Sitemap | Avanceret søgning |

Vrinsk i den døde hest

Det kræver et godt grin at holde humøret højt hos de barske oliebisser i Deadhorse. Sarahs latter tager alle med storm.

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 01-10-2008

Deadhorse, Prudhoe Bay


Sarah Patterson

21-årige Sarah Patterson siger, at det er fra sin mor, at hun har arvet sit og smittende hestegrin.
Foto: Casper Dalhoff

Når Sarah vrinsker, er det umuligt at holde smilet tilbage. Selv garvede oliebisser kommer til at klukle, når den unge pige ruller sig ud - eller rettere - når hun åbner munden.

21-årige Sarah Patterson kalder sig selv for eskimo og siger, at det er fra moderen, at hun har fået verdens mest fantastiske og smittende hestegrin.

Allerede i entréen i Arctic Caribou Inn på dette gudsforladte sted med navnet "den døde hest" trænger Sarahs grin igennem. Det livsbekræftende vrinsk forfølger én ned ad gangen, ind i restauranten og helt ind på værelset, hvor det er i stand til at få selv den mest knudrede oliebisse til at tø op.

»Jeg er vild med mit arbejde. Arbejder tre uger og tager hjem og holder fri i en,« fortæller Sarah, der er født og opvokset i Alaska, mens hun skyder underbiddet frem og sender endnu en smittende latter ud over lokalet.

Sarah, der trods op mod 80 timers arbejde om ugen ikke tjener mere end 180.000 kr. om året, får ikke noget ekstratillæg for at sprede godt humør. Men retursmil bærer lønnen i sig selv, mener hun.

»Man skal have det sjovt. Det er den eneste måde at få tiden til at flyve forbi. Samtidig sætter man et smil på alle andres ansigt også,« fortsætter hun og er ved at kvæles i endnu et latterudbrud.

Hvis man ikke har et arbejde, kan tiden føles lang i Deadhorse. Ikke mindst fordi stedets dominerende olieselskabs sikkerhedsregler og anstrengte forhold til pressen betyder, at selv en tur ud til stranden få kilometer væk er forbudt uden en særlig badge.

Så JP's exploratører betaler 38 dollars hver (ca. 200 kr.) for at komme på turistrundfart i området med Chris, en pensioneret vagtmand, der under busturen fortæller sjove historier om bjørne og andre dyr i området.

Problemet er, at ikke kun hesten er død i Deadhorse. Bortset fra et par svaner, der øver sig i rollen som isbrydere i en tilfrosset sø, har olieindustrien formået at skræmme alt andet levende væk.

Før rundturen har Chris ellers vist en propagandafilm om, hvordan BP gør alt for at passe på miljøet. Men da vi en halv time senere bliver sat af på stranden ved det arktiske ocean, det eneste udflugtsmål i Deadhorse, ligner det en scene fra Tjernobyl.

Rustne olietønder er gravet ned i sandet, og metalstumper og andet skrald ligger spredt over området. Selv en bjørn ville formentlig være for miljøbevidst til at sætte sine ben her.

Vandet er så plumret, at vi end ikke vover at dyppe en finger. Alligevel får vi efter turen udleveret et certifikat fra Chris om, at vi nu tilhører »Polar Bear Dippers Club«, der normalt uddeles til folk, som har badet i Deadhorse.