Sitemap | Avanceret søgning |

På flugt blandt jægere i Sibirien

Eventyrer: I Sibirien blev antropolog og deltager i Arctic Explorer Rane Willerslev sigtet for illegal pelshandel og krybskytteri. I et halvt år levede han på flugt blandt jægerfolket jugakirerne.

Af ANDERS ELLEBY NIELSEN
Publiceret 21-05-2008

Rane Willerslev var midt i sit feltstudie blandt jægerfolket jugakirerne i Sibirien, da han en nat blev vækket af en jæger med en ubehagelig besked: Det russiske politi var efter ham, og han skulle se at komme væk. Omgående.


Rane Willerslev
Rane Willerslev fortæller elever fra Helgenæs Naturefterskole om sine oplevelser med jugakirerne i Sibirien.
Foto: Casper Dalhoff
 

Willerslev røg op på en slæde og blev kørt langt ud i ødemarken, hvor russerne havde svært ved at finde ham. Fik russerne fat i ham, ville hans feltarbejde i bedste fald være spildt. I værste fald ville han blive arresteret og muligvis dræbt. Rane Willerslev havde fået den russiske mafia på nakken på grund af et ellers sympatisk projekt. Det fattige jægerfolk jugakirerne skulle have en større fortjeneste, når de solgte det eftertragtede zobelskind til russerne, og Rane Willerslev ville derfor etablere direkte handel mellem de sibiriske jægere og pelshandlerne på det europæiske marked. Han havde bare ikke taget højde for den russiske mafia, som også tjente på zobelpelsene.

Anklaget for illegal zobelhandel og krybskytteri måtte Rane Willerslev i et halvt år søge tilflugt hos de jugakiriske jægere og leve et illegalt liv

Fuldt integreret jæger
»Jeg havde en satellittelefon med, men jeg nåede kun at ringe hjem til Universitetet og sige: "Det går ad helvede til", og så sagde det bare bib, bib, bib,« fortæller Rane Willerslev, der i løbet af det halve år blev fuldt integreret som en del af jægerne og på alle måder delte livsvilkår med dem.

Oplevelserne blev senere til bogen 'Soul Hunters', hvor Rane Willerslev gør op med den vestlige verdens nedvurdering af oprindelige folkeslags åndetro og natursyn.

Ved et arrangement i går på Moesgård Museum fortalte Rane Willerslev sin dramatiske historie til en gruppe elever fra Helgenæs Naturefterskole på Djursland, der også fik undervisning i det sibiriske jæger- og samlerfolks levevilkår, som er fundamentalt anderledes, end vi kender det fra den vestlige civilisation.

Netop mødet med en så fremmed kultur vil ifølge Rane Willerslev være noget af det, der kommer til at gøre størst indtryk på deltagerne i ekspeditionen Arctic Explorer, når den besøger de barske områder i Sibirien, hvor temperaturen kan komme under 80 minusgrader.

»Man skal forestille sig en verden, der næsten er faldet helt fra hinanden i forhold til den, vi kender fra Vesten. De lever, som vi gjorde for 100 år siden,« forklarer Rane Willerslev, som også selv skal være en del af Arctic Explorer.

Gennem deltagernes reportager fra ekspeditionen kan læserne komme til at opleve blodofringer af rensdyr, kvinder, der er tatoveret i ansigtet og møde folk, der spiser rød fluesvamp som rusmidler eller høre om gamle mennesker, der selv beder om at blive slået ihjel og brændt på bålet.

At leve blandt disse mennesker og nærmest være blevet en af dem har påvirket Rane Willerslev meget.

Livet er ændret
»Jeg er næsten selv blevet animist, så jeg er begyndt at udføre forskellige ritualer, når jeg går på jagt herhjemme. Det er meget hårdt, når man som antropolog bruger sin egen krop til at forstå andre menneskers verden. Det hårdeste var faktisk ikke at være derude. Det værste var at komme hjem. Når man vender tilbage, er man jo blevet helt mærkelig,« smiler Rane Willerslev, der i 2001 blev optaget i Eventyrernes Klub.

For to måneder siden vendte han hjem fra sit seneste seks-måneders ophold i Sibirien, og til august tiltræder han en stilling som leder af Etnografisk Samling på Moesgård Museum.

Blå Bog: Rane Willerslev
1991-1998: Flere ekspeditioner i Sibirien.

2001: Optaget i Eventyrernes Klub.

2003: Ph.d. fra Cambridge Universitet i England.

2003-2006: Lektor i visuel antropologi ved Manchester Universitet.