Sitemap | Avanceret søgning |

Iskoldt i Inuvik

Arctic Explorer har fået 300 meter is under fødderne.

Af Jørgen Ullerup og Lars From

Publiceret 25-09-2008

Inuvik


Vandrør
I Inuvik er vandet fra den kolde hane brandvarmt om vinteren. Ellers vil det fryse til i byens vandrør, der løber i kulden over den bundfrosne jord.
Foto: Casper Dalhoff

Mødet med Inuvik i Canadas Northwest Territories begynder ikke for godt. Det sner og er hundekoldt. Selv de 200 år gamle træer, der ligner en flok afpillede juletræer på halvanden meters højde, ser ud til at fryse.

Eventyreren Alexander MacKenzie mødte formentlig samme syn, da han kom hertil i 1789 efter flere uger i sin kano. Han var på jagt efter Kina og blev så skuffet over at møde indianere og inuitter i stedet for kinesere, at han vendte kanoen og padlede direkte tilbage til civilisationen.

Det er koldt i Inuvik. Måske fordi vi står oven på 300 meter bundfrossen jord, sand og vand. Selv om termometret står lige over nul, er det permafrosten, der regerer under overfladen.

Vandet til vandhanen må ikke løbe under jorden, for så fryser det til is. Men det må heller ikke løbe over jorden, for så fryser det også til is. Derfor kommer der om vinteren brandvarmt vand ud af den kolde hane fra de rør, der løber over jorden i hele byen.

Det får heller ikke mange smil frem, at Polar Bed & Breakfast, hvor vi skal tilbringe de næste fem døgn, ser ud til at være i værre stand end de bygninger i byen, der er kondemneret og står klar til nedrivning. Bl.a. er byens skole dømt til døden, fordi den er sunket sammen på permafrosten.

Det varmere klima, som alle taler om, mærker vi ikke meget til. Hen på aftenen må vi sende bud efter værten, da permafrosten er på vej op gennem fotografens madras, og radiatoren samtidig har besluttet sig for heller ikke at ville bidrage til den globale opvarmning. En reparation hjælper ikke, så natten bliver tilbragt i lange, uldne underhylere.

Mens vi synes, at det er koldt, venter alle andre i Inuvik på vinteren, der med 40-50 graders frost snart vil lægge sin kolde hånd over hele Mackenzie-floddeltaet. Vinteren vil forandre alt, fortæller de lokale. Floden forvandles til en gigantisk motorvej eller iceroad, hvor man fra december til midt i april kan drøne frit rundt. På grund af kulden skrider bilerne ikke på isen, så man kan køre ligeså stærkt som på de lokale grusvejen, det vil sige mindst 100-120 km/t.

Dog er det en god idé at holde øje med farven på isen. Når den skifter fra blå til sort, betyder det, at man har forladt Mackenzie-deltaet og bevæget sig ud på det arktiske ocean, der går direkte op til Nordpolen.

Vi må opgive en planlagt sejltur ud på deltaet. To brødre, der i telefonen lovede at stå for arrangementet, vurderer, at det er for farligt. Da vi senere møder dem og finder ud af, at den ene ikke kan gå, mens den anden stort set er blind, holder vi op med at ærgre os. Især da vi hører, at mennesker fem-seks gange om året forsvinder på tur i deltaet, og at kun halvdelen bliver fundet i live.