Sitemap | Avanceret søgning |

Sitting duck

Hvem husker ikke David Crocket og gamle dages pelsjægere, der levede det barske liv i ødemarken iført skindtøj og bæverhat? Doug Stern er en moderne, arktisk pelsjæger.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 22-09-2008

Cambridge Bay, Canada

Hvorfor plukke en fugl, når man kan sidde på den?

I Cambridge Bay er Doug Stern leveringsdygtig i alle slags skind. To af hans mest underlige af slagsen er fra to fugle - en islom og en rødstrubelom.

Efter at have taget skindet af fuglene og spist kødet - det smager ifølge Doug udmærket - har han fyldt fuglene med hår fra en moskusokse og lavet sig to bløde puder stadig iført både næb og kløer.

Doug Stern i Cambridge Bay lever fint op til stedets historie. Byen blev grundlagt som en handelsstation for Hudson's Bay Company - den legendariske handelsvirksomhed, som i flere hundrede år kontrollerede pelshandelen i det britisk-kontrollerede Nordamerika, udforskede området og fungerede som en form for regering i mange af kontinentets uberørte områder.

I dag kunne Doug have været storleverandør af skind, hvis Hudson's Bay Company ikke havde skiftet pelshandlen ud med mere almindelig købmandsvirksomhed. Som de fleste andre i byen er han deltidsfanger, men forsvinder ud i naturen, hver gang chancen byder sig. For at jage med gevær, sætte fælder eller fiske.

»Det gode ved fælder er, at man skal ud at se til dem hver dag. Det får én ud om vinteren, selv om der er minus 40 grader. Så slipper man for at sidde inde og tænke på, at der er så koldt udenfor,« fortæller Doug Stern.

Pelsjægeren har udsmykket sit hus med sine trofæer. Stribevis af gevirer pryder ydersiden af det gule hus. Indenfor ligger og hænger der alle typer af skind. Doug Stern er også en rimelig kok og serverer gerne laks og moskus-culotte for sine gæster. Med til middagen hører stribevis af historier om rejserne til Antarktis og den magnetiske nordpol, og om hvordan det var at leve i de yderste småsamfund, inden inuitterne begyndte at klumpe sig sammen i byerne. For det har han også prøvet.

Doug Stern sælger gerne sine skind. En polarræv koster 360 kr. Moskusokse: 1.900 kr. Otte skind fra et rensdyrs ben eller nok til at lave et par støvler: 200 kr.

»De fleste vil ikke købe skind. Men af og til kommer der en underlig person forbi og køber dem,« siger Doug Stern med et skævt smil.

Et enkelt skind er ikke til salg. Doug Stern fremviser stolt pelsen fra en brun grizzly-bjørn. Den nedlagde han lige uden for sin lille hytte i ødemarken. Den stod der en dag, han åbnede døren.

»Sådan én får jeg sikkert aldrig på kornet igen.«


Doug Stern
Doug Stern er leveringsdygtig i alle slags skind fra grizzly-bjørn til diverse fugle.
Foto: Casper Dalhoff