Sitemap | Avanceret søgning |

Man spiser da øjne

Der er efterhånden ikke grænser for, hvad arktiske exploratører er parate til at hælde indenbords for at overleve.

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 13-10-2008

Tundraen, Tjukotka


Rensdyrøje
»Det smagte som en østers med kontaktlinser.« Zoolog Mikkel Stelvig spiste et rensdyrøje.
Foto: Casper Dalhoff

»Hov, der er vist noget, jeg glemte at oversætte i aftes,« siger holdets eneste russiskkyndige, Rane fra Moesgård Museum; »Det dyr vi fik i går, var slået ihjel af ulve og halvt fordærvet. Derfor havde det en mærkelig bismag.«

Det er bare begyndelsen på en kulinarisk indføring i det tjuktjiske køkken et sted langt ude på tundraen øst for Sibirien. Dagen efter byder vores værter på en spændende aperitif.

Et træfad går rundt med et åbent kranium fra et nyslagtet rensdyr. Indeni ligger en 38 grader varm og rå hjerne. En blævrende, gråhvid fedtmasse, hvis sidste tanke endnu ikke er vendt hjem til forfædrene.

Med hænder røde af blod og sorte af sod rækker vores tjuktjiske værtinde bidder af hjernen ud, og af frygt for at være uhøflige siger vi alle ja tak. Fotografen bøjer sig dog først efter et voldsomt gruppepres, selv om han får at vide, at rensdyrhjerne smager som en mild smøreost.

Så træder vores dyreven fra København Zoo, Mikkel, for alvor i karakter. Tidligere på ekspeditionen har han spist både nyslagtet hval og dampende varm sælbøf, mens det blodige dyr selv så på med store øjne på stranden.

I dag overskrider han en ny grænse og siger høfligt ja tak, da tjuktjerne gæstfrit byder på endnu en af deres store delikatesser, rensdyrets ene øje. Måske fordi Rane i detaljer fortæller, hvordan han skal gøre, og at det smager godt.

Mikkel klemmer den sidste tåre ud af øjet og suger saften. Det smager salt. Ifølge Rane skal resten bare ind og tygges. Mikkel tror på sangen og tygger løs. Men lukker øjnene et par sekunder, som om han var i færd med at sluge et barberblad.

»Det smagte som en østers med kontaktlinser,« siger zoologen så og ligner mest en mand klar til at stikke en finger i halsen.

»Jeg er stolt af dig. Det har jeg sgu aldrig selv prøvet. Der sætter jeg grænsen, det er for ulækkert,« afslører Rane og foreslår os så at spise mulen fra det nyslagtede dyr.

Men alt det er før vores møde med blodsuppen fra det slagtede rensdyr. En suppe kogt på blod, indvolde og mavesæk.

Næste morgen forsvinder vi alle i hver sin retning ud på tundraen, hvor vi med bukserne nede om knæ sætter os på hug, ofrer til guderne og mediterer over, hvad det næste mon bliver?

Ifølge Rane foretager nogle tjuktjer kastration af rensdyr med tænderne, hvorefter testiklerne spises råt som en delikatesse. Mikkel hører på med en svag hovedrysten, mens fotograf Casper igen beder om at låne rullen med toiletpapir.