Sitemap | Avanceret søgning |

Fra King William Island til Kent Peninsula

Efter næsten et halvt år på King William Island tog Knud Rasmussen og hans rejsekammerater afsked med netsilikkerne. Venskabsbånd knyttet igennem måneders samarbejde og samvær skulle nu rives over, til fordel for ukendte eventyr på vej til Alaska. Ekspeditionen fik endelig nye forsyninger - og blev forstærket med en fotograf, der skulle sørge for levende billeder fra den videre færd.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

Mens Arnarulunnguaq og Knud Rasmussen levede et stille liv på King William Island, og Qâvigarssuaq Miteq forsøgte at finde en farbar vej tilbage til sine kammerater, begyndte en anden rejse i København. Her gjorde fotografen Leo Hansen klar til at slutte sig til ekspeditionen, og i foråret 1923 tog han nordpå fra København. Da han ankom til Herschel Island, hvor han efter planen skulle møde ekspeditionen, var der dog ingen forlydender om hverken Knud Rasmussen eller ekspeditionens situation.

Leo Hansen besluttede at rejse videre mod øst, i håb om at møde ekspeditionen på vejen. Han var derfor med ombord, da den lille lystyacht El Sueno, der oprindeligt kun var bygget til turistfart i farvandene uden for San Francisco, sejlede østover til Kent Peninsula. Ved ankomst til Hudson Bay Kompagniets lille station, der var bygget af drivtømmer og gamle skind, fik Leo Hansen endelig nyt at høre om ekspeditionen: Samme sommer havde Qâvigarssuaq Miteq besøgt Kent Peninsula og efterladt de etnografiske samlinger hos stationens bestyrer Henry Clark. Leo Hansen besluttede derfor at blive på stationen og vente på, at ekspeditionen skulle styre sine slæder der forbi igen.

På King William Island var de tre ekspeditionsdeltagere samtidig i fuld gang med at forberede den videre rejse vestpå. Da den første sne faldt i september, lokkede det renerne ned mod kysterne. Det lille hold, der ellers godt kunne have brugt friske forsyninger af renkød, måtte nøjes med at være tilskuere til de mange dyr, da de var nødt til at være økonomiske med hver eneste patron.

Men ekspeditionen skulle få en uventet jackpot. Det var lykkedes El Sueno at kæmpe sig igennem den berygtede Nordvestpassage, og det lille skib anløb King William Island den 21. september 1923. Med ombord var ikke bare ammunition, der passede til ekspeditionens bøsser, men også kaffe, ost, smør og appelsiner - og vigtigere endnu: Nyheden om, at den filmfotograf, som Knud Rasmussen tilbage i januar havde bedt om i et brev hjem til Ib Nybø, nu ventede på dem på Kent Peninsula.

Med ny ammunition kunne holdet endelig nedlægge de rener, de havde brug for, inden ekspeditionen drog videre. Nye slæder skulle også bygges, da de slæder med tørveskoning med is under, man havde brugt indtil nu, ikke fungerede på den våde nyis. Nu skulle den grønlandske slæde med jernskinner, som ekspeditionen begyndt sin langfærd med, i brug igen.

Da alle forberedelser var overstået, var det bare at vente på det første islag. I ventetiden nåede Knud Rasmussen at bygge en varde til minde over medlemmerne af en tidligere ekspedition, som aldrig nåede at rejse videre fra øen - nemlig Franklin-ekspeditionen, hvor i alt 110 mænd og 24 officerer døde i farvandene omkring Nordvestpassagen. Varden byggede Knud Rasmussen over knogler og tøjstykker fra ekspeditionens medlemmer, som sidst blev set i live i juli 1845, og hvis dramatiske skæbne nogle af de ældste netsilikeskimoer stadig kunne fortælle om.

I november 1923 tog Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq endelig afsked med netsilikkerne. Dog ikke dem alle - holdet havde hyret to netsilikker til at tage med og hjælpe med at transportere de nye genstande, der sammen med de tidligere samlinger skulle sejles fra Kent Peninsula til København. Novembervejret bød på kraftige snestorme, så Knud Rasmussen og Qâvigarssuaq Miteq måtte tænde ild med spæk langs deres slædespor i efterårsmørket, for at guide de andre den rigtige vej og holde sammen på ekspeditionen.

Da ekspeditionen en dag midt i november igen stødte på mennesker, der både havde flotte emalje-brikker, overdådige tæpper og nonchalant røg Lucky Strike-cigaretter, så vidste holdet, at de var på rette vej. Dagen efter nåede de frem til handelsstationen på Kent Peninsula, hvor Leo Hansen ventede på dem.

Den første aften på stationen gik med at læse post fra København, og med at gå ombord i de tolv flasker whisky, som Leo Hansen også havde med hjemmefra. Derefter skulle hundene have nogle dages hvil, inden ekspeditionen var klar til sidste etape - nu forstærket af fotografen, der skulle sørge for de levende billeder af den videre færd. Men før ekspeditionen endelig forlod Kent Peninsula, skulle de lokale "kobbereskimoer" have besøg.


Kilder:

Leo Hansen

Knud Rasmussen (1926, 1931, 1932a, 1932b)

5. Thuleekspedition
Knud Rasmussen havde længe drømt om en etnografisk rejse fra Grønland til Stillehavet. I 1921 drog de endelig afsted på ekspeditionen, der fik stor betydning også uden for de videnskabelige rækker.
Gå til tema

Aqat
Aqat med is i skægget er fotograferet under opholdet på Southhampton Island - en stor ø, der ligger lige syd for Blæsebælgen.
Foto: Therkel Mathiassen

Arktiske eskimoer

Oversigtskort over området, som Knud Rasmussen rejste igennem, og placeringen af de folkeslag, han mødte på rejsen.

Også tilgængeligt som PDF

Hvis du vil vide mere