Sitemap | Avanceret søgning |

Blanket af i Palin-land

Der gives ikke ved dørene i spillebulerne i Sarah Palins Alaska

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 30-09-2008

Deadhorse, Prudhoe Bay, Alaska


Poker

Foto: Casper Dalhoff

»Det her er et cash-spil. Du kan indkassere din gevinst og tjekke ud når som helst.«

Det lyder fristende, når oliebisserne i Arctic Caribou Inn i Deadhorse slutter dagen med et spil Texas Hold'em, en variant af poker, der er populær både i kasinoer og på internettet.

Vi køber for 20 dollars jetoner for penge fra den efterhånden noget skrantende Arctic Explorer-pengekasse i håb om at vinde noget af det tabte tilbage til chefredaktør Thomsen, men også som led i en strategi, der skal give os nye venner i Alaskas oliebranche.

Allerede i første spil taber vi tre dollars. I næste hug fem flere, så tre og halvanden. Så vender lykken. Vi begynder at forstå reglerne. Og frem for alt begynder vi at forstå, at vores modstandere bluffer det meste af tiden.

Pludseligt vinder vi flere spil i træk. Først 18 dollars, så 22. Vi kunne rejse os og gå nu, men ville det være nok til at redde budgettet? Næppe. Så vi fortsætter.

Vores nye venner begynder at stille spørgsmål om Danmark og Europa. Da de hører om lønninger, gratis sygesikring, gratis universiteter og strande med blonde piger, er de klar til at flytte. Da de hører om skatteprocenten og prisen på boliger og biler, vil de hellere blive i Alaska.

Allerhelst vil de tale om Sarah Palin, Alaskas guvernør, der blev berømt på et øjeblik, da John McCain gjorde hende til sin vicepræsidentkandidat.

Pludseligt melder der sig en stemning af westernsaloon og high noon ved spillebordet. Vi opfordres til at komme med udenfor, hvis vi har i sinde at skrive negativt om hende.

»Hun er fantastisk. Hun er tæt på manden på gaden, hun forstår problemerne i USA, og for nylig gav hun alle borgere i Alaska 1.200 dollars ekstra. Men frem for alt er hun hot,« siger muskelbundtet skråt over for os, som forlader bordet 58 dollars fattigere.

Det er næppe nogen overdrivelse, at Sarah Palin har massiv støtte i Alaska. Her i Deadhorse ligner det full house for guvernøren. Det trækker ikke fra, at Sarah Palins mand arbejder på natholdet som en af dem, der styrer olieboret. Det er der gode penge i.

Det er der også i at spille Texas Hold'em mod amatører fra Danmark. Pludselig viser oliebisserne tænder, og bunken af jetoner svinder med alarmerende fart. Til sidst sætter vi alt på et spil. Og taber.

I baggrunden kører Fox News næsten uafbrudt med nye billeder og taler af helten over dem alle: Sarah Palin. Kun afbrudt af lange reportager om den lokale variant af rundbold.

Hvis John McCain pludselig faldt om eller trak sig som præsidentkandidat, ville næppe nogen i Deadhorse opdage det. Her er der kun én kandidat: Sarah Palin.