Sitemap | Avanceret søgning |

Fra København til Blæsebælgen

Skibsforlis, dødelig lungebetændelse, motorproblemer og hundesyge. Den 5. Thuleekspedition måtte overvinde en lang række modgange, både inden afgangen fra Grønland og efter ankomsten til Canada. Men "man må rette sig efter de slag, man får", skrev Knud Rasmussen i sin dagbog.

Af Marja Ulfsdotter
Publiceret 15-07-2008

Den 15. maj 1921 afgik den 5. Thule-ekspedition fra København med pomp og pragt. "Den store grønlandsfilm" fra ekspeditionens første del, viser, at folk stimlede sammen nede ved havnen i deres stiveste puds for at vinke farvel til Knud Rasmussen, der med blomster i favnen og iklædt jakkesæt og hvid stråhat tog afsked med København.

Første mål på rejsen var Qaanaaq, eller Thule, i det nordlige Grønland. Der skulle ekspeditionen forsynes med hunde og det nødvendige arktiske udstyr, samt have forstærkning af den gruppe polareskimoer - inughuit - som skulle med på den videre rejse. Planen var, at ekspeditionen skulle komme det arktiske efterår i forkøbet og anløbe det canadiske fastland i slutningen af august. Her ville man så oprette en station, der kunne klare den arktiske vinter, og som skulle være base for ekspeditionens lange slæderejser og videnskabelige undersøgelser.

En række modgange kom dog til at forsinke afrejsen fra Grønland. På vej fra København forliste skibet M/S Bele i juli uden for Upernavik - og sammen med det en stor del af det materiel, der skulle bruges til at oprette stationen i Canada. Her fik ekspeditionen hjælp af kong Christian den 10., der også var protektor for ekspeditionen: Kongen var på besøg i Grønland samme sommer og havde en trådløs telegraf ombord på sit skib Island. Via den fik ekspeditionens formand, Ib Nybø, besked om tabet, og han sørgede for, at nye forsyninger blev sendt til Nuuk, hvor de kunne lastes på M/S Søkongen, der var på vej dertil fra Qaanaaq.

Men allerede før M/S Søkongen havde forladt Qaanaaq på vej til Nuuk, mistede ekspeditionen den første af sine deltagere. Ajako døde (af i dag ukendte årsager), og Knud Rasmussens gode ven igennem mange år, Iggiánguaq, og hans kone, Arnarulunnguaq, trådte i Ajakos sted. I starten af august kunne M/S Søkongen endelig sejle fra Qaanaaq, og efter en række motorhavarier nåede skibet til Upernavik, hvor Peter Freuchen og hans kone, Navarana, skulle tilslutte sig.

Navarana nåede dog aldrig af sted. Hun var tidligere på sommeren blevet syg af lungebetændelse og døde nu i Upernavik. Inden ekspeditionen endelig forlod Grønland, blev også de øvrige grønlandske deltagere ramt af sygdommen. I Nuuk døde Iggiánnguaq. Dermed havde ekspeditionen allerede før sin egentlige start mistet tre medlemmer, noget der gjorde så stort indtryk på de grønlandske deltagere, at de ønskede at blive døbt før afrejsen til det ukendte Canada.

Men "[.] under en Ekspedition maa man hurtigere end under almindelige forhold rette sig efter de Slag man faar", som Knud Rasmussen udtrykte det i sin dagbog. Da de 70 hunde var lastet, nye forsyninger pakket og en sygestue indrettet til de grønlandske deltagere, afsejlede ekspeditionen fra Nuuk den 7. september 1921. Nu skulle ekspeditionen, en måned forsinket, foretage den farefyldte rejse igennem Davidsstrædet og Foxe Basin til Hudson Bay.

M/S Søkongen var et stærkt skib, bygget med arktiske udfordringer for øje. Trods dette strejkede skibets maskine så mange gange undervejs mod målet, Lyons Inlet, at ekspeditionens folk nærmest blev forbavsede, når det endelig lykkedes at sætte den i gang. På et tidspunkt forsøgte man i stedet med sejl, men der var ikke meget vind. Det sneede tæt på vej igennem Baffin Bay, og da skibet nåede Hudson Bay, tog nattefrosten så kraftigt fat, at hele ismarker strakte sig omkring skibet. Man diskuterede derfor, om man skulle fortsætte turen med slæde.

Men med en hostende motor og kaptajn Pedersens urokkelige vilje lykkedes det til slut skibet at vrikke sig igennem isen og lægge til ved en ø, som den dag i dag kaldes Danish Island. Her slog besætningen lejr og byggede ekspeditionens hovedkvarter - Blæsebælgen. Fra denne base skulle en række ekspeditioner mod nord, syd og vest udgå i de følgende to år.

I november 1921 var isforholdene endelig så gode, at de lange slæderejser kunne begyndes. Skæbnen ville, at Knud Rasmussen selv blev den første, som mødte en af de lokale beboere, da han i december løb hovedkulds ind i Papik, "Styrefjeren".  Mødet med Papik og hans folk, som blev kaldt iglulik-eskimoer, blev startpunktet for den 5. Thule-ekspeditions etnografiske indsamlinger.

Det skulle imidlertid snart vise sig, at ekspeditionen var kommet for sent til at finde de "ur-eskimoer" og "helt primitive mennesker", der ofte bliver omtalt i de forskellige ekspeditionsdeltageres rapporter, og som man havde håbet endnu var at finde i det canadiske indland, Barren Grounds. Da ekspeditionen ankom til Canada, havde inuit allerede i et par generationer været tiltrukket af job- og handelsmuligheder hos amerikanske hvalfangere, og det havde sat sit tydelige præg i befolkningen.

For eksempel var Aua, som var åndemaner og blev hovedinformant blandt igluikkerne, meget åben om sin særlige viden om hjælpeånder, da Knud Rasmussen mødte ham for anden gang på isen i Lyons Inlet 1923. Aua var nemlig ikke længere bundet af sine løfter til åndeverdenen, da han var konverteret til kristendommen, siden deres første møde i vinteren 1922.

Et andet tydeligt vidnesbyrd om befolkningens kontakt med resten af verden mødte ekspeditionen, da de hørte en italiensk arie fra en skrattende grammofon ved deres besøg hos cariboueskimoerne, som også levede i bunker af blik- og konservesdåser.  

Ekspeditionens arbejde var i gang - og strabadserne langt fra forbi. I august 1922 blev ekspeditionen ramt af hundesyge og mistede ¾ af hundene. Knud Rasmussen begyndte at tvivle på, om han ville være i stand til at foretage den planlagte rejse vestpå om foråret. I et brev hjem overvejer Rasmussen i stedet at tage til Winnipeg, for derfra at tage toget til Vancouver og rejse fra vest til øst.

Situationen bliver imidlertid stabiliseret, og Knud Rasmussen sender post hjem i januar det følgende år, hvor han beder om at få en filmmand sendt til Alaska, der kan komme ham i møde vestfra. Den 11. marts 1923 forlader Knud Rasmussen Blæsebælgen, for at drage vestpå sammen med sine ledsagere Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq. Den lange slæderejse er begyndt.

Kilder:

"Den store grønlandsfilm" (1921)

Knud Rasmussens håndskrifter (KRKB)

Knud Rasmussens arkiv i Hundested (KRH)

Knud Rasmussen (1910, 1925, 1929, 1932b)

Birgitte Sonne (internet-artikel)

5. Thuleekspedition
Knud Rasmussen havde længe drømt om en etnografisk rejse fra Grønland til Stillehavet. I 1921 drog de endelig afsted på ekspeditionen, der fik stor betydning også uden for de videnskabelige rækker.
Gå til tema
Video

Den første etape
Knud Rasmussen og resten af 5. Thuleekspedition drager af sted med skib fra København. Undervejs tager de proviant ind på nogle af de mindre øer, de passerer, og snart møder de de første isbjerge.


Blæsebælgen
Ekspeditionens hovedkvarter i to år var en lille hytte ved Hudson Bugten i arktisk Canada.
Foto: Therkel Mathiassen

Arktiske eskimoer

Oversigtskort over området, som Knud Rasmussen rejste igennem, og placeringen af de folkeslag, han mødte på rejsen.

Også tilgængeligt som PDF

Hvis du vil vide mere