Sitemap | Avanceret søgning |

Jesusip og den lille lånehustru

Og hermed døber jeg børnene "Lille Penis" og "Det afgnavede ben".

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 14-09-2008

Resolute


I kirken

Foto: Casper Dalhoff

Vi står i den lille anglikanske trækirke i Resolute med en prædikestol af sælskind og en varmeovn med skorsten og skråler med på salmer på inuktitut.

Det er ikke noget let sprog. De canadiske inuitters ord er meget lange, og vi forstår kun ord som Jesusip, apostlen Peterlosie og satan. Men, som præsten siger, da han stopper showet for at give os en speciel velkomst på engelsk, skal Gud nok hjælpe os med at oversætte det, vi ikke forstår.

Vel omkring 30 af byens 250 borgere er mødt op til gudstjenesten, der gennemføres med hjælp fra tre kirketjenere, heriblandt en af Resolutes mest berømte isbjørnejægere.

Han tilhører en af de få familier, der dominerer flækken. En af dem bærer efternavnet Amarualik, der ifølge rengøringshjælpen Takulak på vores hotel betyder "en med ulveunger." For i de arktiske områder har de fleste navne en betydning, og ikke alle er - for nu at sige det mildt - lige flatterende.

På sin vej fra Grønland til Stillehavet mødte Knud Rasmussen således adskillige mennesker med bizarre navne. F.eks. den unge kvinde Aviliajuk, hvis navn betød "Den lille låne-hustru" eller pigen Tunoq, der betyder Rentalg.

Andre mere romantiske var "Pilekvisten", "Den Lille Dag", "Drillepind", "Harekilling" og "Den Frostbidte". Færre aftagere må der forventes at have været til navne som "Vandøse", "Hul" (Putulik), "Langkniv" eller "Fodsålen", der ifølge Knud Rasmussen lettest kunne karakteriseres ved, at hans tandkød altid var tørt af at smile.

Helt let ville tilværelsen næppe være i dag med navne som Heq (Polarpil), Hikhik (Murmeldyret) eller Uvilaq (Musling). Og hvor stor er chancen for at finde en arbejdsgiver, der ville ansætte en Hiklaq? Det betyder "Hængehovedet".

Alle inuitter i Canada havde numre i stedet for efternavne frem til 1967, da regeringen sendte Abraham Okpik ud for at lade alle vælge selv. Ifølge forskeren Susan Sammon i Iqaluit ville langt de fleste blive opkaldt efter slægtninge. I Dorset, fortæller hun, fik en navnet Lille Penis, men for inuitterne er betydningen ligegyldig. De går kun op i, hvem man er opkaldt efter.

»Min mand blev opkaldt efter den grimmeste åndemaner, der nogensinde er set. Så da han voksede op, nægtede de ældre at se på ham, fordi han mindede dem om åndemaneren,« fortæller hun.