Sitemap | Avanceret søgning |

Råt kød på menuen

Undskyld, må vi byde på et stykke rå sællever.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 11-09-2008

Igloolik


Et stykke rå sæl
Manddomstestfor exploratører: råt sælkød.
Foto: Casper Dalhoff

Vores aftensmad lander med et plask på stranden. En blævret sæl ser indtrængende på os med sine store mørke øjne.

Den ultimative inuitprøve for arktiske exploratører venter inden for pelsen. Kniven går let gennem et tykt lag lyst fedt med et rødligt skær, før den sprætter maven op.

Først da tarmene er landet på stranden, kommer vores aftensmad til syne. En varm sællever og rå sælbøffer.

Til vores skræk ser vi, at det døde dyr stadig er i live. Det bevæger sig. Vores medbragte zoolog beroliger med, at sælen for længst er død. Vibrationerne i nogle muskler skyldes blot rester af ilt i blodet.

For inuitter er friskslagtet sæl en stor delikatesse. Leveren er fyldt med vitaminer, og fangerne går ombord i måltidet uden tøven.

Pludselig virker den friturefede cafeteriamad hjemme på Igloolik Inn ligeså indbydende som et måltid tilberedt af tv-kokken Gordon Ramsey. Men der er flere timers sejlads hjem, og alternativet er en rå fisk. Vi er sultne.

Første smagsprøve er rå lever. Den har konsistens som frugtgélé og smager som en blodig omgang foie gras. Så kommer sælbøffen. Den er værre. En fæl og kraftig smag af sæl breder sig munden, og eftersmagen bliver hængende.

Manddomstesten slutter først, da fingrene er suttet helt rene for sælblod.

Først langt senere fortæller vores biolog om risikoen ved måltidet.

Faren er overhængende for, at der i vores sælkød har skjult sig små parasitter af Trichinella-racen. Det er en lille larve, som lever i isbjørn, sæl og hvalros, og som kan udløse sygdommen trichinellose.

Vi ved endnu ikke, om det vil være muligt at fuldføre ekspeditionen. I første omgang frygter vi, at parasitten giver sælånde.

Også Knud Rasmussen stiftede bekendtskab med eksotiske, arktiske retter under sine ekspeditioner i polarkulden.

I en inuitlejr blev polarexploratøren efter rensdyrbøffer budt på en dessert, som selv han sagde nej tak til.

Den bestod af »fede, rå renbremselarver, som var pillet ud af skindene på de nyskudte dyr. De vrimlede i en stor kødbakke som kæmpemaddiker, og når man satte tænderne i dem, gav det et lille smæld«.