Sitemap | Avanceret søgning |

Længslen efter træer og appelsiner

Hvad savner man mest, når man udforsker de arktiske områder?

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 17-09-2008

Gjoa Haven


Den lokale slagter

Foto: Casper Dalhoff

Det er et tilbagevendende tema blandt JP's exploratører, hver gang det historiske vingesus over at befinde sig i slædesporet på andre store exploratører lægger sig.

Hvad savner man mest heroppe lige under Nordpolen?

Selvfølgelig er der alle de oplagte svar. Banaliteter som ægtefæller, kærester, børn eller dynen hjemmefra. Eller frisk frugt eller købmandsvarer, der ikke befinder sig flere år på den forkerte side af sidste salgsdato. En rød bøf eller bare noget så enkelt som en kold fyraftensøl.

Eller en verden, hvor man kan gå uden hue og uden mange lag tøj uden at være i livsfare for at fryse ihjel. Eller længslen efter at finde bare ét cafeteria over polarcirklen, hvor dagens ret ikke er cheeseburger med olieformørkede pommes frites.

Men så er der også de savn, der arbejder i underbevidstheden. Som en særpræget natur med gold tundra, isbjerge, hav og søer, men uden træer. I snart en måned nu har vi ikke set et eneste træ.

Vores forgænger, Knud Rasmussen, var vant til den slags. Han havde andre problemer, da han tilbragte størstedelen af sommeren 1923 i nærheden af vores nye lejrsted i Gjoa Haven.

Rasmussen var ved at løbe tør for ammunition, da der en septemberdag pludselig blev røre på teltpladsen. Inuitterne pegede ud mod et skib, der for fulde sejl kom svømmende henover vandet som en stor fugl.

»Dannebrog og Union Jack røg til tops på et par sammenbundne ski ved min eskimohytte, og en time efter lå det fremmede skib til ankers foran vor boplads.«

Skibet El Sueno viste sig at være en udslidt lystyacht bygget til at sejle turister rundt ved San Francisco. Ombord var svenskeren Peter Norberg og danskeren Henry Bjørn, der var på vej ud for at oprette en handelsstation for Hudson's Bay-kompagniet. Uden at være klar over det havde de begået en fantastisk præstation.

Som de første efter Roald Amundsen var de sejlet igennem Nordvestpassagen. Uden søkort og uden navigationsredskaber af nogen art. Men som Peter Norberg sagde: »Vi er jo ikke nordboere og vikinger for ingenting, er vi?«

Ombord på skibet satte Knud Rasmussen tænderne i en frisk appelsin, og han fik tobak, dampende varm kaffe og brød, ost og smør. Og Norberg gav ham al den ammunition, han havde brug for.

»Så pludseligt og så voldsomt kan alt med et forandre sig på en arktisk ekspedition,« skrev Knud Rasmussen.

Mens vi sender en tanke til sydens strande og vores hjemlige sovedyr, så Rasmussen ud af koøjet på El Sueno og drømte om de hundreder af vildrener, der »intetanende travede sydover mod død og ødelæggelse«.

Med skibet fik den danske eventyrer også nyheden om, at hans fotograf, Leo Hansen, ventede på ham lidt længere fremme på ruten.