Sitemap | Avanceret søgning |

Verdens korteste fest

Gymnastiksalen i Resolute bliver brugt til basketball og sommerfester.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 15-09-2008

Resolute


Basketspillerne i gymnastiksalen
Inuitholdets stjerner er klart hurtigere, mere eksplosive og teknisk overlegne. Men spillerne på det danske landshold er højere, tungere og meget svære at vælte.
Foto: Casper Dalhoff

Endelig sker der noget i Resolute.

Købmanden har med lige dele fryd og bekymring set sit lager af chokolade, lakrids og bolsjer svinde kraftigt ind i takt med vores bestræbelser på at afværge en truende depression over at være havnet midt i ingenting i den canadiske ødemark.

Invitationen virker som flere skud forbudte dopingmidler. Bal i forsamlingshuset. Vi begynder at drømme om trommedans, strubesang og dansende inuitter. For ikke at tale om konebytning, selv om vi ikke har nogen at bytte med.

Med andre ord: Oprindelighed serveret på et sølvfad langt fra det arktiske turisttræk.

Festen er programsat til kl. 19 i byens sportshal. Ca. hver tredje af byens 250 indbyggere er mødt op. De voksne sidder på en stolerække langs væggen, mens børnene leger "tag-fat-i-sælen" på boldbanen.

Buffeten stilles op på borde i midten. En pose med rå stykker arktisk laks, en anden med humpler af rå rensdyr, en gryde med hvalspækstuvning og en anden med en fugl kogt til ukendelighed.

Den kvindelige borgmester byder velkommen på inuktitut og siger ifølge kyndige i dette sprog, at festen bl.a. holdes for at byde de ældre på den mad, der fanges ude i naturen.

Festen går i gang. Alle stiller sig forventningsfulde i kø, og maden forsvinder hurtigere end spækket på en nyfanget hval. Stemningen er i top.

Så længe det varer. D.v.s. højst en halv time. Det hele er forbi, før det rigtigt kom i gang, og alle sætter kurs hjemad. Vi går hjem til endnu et chokoladeorgie.

Heldigvis kender vi alle byens unge i forvejen. Flere aftener i træk har vi spillet basketball - Danmark mod Nunavut. Med stor succes. Inuitholdets stjerner er klart hurtigere, mere eksplosive og teknisk overlegne. Men spillerne på det danske landshold er højere, tungere og meget svære at vælte.

Dagen efter festen går det lille samfund i stå. Alle er knuget i sorg, for alle her er på den ene eller anden måde i familie med hinanden.

En 20-årig mand er kørt galt på sin firehjulede motorcykel og har brækket nakken. Død på stedet. Ligesom de små søskende i en af byens familier, hvis far i sidste uge købte nye mini-motorcykler, kørte han også alt for stærkt på Resolutes stenede veje.