Sitemap | Avanceret søgning |

Når de døde spiller fodbold

Nordlys over Baffin Island kalder de gamle historier frem.

Af Jørgen Ullerup og Klaus Dohm

Publiceret 07-09-2008

Iqaluit


Nordlys
Nordlyset danser i natten.
Foto: Casper Dalhoff

Vi møder Gilbert, Peterloosie og deres kammerater kort før midnat lørdag aften. En bande unge på 14 polarvintre med smøger i kæften.

Var man stødt på dem i en europæisk storby med deres hætter trukket op over hovedet, ville man stensikkert søge over på det modsatte fortov.

Men gutterne er friske og velopdragne. De giver hånd. De har sommerferie og er på vej ned for at spille amerikansk fodbold på en støvet grusbane.

I skæret fra nordlyset, der står stille på himlen som to lysende gardiner. Ikke et festfyrværkeri som i vinterens polarmørke, men klart nok til, at ingen i byen er i tvivl om, hvad det er.

Scenen er nærmest religiøs, for kombinationen af nordlys og fodbold havde en særlig plads i nogle inuitters traditionelle tro.

Nordlys er det, man ser nede på jorden, når dødes sjæle spiller fodbold med et hvalroshoved som bold i himlen.

Ifølge en af Knud Rasmussens bedste informanter, åndemaneren Aua, blev fodboldholdet sat blandt de døde, der genopstod i det såkaldte "dagens land", Uvdlormiut. Et paradis forbeholdt mennesker, der var kommet ulykkeligt af dage ved drukning eller mord.

»Det er et stort land med mange rener. Der er godt at være og mange glæder; der spilles næsten altid bold, fodbold, af leende og syngende klynger, og det, der spilles med, er kraniet af en hvalros. Når de døde spiller bold i himlen, ses de som lysende nordlys over jorden,« fortalte Aua.

Historien melder intet om, hvorvidt de andre dødes sjæle fik lov til at spille vandpolo. For ifølge fortællingerne lå det andet dødsrige for dem, som var bukket under for sygdom, under havet som en smal langtange med hav på begge sider.

Også hernede i Qimiujarmiut var der altid overflod af mad. Til gengæld gjorde det ondt at få adgang.

Problemet var, at denne anden kategori af døde først måtte en tur ned for at sone alle deres synder hos fangstdyrenes herskerinde. Her på Baffin Island i Canada var hun det nærmeste, man kom en gud. Hun havde form som en kvinde, der nede på havets bund var skyld i alle livets konflikter.

»Alle skal leve mindst et år under dynen hos kvindemenneskets fader, der skal mishandle og pine dem på alle måder, navnlig ved at slå dem på deres kønsdele. Når alle deres overtrædelser er sonede, kommer de enten op til dagens folk eller til den smalle tanges land,« fortalte Aua ifølge Knud Rasmussens optegnelser.

Vi beder til alle dyrs herskerinder både under vandet og på andre etager om at skåne os for sygdom.