Sitemap | Avanceret søgning |

Fra Blæsebælgen til King William Island

I foråret 1923 begyndte den store slæderejse endelig, da Knud Rasmussen sammen med to udvalgte rejsekammerater drog af sted over isen for at besøge de eskimoiske folk på den amerikanske nordkyst. Der skulle gå mere end et år, inden det lille hold på to mænd og en kvinde nåede frem til det vestlige Alaska - og igen kunne få direkte telegrafisk forbindelse med omverdenen.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

Da ekspeditionen drog af fra basen Blæsebælgen den 11. marts 1923, var det ikke en vemodig afrejse - for nu skulle den store slæderejse endelig begynde. Knud Rasmussen var på vej til at opfylde den drøm, han havde haft i næsten 20 år: At besøge alle eskimoiske folk på én rejse. Et meget lille hold var udvalgt, der sammen og til tider hver for sig skulle rejse igennem den mytiske Nordvestpassage og langs med hele den nordamerikanske nordkyst.

De to rejsekammerater, Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq, som fulgtes med Knud Rasmussen, var valgt med stor omhu. De var begge ugifte og kunne derfor rejse alene, og det var vigtigt at være så få som muligt på rejsen, da det gav mindre vægt til hundene og færrest munde at mætte. Men Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq havde også andre evner, som lå til grund for Knud Rasmussens valg: De var begge dygtige slædekuske, de var ikke bange for at tage fat og bære det tunge læs - og så havde de begge et lyst sind, en vigtig egenskab når der skulle slås lejr om aftenen efter en hård dags arbejde.

Holdet tog af sted med to slæder læsset med 500 kilo hver. Der var hundefoder, te, kaffe, sukker og handelsvarer til at købe etnografiske samlinger for. Helge Bangsted fulgtes med det lille hold på det første stykke ud til mundingen af Pelly Bay, hvorfra han skulle fortsætte til Chesterfield Inlet for at kontrollere indskibningen af ekspeditionens gods hjemad. Allerede kort tid efter, at holdet havde taget afsked med Helge Bangsted, mødte de det folk, som Knud Rasmussen kaldte netsilik-eskimoer, hvilket betyder "Sæl-eskimoerne". Hos netsilikkerne købte ekspeditionen store dele af den unikke amuletsamling, man i dag kan se på Nationalmuseet i København. Heriblandt den unge dreng Tertaqs jakke, smykket med omtrent 80 amuletter, som skulle hjælpe den unge dreng igennem livet.

Krudt og ammunition blev brugt til at betale for genstandene, men netsilikkerne mente, at Knud Rasmussen, som var kommet så langvejs fra, måtte besidde en særlig livskraft. Derfor ville de også have lokker af hans hår, for at kunne bruge dem til at afværge de uberegnelige ånders vrede. Da Knud Rasmussen ikke gerne ville forlade bopladsen helt skaldet, blev der indgået en handel, hvor han ud over nogle hårlokker også stillede en skjorte og en pels til rådighed. Tøjet blev skåret i små stykker, og de eskimoer, der solgte de stærkeste amuletter, fik en hårlok som betaling, mens de andre måtte nøjes med et stykke af den livskraftige mands tøj.


Renskindstelt, Ipiutaq
Sæder og skikke blev undersøgt og dokumenteret at ekspeditionens deltagere på deres ekskursioner ud i omegnen. Dette telt er fotograferet under hjemrejsen fra Iglulik.
Foto: Therkel Mathiassen
 

Efter et par måneders rejse besluttede holdet først på sommeren, at Qâvigarssuaq Miteq skulle køre til Kent Peninsula for at der skaffe nye forsyninger af ammunition. Samtidig skulle han aflevere de etnografiske genstande, de havde indsamlet, til Hudson Bay Companys repræsentant for videre fragt sydpå, når forårsisen tillod det. Planen var, at holdet skulle samles igen på King William Island i juni - men isforholdene var vanskelige dette år, og Qâvigarssuaqs Miteqs tilbagerejse fra Kent Peninsula blev forsinket.

Sommeren igennem opholdt Arnarulunnguaq og Knud Rasmussen sig på forskellige gamle bopladser på King William Island, i venten på at Qâvigarssuaq Miteq skulle komme tilbage. De brugte tiden på at gennemføre arkæologiske udgravninger i felten. Selv om Knud Rasmussens dagbøger vidner om, at ventetiden gik umådeligt langsomt, afslører tonen i hans notater også, at han satte stor pris på de daglige rutiner og samværet med Arnarulunnguaq under denne arktiske sommer.

En eftermiddag, da de to sad og spejdede ud over havet, fik Arnarulunnguaq pludselig øje på et skær, hun ikke kendte. Det viste sig at være Qâvigarssuaq Miteq, som det langt om længe var lykkedes at sejle til King William Island i en skrøbelig kano. Han kunne fortælle, at de etnografiske samlinger nu var i sikkerhed i Kent Peninsula. Desværre havde han ikke været i stand til at skaffe de forsyninger, Knud Rasmussen havde bestilt, og den ammunition, de havde brug for. Holdet havde nu kun 150 skud tilbage til at skaffe hundefoder til den videre rejse i den kommende vinter.

Kilder:

Knud Rasmussens håndskrifter, KB 

Knud Rasmussen (1926, 1931, 1932a,1932b)

5. Thuleekspedition
Knud Rasmussen havde længe drømt om en etnografisk rejse fra Grønland til Stillehavet. I 1921 drog de endelig afsted på ekspeditionen, der fik stor betydning også uden for de videnskabelige rækker.
Gå til tema

Arnarulunnguaq
Foto: Therkel Mathiassen

Ekspeditionsliv
5. Thuleekspedition var godt tre år om at tilbagelægge turen fra Danmark til Sibirien. Undervejs boede deltagerne under meget forskellige forhold de steder, som de besøgte. Både årstidernes skiften, geografien og de lokale traditioner prægede livet.
Se billedserie
Arktiske eskimoer

Oversigtskort over området, som Knud Rasmussen rejste igennem, og placeringen af de folkeslag, han mødte på rejsen.

Også tilgængeligt som PDF

Hvis du vil vide mere