Sitemap | Avanceret søgning |

Fra Kent Peninsula til MacKenzie-deltaet

På jagt efter ny etnografisk viden opsøgte ekspeditionen en hidtil ubeskrevet stamme i Canada. Fotograf Leo Hansen var nervøs for mødet pga. rygter om, at disse eskimoer var farlige. Men de viste sig at være meget gæstfri - og lige så bange for Leo Hansen og hans kamera, som han var for dem.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

Da ekspeditionen nu opholdt sig i et område, som allerede var blevet skildret af andre videnskabsfolk, var det magtpåliggende for Knud Rasmussen at vælge sin videre rute med omhu for at indsamle ny viden. Det blev derfor besluttet, at man skulle lægge vejen forbi en hidtil ubeskrevet stamme, der levede i området omkring Victoria Island i det nordlige Canada og netop havde slået vinterlejr for at fange sæler på en ø, ikke langt fra hvor holdet befandt sig.

Fotograf Leo Hansen, der netop havde tilsluttet sig ekspeditionen, var dog ikke særligt begejstret for sin første opgave: Han havde hørt rygter om, at denne stamme var banditter og mordere. Men da holdet i rygende snestorm ankom til eskimoernes boplads, blev de modtaget med stor gæstfrihed. Der blev straks bygget en snehytte til gæsterne, og arbejdet hos det folk, der blev kaldt "kobbereskimoer" på grund af deres omfattende brug af ren kobber til værktøj og våben, kunne begynde.


Dansende kobbereskimo

Foto: Leo Hansen


Det var ikke kun Leo Hansen, der i starten var bange for sine værter - kobbereskimoerne blev også forskrækkede over de levende billeder, som fotografen skulle optage. De kunne ikke kunne forstå, hvordan optagelserne kunne få liv, uden at røve menneskenes sjæle samtidig. Da Knud Rasmussen selv "lod sin sjæl røve" ved at blive filmet, voksede eskimoernes tillid dog, og Leo Hansen kunne begynde den vanskelige opgave med at få fotoudstyret til at fungere i den stærke novemberkulde.

Med vinterens ankomst blev dagene også kortere, og lysforholdene vanskelige. For at kunne filme den livlige trommedans, der ifølge kobbereskimoernes tradition kun måtte foregå under et tag, fik fotografen f.eks. en snehytte skåret tværs over. På den måde kunne trommedansen finde sted under en halvkuppel, så kobbereskimoernes regler blev efterlevet, samtidig som Leo Hansen fik det dagslys, der var brug for. Et frugtbart kompromis, der i dag kan ses i Leo Hansens historiske film fra ekspeditionen.

Kobbereskimoerne bliver af Knud Rasmussen beskrevet som frække og meget glade mennesker. Han skriver imponeret, at de "forstod at give sig hen i Øjeblikkets Nyden". Kobbereskimoerne levede på vældige bopladser bestående af store komplekser af snehytter, med en stor dansehytte i midten. I denne festsal blev der nætterne igennem holdt danse- og sangfester. Stammen brugte særlige festdragter, syet med stor omsorg for dekorative detaljer, og der blev sunget i kor.

Leo Hansen underholdt med step-dans, korttryllerier og deltog i brydekampe med de lokale og nåede, ligesom Knud Rasmussen, at komme til at betragte dem som sine bedste venner. Efter et par måneder havde holdet samlet stof til endnu et omfattende værk. Det var tid for ekspeditionen at vende tilbage til Kent Peninsula, hvor de skulle holde jul hos Hudson Bay Companys bestyrer, Henry Clark.

Henry Clark havde i vinterperioden fået det tillidshverv at fodre og sørge for at opfede nogle af ekspeditionens hunde, og de var også kommet i ypperlig form. Men da Qâvigarssuaq Miteq skulle hente resten af hundene hos en lokal eskimo, der fået samme opgave, havde de langt fra fået samme omsorgsfulde behandling. Fire af hundene var sultet ihjel, og de tre øvrige var så afkræftede, at Qâvigarssuaq Miteq måtte køre dem på slæden tilbage til Kent Peninsula. Dette var et alvorligt problem, da ekspeditionen havde brug for så mange hunde-kræfter som muligt til at køre videre med Leo Hansens kameraudstyr, der med sine 500 kilo havde forøget ekspeditionens vægt betragtelig.

Rejsen til Mackenzie-deltaet gik, med Knud Rasmussens egne ord, med syvmilestøvler. Undervejs oplevede holdet dog en del af de vanskeligheder, der kan opstå, når et allerede sammentømret hold bliver udvidet med endnu et medlem. For at lægge afstand til irritation og gnavenhed måtte holdet derfor til tider dele sig op i to hold. De stødte fra tid til anden ind i forskellige eskimostammer, men Knud Rasmussen, som udmærket var klar over, at disse egne var godt beskrevet af andre før ham, stoppede ikke op for længere ophold.

I midten af marts nåede ekspeditionen frem til Baillie Island, hvor danskeren Henrik Henriksen var bestyrer af Hudson Bay Companys lille station. Det var en milepæl på ekspeditionens vej, idet indrejsen til de vestlige eskimostammer nu for alvor begyndte. Nu var man kommet til et område, der trods gennemgående fællestræk med det grønlandske alligevel var helt anderledes. I kølvandet på pelshandelen styrede guld og penge her i stort set alle livsvilkår. Herfra blev hundene sat i skarpt trav, for at - med poter, som på vejen ville blive slidte af forårsisens vandmarker - trække ekspeditionen til Alaskas vestkyst.

Kilder:

Leo Hansen

Knud Rasmussens håndskrifter (KRKB)

Knud Rasmussens arkiv i Hundested (KRH)

Knud Rasmussen (1932b,1942)

5. Thuleekspedition
Knud Rasmussen havde længe drømt om en etnografisk rejse fra Grønland til Stillehavet. I 1921 drog de endelig afsted på ekspeditionen, der fik stor betydning også uden for de videnskabelige rækker.
Gå til tema
Video

Ekspeditionsliv i Alaska
Fotografen Leo Hansen møder ekspeditionen på Kent Peninsula i Alaska for at filme den sidste halvdel af rejsen til Sibirien. Han kan kun filme i kort tid ad gangen pga. kulden, der er så stærk, at kameraet fryser.


Leo med kameraet
Foto: Leo Hansen

Arktiske eskimoer

Oversigtskort over området, som Knud Rasmussen rejste igennem, og placeringen af de folkeslag, han mødte på rejsen.

Også tilgængeligt som PDF

Hvis du vil vide mere