Sitemap | Avanceret søgning |

Filmstjerner og efterkommere

Efter Beverly Hills er Igloolik formentlig det sted i verden med den højeste frekvens af filmstjerner.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 10-09-2008

Igloolik


Eugene
Eugene er en af filmstjernerne i hele to spillefilm optaget i de senere år her i det arktiske Canada: den i Cannes prisbelønnede "The Fast Runner" og "Knud Rasmussens dagbøger" fra 2004.
Foto: Casper Dalhoff

Der er noget bekendt over den muskuløse og brede mand, der sætter sig i cafeteriet og bestiller kaffe.

Eugene hedder han, hviskes der i baren, altså en af filmstjernerne i hele to spillefilm optaget i de senere år her i det arktiske Canada: den i Cannes prisbelønnede "The Fast Runner" og "Knud Rasmussens dagbøger" fra 2004.

Igloolik har på trods af sine kun 1.200 indbyggere en lokal udgave af Spielberg. Han hedder Zackarias Kunuk, men på trods af en halv aftale om at mødes har han valgt at tage en del af byens ældre med langt ude i ødemarken for at skyde en dokumentarfilm.

Eneste livstegn fra Kunuks lejr kommer, da en af hans medarbejdere i hast sejles tilbage til byen med en kvæstet hånd. Han er kommet til skade under en flugt fra en isbjørn. Eller sådan lyder historien. For pulsen i arktisk Canada stiger og falder i takt med isbjørne. Og en "happy end" er altid velkommen her i kulden, hvor livet ellers er råt og uden skånsel.

På grund af Kunuks filmindustri og på trods af den generelt katastrofale tandhygiejne i Igloolik er det ret vanskeligt ikke at møde filmstjerner, når man shopper i Co-op'en eller i bygdens anden forretning, Northern.

Eller når man går en tur på grusvejene for at se på udvalget af skrald, skrottede sofaer, tv-apparater og andet junk uden for husene. Eller spiser morgenmad på Igloolik Inn, hvor kromutter Cathy har svært ved at få kokken til at møde før kl. 9.

Eugene Ipkaknak på 69 år kommer hver dag for at drikke kaffe. Da vi stiller ham en række spørgsmål om karrieredrømme, lyder det eneste svar »Heeh«, for i Igloolik kan man godt være filmstjerne og kun tale inuktitut. Ved hjælp af en servitrice fortæller Eugene om dengang i 2002, da han var med til Cannes-festival for at præsentere filmen.

Hvis igloolikkerne ikke er filmstjerner, er de højst sandsynligt i familie med en af de bedste fortællere i Knud Rasmussens bøger, åndemaneren Aua. Polarforskeren mødte Aua 27. januar 1922, da den lille mand med et stort og iset skæg kom ud af mørket i fuld fart på en lang slæde med et forspand på femten hvide hunde.

Den dag i dag står der en mytisk aura omkring Aua og hans hær af børnebørn, oldebørn og tipoldebørn. Vi møder den nærmest beslægtede på familietræet på bagsædet af sin datters firehjulede motorcykel. Hanna, en lille gammel kvinde med lysende øjne, varme kamikker på fødderne, men kun iført en tynd trøje i polarkulden, var gift med en af Aua's sønner.