Sitemap | Avanceret søgning |

Nålen og harpunen

Gennem godt 4.500 år afløste forskellige inuit-kulturer hinanden i Grønland.

Af Christian Schultz-Lorentzen, redaktør Suluk
Publiceret 19-06-2006

Buen knagede let, da jægeren spændte strengen og fra sit skjul mellem klipperne iagttog moskusokserne på græssletten. Hans skindklædte fæller greb fastere om deres våben. Pile og lanser var forsynet med en skarp, spids flintesten, som i en rolig stund var bearbejdet omhyggeligt ved flinteværkstedet, der lå lidt væk fra de runde skindtelte på bopladsen. Jagtens spænding sad dem alle i halsen. De første jægere i Grønland sendte et helligt ønske til åndeverdenen om, at deres våben måtte bringe held med jagten.

Mændene havde længe fulgt enhver bevægelse i moskusokseflokken og ville på et givet tegn gå til angreb. Det var ikke et ufarligt stykke arbejde, fordi de største dyr, for at beskytte flokkens yngste, prustende og med en truende skraben i jorden foretog pludselige, omend ofte fingerede, udfald mod jægerne.

Med ét greb panikken flokken, og med dundrende klove fór dyrene af sted over græsengen med kurs mod en smal slugt, der nådesløst lukkede sig om dem. Fanget i fælden blev de på tegn fra den mest erfarne jæger drevet samme i den bageste del af kløften, og jægerne sendte en byge af pile mod de indespærrede dyr, som til sidst dræbtes med lanser på nært hold.

Saqqaq-kulturen
Om det præcist er foregået sådan, ved vi naturligvis ikke. Men jagtmetoden har været anvendt på flokdyr i andre urgamle kulturer, og fra arkæologiske fund af flintvåben og knogler ved man, at de første inuit i Grønland, kaldet det tidlige Saqqaq-folk, hovedsageligt levede af moskusoksejagt. En pionerkultur, der slog sig ned i Pearyland i Nordøstgrønland og på Vestkysten, og som ikke blev den sidste i inuits lange odyssé i Grønland.

Saqqaq-folket var nomader, der indvandrede til Nordøstgrønland for cirka 4.500 år siden, og som alle andre inuit er de beslægtet med mongolske folk i Øst- og Nordasien. Før sidste istid vandrede de i flokke over det dengang landfaste Beringsstræde til Nordamerika, og gennem årtusinder spredte de sig i bølger langsomt over den sneklædte tundra videre til Canada og Grønland.

Inuits erobring af verdens største ø er historien om en kulturs enestående evne til at tilpasse sig en natur, der ligger på grænsen af menneskelig eksistens. I lange perioder med kulde og dårlige livsbetingelser var landet så ugæstfrit, at det lå mennesketomt hen, mens det blev generobret, så snart et varmere klima og et rigere dyreliv igen indtrådte.

I den moderne arkæologiske terminologi opdeles inuit-kulturerne i:
- det tidlige Saqqaq-folk, også kaldet Independence 1 (2600-1800 f.Kr.)
- Saqqaq-folket (2300-900 f.Kr.)
- det tidlige Dorset-folk, også kaldet Independence 2 (1200-700 f.Kr.)
- Dorset 1 (550 f.Kr.-100 e.Kr.)
- Dorset 2 (750-1300 e.Kr.)
- og Thulekulturens folk, den nuværende inuitbefolknings forfædre, der indvandrede cirka år 1200 e.Kr.

De forskellige inuit-kulturer har på flere måder adskilt sig fra hinanden med deres redskaber og jagtmetoder. Man ved, at Saqqaq-folket havde hunde og kajakker. Det gav menneskene mulighed for at strejfe rundt i større områder og dermed sikre sig bedre fangstmuligheder.
Både hunde og kajakker var hjælpemidler, som arkæologer mærkeligt nok aldrig har fundet spor af i den efterfølgende Dorset-kultur, der ikke desto mindre var så livskraftig, at den levede i Grønland i tre forskellige perioder gennem mere end 2000 år.

Kulturelle ligheder
Thulekulturen, der bragte både hunden og kajakken tilbage til Grønland, adskilte sig måske mest markant ved de rummelige konebåde. Foruden at bruge konebådene til hvaljagt gjorde disse Thule-folket i stand til at rejse længere og øge jagtområdet. Det førte til den mest omfattende kolonisering af Grønland, både på Vestkysten og nordøstover.

Thulefolket jagede ikke som deres forgængere ved havet, men på havet. Trods forskelle er de forskellige inuit-kulturer mere præget af ligheder end uligheder. De var alle i stand til at overleve under ekstreme naturforhold og regnes for at have udviklet de mest avancerede fangst- og jagtkulturer i et klima, der aldrig gav noget frivilligt fra sig.

Nål og harpun
To arbejds- og jagtredskaber spillede sammen med evnen til at lave ild en ganske særlig betydning for overlevelse i det arktiske område: synålen og harpunen. To værktøjer, som arkæologer har fundet hos alle grønlandske inuitfolk gennem tiden, og som samtidig symboliserer arbejdsfordelingen mellem kvinde og mand.
Med synålen har kvinderne i spæklampens svage skær syet varmt skindtøj til beskyttelse mod polarkulden. Og med harpunen drog den skind- og pelsbeklædte mand ud på isen og sikrede sig fangst af blandt andet sæler og dermed mad til familien på bopladsen.

Saqqaq-folket og de efterfølgende inuitkulturer forarbejdede alle deres redskaber af sten, tand og ben. Men med Dorset-folkets ankomst til Nordvestgrønland blev jernet også en del af inuits arbejdsredskaber. Det var et materiale, de huggede løs fra jernmeteoritter i Cap York-området.
Ved deres bopladser er der også fundet sneknive. Det afslører, at Dorset-folket, i lighed med deres stammefæller i Canada, var i stand til at bygge huse af sne. Man fandt desuden for første gang rester af slæder, men ikke hunde. Til gengæld er der ikke fundet spor af buer. Det antages derfor, at Dorset-folkets jægere alene jagede med lanser, når jagten gjaldt landdyr, som de måtte snige sig ind på eller drive i baghold for at komme på tæt hold af.  

Nomader
Fælles for alle inuitfolk var også deres nomadekultur, en levevis, der blev bestemt af klimaet og af rytmen i fangstdyrenes bevægelser. Fangstdyrene har været forskellige fra kultur til kultur. Men om sommeren har kvinderne altid plukket bær og rødder i indlandet, mens mændene har jaget landdyr som rener, ræve og moskusokser. Om vinteren flyttede man bopladsen ud til kysten og fangede sæler, fisk og fugle.

Blandt fortidens inuit var jagt næppe blot et spørgsmål om at skaffe føde. I hvert fald har alle inuit indtil moderne tid været præget af den samme religiøse grundforestilling om, at mennesker og dyr har sjæle, der lever videre efter døden. Dyrene blev derfor behandlet med respekt. Ellers kunne for eksempel Havkvinden tilbageholde fangstdyr.

Thule-folket
Den sidste inuit-indvandring var Thule-folket, som er grønlændernes direkte forfædre. De kom til Nordvestgrønland omkring år 1200, mens Dorset-folket stadig boede her. Om de to inuitfolk levede fredeligt med hinanden, ved vi ikke. Men vi ved, at Thulefolket i løbet af få generationer spredte sig ned langs Vestkysten og nordøstover.

Klimaet var dengang inde i en varm periode, og Thulefolket fulgte i deres konebåde de store hvaler ned langs de isfrie kyster. Konebåden spillede en afgørende rolle for Thulefolkets spredning. Fartøjerne kunne være op til 10 meter lange, og det gjorde inuit i stand til at flytte sig hurtigt over store afstande. Kajakken var dog stadig en del af Thulefolkets vigtigste redskaber, ligesom de videreudviklede harpunen, så den egnede sig bedre til havfangst og ikke blot til jagt fra isen.

Samtidig havde de hunde og hundeslæder, så de effektivt kunne færdes på havet om vinteren. De opførte vinterhuse af sten og tørv, men byggede i lighed med Dorset-folket også snehytter. De forstod at anvende jern i deres jagtvåben og kvindernes redskaber, blandt andet den store ulo.

Arkæologiske udgravninger har vist, at Thulefolket, i modsætning til tidligere inuitfolk i Grønland, ved indvandringens start samledes på relativt store bopladser. Det var nødvendigt, da der skulle mange mænd til for at jage de store hvaler, der med deres vældige krop var nemme at lokalisere, og som bød på rigeligt med mad.

Men i takt med, at de drog sydvestover, blev der færre hvaler, og sælfangsten blev i stedet hovedmålet for jagten. Sådan forklarer historikerne i hvert fald, at bopladserne begyndte at blive mindre og mere spredte. Der var ikke længere behov for a

Opgaver

37. Nålen og harpunen
Gennem godt 4.500 år afløste forskellige inuit-kulturer hinanden i Grønland. Deres redskaber og jagtmetoder var tilpasset livet i Arktis og blev afgørende for deres overlevelse i Grønland.
Læs mere

Befolkningen i Arktis
Menneskene i de arktiske egne har en kultur og historie, der rækker mere end 5.000 år tilbage.
Gå til tema
Hvis du vil vide mere