Sitemap | Avanceret søgning |

Fra Mackenzie-deltaet til Point Barrow

På vej til Alaska mødte ekspeditionen velhavende og smarte eskimoer, der fik Knud Rasmussen til at føle sig som en "naiv Fortidslevning". Ekspeditionen fik dog brug for deres moderne medicin-depoter, da de løb ind i en influenza-epidemi. Holdet overlevede - ligesom Leo Hansen slap fra en tur til havs på en løsreven isflage med livet i behold - og kunne endelig krydse grænsen til Alaska, hvor festlighederne omkring årets hvalfangst var i fuld gang.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

Da holdet nåede frem til Mackenzie-deltaet, skriver Knud Rasmussen, at det var "som at komme til et helt nyt Land". De små landsbyer bygget af sne, som ekspeditionen kom fra, blev erstattet af rummelige bjælkehytter i villastil, og befolkningens gamle tro var her afløst af den kristne. Handlen med forskellige pelsdyr havde skabt konkurrence og gjort folket i denne egn meget velhavende. Mackenzie-eskimoerne titulerede hinanden "Captain" og var ejere af skonnerter og symaskiner. De spæklamper, som holdet havde set befolkningen bruge i de østlige dele af den Arktiske kyst, blev her solgt til turister som klenodier fra en fjern fortid.


Fire piger fra Point Barrow

Foto: Leo Hansen
 

Selv om Knud Rasmussen beskriver mackenzie-eskimoerne som et "uafhængigt Folk", afslører hans notesbøger også, at det er med stor bedrøvelse, han konstaterer, at traditionerne ikke længere er så levende hos dette folk. Rasmussen noterer, at sagnfortællerne i dette område derimod betragtede sig som "Specialister i Hjemstavnslære og Mytologi". "Til en Begyndelse stod jeg som en naiv Fortidslevning midt i mellem disse smarte mennesker", skriver Knud Rasmussen, der med sin omfattende viden om myter, sagn og tabuer, til tider vidste mere om disse emner end de mennesker, han skulle interviewe.

Som gæst holdt Knud Rasmussen små oplæg for de lokale beboere om forhold, der i deres øjne allerede var forhistoriske. Og han blev nødt til at betale dyrt for at få folk i tale. Ved et kortere ophold i Liverpool Bay tilbød Rasmussen sagnfortælleren Apagkaq 50 dollars for 5 dages arbejde, hvilket fik den næsten døve Apagkaq til at løsne sit mundlæder. På få dage fik Knud Rasmussen fyldt sine notesbøger med råmateriale, og tilfredse med udbyttet kunne ekspeditionen fortsætte sin rejse vestpå.

På vej mod Herschel Island, hvor holdet skulle gøre sit sidste stop inden indrejsen i Alaska, blev Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq ramt af la Grippe - en influenza-epidemi, der på daværende tidspunkt rasede i Canada og som fik ekspeditionen til at tømme sine aspirin-depoter, i et forsøg på at helbrede de syge lokale eskimoer, de mødte. Det ufrivillige sygdomsophold gav ekspeditionen et uplanlagt pusterum, samtidig som foråret var begyndt at bryde Alaskas floder op, så enorme vandmasser skyllede ud over havisen. Da holdet endelig ankom til inspektør Wood på Herschel Island, havde Arnarulunnguaq så høj feber, at man frygtede for hendes liv. Holdet gjorde derfor endnu et ophold i venten på, at hun skulle blive rask.

På grund af dette ophold på Herschel Island blev Knud Rasmussen vidne til den retssag, hvor den canadiske regering for alvor demonstrerede sit overherredømme i det arktiske Canada. To lokale eskimoer stod for retten, anklaget bl.a. for drabet på en betjent fra myndighedernes beredne politi, Royal Canadian Mounted Police. Et drab, der ifølge nogle kilder var sket i selvforsvar. De to blev dømt til hængning. I sine notesbøger spekulerer Knud Rasmussen over det fornuftige i at retsforfølge mennesker efter principper og love, som er helt ukendte for dem, der har begået overtrædelserne. "Et Oplysningsarbejde er unægtelig at foretrække for et Skafot", skriver Rasmussen om denne hændelse, der også kan siges at markere, at ekspeditionen nu var nået frem til områder, hvor de oprindelige samfund var under uigenkaldelig indflydelse fra andre civilisationer.

Køreturen på de 800 kilometer til den næste destination, Point Barrow, gik stærkt. Leo Hansen blev indledningsvis sendt i forvejen alene med sine film, for at sikre, at materialet ikke tog skade af de stigende vandmasser ude på isen. Ensomheden var begyndt at gå fotografen på nerverne, da han endelig blev indhentet af sine rejsefæller, som i starten af maj passerede de mandshøje stolper, der markerede det officielle skel mellem Canada og USA. Det var heldigt - for Leo Hansen skulle herefter komme ud for en dramatisk episode, der ifølge ham selv nær havde kostet ekspeditionen et medlem. Under en sæljagt lå Leo Hansen på udkig på en isflage, som løsnede sig, og han kom ud at sejle i mange timer på det åbne hav, før isflagen igen ramte en fast iskant. Her fandt Hansen de velkendte slædespor, som til sidst ledte ham tilbage til sine rejsefæller.

Ekspeditionen fulgte herefter Alaskas flade nordkyst, hvor eskimoer lå spredt i små lejre for at begynde forårets sælfangst ved isens kant. Disse egne var allerede kortlagte, så man kunne planlægge sine dagsrejser under det arktiske forår igennem et landskab, der ikke længere bød på de store overraskelser.

Kun slædeføret var til tider uberegneligt. Når man forsøgte at styre udenom de store vandmasser på isen, blev man i stedet nødt til at køre igennem blød og smeltende sne på indlandet. At løbe på den våde is var særligt hårdt ved hundenes poter, selv om de blev beskyttet med små mockasiner. Da de sidste hundepote-mockasiner var brugt op, og hundene efterlod røde fodspor i sneen, nåede man endelig frem til den faste slædevej til Point Barrow. Den 23. Maj kørte ekspeditionen ind i en storby fyldt med "sladrende Kvinder, skrigende Børn og hylende Hunde", som Knud Rasmussen beskrev det. Man var nået frem til Point Barrow på den mest spændende tid på året: Hvalfangst-perioden.

Holdet blev her vidner til et traditionelt makkerskab. De fleste mænd boede ude på iskanten, hvor de fra tid til anden med et øredøvende brøl bekendtgjorde, at en hval var harpuneret. Så var det kvindernes job at køre kødet ned i underjordiske iskældre, hvor det kunne holde sig frossent resten af sommeren.


Hvalfangst på iskanten

Foto: Leo Hansen

En fremgangsrig hvalfangst blev fejret med store fester: himmelspræt fra hvalroshuder, sangfester og trommedans stod på programmet. Det blev besluttet, at Leo Hansen skulle blive tilbage i Point Barrow og filme festlighederne, for at derefter sejle med det første sommerskib til Nome, hvor holdet så atter skulle samles. Den 3. juni fortsatte Knud Rasmussen og hans rejsefæller i bragende sol sydpå, for at gøre deres første ophold på sandrevlen Icy Cape i Alaska.

Kilder:

Leo Hansen

Knud Rasmussens håndskrifter (KRKB)

Knud Rasmussens arkiv i Hundested (KRH)

Knud Rasmussen (1932b, 1942, 1952)

5. Thuleekspedition
Knud Rasmussen havde længe drømt om en etnografisk rejse fra Grønland til Stillehavet. I 1921 drog de endelig afsted på ekspeditionen, der fik stor betydning også uden for de videnskabelige rækker.
Gå til tema
Video

Det nordligste Canada
Ekspeditionen drager fra det nordligste Canada til Alaska i hundeslæde. Undervejs besøger de indbyggerne i de små bebyggelser, som de møder på vejen.


Leo og to eskimopiger (Junes og Kate) i Point Barrow
Foto: Leo Hansen

Arktiske eskimoer

Oversigtskort over området, som Knud Rasmussen rejste igennem, og placeringen af de folkeslag, han mødte på rejsen.

Også tilgængeligt som PDF

Hvis du vil vide mere