Sitemap | Avanceret søgning |

Brudepiger og russisk champagne

Der er fuld fart på livet herude i det yderste hjørne af Rusland i Tjukotka.

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 16-10-2008

Anadyr

Det er ikke ret mange dage siden, at amerikanerne i Alaska slog korsets tegn og anbefalede os at tage rigelige mængder madvarer med, da de hørte, at vi skulle til det østligste Rusland.

Men som så ofte før på Arctic Explorers ekspedition viser virkeligheden sig at være ganske anderledes end det, vi forventer.

Provinshovedstaden Anadyr i Tjukotka øst for Sibirien er en velfungerende by med et supermarked, der er dobbelt så stort og dobbelt så velforsynet som det amerikanske i guldgraverbyen Nome i Alaska.

Og heller ikke de unge ser ud til at gå sultne i seng. Vi rammer byen på en lørdag og støder på flere bryllupsoptog rundt om i byen.

I den isnende kulde er et brudepar med følge i højt humør kørt ned til floden for at kysse foran et monument for byens grundlægger, og straks inviteres vi inden for i festen.

»I skal danne en kæde, så gommen ikke kan slippe ud. Det er en russisk tradition,« fortæller en ung kvinde med perler om halsen og en kæk slids i den røde spadseredragt.

Vi gør, som der bliver sagt, og belønnes med en flaske russisk champagne. Til gengæld får brudeparret sangen »De skal leve« udsat for et arktisk, dansk mandekor.

Ideen med at forære sagesløse turister en flaske champagne begynder at ligne en tradition. I hvert fald knalder proppen igen, da vi en halv time senere møder endnu et bryllupsoptog. Men heller ikke denne gang får vi lov til at kysse bruden.

Udsat for alkohol udvikler de ellers sky og reserverede russere sig til festlige fætre. Om aftenen forvandler verdens kedeligste restaurant med kun to fyldte borde og en refrænsanger sig pludseligt til et voldsomt gilde.

Anton, der ligesom andre med ambitioner er medlem af Vladimir Putins regeringsparti, forærer os en flaske vodka og inviterer os over til bordet, hvor Sashas 33 års fødselsdag skylles ned med rigelige mængder alkohol.

Det bliver en sjov fest, hvor vores russiske ordforråd vokser i takt med larmen fra hammondorglets rytmeboks.

Senere fortsætter vi på diskotek, hvor der bliver danset godt igennem. Selv om der er masser af russiske piger på dansegulvet, ender vi fem mænd dog med at danse med os selv. Måske fordi vi er de eneste i lokalet, der er iført tykke uldtrøjer, lange underbukser og godt beskidte vandrestøvler. Alle andre er klædt i sidste nye skrig af moderigtigt tøj.

Efter nogle timer gynger den vodkabelagte russiske jord så meget under vores fødder, at vi nærmest må kravle hjem til den lejlighed, der mest minder om et rumænsk børnehjem uden børn, hvor vi bor.

Næste morgen står den på vand og juice uden vodka.


Lørdag i Anadyr
Det vrimler med feststemte brudepar i Anadyr, hvor Arctic Explorer inviteres med til fest.
Foto: Casper Dalhoff