Sitemap | Avanceret søgning |

Skibet er ladet med turister

Ligesom Knud Rasmussen bliver nutidens velhavende krydstogtturister mødt med trommedans og strubesang.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 23-09-2008

Cambridge Bay


Mary Kilaodluk
Mary Kilaodluk med sin tromme i gymnasiets aula, inden hun bliver forpustet.
Foto: Casper Dalhoff

I gymnasiets aula slår Mary Kilaodluk på sin tromme og synger »ajaja, ajaja«. En gammel sang om, hvordan jægerne skal bygge stenvarder for at lokke rensdyrene på skudhold af deres pile.

Iført kamikker og en dragt lavet af skind af rensdyr, moskusokse, ulv, hermelin og kanin ligner den snart 70-årige noget, der er overvintret fra dengang, inuitter stadig boede i igloer.

På tilskuerpladserne sidder velhavende turister fra det meste af verden. De har betalt en formue for at sejle rundt i det kolde nordlige Canada på det russiske krydstogtskib MS Akademik Joffe, og nu er de gået i land i Cambridge Bay for at se lidt på den lokale kolorit.

Forberedelserne til deres besøg har været i gang i flere dage. Vicky fra turistkontoret har trommet skoleelever og ældre sammen for at levere et show, der kan bringe lidt turistindtægter i kassen.

Gæsterne får den etniske oplevelse, de er kommet for. Først giver gymnasiets fodboldhold opvisning i arktisk sport. Det vil bl.a. sige disciplinen "Airplane", hvor kombattanten bæres rundt i arme og ben, indtil musklerne ikke kan mere.

Eller spark med én fod til en sæl i en snor, moskusoksekamp, hop på knoerne eller den ligeså smertefulde øvelse "mundtræk", hvor to modstandere med hver sin finger trækker den anden i mundvigen, indtil smerten får den ene til at give op.

Så følger strubesangen. Donna på 14 og Judi på 13 år har lært, hvordan man henter lydene helt nede i maven og sender dem ud gennem struben. Det er både sjovt og en god måde at bevare gamle traditioner på, synes de.

Turisterne er tilfredse, men langtfra så henrevet som Knud Rasmussen, da han en vinteraften i 1923 blev inviteret til en fest i en kæmpe snehal med plads til 60.

»Den fest, jeg her var bleven indbudt til, varede hele natten, og når jeg nu så lang tid efter skal forsøge at gøre rede for den uforklarlige måde, hvorpå ord og toner og dans smeltede sammen til en eneste bølge af livsglæde, en nats væld af fryd og mange sinds stormløb mod glemsel og ekstase, så forstår jeg, at en sådan nat må opleves i sit eget miljø,« skrev polarforskeren og var imponeret over kvaliteten.

»Intet under derfor, at det kræver både kræfter og stor træning at optræde som sanger, trommeslager og danser på samme tid, ofte en time eller mere i træk. Dansene, der udføres med hop, kropvridninger og vuggen i hofterne, altsammen i ubønhørlig takt til trommens slag, tager så stærkt på de optrædende, at de som regel er fuldstændig opløst af varme, når de træder tilbage.«

Også vores trommedanser, Mary Kilaodluk, får åndenød. Men allerede efter få minutter må hun forpustet sætte sig ned med et sidste »ajaja«.