Sitemap | Avanceret søgning |

Man bytter da koner

Barrow i Alaska er hvalernes by.

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 05-10-2008

Barrow, Alaska

Grønlandshvaler er normalt et beskyttet dyr, men den oprindelige befolkning i Alaska har stadig lov til at fange omkring et halvt hundrede om året til eget brug.

Heldigvis, ville nogen sige, for ellers ville der ikke være mening med livet i Alaskas nordligste by.

I deres aluminiumsbåde er hvalkaptajnerne i Barrow byens virkelige helte, og hele befolkningen fester, når de store dyr trækkes op og parteres direkte på stranden.

Sådan har det ikke altid været. Da polarforskeren Knud Rasmussen rejste i de arktiske områder, hørte han fra bådføreren John-Ell en gammel fortælling om, hvorfor kvinder ikke måtte blande sig i mændenes fangst.

Miseren skyldtes to kvinder, der skulle deltage i en konebytning. På vej mellem to igloer faldt de to i snak, og da de pludselig så en hval ved bredden, løb de ned og harpunerede den.

Fra den tid blev hvalerne ifølge fortællingen så bange for mennesker, at de ikke mere kom helt ind til kanten, hvor mændene kunne harpunere dem fra stranden. De stak til søs og var svære at fange.

Derfor blev det besluttet, at kvinder under hvalfangst skulle bære et pandesmykke af hvid kvarts for at lyse hvalerne frem. Mænd måtte hverken spytte eller tisse i vandet.

Mens konebytning i gamle dage var en helt almindelig foreteelse blandt de eskimoiske folk, har det af praktiske årsager ikke været muligt for Arctic Explorer at finde ud af, om fænomenet stadig eksisterer.

Ifølge Knud Rasmussen skete det kun sjældent, at kvinder nægtede at lade sig bytte, og når det skete, blev kvinden straffet med prygl. En mand fortalte således den danske forsker, at han kun slog sin kone, når hun ikke ville have andre mænd hos sig.

»Hun ville kun kendes ved ham - det var hendes eneste fejl.«

Kvinderne bærer heller ikke mere hvid kvarts i panden i hvalsæsonen. Derimod bruger de lokale kunstnere hvalens barder til at lave dekorative snit af isbjørne eller øreringe og halskæder. Som en apropos til de amuletter, inuitter havde på for at afværge ulykker eller for at få et godt forhold til ånderne. I dele af arktisk Canada bar kvinder f.eks. et sort svanenæb for at få en dreng som den førstefødte eller et rypehoved bundet til en rypefod for at gøre drengen til en hurtig løber.

Uglekløer gav stærke næver, bjørnetænder en fed søn og et mågehoved en god fisker, mens en tørret navlestreng fastsyet til inderpelsen beskyttede mod onde ånder.

Efter mange kilometers vandren på stedet går vores drømme mest i retning af ekskrementet fra en nyfødt hermelin. Når man lægger det i strømperne, skulle det ifølge datidens håndbog for exploratører garantere, at man bliver en god fodgænger, der aldrig får smerte i fødderne.


Hvalbarder
De lokale kunstnere bruger hvalens barder til at lave dekorative snit af isbjørne eller øreringe og halskæder.
Foto: Casper Dalhoff