til Nome. I juli modtog han atter en note med bud fra Knud Rasmussen, der efter en meget lang og strabadserende tur endelig var nået til Point Hope i Alaska. "Det har været en ualmindelig vanskelig rejse hertil [---]så vi end ikke kunde bruge Konebåd - men måtte gå i 5 dage [---] bærende al vor Bagage på Ryggen", lyder beretningen fra Point Hope.

Her begynder Knud Rasmussen også at vænne sig til tanken om at vende tilbage til Danmark. Han havde hørt, at Nina Bang var blevet verdens første kvindelige minister, og budskabet blev straks sendt videre i en note til Leo Hansen: "Jeg har faaet brev fra dansk Konsul, Seattle - af Nyt: Stauning - : Statsminister, Borgbjærg: Socialminister, Fru Nina Bang: Kulturminister..!!!"

Da Knud Rasmussen den 14. august 1924 når frem til Koetzebue Sounde, får han endelig mulighed for selv at sende en besked til omverdenen. Det er Thules stationsbestyrer Ib Nybø, som får den første førstehåndsberetning fra ekspeditionen siden marts 1923.  Knud Rasmussen skriver i sit yderst kortfattede telegram, at han har konstateret en utvivlsom forbindelse mellem eskimoerne på hele den strækning, ekspeditionen har tilbagelagt: Det grønlandske sprog kan forstås hele vejen fra Grønland til Stillehavet. Dette formidler Ib Nybø straks videre i en artikel i "Geografisk tidsskrift".

Ekspeditionen var ved at være fremme ved målet. Men inden den blev helt afsluttet, gjorde den ophold i Nome i Alaska, hvorfra Knud Rasmussen skulle videre til et kort besøg i Sibirien. Dette sidste ophold i guldgraverbyen Nome kom til at udgøre den sidste brik i ekspeditionens arktiske eventyr.

Kilder:

Knud Rasmussens håndskrifter (KRKB)

Knud Rasmussens arkiv i Hundested (KRH)

Knud Rasmussen (1926, 1932b, 1952)

Leo Hansen

Madeleine og Peder Leo-Hansen

Ib Nybø

5. Thuleekspedition
Knud Rasmussen havde længe drømt om en etnografisk rejse fra Grønland til Stillehavet. I 1921 drog de endelig afsted på ekspeditionen, der fik stor betydning også uden for de videnskabelige rækker.
Gå til tema
Video

Ekspeditionens afslutning
Den sidste del af vinteren tilbringer deltagerne i det vestlige Alaska. Da foråret endelig kommer, flytter de lokale ned til kysten for at jage hval og sæl - og fejrer den vellykkede jagt med fest og lege.

På jagt
Undervejs på 5. Thuleekspedition gik deltagerne på jagt. En hval eller en isbjørn kunne strække forsyningerne længe - og så var jagten og jagtmetoderne også en del af den kultur, som ekspeditionen drog ud for at studere.
Se billedserie
Arktiske eskimoer

Oversigtskort over området, som Knud Rasmussen rejste igennem, og placeringen af de folkeslag, han mødte på rejsen.

Også tilgængeligt som PDF

Hvis du vil vide mere