Sitemap | Avanceret søgning |

Kunsten at sove på en bashøjtaler

»There is no place like Nome,« lyder et slogan i guldgraverbyen i Alaska, hvor man skal vælge sit hotel med omhu.

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 08-10-2008

Nome


Morgen i Nome
Guld er den store attraktion i Nome, hvor det tidlige morgenlys gør hele byen forgyldt.
Foto: Casper Dalhoff

Hvor naiv har man lov til at være, når man opsøger eventyret helt der ude i ødemarken, hvor guldet - måske - ligger og funkler på stranden?

Første fatale brøler begås allerede i taxaen på vej ind til Hotel Polaris, da vi spørger en kvinde, om hun er en "golddigger"? Vi mener guldgraver, men bliver belært om, at golddigger også kan betyde mere end løs på tråden.

Det går ikke meget bedre i hotelskranken, da vi efterlyser muligheden for at komme på internettet? Nej, svarer han, men han har en kode, så vi måske kan hacke os ind på naboens trådløse net.

Vi burde have opdaget svedperlerne på hans pande ved næste spørgsmål om, hvorvidt han har værelser, der ikke ligger lige over den berygtede bar, som fylder det meste af underetagen af Hotel Polaris?

»De værelser, der ikke ligger over baren, er alle optaget. Men der har I heller ikke lyst at bo. Der bor alle dem, der drikker sig stangstive nede i baren og samtidig er kæderygere. Det er ikke sikkert for folk som jer. Men i øvrigt findes der et andet hotel i byen, hvor der både er internet og rent,« fortsætter han og klør sig i håret.

Renhed er heller ikke et af slagnumrene på Hotel Polaris i Nome. Senge og møbler ligner noget, der har overlevet fra det første "goldrush" i Alaska. I det ene af vores værelser mangler døren til toilettet også. Heldigvis er vi gode venner.

Men det er ikke det værste.

Det værste er, at gulvet føles som et permanent jordskælv. Skabe, senge, bøjler, porcelæn og selv den udslidte sofa ryster i takt med den hårde rockmusik fra baren nedenunder. Vi bor lige ovenpå bashøjtaleren.

Vi opgiver at sove og går i stedet på saloon. Senere ender vi på baren under vores værelser. Den er komplet udstyret med et avanceret karaoke-anlæg og et diskotek, der på samme tid kæmper om at nå op på flest decibel. Ved baren og poolbordet mødes guldgravere og Alaskas oprindelige folk.

Mange af historiens store mænd har været i Nome. Western-legenden Wyatt Earp havde en bar i Nome, nordmanden Roald Amundsen var her flere gange i begyndelsen af 1900-tallet, og Knud Rasmussen landede i Nome i slutningen af sin store rejse i august 1924.

På et heldigt tidspunkt, skrev han, fordi eskimoer fra hele Alaska var kommet til byen for at udnytte turistsæsonen ved at sælge figurer i hvalrostand. Vores held er mere tvivlsomt, især hvis man har brug for mere end tre timers søvn.

Inuitter fra alle småkommuner omkring byen er fløjet ind til Nome for at hæve checken på 3.200 dollars (ca. 16.000 kr.), som alle indbyggere i Alaska i år har fået i bonus fra statens olieindtægter.

En pæn del af pengene lægges hos striben af guldgraverbarer. Festen er højlydt, og den varer hele natten. Vi går i seng igen og rocker med. Helt ufrivilligt og vandret i vores senge. Indtil vi står op og træder ud i en morgen, der fuld af løfter ligger badet i guld.