Sitemap | Avanceret søgning |

Leo Hansen - fotografen der stepdansede i Arktis

At vi i dag kan opleve den 5. Thuleekspedition i levende billeder, er takket være den fotograf, som trods meget vanskelige omstændigheder producerede stumfilm undervejs på ekspeditionen. Leo Hansen var oprindelig uddannet boksetræner, og der skulle også både fysisk og mental styrke til at følge i Knud Rasmussens fodspor med fotoudstyr på flere hundrede kilo.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

I januar 1924 sendte Knud Rasmussen bud hjem efter en filmmand, som skulle komme ekspeditionen i møde i Alaska. Hvorfor det netop blev Leo Hansen, som endte med at få opgaven, røber de tilgængelige kilder ikke noget om. Men da tilbuddet nåede Leo Hansen, var der kun tre dage til forberedelse og afrejse. Hans daværende kone Irene var gravid, men gav alligevel sin mand den nødvendige billigelse: "Rejs! Den chance er enestående," skal hun have sagt, til trods for at parrets første barn så ville komme til verden, mens faderen var på en risikofyldt færd i Arktis.

Leo Hansen rejste fra København i slutningen af maj 1924, for at med skibet United States ankomme til New York efter en stormfuld overfart. Her gik fotografen i gang med at købe de film, han ville få brug for, sammen med andet nødvendigt udstyr. I alt drejede det sig om omtrent et halvt ton materialer, som Leo Hansen skulle tage med til de nordlige egne, med henblik på at optage levende billeder fra den 5. Thuleekspeditions sidste etape.

Lidt over en måned efter sin afrejse fra København nåede Leo Hansen frem til Nome, der den gang var det nordvestlige Alaskas handelscentrum. Herfra havde han instrukser om at fortsætte til Herschel Island, og afvente Knud Rasmussens ankomst der. Derefter skulle de i fællesskab rejse tilbage over Alaskas kyster, og optage film og fotografere undervejs.

Men da Leo Hansen nåede Herschel Island, var der intet nyt om Knud Rasmussen. Inspektøren for det canadiske beredne politi, Royal Canadian Mounted Police, forventede dog, at Knud Rasmussen tidligst ville ankomme næste år. Leo Hansen, der var rastløs og gerne ville komme i kontakt med Knud Rasmussen, fortsatte rejsen østover, trods at han blev frarådet det flere gange. Og det blev en gevinst for hans rejsekammerater.

Leo Hansen var ikke blot uddannet boksetræner, men også ferm til at danse stepdans og lave kortkunster, som han underholdt med undervejs. Han forstod i det hele taget at skabe morskab for sig selv og andre. Skal man tro hans egne optegnelser, blev der festet godt igennem på vejen. Da han på vej østpå ankom til Kent Peninsula, fik han beskeden: "Du skal bare væbne dig med tålmodighed. Nord for polarcirklen bruger vi en særlig målestok for tid og afstande", som Hudson Bay Companys bestyrer, Henry Clark udtrykte det. Clark kunne imidlertid give Leo Hansen godt nyt om ekspeditionen: Knud Rasmussen var i området, hvorfor Leo Hansen blev på stationen for at vente på ham.

I november 1924 kunne Leo Hansen endelig slutte sig til 5. Thuleekspedition, da den kom forbi Kent Peninsula. Fra Leo Hansens publicerede noter fremtoner et skrøbeligt partnerskab med Knud Rasmussen - et partnerskab, der til tider satte både fotografens og videnskabsmandens tålmodighed på prøve. For eksempel havde Knud Rasmussen og Leo Hansen til tider forskellige ideer om, hvad en fotograf kunne bruges til - Rasmussen ville have stiliserede billeder, Hansen levende ditto. En løsning på gnidningerne var, at de to i perioder rejste hver for sig, og på disse strækninger lader det til, at Leo Hansen virkelig fik sat sine evner til overlevelse i det arktiske på prøve. Resultaterne, som vi i dag kan se af Leo Hansens film og billeder, er ikke desto mindre unikke.

Da Leo Hansen kom tilbage til København, sammen med Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq, fik han endelig mulighed for at se sin søn, Hans, der var blevet født i hans fravær. Efter Anden Verdenskrig giftede Leo Hansen, der i mellemtiden var blevet biografbestyrer, sig med den helt unge Madeleine, der endnu i dag kan fortælle om den stilige mand, der bød hende på chokolade og en særlig god plads i sin biograf i Lyngby.

De nåede at få en søn sammen, inden Leo Hansen døde i 1962. Peder Leo-Hansen fortæller om en far, som elskede at rode i mørkekammeret sammen med sin søn, men som sjældent fortalte om sine oplevelser fra ekspeditionen. I sin bog om rejsen, der udkom i 1953, træder Leo Hansen dog frem som en mand, der oplevede meget i sporet af en stor videnskabsmand - men som også nåede at blive bedrøvet over udviklingen i det arktiske: "En ny generation blandt eskimoerne er vokset op, men den kan næppe ligne de umiddelbare, primitive naturbørn, som jeg dengang kom til at sætte stor pris på", skriver han. Han nærede ikke noget ønske om at rejse tilbage. For Leo Hansen var det nok med én tur igennem Nordvestpassagen.

Kilder:

Leo Hansen

Madeleine og Peder Leo-Hansen

Deltagerne på 5. Thuleekspedition
Mød nogle af de mænd og kvinder, der deltog på verdens længste slæderejse fra Grønland til Sibirien.
Gå til tema

Ved en finhval
Leo og en af sømændene ved en finhval i hvalstationen i Akutan, Alaska.
Foto: Leo Hansen

Hvis du vil vide mere