Sitemap | Avanceret søgning |

Knud Rasmussen-fan på verdens top

Nogle af den danske polarforskers tilhængere er sejere end andre.

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 03-10-2008

Barrow


Anne Jensen
Den amerikanske arkæolog Anne Jensen kender hver en detalje fra Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition.


Foto: Casper Dalhoff

Hvis man køber alle 20 bind i førsteudgaven af 5. Thule-ekspedition, og hvis man bagefter flytter op til det nordligste Alaska for at grave løs i en boplads, som Knud Rasmussen kom forbi for 84 år siden, ja så må man vel siges at være en af de større fans af den danske polareventyrer.

Det er Anne Jensen. Amerikansk arkæolog af dansk afstamning og flydende i dansk, selv om hun stort set kun var i stand til at sige sgu, fanden og andre danske bandeord, da hun i 1980 kom til København på et et-årigt studieophold for at studere eskimologi og arkæologi.

Anne voksede op i det østlige USA med en dansk far og en amerikansk mor. Sproget i hjemmet var engelsk, og hendes far opgav at give hende anden sproglig ballast på dansk end muligheden for at skælde ud i enhver situation.

En gren af familien boede i Danmark og skaffede slægtningen arbejde på en restaurant i København. I løbet af rekordtid formåede Anne at lære sig dansk med flade a'er og en snert af amerikansk accent.

Allerede som ung var Anne fan af Knud Rasmussen, og interessen blev ikke mindre, da hun sammen med sin mand og datter flyttede til Barrow i Alaska på toppen af USA.

Ingen af de gamle i Barrow er i dag gamle nok til at huske det danske besøg i foråret 1924, men Anne Jensen kender hver en detalje i ekspeditionen.

I en papkasse i sit træhus tæt på arbejdspladsen i det lokale forskningsuniversitet Ilisagvik (der på lokalsproget betyder "et sted man lærer") opbevarer hun alle 20 bind i Gyldendals førsteudgave af de danske eventyreres rejse og forskningsresultater.

Et stadig uopsprættet værk, som Annes mand flere gange har været fristet til at sælge til private samlere for en formue, men som Anne Jensen vil sende til en bogbinder for at få indbundet.

»Jeg er fascineret af Knud Rasmussen og af, hvordan han brugte pengene fra sin handelsstation i Thule til at finansiere ekspeditioner, hvordan han talte sproget og benyttede sig af arktiske metoder til sin forskning,« fortæller hun.

I to-tre måneder om sommeren hvert år - hvilket på toppen af Alaska ofte er ensbetydende med strid vind og regn - arbejder Anne Jensen på landtangen Point Barrow, hvor det er nødvendigt at have en bevæbnet isbjørnevagt med for at overleve.

Her har hun udgravet bopladsen Nuvuk, der var befolket af de tidligste Thule-eskimoer formentlig helt tilbage fra 800-tallet. På gravpladser under stenene har hun afdækket omkring 60 skeletter, som nu er flyttet til kirkegården i Barrow.

Anne Jensen har travlt. Hvert år æder havet endnu nogle meter af bopladsen og trækker grave, arbejdsredskaber, harpunspidser og huse bygget af hvalknogler med ud i den evige glemsel på bunden af Det Arktiske Ocean.