Sitemap | Avanceret søgning |

Alle elsker Debbie

Rasmussen ventede ofte i månedsvis på at få nyt både hjemmefra og fra sine rejsefæller.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 16-09-2008

Resolute


Hjem
Dette er, hvad Debbie skal hjem til - hotellet ses til højre.
Foto: Casper Dalhoff

Indrømmet, det sker ikke hver dag, at arktiske kvinder bryder sammen i gråd over os. Men da JP Arctics exploratører forlader verdens ende i Resolute, er afskeden mere end vemodig.

Vores hotelvært Debbie, den bedste kagebager på Nordpolen, kører personligt den lange grusvej op til lufthavnen for at aflevere os, og tårerne står i øjnene på hende, da hun siger farvel.

»Nu er jeg overladt til mig selv,« siger Debbie, måske lidt melodramatisk, men også oprigtigt berørt over for evigt at miste kontakten med sine nye »scandinavian friends«. Hun glemmer tilsyneladende for en stund sin mand Bob hjemme på hotellet.

Virkeligheden er en anden. I vores tidsalder er man aldrig rigtig alene, og man er aldrig langt væk fra sine kære. Verden er blevet lillebitte, og selv her i den beskedne lufthavn er der fuld forbindelse til internettet og dermed til skype, msn, arktiske datingbureauer og kvindelige isbjørnebiologer.

I løbet af ti minutter har vi ringet via computeren til kaptajnen på et skib et sted ude i isen, vi har sendt en e-mail til København og ringet til en mand i Paris. Og skulle nettet bryde sammen, som det faktisk ofte sker også på disse kanter, tænder vi for en af vores satellittelefoner og kommer igennem ad den vej.

Kontakten var sværere i gamle dage. Da Knud Rasmussen rejste igennem området, var det en stor ting at få post hjemmefra. Det var noget, man gerne kørte langt for at få, og som man gav sig god tid til at læse. I sine dagbøger skriver han:

»Forinden vi kunde begynde på samarbejdet, måtte hundene nødvendigvis have et hvil, ligesom jeg selv gerne vilde have nogle dage til i fred og ro at læse og fordøje den store post, jeg lige havde modtaget.«

Om vinteren gik postgangen hurtigere end om sommeren, fordi den kunne foregå med hundeslæde. Men alligevel gik der ofte otte måneder, før posten nåede frem.

Så længe skal Debbie ikke vente. Hun får snart en mail med sidste nyt fra Artic Explorer med tak for al den gode mad. For i dag er det også med hensyn til mad en anden verden end den, Knud Rasmussen beskriver i sin dagbog:

»Thi det er jo således på alle arktiske rejser, at man uvilkårligt sætter den gæstfrihed, der vises en selv, i anden klasse; den, som fodrer og feder ens hunde, tager næsten en fastest om hjertet.«

Vi har ingen hunde og tager derfor gerne imod Debbies gæstfrihed - og rejser desværre videre med en hel del ekstra kilo på siden.