Sitemap | Avanceret søgning |

Kalaallit Qimmiat - den grønlandske slædehund

"Giv mig hunde og giv mig sne - så kan I beholde resten," lyder et Knud Rasmussen-citat om hans forhold til den grønlandske slædehund. Han fik sit første hundespand som barn, blev en rigtig god slædekusk, og alle hans rejser - på nær de østgrønlandske - blev gennemført på hundeslæde.

Af Kirsten Strandgaard, museumsinspektør. Ilulissani Katersugaasivik. Ilulissat Museum
Publiceret 16-05-2008

Kalaallit Qimmiat - den grønlandske slædehund - er en spidshund. Den kan variere meget i udseende, fra bredhovedet chowchow-agtig til spidssnudet, fra højbenet og slank til mere bredbringet. Også farverne varierer: fra isbjørnehvid over sort, plettet, brun, grå. Alle findes de i en glatpelset og en mere langpelset udgave. Hundeejerne kan avle med det formål at få hvide eller brogede spand. Et ensartet spand bliver opfattet som smukt, men vigtigere end udseendet er køreegenskaberne. De grønlandske slædehunde er brugshunde og ikke kæledyr, og kun de stærke og lærenemme hunde beholdes, da de kan trække en hundeslæde i de 6-9 måneder om året, hvor der er sne. 


Knud viser lille dreng vores hunde
Hundene var en integreret del af livet på ekspeditionen - og enkelte af dem nåede at tage hele turen med fra det sydlige Grønland til Stillehavet.
Foto: Leo Hansen

Et hundespand består af en såkaldt "bas" - en førerhund - og en flok. Der kan være en fast højre- og venstrehund. Det er ligegyldigt, om basen er en tæve eller en han, betingelsen er, at den kan styre flokken. Et gennemsnitligt hundespand er i dag på 10-15 hunde, mens det før i tiden var på 6-10. Frem til 1960'erne gik alle hunde løse og opholdt sig ved ejerens hus. I dag skal de imidlertid være lænkede på anviste hundepladser.  

Slædehunde spiser det samme som mennesker i Arktis - nemlig sælkød og hellefisk. I dag får hundene dog også industrielt fremstillede hundepiller. Kan man selv fange foder, er det ikke så dyrt at have hunde, men skal man købe, løber udgifterne hurtigt op i 20.000 kr. pr. år.  

En hundeslæde kan trække en last på ca. 300 kg, hvilket gør den velegnede til transport. Fiskerne og fangerne bruger således også slæden til at transportere hellefisk og sæler fra fiskepladserne, og andre kører med turister. Indtægten skal være nogenlunde den samme, hvad enten det er turister eller fisk, der ligger på slæden, for hundene skal jo fodres, og grejet vedligeholdes. 

Lokale forskelle
Der er stor forskel på hundeholdet og slæderne i de forskellige dele af Grønland. I det højpolare område ved Qaanaaq kører man mest på havis, hvorfor slæderne er lange og brede. De skal kunne rumme meget på de lange fangstrejser og skal kunne række hen over havisens revner. Hundene trækker i vifte, så de kan sprede vægten i tilfælde af tynd is, og nogle af hundene er desuden trænet som bjørnehunde.  

I Østgrønland er fjeldene høje og snedækket ofte meget dybt. Derfor går hundene her i såkaldt "nome-binding" dvs. to og to koblet på en trækline. Det første hundepar kan så sættes bagerst, når det er blevet træt af at lave spor i sneen til de efterfølgende par.

Slæderne var traditionelt meget små. I dag er de af den norske Nansen-type - opkaldt efter den norske polarfarer Fridtjof Nansen - lette og med gennembrudte meder lidt ligesom en almindelig kælk. 


Hund i Ilimanaq

Foto: Casper Dalhoff
 

I Nordvestgrønland skal slæderne kunne køre på både havis og gennem fjeldmark, op og ned ad fjeldsider uden meget sne. Slæderne er i denne del af landet mindre end de højpolare, og opstanderne er buede, så man kan hænge bag på slæden og bremse med fødderne stemt mod mederne og således styre nedkørslerne. Under den manøvre løber hundene bag slæden med skaglerne under den og fungerer på den måde som bremser. Den erfarne slædekusk Knud Rasmussen skal have sagt, at det vanskeligste stykke af slæderuten fra Ilulissat til Thule var de ca. 150 km fra Ilulissat til Ikerassaq i Uummannaq-fjorden. Her gjorde strømskåren is på Ataa Sund og meget kuperede passager på land rejsen anstrengende. 

Slædehundens historie
Hunden kom med inuit fra Alaska over Canada til Grønland for ca. 4.500 år siden. Der er ikke fundet slæderester sammen med de forhistoriske hundeknogler, men man kan forestille sig, at hundene i de ældste tider har været brugt til at trække sæler og små hvaler fanget på isen hjem til bopladsen, eller de har været pakdyr med tasker over ryggen, sådan som man på Knud Rasmussens tid stadig kunne se det blandt de canadiske inuit. 

Slæderne i Canada var i begyndelsen af 1900-tallet også anderledes end de grønlandske og havde i modsætning til disse ingen opstandere. Landskabet i den polare del af Canada er meget fladt, så der var ikke brug for opstandere til styre- og bremsefunktionerne. De manglende opstandere gjorde det endvidere lettere at vende slæderne om, når de skulle have ny skoning (f.eks. mudder eller vand, der straks fryser til en hård hinde) smurt på mederne.  

I Canada begyndte man i 1960-1970'erne at skyde slædehundene. Formålet var at forhindre inuit i at videreføre deres omrejsende jægerliv og i stedet fastholde de voksne som arbejdskraft ved minerne og børnene som elever i skolerne.

Sådan er det ikke gået i Grønland. Her har man i stedet bevaret slædehunden og endog formået at holde den fri for opblanding med andre hunderacer. Lidt opblandet er den måske blevet engang i 1600-1700-tallet takket være skibshunde fra hvalfangerbådene, men efter det er blevet forbudt at indføre hunde til slædehundedistrikterne, er der ikke sket en opblanding af racen ud over med en enkelt polarulv i ny og næ. 

I dag er den grønlandske slædehund både en arbejdshund for fiskerne og turistkørere samt en fritidsfornøjelse for mange mennesker i Nord- og Østgrønland.

Opgaver

17. Den grønlandske slædehund
Den grønlandske slædehund er en helt unik racehund, ublandet med andre hunderacer og tilpasset arktiske forhold.
Læs mere

Knud Rasmussens Grønland
Hvad er det, der gør Knud Rasmussens rejser så enestående også i dag? Hvordan så hans Grønland ud, og hvordan har det forandret sig?
Gå til tema
Den grønlandske slædehund
I dag er den grønlandske slædehund både en arbejdshund for fiskerne og turistkørere samt en fritidsfornøjelse for mange mennesker i Nord- og Østgrønland.
Se billedserie
Sommerglæder for slædehunde
Kiutikab Petersens 13 hunde står bundet tæt ved vandet. Det har de gjort siden juni, da Kiutikab Petersen satte slæden på oversomring, og det vil de blive ved med ind til oktober, når havet omkring Qaanaaq fryser til.
Se billedserie