Sitemap | Avanceret søgning |

Teknik og mennesker på prøve

Trådløse vesteuropæere har det svært i Arktis. Men det er intet mod de lidelser, som Knud Rasmussen og hans hjælpere måtte gå igennem.

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 26-09-2008

Inuvik


Arbejdsforhold
Arctic Explorer-holdet døjer med dårlig internetforbindelse, akavede arbejdsstillinger og arktisk kulde, når historierne skal ud.
Foto: Casper Dalhoff

Hjælp, der er ingen forbindelse til internettet!

Hvad gør man, når man er vant til blot at kunne åbne for computeren og på sekunder sende artikler, billeder og andre vigtige informationer over på den anden side af kloden?

Enten går man i panik. Eller også forsøger man desperat at skaffe en forbindelse til nettet så hurtigt som muligt. Eventuelt ved at klatre op i vindueskarmen for at forsøge at fange det gratis signal fra byens bibliotek.

På forrygende vis er det lykkedes os at finde det eneste hotel i Inuvik, hvor der ikke er internet-forbindelse. På samme vis må vi konstatere, at de eneste stole i vores lille primitive lejlighed er høje barstole, mens det eneste bord er et 30 cm højt sofabord, hvilket giver en arbejdsstilling som en giraf, der drikker vand.

Vi skal dog ikke klage. Forholdene for de opdagelsesrejsende, som vi forsøger at følge i sporene af, var langt værre. Knud Rasmussen og hans fotograf Leo Hansen måtte arbejde under vilkår, som vi andre næppe havde overlevet.

Især Leo Hansen led voldsomt, når han fotograferede i 40-50 graders frost.

»Hver gang filmapparatet kom ud og havde fungeret i nogle få minutter, frøs mekanismen sammen, og vi måtte have det ind i snehuset og tø det op, inden optagelsen kunne fortsættes. Forgæves forsøgte vi at bygge en lille snehytte uden om apparatet, for at vi kunne holde en primus brændende umiddelbart under det - vi kunne sjældent drive optagelserne til at vare længere end fem-seks minutter .,« skriver Knud Rasmussen i sin bog "Fra Grønland til Stillehavet" og fortsætter:

»Leo Hansen gjorde mange forskellige eksperimenter og forfrøs gang på gang sine fingre på det iskolde apparat, hvis fine skruer kun kunne indstilles med de bare fingre .«

Leo Hansen lagde heller ikke selv fingrene imellem i sin beskrivelse i bogen "I Knuds Slædespor":

»Jeg havde efterhånden fået forfrysningen i begge hænder, og når jeg trak vanterne af, fulgte de friske sårskorper med. Mit humør dalede, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på Knuds udtalelser om at miste hænderne. I de følgende dage lå temperaturen konstant omkring 50 grader, og nu fik jeg også forfrysninger i ansigtet. Knud mente dog, at jeg næppe ville miste næse og øren, og det beroligede mig noget. Jeg havde ellers set flere eskimoer, der manglede det meste af næsen, og det var ikke noget kønt syn.«

Arctic Explorer er endnu ikke kommet dertil. Men flere gange har de udsendte medarbejdere måttet sidde ude i frost og snevejr for i nattens mulm og mørke at fange et (gratis) signal til internettet. Ofte den eneste mulighed for at få sendt billeder og historier hjem fra ødemarken.