Sitemap | Avanceret søgning |

Damn fine coffee

Skandinaver er hjerteligt velkomne i Resolute, hvor man får fantastisk kaffe og lækker æblekage.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 13-09-2008

Resolute, Canada


Debbie og Bob

Foto: Casper Dalhoff

»You know this is, excuse me, a damn fine cup of coffee.«

Det er ikke kun FBI-agent Cooper fra tv-serien Twin Peaks, der får serveret god kaffe.

Explorer-holdet er i Resolute - sidste station før Nordpolen - ramlet ind i hotelværtinden Debbie Frederiks. Hun forstår at servere en god kop »black as midnight on a moonless night« for at blive i Coopers terminologi.

Og hvilken æblekage, hun laver - altid serveret med et »off course Dear«, når man beder om et ekstra stykke.

Debbie og hendes mand Bob Thorsen bestyrer på en et-årig kontrakt byens hotel og købmandsbutik. De kom herop 1. december sidste år som et sidste job før pensionen, men især Debbie har fortrudt det arktiske eventyr og glæder sig til at komme hjem.

Det skyldes ikke, insisterer hun, at hun allerede på første arbejdsdag så ikke færre end ni isbjørne vade rundt ude ved den lokale losseplads.

Nej, Debbie havde ikke regnet med at skulle arbejde mere end 100 timer om ugen. Det er nemlig heller ikke her i Arktis, hævder hun, muligt at hyre ordentlig arbejdskraft.

Bob og Debbie er på mange måder røget ind i lidt af en kulturkløft i Resolute. Debbie fortæller, at hun glæder sig over, at hun ikke blevet udsat for samme form for racisme, som den forrige bestyrer følte sig ramt af.

»Qallunaa«. Hvide mand, blev han kaldt.

Men betegnelsen er i virkeligheden slet ikke ment nedsættende, fortæller de inuitter, som vi taler med.

Qalluna er blot ét eksempel på, at parret har svært ved at forstå inuitterne. De kommer og arbejder på hotellet, som det passer dem. Og Bob mener, at den lille by er på vej i den forkerte retning med småtyverier samt alkohol- og narkotikamisbrug.

Han undrer sig også over den krig, der gik i gang, da inuitterne spottede en gruppe narhvaler ude på bugten. Selv om de officielt kun skød ti hvaler, brugte de krudt til at dræbe mange flere, fortæller han:

»Det lød nærmest, som om irakerne var gået i land.«

I forhold til os skandinaver er der til gengæld ingen kulturkløft. Bobs far kom til Canada fra Norge under krigen. Og Debbie er vild med vores øjne.

»Alle jeres skønne blå øjne minder mig om min far. Han er så ensom, vi elsker ham, og vi savner ham,« drømmer Debbie videre, mens hun ser længselsfuldt ud gennem vinduet.

Men først til november, når kontrakten er udløbet, rejser ægteparret tilbage til syden.