Sitemap | Avanceret søgning |

Nordboernes skæbne - det uløste mysterium

For over 1000 år siden kom de første vikinger til Grønland og slog sig ned der. De såkaldte nordboer blev i Grønland i ca. 500 år, så forsvandt de. Hvor blev de af?

Af Christian Schultz-Lorentzen, redaktør Suluk
Publiceret 18-06-2006

Ifølge skriftlige kilder var den første nybygger den norskfødte Erik den Røde, der i 985 kom fra Island og var far til Leif den Lykkelige, der senere blev den første europæer, som sejlede til Amerika. Nordboerne anlagde bygder med gårde og kirker, og de var formentlig 2000-3000, da befolkningen var størst. Men i sidste halvdel af 1400-tallet forsvandt de fra bygderne. Hvor blev de af?

Hvad kan hustomter, møddinger og kirkegårde fortælle om deres liv og vandring, før de forsvandt? Blev de dræbt af inuit i blodige fejder eller myrdet af brutale pirater på jagt efter værdier som isbjørneskind og hvalrostænder?
Flygtede de østpå, da vejret blev koldere og livet vanskeligere? Eller tog de vestover mod det frodige Vinland, som Leif den Lykkelige havde fundet på den nordamerikanske østkyst?
Blev de optaget i den eskimoiske familie hos grønlændernes forfædre, eller blev sygdom, dårlig ernæring eller degenerering deres smertefulde skæbne? Eller var det lidt af hvert?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, der stadig giver forskerne hovedbrud, og som fik fornyet opmærksomhed omkring år 2000, da hele den nordatlantiske verdensdel fejrede 1000-året for Leif den Lykkeliges opdagelse af Amerika.


Hvalsø Kirke
En af de bedst bevarede ruiner fra nordboernes 500 år i Grønland. Det er også fra denne kirke, at det sidste sikre vidnesbyrd om nordboernes tilstedeværelse i Grønland stammer, nemlig beretningen om et bryllup her i 1408.
Foto: Lars Reimers

 

Nordboerne levede i de to hovedsæder Østerbygden i Sydgrønland og Vesterbygden i Nuup Kangerlua, men i sidste halvdel af 1400-tallet forsvandt befolkningen på ca. 2000-3000 mennesker altså på gådefuld vis ud af historien. Det gådefulde består først og fremmest i, at nordboernes bygder i Grønland i velmagtsdagene var et ganske rodfæstet samfund, f.eks. med eget bispesæde på Gardar.

Derfor kunne man med rimelighed forvente, at det var blevet overleveret i skrifter eller andet historisk kildemateriale, da folk flyttede derfra. Desuden drev bønderne handel med kontakt til så fjerne steder som Vatikanet i Rom, der sædvanligvis omhyggeligt førte bog med sine engagementer op gennem historien. Men svarene er forsvundet som hvirvler i kølvandet efter de skibe, de muligvis forsvandt med, og heller ikke vinden, der suser over gårdtomterne inde i fjordene, er særlig meddelsom. Vi ved, hvordan det begyndte, men ikke, hvordan det sluttede.

Men et spadestik eller to under græstæppet ligger de vidnesbyrd gemt, som måske kan sprede det historiske tågeslør, der er blevet tættere og tættere, siden Erik den Røde og en gruppe landsmænd i 985 eller 986 kom sejlende med 25 vikingeskibe og koloniserede landet.

Det mener i alt fald arkæolog og seniorforsker ved Nationalmuseet Jette Arneborg, der gennem en årrække har beskæftiget sig med den norrøne kultur i Grønland. Hun har foretaget isotop-undersøgelser af gamle nordboskeletter, som afslører, at klimaet blev stadig koldere under nordboernes tid i landet. Så koldt, at det ikke mere var muligt at opretholde den gamle bondekultur.

Oprindeligt troede man, at nordboerne blev slået ihjel af grønlændernes forfædre. Men den forklaring har længe stået for fald. I dag er flertallet af forskere enige om, at nordboerne i en klimatisk kuldeperiode emigrerede til andre nordiske lande. Den tese synes bekræftet af Jette Arneborgs undersøgelser. Men det er også sandsynligt, at andre faktorer var medvirkende.

"En klimaændring på blot en enkelt grad kan have haft stor betydning," siger Jette Arneborg. "De seneste undersøgelser tyder endog på, at der skete store forandringer fra nordboernes ankomst, til de forsvandt."

Klimaskiftet har med sin indflydelse på landbruget påvirket nordboernes kostsammensætning, idet mælk, ost og smør efterhånden blev suppleret af fisk og sæl. Det viser isotop-undersøgelserne af nordboskeletter, og alt tyder på, at nordboerne med tiden valgte endnu mere af deres føde fra havet, idet nye isotopanalyser viser, at sæl og fisk på et tidspunkt udgjorde 80 procent af kosten.

"Efter al sandsynlighed blev vegetationen udpint, og da klimaet i 1400-tallet fortsat blev koldere, er det nærliggende at tro, at nordboerne rejste deres vej. Her foretrak de nok Island, som de havde de tætteste kontakter til. Når de valgte Island, skyldes det formentlig også, at pesten dér i landet tyndede så meget ud i befolkningen, at en masse attraktiv landbrugsjord blev ledig," fortæller Jette Arneborg. Hun mener derfor, at tidligere teorier om, at nordboerne lod sig optage i inuitkulturen, næppe holder.

"Fra de velbevarede dragter på Herjolfsnæns ved vi, at nordboerne helt op til deres forsvinden brugte tøj af nyeste europæiske mode. De havde altså tæt forbindelse med deres oprindelige kultur, hvorfra de gennem handel også blev forsynet med det livsvigtige jern."

Den arktiske elfenbenskyst
"Jeg tror, nordboerne grundlæggende opfattede sig som en del af Europa, og de var afhængige af handelsforbindelserne hertil. Men de havde også gode varer at handle med. Blandt andet hvalrostænder, narhvaltænder, hvalroshud (til remme) og isbjørneskind," fortæller Jette Arneborg og fortsætter:

"Især i en periode, da elfenben var en mangelvare på det europæiske marked, var hvalrostænder i høj kurs. Men det blev de ikke ved med, for elfenbenet vendte tilbage, og priserne på hvalrostand faldt.
Efter at have været under den norske konge og gennem ham haft et handelssamarbejde med Europa i halvandet hundrede år, stoppede den officielle handelsforbindelse i 1420'erne, og da klimaet stadig gjorde livet mere og mere surt for de grønlandske bønder, er der grund til at tro, at de søgte bort."


Nordboruiner ved Brattahlid i Østerbygden
Her bosatte Erik den Røde sig i ca. 985, og i dag kan man se ruinerne af den første kirke, som nordboerne byggede i Grønland.
Foto: Grønlands Turist- og Erhvervsråd

Som klimaet ændrede sig, blev nordboerne mere og mere afhængige af havets fangstdyr. Det var naturligt at flytte til områder med samme kulturnormer som deres egne, og derfor sivede nordboerne formentlig til Island, som de stadig opretholdt kontakten til, også efter ophøret af de norske handelsskibes besøg i Grønland," mener Jette Arneborg.

Bryllup i Hvalsøe
Det sidste sikre vidnesbyrd om nordboernes tilstedeværelse i Grønland stammer fra en islandsk kirkebog og omhandler et bryllup i Hvalsø Kirke i Sydgrønland mellem Thorstein Olavsson og Sigrid Bjørnsdatter i 1408. Parret slog sig senere ned i Island.
Herefter er efterretningerne om nordboerne så usikre, at historikerne som regel ikke tillægger dem videnskabelig betydning. Blandt andet fordi beretningerne ofte er nedskrevet længe efter, de angiveligt fandt sted.

Men derfor kan de godt være underholdende og pirrende for fantasien. Det gælder for eksempel en historie fra 1500-tallet, hvor en islænding om bord på et tysk fiskeskib i Nordatlanten går i land i Sydgrønland og finder en nylig afdød nordbo med en skarp, men helt nedslidt kniv i hånden. Heller ikke han kan fortælle noget.

Et brev i Vatikanet i Rom fra slutningen af 1400-tallet beretter om, at pirater hærger Grønland. På det tidspunkt udførte engelske sørøvere en del piratvirksomhed ved Island, og der kan derfor være tale om en forveksling. Ifølge Jette Arneborg må det bero på en fortolkning.
Under alle omstændigheder anses brevet ikke som bevis for piratoverfald på nordboernes gårde, der ifølge forskellige overleveringer også blev plaget af røveriske hvalfangere fra Portugal.

Historikerne har sværere ved at afvise et skrift fra en islandsk kirkebog i 1379, som beretter om, at skrællinge (nordboernes betegnelse for både inuit og indianerne, de mødte i Canada) overfaldt en nordbobygd og slog 18 nordboer ihjel og tog to drenge til fange.
Hvis beretningen er sand, rejser det spørgsmålet: Hvordan kan historikere så afvise sandsynligheden for, at der var et altødelæggende uvenskab mellem inuit og nordboer?

Da nordboerne i starten af 1000-tallet slog sig ned i Grønland, fandt de nye europæiske indvandrere spor efter tidligere inuit-bopladser, men ifølge de sparsomme efterretninger mødte man ingen mennesker. Men efter fund af for eksempel nordbojern i udgravninger af gamle inuit-bopladser antages det, selv om det kan være indført på anden vis, at der senere har været handelskontakt mellem

Befolkningen i Arktis
Menneskene i de arktiske egne har en kultur og historie, der rækker mere end 5.000 år tilbage.
Gå til tema
Hvis du vil vide mere