Sitemap | Avanceret søgning |

Vejen til ingenting

De få kilometer vej i hovedstaden i Nunavut ender i ingenting.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 06-09-2008

Iqaluit, Nunavut, Canada

Æbler er en kostbar delikatesse i dette golde hjørne af kloden, men Nicole fra Québec langer alligevel det ene efter det andet ud til børnene på vejen.

Hun har råd til det. For den rødhårede taxichauffør tæt på pensionsalderen viser sig at være en udspekuleret forretningskvinde. Hver gang, vejen drejer, hæver hun prisen.

»Jeg kom herop for at finde friheden. Pengene er gode heroppe i Nordcanada for dem, der gider at arbejde. Desuden betaler vi kun fem pct. i skat,« siger hun på vej gennem byens hovedgade, hvor meterhøje pæle langs vejsiden bruges til at markere vejen, når sneen om kort tid lægger sig.

Systemet i den lille by er, at hver kunde betaler en fast pris på seks canadiske dollars (ca. 29 kr.) for en tur i taxi, uanset om turen går fra den ene ende af byen til den anden eller kun et par hundreder meter.

D.v.s. sådan lød reglen, indtil vi kom ind i Nicoles bil og bad om at blive kørt ud til en teltlejr.

»Det er sørme langt væk. Jeg bliver nødt til at fordoble prisen til 12 dollars pr. mand,« lyder udspillet fra Nicole, netop da vi når til vejen med det ildevarslende navn "Road to Nowhere".

Vi accepterer under protest, men når trods alt frem til vores mål. Desværre er der ingen mennesker, og da vi vitterligt er landet ude i ingenting, spørger vi forsigtigt, om Nicole ikke nok vil være rar at køre os til en anden teltlejr i stedet. Med følgende reaktion.

»Hvis I har 36 dollars i stedet for 24, er det OK. For det er jo endnu længere, og alting er dyrt heroppe tæt på Nordpolen.«

JP Arctic Explorer skal frem, men ikke for enhver pris. Med en taxiinflation hurtigere end Zimbabwes vælger vi at spadsere.

Det skulle vi aldrig have gjort. Der er adskillige kilometer ud til teltlejren, og grusvejen går forbi lossepladsen. Da lastbilen med skrald har passeret i en kæmpe støvsky, ligner vi inuitter i kamp med en snestorm.

Ikke mange bruger tommelfingeren i Iqaluit, men for os lykkes det. Inuitkvinden Meeka, der sidste år fik fløjet 11 grønlandske hunde herover for igen at lade hundeslæden konkurrere med snescootere, har et blødt punkt for udlændinge og forbarmer sig over os.

Pladsen i bilen er trang, for Meeka er et menneske med hjerterum. Hun har allerede åbnet bildøren for to unge velklædte mænd. De er høflige og præsenterer sig som mormonske missionærer på jagt efter nye disciple. Det er helt gratis.

»I kan bare ringe, hvis jeg skal vise jer byen. Så finder vi en rimelig pris,« siger Meeka ved afskeden. Måske kender hun Nicole.


Nicole
Nicole fra Québec er en dygtig forretningskvinde bag rattet i sin taxa.
Foto: Casper Dalhoff