Sitemap | Avanceret søgning |

For enden af slædesporet

Arctic Explorers polarrejse jorden rundt er slut.

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 17-10-2008

Anadyr, Tjukotka


Farvel
Arctic Explorer er nået enden af slædesporet i Anadyr, Tjukotka.
Foto: Casper Dalhoff

Hvordan forklarer man det sus, man kan føle i et telt i bidende frost sammen med folk, der spiser råt kød og ser ravnen som verdens skaber?

Efter mange tusind kilometers rejse har Arctic Explorer langt ude på den russiske tundra fundet den samme oprindelighed, som Knud Rasmussen søgte under sin næsten fire år lange 5. Thuleekspedition fra 1921 til 1924.

»Jeg føler mig lykkelig over, at det faldt i min lod at gå fra boplads til boplads på en tid, hvor der endnu lå den store oprindelighed over alle sind. Derfor oplever vi også det vidunderlige, der ligger bag den kendsgerning, at vi på hele den vældige strækning fra Grønland og til Stillehavet ikke blot mødte et folk og et sprog, men også en kultur, som til alle tider vil komme til at stå som et eksempel på menneskelig sejhed, kraft og skønhed,« skrev danskeren som afslutning på sin bog om den store slæderejse.

84 år efter er der ikke meget tilbage af den oprindelige levemåde i store dele af det arktiske område, selv om der i dag fra Grønland til det yderste af Rusland er skabt en bevidsthed om, at samarbejde blandt verdens ca. 150.000 inuitter er vigtigt for at bevare både sprog og identitet.

Overalt har inuitternes kultur udviklet sig i takt med det moderne samfund. Hundeslæden er - bortset fra i Grønland - konsekvent skiftet ud med en snescooter eller en firehjulet motorcykel. Hurtige joller har de fleste steder afløst kajakker og konebåde. Fladskærme har fortrængt trommedans og reparation af fangstredskaber som beskæftigelse i de mørke vinteraftner.

Ofte er de gamle traditioner noget, der kun vises frem for turister.

Men inuitternes kraft og skønhed lever videre. Overalt på det historiske slædespor blev deltagerne på Arctic Explorer mødt af en overstrømmende gæstfrihed og af markante personligheder med interessante historier.

Vi har mødt inuitter i Canada, der drømmer om selvbestemmelse og rigdom. Vi har mødt indianere, pelsjægere, oliearbejdere og guldgravere i Alaska, før vi i Tjukotka øst for Sibirien under vores jagt på de meget få inuitter her tog på en rejse i tiden til tjuktjerne, inuitternes fætre.

Overalt ventede eventyret bag næste isbjerg eller tue på tundraen. Uanset om det handlede om jagt på sæler, hvaler eller isbjørne, eller om problemer med opvarmningen af klimaet.

Rejsen har været lang, og det føles som lysår siden vores møde med fangerne i Qaanaaq på toppen af Grønland. Vi vender rigere hjem. Vi har det lidt som Knud Rasmussen, der både var fascineret af oprindeligheden og af fremskridtet hos eskimoerne. Men vi kan også godt være lidt bekymrede for, hvordan det vil gå fremtidens inuitkultur.

Til sidst blot en stor tak til de læsere, der valgte at rejse med.